Polarfarer efterlod afskedsbrev på isen

Det første brev er naturligvis til dig – du, som mine tanker kredser om, både når jeg sover, og når jeg er vågen.

Gid du finder trøst i den kendsgerning, at jeg ikke lider.

Jeg forlader verden fri fra min byrde, mens jeg stadig er ved godt helbred og i fuld vigør. Hvordan det ender, vil være givet på forhånd, når forsyningerne slipper op, og vi bliver nødt til at standse, også selvom vi er tæt på et depot.

Du må derfor ikke forestille dig nogen stor tragedie. Vi er selvfølgelig nervøse, og det har vi været igennem nogle uger.

Vores fysiske form er imidlertid fremragende, og vores gode appetit kompenserer for alt ubehag.

Kulden er bidende, men den varme mad gør os gavn. Maden driver kulden på flugt på en måde, vi dårligt kan undvære.

Siden mit sidste brev er det gået ned ad bakke med os.

Stakkels Titus Oates er borte*. Han var i en elendig forfatning.

Resten af os fortsætter. Vi prøver at bilde os selv ind, at vi har en chance for at komme igennem dette, men det kolde vejr fortsætter.

Afstanden til det næste depot er kun omkring 32 km, men vi har allerede nu meget lidt mad og brændstof tilbage.

Min kære elskede, jeg ønsker, at du skal tage alt dette på en fornuftig måde, og det er jeg sikker på, at du vil. Vores dreng* vil være din trøst.

Jeg havde set frem til at hjælpe dig med at opdrage ham, men det er en glæde og en tilfredsstillelse at vide, at han vil være sikker i din varetægt. Både han og du vil blive godt sørget for af vores land.

Vi har trods alt givet vores liv for dets skyld og endda gjort det i en ånd, som er et eksempel til efterfølgelse.

Jeg skriver nogle breve, som jeg indføjer i bogen lige efter dette. Vil du sørge for, at de kommer frem til de rette modtagere?

Jeg må skrive et lille brev til min dreng, hvis tiden tillader det. Det kan han læse, når han bliver lidt ældre.

Min elskede, jeg ved, at du ikke har lyst til at lytte til noget sentimentalt vrøvl om, hvorvidt du vil gifte dig igen eller ikke. Når den rette kommer, fortjener du at blive dit glade selv igen.

Jeg håber, at jeg vil være et godt minde. Afslutningen på mit liv behøver du i hvert fald ikke at skamme dig over.

Og jeg kan godt lide at tænke på, at drengen i fremtiden vil kunne være stolt af sine forældre.

Kulden gør det vanskeligt at skrive nu, min skat. Temperaturen er 56 minusgrader, og teltet er vores eneste ly.

Du ved, at jeg har elsket dig. Du ved, at mine tanker konstant har været hos dig, og du ved sikkert også, at det sværeste ved hele denne situation er tanken om, at jeg aldrig skal se dig igen.

Men vi må se det uundgåelige i øjnene. Du opmuntrede mig til at sige ja til at lede denne ekspedition, selvom jeg ved, at du følte, at det ville blive farligt.

Jeg har altid til fulde udfyldt den plads, som jeg er blevet sat i, har jeg ikke? Gud velsigne dig, min kære elskede.

Jeg vil prøve at skrive noget mere senere. Jeg fortsætter på de sidste sider i bogen.

Siden jeg skrev sidst, er vi nået så langt, at der blot er 18 km til det næste depot.

Vi har fået varm mad én dag og kold mad i to dage. Vi ville have klaret den, hvis vi ikke var blevet opholdt i fire dage af en frygtelig storm. Nu frygter jeg, at vores bedste chance er forpasset.

Vi har besluttet os for ikke at begå selvmord. Vi vil kæmpe til det sidste for at nå frem til depotet. Kampen ender uden smerte, så du skal ikke bekymre dig.

Jeg har skrevet breve her og der på siderne i denne bog – vil du sørge for, at de bliver sendt?

Forstår du, jeg bekymrer mig for din og for drengens fremtid. Sørg for at fange hans interesse for naturhistorie, hvis det kan lade sig gøre. Det er bedre end at beskæftige sig med sport.

Jeg ved, at du vil sørge for, at han kommer til at nyde friluftslivet. Prøv også at få ham til at tro på Gud. Det giver trøst.

Min elskede, hvis du vidste, hvilke drømme jeg har haft om hans fremtid. Og dog ved jeg, at du, min kære pige, vil møde alt dette med stoisk ro.

Dit billede og billedet af vores dreng opbevarer jeg i mit hjerte og i den lille, røde æske af marokkansk læder, som lady Baxter i sin tid forærede mig.

I min rygsæk har jeg et stykke af det flag, jeg satte op på Sydpolen. Forær et stykke af flaget til kongen, og giv dronning Alexandra et lille stykke også*. Behold resten selv som et sørgeligt minde.

Hvilke historier du vil kunne fortælle vores dreng! Men hvilken pris at betale, at jeg aldrig mere skal se dit kære ansigt.

Jeg ved, at du vil være god mod min gamle mor. Hende vil jeg også skrive et par linjer til i denne bog.

Du vil være stærk udadtil, det ved jeg. Men vær for drengens skyld ikke for stolt til at tage imod hjælp. Han bør kunne få en fin karriere og udrette noget i denne verden.

Jeg har ikke tid til at skrive til sir Clements*, men fortæl ham, at jeg altid satte ham højt og aldrig fortrød, at han satte mig i spidsen for denne ekspedition.

Efterskrift

Et britisk eftersøgningshold fandt den 12. november 1913 ligene af Scott, Wilson og Bowers. Mændene blev begravet på stedet, hvor de blev fundet.

Scott blev hyldet som nationalhelt, men er siden blevet kritiseret for manglende lederskab.

Historikerne diskuterer stadig årsagen til tragedien.