Mislykket pirat blev respekteret forsker

Dampier erobrede dansk slaveskib

Et halvt år tidligere – i foråret 1683 – var William Dampier påmønstret Revenge i Virginia i Nordamerika, efter at han i knap et år havde holdt pause fra sørøverlivet og i stedet havde arbejdet på en tobaksplantage.

Men den frie og til tider ganske indbringende tilværelse som pirat var gået ham i blodet, så da hans gamle ven, sørøverkaptajnen John Cook, tilbød ham hyre på Revenge, slog han hurtigt til.

Cooks plan var at opsøge nye jagtmarker langs Chiles og Perus kyster. For at udnytte passatvindene ville han sejle til Vestafrika og med den gunstige vind i ryggen krydse tilbage over Atlanten med kurs mod først spidsen af Sydamerika og derefter op langs Stillehavskysten.

Opholdet ud for Afrikas kyst var midlertidigt, men hvorfor ikke benytte lejligheden til at tage for sig af de retter, der kom vuggende forbi? På Dampiers anbefaling vedtog skibsrådet tøvende at give Afrika en chance.

Det viste sig som en god idé, for en hed novembermorgen i 1683 gled den danske fregat Charlotte Amalia tæt forbi. Piraterne lagde sig i kølvandet på det store sejlskib, og inden danskerne nåede at opfatte situationen, havde sørøverne indhentet dem og kastet entrehager over i Charlotte Amalia.

Sekundet efter myldrede piraterne ombord, anført af en høj mand med smalt ansigt, en stor næse og skulderlangt, brunt hår – William Dampier. Sablerne lynede straks i sollyset. En dansk officer faldt blødende omkuld på dækket, mens omkring 10 matroser blev skudt ned af sørøverne, inden de nåede at trække deres bøsser.

Angrebet var overstået, næsten før det var begyndt, og mens de overrumplede danskere slukørede så til, gik sørøverne hujende i gang med at besigtige byttet. Foruden 60 afrikanske kvindelige slaver bugnede lasten af letomsættelige handelsvarer som jernstænger, kobberstave, geværer, pistoler, tobak og brændevin.

Afrikanerne blev sluppet fri, og danskerne sat i land i Sierra Leone. Sørøverne stak ild i deres gamle skude, og mens fartøjet sank til bunds i et buldrende flammehav, stod Dampier og hans kammesjukker til søs på den danske fregat, som de døbte om til Bachelor’s Delight – Ungkarlens Fryd.

Som en af ganske få ombord var William Dampier ikke ungkarl. Under et kort ophold i sit hjemland havde han i 1676 giftet sig med Judith, men som det skulle vise sig igen og igen, var Dampier ikke en mand, der lod sig holde fast.

Udlængslen og eventyret brusede i hans årer, og selvom livet til havs til tider var en barsk kamp for overlevelse, fandt han ikke bedre alternativer.

Pirat sugede viden til sig

Efter at have rundet Sydamerika i hård sø nåede Bachelor’s Delight i marts 1684 til Juan Fernández-øerne i Stillehavet. Turen havde tæret hårdt på besætningen – halvdelen af sørøverne var dødssyge af skørbug – og kaptajn Cook døjede med høj feber.

Dampier derimod var frisk og munter, for selvom sørøveriet viste sig at have trange kår i Stillehavet, havde han meget andet at fornøje sig over: Overalt var der spændende dyr – fx var det næsten umuligt at bane sig vej gennem de store flokke af sæler og søløver, der boltrede sig langs Sydamerikas kyster.

Især var Dampier betaget af søløverne, hvis hoveder “mindede svagt om en løves”, og som var “så fede, at man kan skaffe en hel tønde olie ved at koge fedtet af en enkelt”.

Mens Dampier begærligt sugede til sig af alt det nye og griflede løs i sine journaler, blev kaptajn Cook stadig dårligere, indtil han døde i juli 1684. Sørøvertogtet fortsatte, og selvom det af og til lykkedes mændene at kapre en båd og overfalde en spansk havneby, var udbyttet magert.

I en rum tid havde Dampier og folkene på Bachelor’s Delight kæmpet side om side med andre piratbander – heriblandt kaptajn Charles Swan og hans besætning på Cygnet.

Da Dampier hørte, at den rødmossede, joviale Swan agtede at sætte kursen over Stillehavet til Asien, besluttede han at skifte til Cygnet. Udsigten til at opleve nye hjørner af verden – og ikke mindst erobre kostbarheder som krydderier, perler og silkestoffer fra Østen – var mere, end hvad Dampier kunne stå for, så en martsdag i 1686 var han på vej på nye eventyr.

Ikke alle sørøvere ombord på Cygnet var dog lige begejstrede for udsigten til rejsen over det umådelige ocean, for som Dampier skrev:

“Så stor var uvidenheden, at nogle mente, at Swan ville føre dem ud af denne verden”.

Kaptajnen fik dårlig samvittighed

Kaptajn Swan førte Cygnet til egne, hvor kun få europæere havde været før. Første stop efter 52 dages monoton sejlads over Stillehavet var Guam. Øen var en vigtig forsyningsstation for spanske galeoner fra den filippinske by Manila, som én gang om året sejlede mellem Filippinerne og Mexico.

Som det første tog sørøverne en spansk munk som gidsel, hvorefter de bad øens spanske guvernør om proviant. Han sendte dem fluks seks smågrise – “det lækreste kød, jeg nogensinde har smagt”, bemærkede Dampier.

I de følgende dage overdængede guvernøren sørøverne med mad, i håbet om at de snarest ville lette anker og sejle videre. Han var ikke i tvivl om gæsternes sande profession og sørgede for, at et stort spansk handelsskib fra den mexicanske havneby Acapulco sejlede langt uden om hans ø.

På Guam blev Dampiers naturhistoriske interesse for alvor vakt. Han skrev side op og side ned om bl.a. kokospalmen, den eksotiske brødfrugt og de indfødte, som havde “lange og strenge ansigter”, og som var “dygtigere end noget andet folk til at bygge både”.

Den 2. juni 1686 satte Cygnet – til guvernørens store lettelse – sejl og stævnede ud mod Mindanao, Filippinernes næststørste ø. Indbyggerne her var med Dampiers ord “kvikke”, selvom de havde ry for at være tyvagtige og dovne. Det, der overraskede ham mest, var, at mændene havde adskillige koner – den lokale sultan havde fx 30, som han besøgte efter tur om natten.

På grund af heftige regnskyl måtte piraterne ufrivilligt blive på Mindanao helt frem til januar 1687, hvor vejret klarede op. Det lange ophold havde sat sine spor – mændene hakkede på hinanden og skændtes om, hvor de skulle sejle hen.

Samtidig havde kaptajn Swan fået samvittighedskvaler over sit sørøver-liv – “ingen fyrste på Jorden kan vaske skylden bort ved sådanne handlinger”, betroede han Dampier – så han besluttede sig for at blive på Mindanao. Det samme gjorde 36 andre pirater, og tilbage på Cygnet var nu ca. 90 mand, inklusive Dampier. Kort tid efter afgang døde to af mændene.

En obduktion afslørede, at deres “levere var sorte, lette og tørre som korkstykker”. Dampier mente, at de var blevet forgiftet af øboerne – formentlig var dødsårsagen skrumpelever som følge af overdreven indtagelse af brændevin.

Aboriginerne var et “elendigt” folk

På vejen fra Mindanao udførte sørøverne deres blodige metier og erobrede en række småbåde, men deres drøm var at kapre en stor spansk galeon ud for Manila. Den plan måtte dog opgives på grund af vedvarende storm, så i stedet besluttede besætningen sig for at sejle øst om Filippinerne og over Det Indiske Ocean til Det Røde Hav, som efter sigende skulle være et piratparadis.

Efter lang tid uden landkending så Dampier og hans folk den 4. januar 1688 omsider en kyst forude – det var Ny Holland (det nuværende Australien), hvor ingen englændere før havde sat deres fødder. De indfødte – aboriginerne – blev chokerede og løb skrigende væk ved synet af de store, hvide mænd, som gik i land.

Dampier havde ikke meget tilovers for dette folk, som han kaldte det “elendigste i verden”. Han beskrev dem som magre og med fremstående øjenbryn:

“Øjenlågene er altid lukkede for at holde fluerne væk, for disse er så plagsomme her, at man ikke kan vifte dem væk med hånden. Derfor åbner de indfødte fra barndommen aldrig deres øjne som andre folk”.

I tre måneder blev Cygnet i de australske farvande, hvorefter skibet sejlede mod nordvest. Dampier var nu grundigt træt af ævl og kævl og længtes efter at være sin egen herre. Han så sig om efter et sted at hoppe af og fandt det i maj 1688 på Nicobarerne i Den Bengalske Havbugt.

Herfra padlede han i kano over åbent hav til Sumatra, hvor han i juli 1688 fik hyre på et britisk skib med kurs mod Tonkinbugten ud for det nuværende Vietnam og Sydkina.

Rejseberetninger blev bestseller

I de følgende år nåede han vidt omkring – til fods drog han på opdagelse i Vietnam, hvor “indbyggerne er meget yndefulde, men har sorte tænder”, og hvor “elefantsnabler er en stor delikatesse”. Fra Vietnam gik rejsen videre til Malaysia og Indien.

Plaget af dysenteri og hjemve fik Dampier i januar 1691 hyre på et britisk skib, der var på vej hjem, og i september 1691 vaklede han i land i Sydengland. I over 12 år havde han været på farten, men trods en række vellykkede plyndringstogter vendte Dampier hjem uden en mønt på lommen.

Til gengæld havde han noget andet – sine tykke og tætskrevne journaler fyldt med minder fra alverdens have og lande. Dampiers rejseberetninger udkom i 1697 under titlen “A New Voyage Round the World”, og værket blev øjeblikkeligt en bestseller, der udkom i fire oplag.

Dampier fulgte op på succesen med endnu et bind, som foruden medrivende historier rummede en banebrydende afhandling om havvinde og havstrømme. Fra at være en ukendt sørøver var William Dampier som ved et trylleslag blevet en agtværdig og respekteret forfatter.

Den tidligere sørøver blev hyldet af både folket og forskerne, og da det engelske admiralitet i 1698 planlagde en opdagelsesrejse til Australien og New Zealand, blev den rejsevante Dampier som en selvfølge udpeget til at stå i spidsen for ekspeditionen.

Det udstyr og det mandskab, Dampier fik stillet til rådighed, var så langtfra flådens ypperste, og allerede da Roebuck i januar 1699 stævnede ud fra England, var skibet ved at falde fra hinanden.

Styrmanden – en notorisk drukmås – var allerede den første nat tæt på at sejle Roebuck på grund, og fra dag ét var Dampier på kant med sin højre hånd, førsteløjtnanten George Fisher, der vægrede sig ved at tage imod ordrer fra en forhenværende sørøver.

Konflikten mellem de to blev trappet op på rejsen over Atlanterhavet til Brasilien, og af frygt for, at Fisher skulle opildne til mytteri, sov Dampier på dækket med en ladt pistol ved sin side.

Men efter at Fisher gentagne gange havde sat sig op mod sin kaptajn, fik Dampier nok. Han gav ham et lag tæsk, spærrede ham inde i kahytten og fik ham smidt i fængsel, da Roebuck gik i havn i Brasilien.

Dampier mistede tre års løn

Ekspeditionen nåede som planlagt til Australien og New Zealand, hvor Dampier tegnede kort over både kystlinjer og havstrømme, men på hjemrejsen var hele arbejdet tæt på at gå tabt: Ved øen Ascension i Atlanterhavet sprang Roebuck læk, fordi plankerne var “så rådne, at de smuldrede som jord”.

I sidste sekund, inden skibet strøg til bunds, nåede Dampier at redde de fleste af sine optegnelser, der var opbevaret i forseglede bambusrør.

Havde Dampier håbet på en heltemodtagelse, da han vendte hjem til England i august 1701, blev han slemt skuffet. Videnskabeligt havde ekspeditionen været en succes, men resultaterne druknede i den tumult, der opstod, da den ligeledes hjemvendte George Fisher anklagede Dampier for at have behandlet ham hårdt og grusomt.

Sagen endte ved domstolen, der idømte Dampier en bøde på de seneste tre års løn.

Lige så ludfattig, som før han rejste ud, måtte Dampier igen ty til pennen for at tjene til dagen. Det førte til værket “A Voyage to New Holland”, der handlede om Roebuck-ekspeditionen.

Rejsen til Ny Holland – eller Australien – skulle trods Fisher-skandalen ikke blive Dampiers sidste. Med vanlig ukuelighed drog han i 1703 igen på farten – denne gang som kaperkaptajn på St. George, der skulle opbringe spanske og franske skibe i Stillehavet.

Mytteri afløste mytteri på togtet, og selvom det lykkedes den 120 mand store besætning at kapre en række småskibe, fik Dampier aldrig del i byttet. Han blev anholdt af hollænderne og sat i fængsel, og først i 1707 vendte han tilbage til England.

Selvom han nu var oppe i årene, havde Dampier svært ved at slå sig til tåls med livet som landkrabbe – eller også håbede han blot på, at den eventyrlige guldskat, han drømte om hele livet, gemte sig lige bag horisonten.

I hvert fald begav han sig som 56-årig i 1708 ud på sin tredje og sidste jordomsejling – og endnu en gang var han tilbage i den gammelkendte rolle som berygtet sørøver.

Bøger og kort viste vejen

For Dampier bød rejsen med skibet Duke på et gensyn med steder som Juan Fernández-øerne, Galápagos og Guam og ikke mindst med de spanske galeoner fra Manila, som han to gange tidligere forgæves havde forsøgt at kapre.

Men tredje gang skulle vise sig at være lykkens gang: Efter blot én times kamp erobrede Dampier og hans mænd i december 1709 en tungtlastet galeon i Den Mexicanske Golf.

Sammen med de ladninger, besætningen havde erobret fra mindre både, løb udbyttet af plyndringstogtet op i en anseelig formue:

Da sørøverne i 1711 vendte hjem til England, medbragte de 22.000 kg råsilke, 4.310 par silkestrømper, 6.810 kg krydderier, sølv og penge til en værdi af 12.000 pund sterling, 170 kg af det vellugtende moskusstof, 90.000 stykker silke og satin foruden et ikke bogført antal juveler og perler.

William Dampier var nu en holden mand – men kun på papiret. Efter hjemkomsten forsøgte han i årevis at kradse sin andel af byttet hjem fra ejerne af Duke, men uden held. Så da han på sit dødsleje i marts 1715 testamenterede sin kusine – som han boede hos i London – 90 procent af sin formue og sin bror George 10 procent, var det tomme løfter.

Som han havde været det i det meste af sit 63-årige liv, var Dampier også i dødens stund en mand uden formue. Til gengæld efterlod han sig en arv, der ikke lod sig gøre op i penge:

Hans bøger og søkort åbnede verden for generationer af nye forskere og opdagelsesrejsende. I 1800-tallet kaldte Charles Darwin Dampiers værker for “en guldgrube af informationer”.

James Cook, der stod i spidsen for tre af historiens vigtigste opdagelsesrejser, støttede sig til Dampiers kort under udforskningen af New Zealand og Australien i 1700-tallet, og søhelten Horatio Nelson befalede for 200 år siden sine mænd at studere Dampiers bøger indgående.