Kondensvandet driver ned ad det kolde metal i den trange kugle, mens videnskabsmanden William Beebe i 1930 sidder ved det ene koøje og kigger ud i Atlanterhavet. For hver meter, fartøjet synker, bliver havet mørkere, indtil alting synes sort.
Bag Beebe sidder ingeniøren Otis Barton, som har konstrueret fartøjet. Gennem et headset kommunikerer han med besætningen på den pram, der sænker de to forskere ned i havet vha. et dampdrevet spil med 975 m metalwire.
Der er nærmest ikke plads til to fuldvoksne mænd i den lille kugle, som Beebe har døbt Bathysphere – efter dybhavsfisken Bathytroctes.
Alligevel bliver de begge konstant kastet omkring i den lille kugle. Havet omkring dem er så uroligt, at Bathysphere danser som et lod, der bliver trukket op og ned gennem vandet.
Kuglen holdt til trykket
Fartøjets runde form betød, at Bathysphere kunne modstå det enorme tryk i dybhavet.
Ingen af mændene vil dog afbryde dykket netop denne dag. Deres mål er at slå verdensrekorden for det dybeste dyk på 435 m, som de selv har sat to år før.
Mens udstyr vælter rundt om ørerne på dem, presser de ben og arme mod kuglens sider for at holde sig oprejst. Pludselig hører Beebe en hosten bag sig.
“Åh Gud! Otis, ikke nu!” udbryder han ærgerligt, da han ser, at den søsyge ingeniør har kastet op i det trange rum.
Men der er intet at gøre. De må leve med stanken og svineriet, imens de synker stadig dybere i jagten på den nye verdensrekord.
Drømmen om dybet
Stort set siden sin fødsel i 1899 havde Otis Barton elsket havet. Som ganske ung fremstillede han sin egen dykkerhjelm og gik på havbunden med luft fra en haveslange. Hans drøm var at udvikle et fartøj, der kunne føre ham på en opdagelsesrejse til havets dyb.
Efter at have læst til ingeniør på Columbia University udfærdigede Barton derfor i 1928 tegningerne til en dybhavs-dykkerkugle. Men den unge ingeniør havde brug for hjælp til at realisere sit projekt.
En kold decemberdag i 1928 tog Barton derfor New Yorks subway mod bydelen Bronx. Her skulle han møde den kendte videnskabsmand William Beebe på hans kontor i den zoologiske have.
Beebe havde ledet mange ekspeditioner til Sydamerikas jungle og udgivet 11 bøger samt flere hundrede populærvidenskabelige artikler. Men én af sine drømme, at udforske dybhavets rige, havde han endnu ikke fået opfyldt.
“Så du har opfundet et dykkerredskab, der virker?” spurgte Beebe, da den unge ingeniør trådte ind ad døren. Barton nikkede ivrigt og rullede sine tegninger ud på kontorets store, tunge egetræsskrivebord.
Hans stemme knækkede over, da han åbnede munden og fremstammede: “Det er en kugle!”
Utæthed slipper vand ind
I 1930 var Bartons dykkerkugle bygget færdig. Ombord på prammen The Ready blev den tonstunge konstruktion fragtet til Bermuda, hvor Beebe havde en forskningsstation på øen Nonsuch.
Dykkerkuglen blev transporteret ombord på en pram. Herfra kunne holdet med en kranarm svinge den ud over havoverfladen.
Den 6. juni 1930 gjorde de klar til at dykke 13 km fra kysten, hvor havet var 1.600 m dybt. Kuglen – nu døbt Bathysphere – var kun 137 cm i diameter, så de to mænd måtte krybe tæt sammen.
Beebe satte sig ved det ene vindue, mens Barton tog plads bag ham. På hovedet havde han et headset med høretelefoner og mikrofon forbundet til et telefonkabel.
“Træk vejret, Otis! Træk vejret!” Beebe.
Så snart de var på plads, blev lugen skruet fast, og prammens spil hejste kuglen med de to mænd ud over rælingen. Bobler piblede op langs vinduerne, mens de langsomt sank ned under Atlanterhavets overflade.
30 m nede kom der et voldsomt ryk i fartøjet. “Træk vejret, Otis! Træk vejret!” messede Beebe. Ordene skulle lige så meget berolige ham selv som den panikslagne Barton, der sad og rystede i den dunkle belysning.
Da Beebe havde overbevist sin makker om, at der ingen fare var på færde, fortsatte de dykket. Kort efter brød Barton stilheden: “Vi lækker”.
Beebe rettede straks sin lommelygte mod lugens dæksel, hvor vand piblede ind i en smal strøm nederst til højre. Omkring en halv liter lå som en pøl i bunden af fartøjet.
Beebe studerede den og kiggede så på Barton, som trak på skuldrene, inden han talte ind i sit headset: “Nej, lækagen bliver ikke værre”. Efterhånden ville vandtrykket stoppe lækagen, forklarede ingeniøren.
Løs forbindelse kaster gnister
Barton fik ret. Jo længere Bathysphere sank ned i havet, jo svagere blev den indgående vandstrøm. Ved 183 m fik de to dybhavsdykkere dog et nyt chok, da gyldne gnister oplyste havdybets mørke. De kom fra elkablet, der gik ind i deres projektør.
Barton rakte instinktivt forbi Beebe for at udbedre problemet. Hvis en gnist nåede ventilen til iltflasken, ville Bathysphere stå i flammer! Med en stigende nervøsitet vrikkede han i forbindelsen mellem elledningen og projektøren.
Til sidst stoppede gnisterne. Begge mænd sad nu tavse i mørket, imens deres hjerter galoperede. Da de igen havde pulsen under kontrol, mandede de sig op og gav besked om at fortsætte dykket.
Omkring 30 m længere nede bad Beebe om en pause til at observere havet gennem vinduet. “Vi er de første levende mænd, som ser ud i dette besynderlige lys”, proklamerede han højtideligt.
Under dykkene kommunikerede Barton med overfladen vha. sit headset og et telefonkabel.
Selvlysende fisk lyste som hundredvis af lys i det mørke vand, hvor kun en svag antydning af violetblå var tilbage. Beebe glemte næsten at trække vejret i stum forundring. Men med ét begyndte det at løbe ham koldt ned ad ryggen.
Han følte det som en sjette sans, der fortalte ham, at de ikke skulle dykke dybere. “Er du okay?” spurgte Gloria Hollister – hans elskerinde – uroligt oppe fra dækket.
“Ja. Det er bare tid til at komme op”, svarede Beebe roligt.
Beebe ser en spøgelsesfisk
Nu vidste de to pionerer, at Bathysphere var sikker. Ved deres næste dyk havde de derfor mere ro til at studere havets dyreliv. Fem dage senere sad de igen sammen inde i den trange metalkugle. Allerede 30 m nede stødte de på en enorm sværm af brune gopler med form som fingerbøl.
Imens Beebe fascineret betragtede goplerne gennem kvartsvinduet, rev en luftboble sig løs et sted på Bathyspheres yderside. Langsomt bevægede den sig opad i hans synsfelt, hvor den delte sig i tre bobler på sin vej mod havets overflade.
Med en skælven følte den berejste videnskabsmand pludselig isolationen i det trange fartøj. Han fik en ubehagelig fornemmelse af, at luftboblerne var deres sidste forbindelse til verden ovenfor.
For at slå tanken ud af hovedet rettede Beebe igen sin opmærksomhed mod havet. Et stykke længere nede øjnede han en såkaldt lodsfisk. Men der var noget mærkeligt ved den.
Først da den svømmede hen til den levende hummer – som var fastspændt til Bathyspheres yderside for at tiltrække dyr – indså Beebe dog, hvad der var galt.
“Det var spøgelset af en lodsfisk – helt hvid med otte sorte, lodrette bånd. I 61 meters dybde har en lodsfisk ikke den samme farve som ved overfladen”, bemærkede han forundret.
Bathysphere skulle imidlertid dobbelt så langt ned, før han observerede rigtige dybhavsfisk. Det skete, da en gruppe rundflaber – som lignede mørke orme med spidse tænder – nærmede sig projektørens lys. Inden da havde Beebe kun set dem ligge døde i sit fiskenet.
Snart efter så han en stime af prikfisk, der svømmede tæt forbi ruden. De var lette at genkende pga. deres lysorganer på bugen, som oplyste havet omkring dem.
Beebe mødte også en lille kuglefisk, som han fandt malplaceret på denne dybde. Men måske tænkte kuglefisken det samme om ham, funderede han.
Sølvøkser glimter
Fra havets mørke kom af og til et lysglimt. Beebe mente, at det måtte stamme fra det smukke krebsdyr med det latinske navn Sapphirina. Deres blå, grønne og violette lys blinkede kraftigt og uvirkeligt som små nordlys nede i havet.
Da Bathysphere var mere end 150 m nede, kom en storøjet snapper forbi fartøjet. Med synlige ryghvirvler og organer i sin gennemsigtige krop mindede den 10 cm lange fisk Beebe om en tyk aborre med små, spidse finner på ryggen samt store, stirrende øjne.
Længere nede svømmede en enorm stime af små sølvøkser forbi. Deres kroppe var stærkt sammentrykkede, og deres sølvfarvede sider blinkede som glimmeret på et juletræ, når de allesammen drejede omkring på samme tid.
Han trak Barton over til vinduet, så han kunne betragte skuet. “Fisk og hvirvelløse dyr bevæger sig op og ned i lyskeglen som insekter”, fortalte Beebe, imens Gloria Hollister noterede beskrivelserne oppe på prammens dæk.
Ved 435 m’s dybde var begge mænd mætte af indtryk. Efter et sidste kig ned i mørket – der fik Beebe til at føle sig som et ligegyldigt atom i en gigantisk verden – gav han besked om, at de ville op.
Radio sendes direkte fra dybet
Efter to års pause, pga. andre projekter, mødtes de to igen på Bermuda i 1932. Beebe havde fortalt medierne, at han ville dykke en halv amerikansk mil (800 m) ned i Atlanterhavet. Fire radiofolk fra NBC var derfor til stede på prammen ved Bermuda den 22. september samme år for at bevidne forsøget.
Havet var uroligt, men radiofolkene skulle hjem dagen efter. Derfor trodsede Beebe og Barton vejret. Millioner af amerikanere og europæere lyttede til transmissionen – direkte fra Bathysphere – som startede klokken 15.00.
De to dybhavsdykkere var da 472 m nede og havde begge slået sig til blods. Fartøjet vippede nemlig konstant, så de blev kastet ind i kuglens hårde metalsider. Barton havde sågar brækket sig ud over alt udstyret. På trods af udfordringerne formåede Beebe at underholde de mange lyttere.
Dragekæftfisk med åbne gab, sylespidse tænder, lange, rottelignende haler og skægtråde kom til syne.
“Fem sølvøkser er lige svømmet forbi, to eller tre tommer lange. Den største, vi endnu har set, er lige svømmet forbi”, fortalte han ud til alverdens radioer.
Da transmissionen sluttede efter en halv time, var Bathysphere nået 670 m ned. Beebe og Barton blødte nu begge fra deres sår og bad om at blive trukket op.
På vejen op spærrede den forslåede Beebe pludselig sine øjne helt op og pressede ansigtet ind mod vinduets glas. Foran sig, i 640 m’s dybde, betragtede han en fisk, som han aldrig havde set før.
Dens form mindede ham om en stor barracuda – der ligner en gedde tilføjet store, frygtindgydende tænder. Men fisken havde kortere kæber end en barracuda og større øjne, og hugtænderne i det åbne gab var oplyst af et lysorgan i fiskens indre.
En linje af skinnende, blåt lys løb ned langs kroppen, hvorfra der hang et blåt og et rødt lys i to tentakler. Beebe navngav fisken Bathysphaera intacta – den urørlige “bathyspherefisk”.
Sidste chance for at nå målet
I 1934 gav National Geographic 10.000 dollars til en ny ekspedition. Nu skulle de 800 m’s dybde nås! Den 15. august var de to mænd klar. “Nå, Otis. Så er vi her igen”, sagde Beebe, da Bathysphere forsvandt ned i det rolige hav.
Takket være det stille vejr nåede de få timer senere ikke blot målet, men helt ned til 923 m’s dybde – hvor deres wire var nær fuldt udspændt. Via headsettet hørte de jublen hos holdet oppe på prammen: Sejren var i hus!
Beebe og Barton havde som de første udforsket dybhavets rige dyreliv. Mange forskere har gjort dem kunsten efter, men ingen har siden set den urørlige “bathyspherefisk”.