Johann Ludwig Burckhardt gik rask til i den mørke slugt.
Solen kunne han kun skimte gennem en smal sprække mellem klippevæggene 200 meter over sig.
Endelig, efter en halv times gang, åbnede klipperne sig til en plads badet i sollys, og et forunderligt syn mødte den schweiziske opdagelsesrejsende.
Foran ham knejsede et 40 meter højt majestætisk mausoleum mejslet ind i den rosa sandstensklippe.
Burckhardt havde samme morgen, den 22. august 1812, begyndt sin færd gennem Wadi Musa, Moses’ dal i det nuværende Jordan.
Egentlig var han på vej til Egypten for at finde en karavane videre til Libyen, hvor han fejlagtigt formodede, at han ville kunne finde Nigerflodens udspring.
Men på vejen hørte han lokale tale om en oldtidsby beliggende ved en hellig grav. En velbevaret hemmelighed, som kun få kendte til, og hvor beduinerne ofrede til Haroum – af kristne kendt som Moses' bror Aron.
Fra sit solide kendskab til særligt oldgræsk og romersk litteratur fik Burckhardt mistanke om, at byen ved graven kunne være det forsvundne nomadiske stammefolk nabatæernes glemte hovedstad Petra, og den ivrige eventyrer besluttede sig for at undersøge fænomenet nærmere.
Forklædt som muslimsk forretningsmand og under dække af at ville ofre en ged til Haroum fik Burckhardt en lokal guide til at vise ham vej til det hellige sted.
Guiden aflønnede han i brugte hestesko. Da de nåede til Petra, gik Burckhardt på opdagelse i ruinerne og fandt ud af, at oldtidsbyen strakte sig videre dybt ind i bjerget med et romerskinspireret amfiteater og adskillige gravkamre – alle hugget direkte ind i klippevæggen.
De lokale havde ikke lyst til at dele deres helligdom med fremmede og blev hurtigt mistænksomme over for den mystiske muslimske forretningsmand, som så nysgerrigt udforskede ruinerne.
Derfor måtte Burckhardt allerede dagen efter begive sig videre til Kairo for at fortsætte sin egentlige ekspedition. Burckhardt nåede dog aldrig så langt. Den 15. oktober 1817 døde han af dysenteri, kun 32 år gammel.