Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Polarfarer efterlod afskedsbrev på isen

Briten Robert F. Scott må den 17. januar 1912 indse, at han har tabt kapløbet til Sydpolen. Norske Roald Amundsen kom først. På vej tilbage til basen ser Scott og hans mænd døden i øjnene. I 56 graders frost skriver han en sidste hilsen til sin hustru.

Bettmann/Getty Images

Brevet er udateret og skrevet over flere dage kort før Scotts død. Ekspeditionslederens dagbogsoptegnelser slutter den 29. marts 1912.

Til min enke

Min elskede, vi er i en slem knibe, og jeg har mine tvivl om, hvorvidt vi klarer den. I de korte øjeblikke, hvor vi holder pause for at spise, udnytter jeg den midlertidige varme til at skrive breve.

På den måde forbereder jeg afslutningen, som måske nærmer sig.

© Imageselect

Robert Falcon Scott

Levetid: 1868-1912.

Nationalitet: Britisk.

Erhverv: Flådeofficer og leder af to ekspeditioner til Sydpolen.

Civilstand: Gift med Kathleen og far til en søn, Peter Scott.

Kendt for: Scott vandt berømmelse som leder af Discovery-ekspeditionen, der i 1901-1904 afdækkede store områder af det dengang næsten ukendte Antarktis. Terra Nova-ekspeditionen, som kostede Scott livet, gav yderligere viden om områdets geografi, klima og dyreliv.

Det første brev er naturligvis til dig – du, som mine tanker kredser om, både når jeg sover, og når jeg er vågen.

Gid du finder trøst i den kendsgerning, at jeg ikke lider.

Jeg forlader verden fri fra min byrde, mens jeg stadig er ved godt helbred og i fuld vigør. Hvordan det ender, vil være givet på forhånd, når forsyningerne slipper op, og vi bliver nødt til at standse, også selvom vi er tæt på et depot.

Du må derfor ikke forestille dig nogen stor tragedie. Vi er selvfølgelig nervøse, og det har vi været igennem nogle uger.

Vores fysiske form er imidlertid fremragende, og vores gode appetit kompenserer for alt ubehag.

Brevet til Kathleen blev sammen med Scotts dagbog og andre ejendele fundet ved liget.

© Scott Polar Research Institute

Kulden er bidende, men den varme mad gør os gavn. Maden driver kulden på flugt på en måde, vi dårligt kan undvære.

Siden mit sidste brev er det gået ned ad bakke med os.

Stakkels Titus Oates er borte*. Han var i en elendig forfatning.

Resten af os fortsætter. Vi prøver at bilde os selv ind, at vi har en chance for at komme igennem dette, men det kolde vejr fortsætter.

*

Oates forlod den 16. marts teltet for at dø. Edgar Evans bukkede under for kulden i februar. H.R. Bowers og E.A. Wilson er stadig i live.

Afstanden til det næste depot er kun omkring 32 km, men vi har allerede nu meget lidt mad og brændstof tilbage.

Min kære elskede, jeg ønsker, at du skal tage alt dette på en fornuftig måde, og det er jeg sikker på, at du vil. Vores dreng* vil være din trøst.

Jeg havde set frem til at hjælpe dig med at opdrage ham, men det er en glæde og en tilfredsstillelse at vide, at han vil være sikker i din varetægt. Både han og du vil blive godt sørget for af vores land.

Vi har trods alt givet vores liv for dets skyld og endda gjort det i en ånd, som er et eksempel til efterfølgelse.

Jeg skriver nogle breve, som jeg indføjer i bogen lige efter dette. Vil du sørge for, at de kommer frem til de rette modtagere?

Jeg må skrive et lille brev til min dreng, hvis tiden tillader det. Det kan han læse, når han bliver lidt ældre.

*

Peter Scott (1909-1989) var blot ni måneder, da hans far drog på ekspedition. Han blev senere en anerkendt ornitolog og officer i flåden.

Min elskede, jeg ved, at du ikke har lyst til at lytte til noget sentimentalt vrøvl om, hvorvidt du vil gifte dig igen eller ikke. Når den rette kommer, fortjener du at blive dit glade selv igen.

Jeg håber, at jeg vil være et godt minde. Afslutningen på mit liv behøver du i hvert fald ikke at skamme dig over.

Og jeg kan godt lide at tænke på, at drengen i fremtiden vil kunne være stolt af sine forældre.

Kulden gør det vanskeligt at skrive nu, min skat. Temperaturen er 56 minusgrader, og teltet er vores eneste ly.

Du ved, at jeg har elsket dig. Du ved, at mine tanker konstant har været hos dig, og du ved sikkert også, at det sværeste ved hele denne situation er tanken om, at jeg aldrig skal se dig igen.

Men vi må se det uundgåelige i øjnene. Du opmuntrede mig til at sige ja til at lede denne ekspedition, selvom jeg ved, at du følte, at det ville blive farligt.

Jeg har altid til fulde udfyldt den plads, som jeg er blevet sat i, har jeg ikke? Gud velsigne dig, min kære elskede.

Jeg vil prøve at skrive noget mere senere. Jeg fortsætter på de sidste sider i bogen.

"Men hvilken pris at betale, at jeg aldrig mere skal se dit kære ansigt."
R.F. Scott

Siden jeg skrev sidst, er vi nået så langt, at der blot er 18 km til det næste depot.

Vi har fået varm mad én dag og kold mad i to dage. Vi ville have klaret den, hvis vi ikke var blevet opholdt i fire dage af en frygtelig storm. Nu frygter jeg, at vores bedste chance er forpasset.

Vi har besluttet os for ikke at begå selvmord. Vi vil kæmpe til det sidste for at nå frem til depotet. Kampen ender uden smerte, så du skal ikke bekymre dig.

Jeg har skrevet breve her og der på siderne i denne bog – vil du sørge for, at de bliver sendt?

Forstår du, jeg bekymrer mig for din og for drengens fremtid. Sørg for at fange hans interesse for naturhistorie, hvis det kan lade sig gøre. Det er bedre end at beskæftige sig med sport.

Jeg ved, at du vil sørge for, at han kommer til at nyde friluftslivet. Prøv også at få ham til at tro på Gud. Det giver trøst.

“Et forfærdeligt sted”, skrev Scott i sin dagbog efter ankomsten til Sydpolen.

© Bettmann/Getty Images

Min elskede, hvis du vidste, hvilke drømme jeg har haft om hans fremtid. Og dog ved jeg, at du, min kære pige, vil møde alt dette med stoisk ro.

Dit billede og billedet af vores dreng opbevarer jeg i mit hjerte og i den lille, røde æske af marokkansk læder, som lady Baxter i sin tid forærede mig.

I min rygsæk har jeg et stykke af det flag, jeg satte op på Sydpolen. Forær et stykke af flaget til kongen, og giv dronning Alexandra et lille stykke også*. Behold resten selv som et sørgeligt minde.

*

Dronning Alexandra, der var mor til kong George 5., fik den 12. juli 1913 flaget overrakt af Scotts hustru, Kathleen.

Hvilke historier du vil kunne fortælle vores dreng! Men hvilken pris at betale, at jeg aldrig mere skal se dit kære ansigt.

Jeg ved, at du vil være god mod min gamle mor. Hende vil jeg også skrive et par linjer til i denne bog.

Du vil være stærk udadtil, det ved jeg. Men vær for drengens skyld ikke for stolt til at tage imod hjælp. Han bør kunne få en fin karriere og udrette noget i denne verden.

Jeg har ikke tid til at skrive til sir Clements*, men fortæl ham, at jeg altid satte ham højt og aldrig fortrød, at han satte mig i spidsen for denne ekspedition.

*

Sir Clements Markham støttede som præsident for Royal Geographical Society Scotts karriere. De to udviklede et nært venskab.

Efterskrift

Et britisk eftersøgningshold fandt den 12. november 1913 ligene af Scott, Wilson og Bowers. Mændene blev begravet på stedet, hvor de blev fundet.

Scott blev hyldet som nationalhelt, men er siden blevet kritiseret for manglende lederskab.

Historikerne diskuterer stadig årsagen til tragedien.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul