På sporet af doktor Livingstone

“Kom ind!” lyder en stemme indefra, inden Stanley åbner døren og til sin overraskelse ser chefen ligge henslængt i sin seng.

“Åh, det er Dem, sæt Dem ned! Jeg har en vigtigt opgave til Dem”, fortæller Bennett, mens han rejser sig og kaster en slåbrok om kroppen.

“Hvor tror De, Livingstone er?” kommer det straks efter fra redaktøren.

“Det ved jeg virkelig ikke”, svarer Stanley, der ligesom resten af alverdens nysgerrige sjæle kender til den skotske læge og missionær David Livingstone, som i de seneste årtier har udforsket de ukendte egne af det centrale Afrika.

Men ingen har hørt fra doktor Livingstone i evigheder, og mysteriet om hans forsvinding optager i disse år folk i alle egne af den vestlige verden. Er den berømte opdagelsesrejsende mon i live? Eller er han død af junglens sygdomme eller måske endda blevet flået ihjel af Afrikas rovdyr?

“Jeg tror, at han lever og kan blive fundet, og jeg har i sinde at sende Dem ud for at finde ham”, afslører Bennett efterfølgende til Stanley.

“Hvordan?! Tror De virkelig, at jeg kan finde Livingstone? Vil De have mig til at rejse til Centralafrika?”

“Ja, det er min hensigt. De skal rejse ud og finde ham, hvor De hører, han befinder sig, måske trænger den gamle mand til hjælp”.

Stanley er forundret over, at han skal prøve at finde en person, som de fleste tror, er død – især fordi udgifterne til sådan en eftersøgning vil løbe op i et enormt beløb.

“Jeg tror ikke, det kan gøres for under 2.500 pund”, udbryder journalisten.

“Godt, nu skal jeg sige Dem, hvordan De skal bære Dem ad. Hæv 1.000 pund, og når de er brugt, så hæv 1.000 til, og når de er brugt, så 1.000 til, og bliv ved sådan; men find Livingstone … og hvis han er død, så bring bevis derpå. Det var det hele. Godnat, må Gud være med Dem!” lyder det beslutsomt fra Bennett, inden chefredaktøren sender sin udvalgte afsted ud i den parisiske nat igen.

Sagen er klar. Det er op til den walisiskfødte amerikaner Henry M. Stanley at løse gåden om Livingstones sporløse forsvinden. Men det kræver, at journalisten selv når levende frem til sit mål.

Opdagelser gjorde Livingstone berømt

Tre år før Stanley fik til opgave at finde Livingstone, var den skotske opdagelsesrejsende draget ud på sin tredje store ekspedition til Afrikas indre. På det tidspunkt havde missionæren allerede opnået berømmelse for sin udforskning af det centrale Afrika, som havde ligget hen som helt ukendt territorium for Vestens nationer.

Mens europæiske skibe i århundreder havde lagt til ved kontinentets frodige og sikre kyster, havde ingen hvide bevæget sig ind i det gloende centrum, som kun kunne nås ved at krydse ørkener, sletter og jungler.

Selvom araberne allerede kendte til det indre Afrika, hvor sultaner havde slået sig ned for at tjene penge på elfenben og dyrke den frugtbare jord ved søerne og floderne, havde kolonisterne fra Storbritannien, Portugal, Frankrig og Tyskland holdt sig væk fra vildnisset.

Men dér, hvor løverne lå på lur, og myggenes stik forpestede blodet, turde Livingstone som den første hvide mand begive sig ind. Dybt ind. Skotten tegnede kort og udfyldte store huller i den vestlige viden om Afrikas geografi straks fra sin ankomst til kontinentet i 1841. Arbejdet bragte ham medaljer og hæder, og i 1866 besluttede den 53-årige eventyrer, at han ville begive sig ud på en sidste ekspedition.

Livingstone ønskede – støttet af Det Kongelige Britiske Geografiske Selskab – som det sidste trofæ at finde Nilens udspring og skabe det endelige overblik over søerne og floderne i det centrale og sydlige Afrika.

Selvom den britiske opdagelsesrejsende John Speke havde opdaget Victoriasøen som den første europæer og udpeget søen som Nilens kilde i 1862, var spørgsmålet om flodens udspring ikke definitivt besvaret.

John Speke kunne nemlig ikke dokumentere sin opdagelse. Han så blot, at Nilen løb ud fra Victoriasøen, men vidste ikke med sikkerhed, om søen var forbundet med andre søer – eksempelvis Tanganyika-søen – og derfor ikke var Nilens egentlige kilde.

Livingstone ville finde svaret og drog med en lille ekspedition ind i landet i april 1866. Sidenhen mistede omverdenen kontakten med ham, og i Europa og USA var folk bekymrede for hans skæbne.

Stanley kendte alt til Livingstones meritter, da han ankom til øen Zanzibar ud for Afrikas østkyst i januar 1871. Inden da havde journalisten brugt mere end et år på at besøge andre steder som Krimhalvøen, Suezkanalen og Persien for at skrive nyheder til New York Herald om disse egne.

Men omverdenen havde endnu intet hørt fra Livingstone, da Stanley trådte i land på Zanzibar, så reporterens vigtigste mission var uhyre aktuel. Håbet var at finde Livingstone i området nær Tanganyikasøen, hvor han måske opholdt sig i jagten på Nilens kilde.

Zanzibar var en af de frugtbareste øer i Det Indiske Ocean og et decideret handelsmekka, hvor især arabiske, men også europæiske købmænd lagde til med deres skibe for at fylde lasten med elfenben, gummi, farvestof og slaver til Arabien.

Stanley benyttede stedet til at samle et hold af loyale mænd og tolke, som skulle ledsage ham til Afrikas kyst og derfra ind i kontinentets kerne.

Lederen af den såkaldte New York Herald-ekspedition skaffede sig også et væld af forsyninger hos købmændene på Zanzibar. Vigtigst var de sække med perler af den bedste kvalitet, de store mængder klæde og ikke mindst de mange kilo kobbertråd, som alt sammen skulle bruges som valuta i hjertet af Afrika, hvor mønter ingen værdi havde.

“Mens perler går som kobberpenge og klæde som sølvpenge, går kobbertråd som guldpenge”, havde Stanley fået at vide på Zanzibar.

Oven i kostbarhederne købte ekspeditionslederen æsler, kanoer, køkkengrej, tovværk, værktøj, telte, sejldug, geværer, ammunition og medicin. I alt vejede godset mere end seks tons.

“Hvordan skal jeg nogensinde få bragt alt dette gennem det vildnis, der strækker sig mellem havet og de store søer? Nå, bort med enhver tvivl! Hver dag har nok sin plage”, konstaterede Stanley inden afrejsen om sit enorme læs.

Hans formodning var mere præcis end forventet. Plagerne ville vokse skridt for skridt i jagten på at løse gåden om Livingstones forsvinding.

Stanley begyndte rejsen på hesteryg

Januar var blevet til februar, da Stanley og hans følge ankom til Bagamoyo i nutidens Tanzania. Her måtte ekspeditionslederen bruge en måneds tid på at hyre indfødte, der med hjælp fra æslerne skulle slæbe de mange tons bagage.

Ekspeditionen bestod derfor af ikke færre end 192 mand, da de i hold begyndte færden ind i Afrikas indre. En stor del ville næsten med garanti dø af udmattelse eller sygdom eller blive dræbt af dyr og fjender.

Stanley selv sad på ryggen af en rødbrun hest, da han i front for den femte af i alt seks karavaner forlod Bagamoyos trygge omgivelser. Selvom amerikaneren kun målte 165 centimeter, var han bredskuldret, og journalistens stamina skulle på ingen måde undervurderes. Dertil var han hæderlig med riflen og en særdeles resolut leder.

“Man betragtede mig som den strenge og krævende hersker, i hvis nærhed ingen kunne skulke”, skrev Stanley, som allerede tidligt på rejsen fik behov for at fordele arbejdet, da følget skulle passere en flod i et sumpområde:

“Mens nogle lastede kanoen, bandt andre lange reb om trækdyrenes hals for at hale dem over floden. Da jeg havde sat arbejdet godt i gang, satte jeg mig ned i en gammel kano og morede mig med at skyde efter flodhestenes tykke kranier”.

Morskab blev dog hurtigt erstattet med alvor, i takt med at Afrika viste sit sande ansigt: “Det var meget hårdt arbejde at trænge igennem den afrikanske jungle, og både mit tøj, mit ansigt og mine hænder blev sønderrevne … Luften var kvælende, sveden strømmede ud ad alle porer, og snart føltes de pjalter flonel, jeg endnu havde på kroppen, som havde en kraftig byge gennemblødt dem”.

Efter en uge på farten faldt Stanleys hest død om. Ekspeditionslederen var blevet advaret om, at heste ikke kunne overleve i det indre af Afrika, og fik nu syn for sagen. Stanley obducerede kræet og så, at “indvoldene næsten var levende af lange, hvide orme”.

Ådslet gravede han ned i jorden, men det vakte harme hos en lokal høvding, som snart troppede op i karavanens lejr og forlangte mere klæde end den meter, han allerede havde fået af Stanley som tribut for, at karavanen kunne passere stammens land.

“Hvor mange kampdygtige mænd har du?” spurgte Stanley vredt.

“Slet ingen”, svarede høvdingen.

“Oh! Jeg troede, du måske havde 1.000 mand med dig, siden du tør pålægge en stærk hvid mand, der har masser af våben og soldater, så stor en bøde for at begrave en død hest … Jeg spørger ingen om tilladelse til at gøre, hvad der er rigtigt”.

Ingen skulle narre Stanley, som vidste, at hvis han nogensinde skulle finde Livingstone, kunne han ikke rutte med værdierne. Høvdingen bøjede af, og Stanley havde demonstreret sin vilje og sit mod over for sine indfødte bærere og arabiske hjælpere.

Men journalisten måtte konstant være over mændene, der særligt om morgenen var så sløve, at amerikaneren var nødt til at vække dem ved at slå på en metalplade med en jernøse. Til tider var et svirp med pisken også nødvendigt, hvis undersåtterne tøvede med at parere ordre.

April var opslidende. Den tornbesatte jungle rejste sig som en mur, og urskovens grene fik konstant fat i æslernes oppakning og rev den ned.

“Vi måtte ofte standse, og folkene tabte modet”, skrev Stanley, der igen og igen blev tvunget til at efterlade døde pakdyr i vildnisset, fordi de var slidt op af anstrengelserne og varmen.

Flere bærere stak af – rædselsslagne for, at den lange march ville koste dem livet. Men selvom Stanley “længtes efter lænestolen i Madrid”, hvor korrespondenten boede, overvejede han ikke et sekund at give op. Amerikaneren var drevet frem af viljen til at belyse mysteriet om Livingstone.

Sygdom bremsede ekspeditionen

Mens Stanley i sløvt tempo trængte dybere ind i Afrika, kredsede hans tanker om doktor Livingstone. Havde den ældre brite været for gammel til at rejse rundt på det krævende kontinent?

Det spørgsmål havde mange stillet, men sandheden var, at selvom lægen var 53 år ved afrejsen i 1866, var han mere end nogen anden europæer vant til det anstrengende liv i Afrikas sauna.

Han havde tilbragt halvdelen af sit liv på kontinentet, og rejse efter rejse havde han overlevet, selvom utallige af hans ledsagere var bukket under for varmen og strabadserne. Endelig var Livingstone vant til at håndtere lokale høvdinge og krævende arabere, der havde slået sig ned i det indre Afrika for at herske.

Den største bekymring over Livingstones skæbne var derfor snarere manglen på forsyninger. Doktoren kunne hurtigt løbe tør for klæde og perler, som skulle bruges til at købe varer for samt betale tribut.

Stanley havde i Bagamoyo mødt “Livingstone-karavanen”, som den britiske konsul på Zanzibar havde sendt afsted den 1. november 1871 med 35 pakker til den forsvundne læge.

Det var en gåde for Stanley, at briterne havde været så lang tid om at sende hjælp, men amerikaneren fandt i Bagamoyo også ud af, at nødkaravanen bestående af syv mand, heraf fire slaver, næppe ville finde Livingstone før Herald-ekspeditionen, for Livingstone-karavanen havde spildt 100 dage i kystbyen uden at tage et skridt ind i junglen.

“Hvad disse mennesker foretog sig andet end at leve i sus og dus under opholdet i Bagamoyo, har jeg aldrig kunnet begribe”, lød det senere fra Stanley, der var rystet over, at gruppen ikke bekymrede “sig om konsekvenserne af deres ligegyldighed”.

I princippet kunne Livingstone også allerede være død og umulig at finde. Helt tilbage i 1868 var to bortløbne bærere kommet ud til kysten ved Bagamoyo og havde fortalt, at doktoren var død.

Men da de to indfødte var deserteret fra Livingstones ekspedition, var udmeldingen om britens død nærmest den eneste brugbare undskyldning, de kunne give, for deres pludselige opdukken i Bagamoyo. Derfor var det ikke en information, Stanley tog alt for alvorligt, og han håbede inderligt at finde Livingstone i live.

Men mens journalisten måned efter måned mærkede anstrengelserne på egen krop, opstod tvivlen også hos Stanley, for livet i det indre Afrika viste sig nådesløst. I maj var han for første gang blevet ramt af den frygtede malaria, som svækkede ham i dagevis, selvom et par doser kinin hjalp mod sygdommen.

Soten vendte tilbage i perioder og gjorde journalisten for svag til at foretage sig noget, i stedet kunne han blot ligge i febervildelse. Dysenteri var også en fast følgesvend i det tropiske område.

Værst var situationen dog for mange af bærerne, der trods alt ikke kunne sidde på ryggen af et æsel, men konstant måtte arbejde med feber og sygdom i kroppen. Særligt kopper lugede ud blandt de indfødte, der faldt om, og måtte efterlades.

“Karavanen må videre, og stakkels den, der sakker bagud, for han vil omkomme af sult og tørst”, slog Stanley køligt fast om de syge. Ekspeditionslederen var også ved at blive vanvittig af de arabiske købmænd, der havde bosat sig i Afrikas hjerte for at tjene penge på elfenben og slaver.

De forlangte ballevis af klæde i tribut, og deres priser for forsyninger var altid skruet i vejret, så Stanley måtte forhandle ivrigt for ikke at blive fravristet alle sine værdier, som skulle bringe ham frem til den forsvundne Livingstone.

I 1871 ankom ekspeditionen omsider til Unyanyembe næsten 1.000 km vest for Bagamoyo. Egnen i nutidens Tanzania var et yndet stop for rejsende, der som Livingstone og Stanley søgte ind mod Afrikas kerne.

I Unyanyembe ventede der Stanley både godt og skidt nyt. Det positive kom fra en araber, der tre år tidligere havde mødt Livingstone, som “rejste fra Nyasasøen til Tanganyika, præcis på samme tidspunkt man troede, at han var blevet myrdet”. Det betød, at doktoren kunne være i live og måske befandt sig et sted nær Tanganyikasøen som forventet.

Den dårlige nyhed var, at vejen til Tanganyika 500 kilometer vest for Unyanyembe var yderst farlig at benytte, fordi en krig på første del af ruten var brudt ud mellem en indfødt høvding og en arabisk sultan. Araberne advarede Stanley om at begive sig videre, men den 20. september havde amerikaneren ventet længe nok.

Trods et nyligt overstået feberanfald ville Stanley videre: “Jeg har svoret på ikke at opgive min søgen efter Livingstone, før jeg finder ham eller hans lig. Kun døden kan forhindre mig i det … Og en stemme i mit indre, som måske er overdreven selvtillid, måske et uudslukkeligt håb, fortæller mig, at jeg nok skal finde ham. FINDE HAM!” nedfældede Stanley i sin dagbog, aftenen før han søgte videre ind i hjertet af Afrika.

Stanleys karavane, der begav sig afsted mod Tanganyika den 20. september 1871, bestod af 54 mand foruden journalisten selv. Æslerne var pakket med 3.650 meter klæde, seks sække med perler, masser af ammunition, et telt, en seng, en medicinkasse, en seks-tant og bøger, te, kaffe, sukker, mel, køkkenredskaber – og Stanleys personlige badekar.

Indfødte havde set gammel, hvid mand

I starten måtte følget snige sig afsted for at undgå at tiltrække sig opmærksomhed fra de indfødte krigere, og ved et mirakel lykkedes det at undgå at kom-me i karambolage med krigerfolk. Til gengæld ramte malariaen Stanley hårdt i slutningen af september, så han måtte døje med kulderystelser, smerter i hele kroppen og hallucinationer.

“Hvilke lidelser bliver den rejsende i Afrika ikke udsat for! Der findes ingen lindring!” nedskriblede Stanley, som dog kom sig igen.

Men rejsen trak ud i det ufremkommelige landskab, der nu også bød på dybe, vilde kløfter med nøgne klipper. Høvdingene i området tog sig desuden urimeligt godt betalt i tribut, og en dag, hvor bærerne og de andre rejsende var usædvanligt “tavse og triste”, fordi “beholdningen af klæde var blevet reduceret betydeligt”, noterede Stanley i sin journal, at “Livingstone momentvis virkede længere væk end nogensinde”.

Den 3. november lyste Stanleys humør dog gevaldigt op, da Herald-ekspeditionens nu kun ca. 25 deltagere stødte ind i en karavane på ca. 80 waguhhaer, et stammefolk fra den sydvestlige side af Tanganyika.

De indfødte kom fra Ujiji, hvorfra de havde opsigtsvækkende nyt. Afrikanerne havde for nylig set en hvid mand i landsbyen på den nordøstlige side af Tanganyikasøen.

“En hvid mand? Hvordan var han klædt?” spurgte Stanleys tolk nysgerrigt.

“Ligesom herren”, svarede de og pegede tilbage på Stanley og hans klæder.

“Er han ung eller gammel?”

“Gammel. Han har hvidt skæg og er syg”.

“Er det rigtigt? Og han er i Ujiji nu?”

“Ja, vi mødte ham der for otte dage siden”, lød det fra waguhhaerne.

Stanley kunne næsten ikke være i sig selv. Journalisten var nu tættere end nogensinde på at kunne løse gåden om doktorens forsvinding.

“Det er 236 dage siden, vi forlod Bagamoyo, og 51 dage siden, vi forlod Unyanyembe. Vi er på vej mod Ujiji. Sydvestlig retning. Seks timers march”, noterede Stanley om morgenen den 10. november 1871 og tilføjede, at “det er en vidunderlig morgen”.

Forventningens glæde fyldte ekspeditionslederens krop, og han følte sig lykkelig nogle timer senere, da Tanganyikasøens vand lyste op i det fjerne “som et sølvagtigt glimt mellem træerne”.

“Fold flaget ud, og lad geværerne! En, to, tre, fyr!” beordrede Stanley, da karavanen først på eftermiddagen nåede udkanten af Ujiji og annoncerede dens komme med en salve på næsten 50 skud.

De indfødte råbte “velkommen” på deres sprog, mens de nysgerrigt myldrede rundt.

“Godmorgen, sir!” lød det pludselig på engelsk fra en sort mand, da Stanley og hans gruppe befandt sig få hundrede meter fra landsbyen.

“Hvem i alverden er du?” spurgte amerikaneren den turbanklædte fremmede.

“Jeg er Susi, doktor Livingstones tjener”, lød det.

“Er doktor Livingstone her? I landsbyen?”

“Ja, sir. Jeg kommer lige fra ham”, fortalte tjeneren, inden han satte i løb for at orientere sin herre.

Stanleys hjerte bankede voldsomt, da en af hans arabiske hjælpere lidt efter råbte, at han kunne se “en gammel mand”. Stanley havde lyst til at spæne hen og omfavne lægen, men da Livingstone var brite, var journalisten bange for, at han ville reagere afvisende på en omfavnelse.

Amerikaneren havde fået fortalt af den britiske konsul i Zanzibar, at doktoren var lidt af en særling, som nok slet ikke ønskede at blive opsøgt.

Ifølge myten faldt de berømte ord “Dr. Livingstone, formoder jeg” nu, men sandsynligvis er de opspind. I Stanleys dagbog fortsatte mødet med ordene: “Doktor, jeg takker Gud for, at jeg har fået lov til at se Dem”, fremstammet af Stanley, som høfligt havde taget tropehjelmen af.

“Jeg er taknemmelig for at være her til at byde Dem velkommen”, lød det imødekommende fra den nu 58-årige brite, som inviterede sin gæst op på verandaen foran sin lille landsbyhytte. Livingstone var alt andet end reserveret.

“Hele verden troede, De var død”, fortalte Stanley, der begejstret kunne overrække doktoren en sæk med breve fra familie og bekendte. Amerikaneren havde også slæbt en flaske Sillery-champagne med, som blev skænket op i to sølvbægre.

“Skål!” lød det, hvorefter den skummende champagne gled ned i svælget, alt imens Stanley betragtede den genfundne Livingstone:

“Hvert hår på hans hoved og i hans skæg, hans rynkede og trætte ansigt gav mig oplysninger – den viden, jeg havde længtes efter, siden jeg hørte ordene: ‘Gør, hvad De vil, men find Livingstone’”.

Stanley havde slidt sig ind i hjertet af Afrika og havde fundet det vigtigste svar på gåden om Livingstone – doktoren var i live.

Livingstone på gravens rand

Mens resten af verden havde været bekymret for den forsvundne doktor, havde hovedpersonen ikke selv følt, at han var blevet væk. Han var rejst ind i Afrika i 1866 med 30 mand, som allerede tidligt var begyndt at mishandle pakdyrene til døde, i håb om at det ville få Livingstone til at vende om, da de ikke selv turde trænge langt ind på kontinentet.

Mandskabets uvilje stoppede dog ikke doktoren, der stædigt drog videre mod Tanganyikasøen, selvom flere bærere undervejs stak af – et par af dem ulykkeligvis med Livingstones medicinkasse.

Ved Tanganyikas østkyst oprettede briten i april 1867 en base, hvorfra han kunne rejse mod de steder, hvor han formodede at kunne finde Nilens kilde.

Frem til foråret 1869 fandt den opdagelsesrejsende bl.a. ud af, at Nilen var længere end antaget. Det betød, at den afrikanske flod overgik Mississippifloden, som eksperterne dengang mente, var længst.

Nilen var altså verdens længste flod, dokumenterede Livingstone. Til gengæld fandt den opdagelsesrejsende intet bevis på Nilens udspring, og fra 1869 løb han ind i problemer. I næsten et halvt år kunne han knap gå på grund af fodsår, der flød med pus.

Alligevel bragte nysgerrigheden ham til opdagelsen af nye flodsystemer og søer, som han fik kortlagt. Men på en rejse vest for Tanganyika blev strabadserne for meget for Livingstones hjælpere, der nægtede at gå som meget som ét skridt videre.

“De ville have forladt mig, og jeg ville være blevet dræbt”, fortalte lægen Stanley. Selvom Livingstone ikke havde følt sig fortabt i Afrikas indre, indrømmede han over for Stanley, at amerikaneren “var kommet lige i rette tid”, og at lægen var både Stanley og chefredaktør Bennett jr. “taknemmelig” for eftersøgningen.

Da Livingstone var kommet tilbage til Ujiji i oktober 1871, var hans beholdning af klæde og perler nemlig forsvundet, stjålet af hans arabiske tjener. Uden værdier til at betale tribut og købe forsyninger med ville det nærmest være umuligt at komme tilbage til civilisationen i live.

Stanley havde med sin ankomst ikke bare løst mysteriet om Livingstones forsvinding, amerikaneren havde sandsynligvis også reddet lægens liv. De to mænd udviklede også snart et nært venskab, og da Livingstone var kommet sig over sin sygdom, studerede de i fællesskab den nordlige del af Tanganyika og Ruzizifloden – dog uden at finde bevis på Nilens kilde.

Efter at de havde tilbragt fire måneder sammen, måtte Stanley begive sig hjem, så han kunne løfte sløret for Livingstones skæbne for resten af verden. Selv kunne doktoren ikke drage retur.

“Jeg vil meget gerne hjem og se mine børn en gang til, men jeg kan ikke få mig selv til at forlade det arbejde, jeg har påbegyndt, når det er så tæt på at være færdigt”, sagde Livingstone, der selv vurderede kun at være “seks eller syv måneder fra at spore den sande kilde”.

De to fæller tog afsked i marts 1872 i Unyanyembe, hvor Livingstone med Stanleys hjælp kunne få tanket nye forsyninger til resten af sin ekspedition.

“Jeg må sige, at det kun er de færreste, der ville have udført, hvad De har udført – langt bedre end flere berømte rejsende, jeg kender”, lød Livingstones sidste ord til Stanley.

Den amerikanske journalist måtte “rive sig løs”, inden han “blev overvældet” af følelser. “Den myte, som jeg rejste gennem vildnisset efter, viste sig at være virkelighed”, skrev han senere.

Da Stanley ankom til Bagamoyo blot 53 dage efter afskeden med Livingstone, kunne han meddele James Gordon Bennett jr., at missionen var fuldført. Og chefredaktøren var begejstret:

“Du er nu lige så berømt som Livingstone efter at have opdaget opdageren. Tag imod min tak – og hele verdens”, lød det i et telegram fra Bennett.

Mindre henrykt var den britiske elite. Selvom dronning Victoria tog Stanley i audiens og takkede ham efter hjemkomsten til Europa, nagede det Det Kongelige Geografiske Selskab, at en amerikaner havde løst gåden om Livingstones forsvinding.

Efter at Stanley havde skrevet en bog om sin jagt på Livingstone, satte briterne endda spørgsmålstegn ved, at denne “larmende og frække yankee” virkelig skulle have rejst gennem den ukendte jungle og klaret, hvad ingen andre havde kunnet.

Livingstone kom aldrig til selv at fortælle om mødet med Stanley. Den 1. maj 1873 døde doktoren syg og afkræftet i Afrikas indre i en alder af 60 år. Tjenerne Susi og Chumah fjernede hans hjerte og indvolde og lod kroppen tørre i solen, inden de bragte liget gennem vildnisset og ud til kysten, så lægen kunne sejles hjem til Storbritannien.

Han fandt ikke selv svaret på, hvor Nilens kilde befandt sig. Det gjorde til gengæld Stanley, som havde fået så meget smag for Afrika, at han tilbragte en stor del af sit 63 år lange liv i verdensdelen, han personligt døbte “det mørke kontinent”.

Efter at have afsøgt både Tanganyika og Victoriasøen fandt amerikaneren i midten af 1870’erne frem til, at John Speke havde haft ret, da den britiske opdagelsesrejsende i 1862 hævdede, at Nilen udsprang ved Victoriasøen.

Den viden om Afrika – som Livingstone havde ofret livet for at prøve at afdække – fik lægen aldrig inden sin død. Men takket være Stanley fik hele verden til gengæld historien om doktorens andre opdagelser. En af historiens mest omtalte forsvindinger var blevet opklaret.