En halvblind violinist. En fed og fordrukken læge. En hjulbenet andenstyrmand med svedige hænder. Og en flok matroser med koparrede ansigter, snitsår efter knivstik og tandløse smil.
De sømænd, der står opført på den britiske fuldrigger Bountys mandskabsliste, er en broget forsamling.
Men den 33-årige kaptajn William Bligh har selv været til med til at hyre sine folk, og trods deres aparte fremtoning nærer han høje forventninger til dem.
Ingen aner, at netop de mænd, kaptajnen har håndplukket, vil forråde ham. De vil begå historiens mest berømte mytteri.
Skibet er indrettet som drivhus
Særligt Fletcher Christian, den hjulbenede andenstyrmand, er han begejstret for. Christian er ikke alene en god og loyal ven.
Han er trods sine kun 23 år også en dygtig sømand, der har imponeret Bligh med sin kunnen på to tidligere rejser.
Ganske vist lider den unge, mørkhårede mand af overdreven håndsved – ifølge Blighs notater “tilsøler han alt, hvad han rører ved med sine svedige hænder” – men han er ivrig og ambitiøs og en gevinst for enhver ekspedition.
Med en fortid som skibsfører for James Cook, en af historiens største opdagelsesrejsende, er Bligh en garvet søulk, der har sejlet på de syv verdenshave.
Da Bounty den 23. december 1787 står ud fra Storbritannien med kurs mod øen Tahiti i Stillehavet, er kaptajnen bevidst om, at en hård rejse venter forude, men samtidig er han optimistisk på ekspeditionens vegne: Han kender Stillehavet, han har været på Tahiti, og han er ovenud tilfreds med det nyistandsatte Bounty, som han kærligt omtaler som “mit lille skib”.
Bountys mission er at hente brødfrugttræer på Tahiti og sejle træerne til Vestindien, hvor britiske slaveejere vil bruge de enorme frugter som billig mad til deres slaver.
Det 28 m lange og syv m brede fragtskib bærer da også tydeligt præg af togtets karakter: Hele agterkahytten, som kaptajnen ellers bruger til spisesalon, er forvandlet til et drivhus, komplet med 800 urtepotter, spader, en samling botaniske opslagsværker og en kakkelovn, der skal give varme til planterne på den månedlange sørejse.
Normalt er forholdene trange om bord på et flådeskib, men på Bounty er pladsen ekstraordinært beskeden. Bligh må tage til takke med en lille, mørk kahyt, hvor der knap er plads til at folde søkortene ud.
Lige bagved – kun adskilt fra kaptajnens lukaf med et lærredsforhæng – er officererne indkvarteret.
Allermest klaustrofobiske er kårene for de menige søfolk: De er stuvet sammen i køjer under dækket på et syv gange 11 m stort areal uden dagslys, frisk luft eller skyggen af privatliv.
Overalt på skibet hober forsyninger og grej sig op til den 18 måneder lange rejse. Selv på dækket må besætningen siksakke uden om dynger af gods og skibets tre joller.
Men trods pladsmanglen er humøret højt, og mændene på skibet kommer fortrinligt ud af det med hinanden.
Det 28 meter lange skib Bounty var indkøbt og ombygget specielt til indsamling af brødfrugttræer fra stillehavsøer.
“Vi forstår hinanden, og sådan vil det blive ved med at være på hele rejsen. Jeg har al grund til at tro på succes”, skriver Wiliam Bligh, kort tid efter Bounty er stævnet ud.
For at holde moralen oppe på det første, seje stræk gennem bidende kulde og høj sø deler han gavmildt ud af skibets forsyninger af rom og tobak, men fra sine tidligere togter kender Bligh også nødvendigheden af streng disciplin. Kaptajnens ord er lov, og han tåler intet brud på reglementet.
Straffen kender alle, for den er ens på samtlige skibe i den britiske flåde: Synderen bliver bundet til et gitterværk på dækket og pisket.
Rejsen er kun lige begyndt, da Bligh kalder alle mand på dæk for at indvie dem i reglerne, der skal få hverdagen om bord til at glide.
Køjer og kahytter skal holdes pinligt rene, tøjet skal være pletfrit, neglene skal være kortklippede og vil blive inspiceret hver søndag, og samtlige overflader på Bounty skal jævnligt skrubbes og skures med eddike for at holde utøj væk.
For at give matroserne mulighed for at hvile ud og holde sig friske på den hårde rejse introducerer Bligh desuden tre vagthold i stedet for de sædvanlige to.
På den måde er intervallet otte timer mellem de fire timer lange vagter, så mændene er sikret en lang periode med ubrudt søvn. Til leder af tredje vagthold udnævner han Fletcher Christian – en skæbnesvanger beslutning.
Fra sine tidligere sørejser er Bligh bevidst om, at sund og nærende mad og rigelig motion er vejen til en vellykket ekspedition. Han ordinerer derfor varm grød med sukker og smør til morgenmad, og så længe beholdningerne tillader det, skal mændene dagligt spise sauerkraut, malt og i det hele taget indtage en kost, der forebygger sømandens svøbe, skørbug.
Et andet ufravigeligt krav er, at mændene dagligt indfinder sig på dækket kl. 16, hvor den svagtseende violinist spiller op til dans. I tre timer skal mændene bevæge sig til tonerne, for, som Bligh skriver i sin logbog, “anser jeg dansen for vejen til et godt helbred”.
Uforskammet matros får pisk
Blighs plan er at sejle syd om Sydamerika og derfra videre ind i Stillehavet, og den første del af rejsen går glat. “Mine mænd er alle gode, aktive gutter”, skriver Bligh i sin logbog i februar 1788. “Det, der glæder mig allermest, er, at jeg endnu ikke har været nødt til at straffe nogen. Alt går over forventning”, bemærker han.
Et par uger senere er han nødt til at bide sine ord i sig. Matrosen Matthew Quintal har opført sig uforskammet over for overstyrmanden, og ærgerlig noterer Bligh, at “jeg har fundet det nødvendigt at straffe Quintal med 24 piskeslag”.
Få dage efter den episode sejler Boun-ty ind i et forfærdeligt uvejr ud for Kap Horn. Vindstød af stormstyrke rusker og flår i sejlene, brodsøer slår ind over dækket, og hagl, sne og slud vælter ned over mandskabet, der fryser helt ind til knoglerne.
Døgnet rundt arbejder sømændene ved pumperne, og selv om alle luger er lukket, står det underste dæk under vand. Bligh stiller derfor sin kahyt til rådighed for de matroser, hvis køjer er allermest gennemblødt.
Efter flere ugers kamp mod uvejret vælger Bligh at opgive passagen rundt om Kap Horn. Skibet har stort set ikke flyttet sig ud af flækken i 25 dage, og Bligh beslutter at sejle tilbage over Atlanterhavet og videre syd om Afrika.
Beslutningen bliver modtaget med kyshånd af den udmattede og stærkt forkomne besætning, der finder kræfter til at kvittere med tre hjertelige hurraråb.
William Bligh og hans besætning brugte fire måneder på at indsamle de over 1.000 brødfrugttræer.
Troperne bringer gemytterne i kog
Livet til søs er barskt. Isolationen og de udmattende rutiner hænger efterhånden sømændene langt ud af halsen, og under den bagende tropesol i Stillehavet er temperamenterne letantændelige.
Så da Bounty i efteråret 1788 skærer sig gennem det sølvblanke Sydhav, begynder flere af besætningsmedlemmerne at give los for deres indestængte vrede.
Kanonermath John Mills og botanikassistent William Brown nægter at danse og får inddraget deres romration – “med et løfte om yderligere afstraffelse, hvis det gentager sig”, bemærker Bligh.
Også skibets næstkommanderende, John Fryer, volder problemer. Luften mellem ham og Bligh er iskold. Fryer nægter at spise middag med Bligh, de to mænd taler kun sammen, hvis det er absolut nødvendigt. Hele miseren skyldes jalousi.
Lige fra rejsens første dag har Fryer følt sin stilling truet, for i hans øjne favoriserer kaptajn Bligh altid Fletcher Christian, som undervejs er blevet forfremmet til løjtnant.
Fryers frustrationer bryder ud i lys lue den 9. oktober, da Bounty ligger for anker ved Bruny Island ud for Tasmanien.
Hver anden måned skal Fryer tjekke og underskrive skibets regnskabsbøger, men denne gang nægter han. Kun hvis Bligh skriftligt tilkendegiver, at Fryer ikke har gjort noget galt på rejsen, vil han skrive under. Men Bligh er ikke til at forhandle med.
Han reagerer prompte ved at kalde alle mænd på dækket, hvor han læser højt af flådens reglement. Fryer indser, at han er på nippet til at sætte hele sin officerskarriere på spil, så for alles øjne bøjer han sig ydmyget over regnskabsbogen og skriver under.
Heller ikke skibets tykke og fordrukne læge, Thomas Huggan, kommer godt ud af det med Bligh, og forholdet bliver yderligere anstrengt, da den 21-årige matros James Valentine dør af en infektion den 10. oktober 1788.
Bligh er rasende over sømandens død, som han mener er lægens skyld, eftersom han fejlagtigt har stillet diagnosen “astmatiske problemer”. “Denne stakkels mand var en af de mest robuste på hele skibet”, noterer kaptajnen.
Da Huggan knap et par uger senere melder sig syg med gigtsmerter, men samme dag bliver taget på fersk gerning i at snige sig rundt og lede efter alkohol, koger Bligh over. Han beordrer en grundig rengøring af lægens snuskede kahyt – “en i allerhøjeste grad afskyelig opgave” – og kræver, at al brændevin fjernes fra skibslægens gemakker.
Da Huggan dukker op på dækket næste dag, er han en bleg og rystende skygge af sig selv. Men for første gang på rejsen er han ædru, hvilket er særdeles belejligt, eftersom Tahiti knejser som et grønt paradis i horisonten.
Inden landgang har lægen en vigtig opgave at udføre, idet mændene skal tjekkes for kønssygdomme. Til alles lettelse kan Huggan erklære samtlige besætningsmedlemmer raske.
Destinationen er paradis
En flåde af indfødte i kanoer kommer Bounty i møde, da skibet efter 10 måneders sørejse den 27. oktober 1788 omsider ankrer op i Matavai-bugten på Tahiti.
På forhånd er besætningsmedlemmernes forventninger skruet i vejret, for de har kun hørt godt om tropeøen med de gudeskønne kvinder.
Og virkeligheden overgår endda langt forhåbningerne. Betagede betragter de møgbeskidte briter de gyldenbrune skønheder, der myldrer om bord for at overrække kokosnødder og grise til de nyankomne.
Tahiti er det perfekte paradis for de hvide mænd, der falder pladask for den frodige ø, som på alle måder udgør en kontrast til deres grå hjemland. Her er smukke strande, smuk natur, smukke blomster – og ikke mindst smukke kvinder, der sælger sig selv for et jernsøm.
Igen og igen må Bligh indskærpe forbuddet mod at fjerne søm fra skibet, og det er vanskeligt for kaptajnen at holde mændene beskæftiget med det, der er formålet med ekspeditionen: at indsamle brødfrugttræer.
Arbejdet går ikke så let som forudset, og det kniber med at holde de indsamlede stiklinger i live. Samtidig er det, som om Bligh mister grebet om sine mænd, i takt med at det søde tropeliv går dem i blodet. Forelskelser spirer – blandt andet mellem Fletcher Christian og høvdingedatteren Maimiti – og fristelserne er mange.
Under opholdet opbygger sømændene et omfattende synderegister. De forsømmer deres pligter, er uforskammede og opsætsige, falder i søvn på vagterne, og da tre mand deserterer den 5. januar 1789, er målet fuldt for Bligh.
“Mage til forsømmelige og værdiløse søfolk skal man lede længe efter. De adlyder ikke ordrer, og deres opførsel er generelt så elendig, at man ikke kan sætte sin lid til dem”, skriver han fortørnet i logbogen.
Adskillige straffes med piskeslag, heriblandt de tre desertører, der bliver fundet igen. Bligh lader også sprogets værste gloser regne ned over sine folk, som han kalder “løgnere”, “kujoner”, “helvedes hunde”, “slyngler” og “køtere”.
Som stort set den eneste undgår skibslægen Huggan at blive overfuset. Det har en naturlig årsag: I november 1788 er han død – bukket under for sin, med Blighs ord, “drukkenskab og ladhed”.
Bligh forhører sit mandskab
Da Bligh omsider kan konstatere, at 1.015 levedygtige brødfrugttræer er samlet ind, giver han ordre til afgang.
I afskedens time myldrer dækket med kvinder, der udveksler kys med deres kærester, og mens tårerne triller ned ad kinderne på mandskabet, letter Bounty anker den 4. april 1789.
Få dage efter afrejsen spidser konflikterne til. Bligh skælder og smælder på sine folk, der har svært ved igen at vænne sig til livet til søs, og Fletcher Christian oplever flere gange at være skydeskive for kaptajnens raseri.
Da Christian i slutningen af april bliver sendt i land på Tongaøerne for at hente vand, men bliver skræmt væk af en skare indfødte, kalder Bligh ham en “fej slyngel”.
“Er du virkelig bange for en flok nøgne vildmænd”, håner han sin ven.
Nogle dage senere er den gal igen, da kaptajnen bemærker, at hans beholdning af kokosnødder er svundet ind. Han kalder alle mand på dækket til forhør, hvor de hver især skal gøre rede for, hvor mange kokosnødder de har medbragt, og hvor mange de har spist.
Da turen kommer til Fletcher Christian, svarer han: “Jeg ved det ikke, men jeg håber ikke, du tror, jeg kunne være så ond at stjæle af dine”.
“Det er lige, hvad jeg tror, din forbandede køter”, brøler Bligh, der beskylder Christian for at være del af en sammensværgelse.
“Fanden stå i jer, I slyngler. I er et bundt tyveknægte, der har rottet jer sammen om at stjæle fra mig. Det næste, I hugger, er vel min yams. Men jeg sværger, at jeg vil få halvdelen af jer til at springe over bord, før vi er nået gennem Endeavour-strædet”, truer han.
Ydmyget og med tårer i øjnene tager Fletcher Christian imod skideballen fra sin kaptajn, der kort efter forsvinder ned i sin kahyt. Senere samme dag inviterer Bligh Christian til middag, men Christian afslår. Han føler sig uoplagt, meddeler han kortfattet.
Om aftenen pønser Fletcher Christian på at flygte fra skibet og svømme i land på en ø. Flere af matroserne overtaler ham til at droppe planen, og så tager en anden idé form i Christians hoved: En anden mand bør forlade Bounty.
I det begyndende daggry den 28. april går Fletcher Christian på dækket. Han er leder af vagten, der begynder klokken fire, men denne morgen har pligten ikke drevet ham ud af køjen.
Sammen med Charles Churchill, John Mills og Thomas Burkett opsøger han Blighs kahyt. Mændene rusker i den sovende kaptajn, bagbinder hans hænder og haler ham ud af køjen.
“Mord!” skriger Bligh, mens han iført natskjorte bliver puffet op ad trappen af de bevæbnede mænd.
Alarmeret af tumulten myldrer resten af besætningen op på dækket, hvor Christian beordrer en af skibets joller sat i vandet. Bligh er nu hæs af at skrige, men hans desperate klageråb preller af på Fletcher Christian.
Kaptajn Bligh trygler om nåde
Én for én dirigerer Christian kaptajnens forbundsfæller ned i jollen, hvorefter han beordrer Bligh samme vej.
Modstræbende kravler Bligh ned ad rebstigen, mens han i et sidste forsøg på at afværge sin skæbne appellerer til Fletcher Christians samvittighed: “Husk, jeg har en kone og fire børn i England. Mine børn har redet ranke på dine knæ!”
I et kort sekund kigger Christian kaptajnen direkte i øjnene. Så udbryder han følelsesladet: “Kaptajn Bligh… Sagen er, at jeg befinder mig i helvede, jeg befinder mig i helvede”.
Jollen ligger lavt i vandet, og da Bligh sætter sig ned til sine 18 skæbnefæller, står det klart, at den allerede rummer mere end forsvarligt. Flere af de tilbageværende på Bounty ønsker at følge med Bligh, men må modvilligt blive tilbage hos Christian og de andre mytterister.
Idet mytteristerne kapper fortøjningen, glider jollen langsomt væk. En byge af skældsord og trusler regner ned over kaptajnen og hans ledsagere.
“Så skyd dog den slyngel”, brøler skibsdrengen Thomas Ellison, mens andre kæmper for at holde tårerne tilbage. “Glem os ikke”, råber de.
Til sine trofaste støtter har William Bligh et sidste beroligende ord, inden afstanden til Bounty bliver for stor: “Ingen grund til bekymring, gutter. Jeg vil sørge for retfærdighed, hvis jeg nogensinde når tilbage til England”.
Den sidste overlevende mytterist var John Adams. Han levede på Pitcairn Island indtil 1829.
Dramaet fortsatte efter mytteriet
En halv jordklode skilte kaptajn Bligh og Storbritannien, da han den 28. april 1789 blev sendt ud på Stillehavet i en åben båd med sine 18 skæbnefæller.
Med om bord havde besætningen forsyninger til fem dage, men den rejse, der ventede de ulyksalige sjæle, kom til at vare betydeligt længere.
De udstødte havde valget mellem at slå sig ned blandt fjendtligtsindede indfødte på en nærliggende ø eller søge sikkerhed i den hollandske koloni på Timor, 6.700 kilometer borte.
Bligh valgte den sidste løsning, og dermed ventede en dødsensfarlig sejlads i en kun syv meter lang båd, der ikke var beregnet til langfart på åbent hav.
Efter en odysse, der er gået over i søfartshistorien som en af de største nogen sinde, vaklede Bligh og hans folk efter 47 dage i land på Timor som levende døde.
Storm havde afløst storm undervejs. Bølger så høje som huse havde skyllet ind over båden. Og sultedøden havde været med som blind passager. Men takket været Blighs mesterlige evner som navigatør og leder var kun én mand omkommet undervejs.
Af de 18 tilbageværende vendte dog kun 13 hjem til Storbritannien. De øvrige var så svækkede, at de bukkede under for sygdom eller døde på rejsen tilbage til hjemlandet.
Blandt de overlevende var Bligh, der straks efter hjemkomsten i marts 1790 skrev sin beretning om dramaet på Bounty. Herefter fortsatte han sin søofficerskarriere og deltog bl.a. i Napoleonskrigene og var kommandør under slaget på Reden ud for København i 1801.
Eftersøgning endte i katastrofe
Mytteristerne vovede ikke at vende hjem af frygt for at ende i galgen. 16 af dem returnerede til Tahiti, mens Fletcher Christian og otte andre slog sig ned på den øde Stillehavsø Pitcairn.
I Storbritannien vakte nyheden om mytteriet stor opstandelse. I november 1790 sendte den britiske flåde fregatten Pandora ud for at pågribe mytteristerne, og efter måneders eftersøgning fandt besætningen de mænd, der havde gemt sig på Tahiti.
To af dem var blevet dræbt, og de øvrige 14 blev lagt i lænker og bragt om bord på Pandora, men på vejen hjem til England forliste fregatten, og fire af mytteristerne gik til bunds sammen med skibet.
Af de 10, der blev stillet for retten i England, blev fire sat på fri fod, mens tre blev dømt og siden benådet. For tre mand – Ellison, Burkett og Millward – kostede mytteriet livet. De blev hængt 29. oktober 1792.
Mændene på Pitcairn anede intet om kammeraternes skæbne. Deres koloni blev først opdaget i 1808, og på det tidspunkt var eneste overlevende fra Bounty John Adams, der boede på øen med ni tahitiske kvinder og 20 børn. Adams blev ikke retsforfulgt og boede på øen til sin død.