Råbet genlyder over den lille enmaster Gjøa: “Fartøj i sigte!”
I mere end to år har hun bevæget sig ensom gennem farvandene nord for Canada for at finde Nordvestpassagen – en sagnomspunden søvej, som talrige opdagelsesrejsende har ledt efter. I al den tid har de syv ombord ikke set et hvidt menneske.
Gjøas syv besætningsmedlemmer stimler sammen på dækket og kigger nysgerrigt på hvalfangerskibet Charles Hansson fra San Francisco.
"Enten er I nordmænd, eller også er I sindssyge!” Amerikanske hvalfangere til Amundsens mænd ifølge en norsk legende.
Det er lørdag formiddag den 26. august 1905 i det næsten isfri stræde mellem Cape Parry – den nordligste spids på det amerikanske fastland – og Nelson Head på sydspidsen af Banks Island.
På Gjøa går det norske flag til tops, og kaptajn Roald Amundsen griber sin dagbog for at beskrive triumfen med nogle få, nøgterne ord: “Nordvestpassagen er erobret. Min drengedrøm – dette er øjeblikket, hvor den blev opfyldt”.
Polarforskeren må luske bort i natten
Roald Amundsens opdagelsesrejse var i realiteten begyndt allerede i 1889, da den dengang 17-årige skoledreng læste om landsmanden Fridtjof Nansen, der havde stået på ski tværs over Grønland. Færden over Indlandsisen var en sensation, og reportagerne vækkede en polarforsker i unge Roald:

Som dreng elskede Roald Amundsen at læse om opdagelsesrejser. Historierne kom til at bestemme hans liv.
5 bedrifter gjorde Roald Amundsen til superhelt
“For første gang hviskede det klart og bævende i min inderste sjæl: Tænk, om du kunne finde Nordvestpassagen!” skrev Amundsen flere år efter. Men vejen skulle blive lang, for han havde lovet sin far at læse til læge – et fag, der ikke interesserede ham en døjt.
Først da begge forældre var døde, kunne Amundsen følge sin hemmelige drøm: Han tog ud at sejle for at få erfaringer, og derefter påmønstrede han som andenstyrmand på Belgica-ekspeditionen, der overvintrede på Antarktis (1897-99).
Turen udviklede sig til et mareridt pga. skørbug, og i den lange polarnat blev to sømænd vanvittige. Men Roald Amundsen sugede erfaringer til sig, og han blev tilmed den første skiløber på det kolde kontinent.
Vel hjemme igen begyndte Amundsen at gøre sig klar til sin egen ekspedition. Den ivrige nordmand havde forstået, at det ikke var nok at være fremme som første mand i ukendt land; en ekspedition skulle have videnskabelig tyngde.

I to år lå Gjøa for anker ved King William Island. Den øde bugt er siden blevet til byen Gjoa Haven med 1.300 indbyggere.
Netop på denne tid var forskere mystificerede af, at de magnetiske poler øjensynligt flyttede sig, så Amundsen opsøgte tidens førende ekspert i jordmagnetisme, professor Georg von Neumayer, i Hamborg for at høre nærmere.
“En nøjagtig bestemmelse af Jordens magnetiske nordpol vil være af umådelig værdi for videnskaben”, forsikrede Neumayer og underviste nordmanden i magnetismens finesser i mere end en måned.
Amundsen realiserede sin fædrene arv for at købe den gamle sildekutter Gjøa og gøre hende klar til sejlads i isfyldt farvand. Skibet var blot 70 fod langt, og det passede lige til Amundsen, der planlagde en ekspedition i lille skala. På Belgica havde de været 19 mand, der skulle beskæftiges hver dag og have mad. På Gjøa ville han kun have seks mand med.
“For hundene betalte jeg 13 kr. stykket. Desuden en masse hundeslæder, piske og kobberremme.” Roald Asmundsens dagbog.
Arven rakte ikke, så Amundsen var tvunget til at låne penge til at købe forsyninger og hyre folk. Alle kreditorer fik luftige løfter om at få pengene tilbage, når eventyret var overstået. Men langsomt svandt kreditorernes tillid, og de truede med at tage skibet som pant.
- juni 1903 – i nattens mulm og mørke – sejlede Gjøa ud fra Kristiania. Ingen vinkede på kajen, for Amundsen havde ikke sagt et ord. Ekspeditionen begyndte som en flugt, og først da Gjøa nåede ud i internationalt farvand, følte Amundsen sig endelig sikker. Han fandt en god flaske rom frem:
“Nu er vi sluppet af med kreditorerne, drenge. Nu gælder det bare om, at alle mand gør deres pligt. Det er der ingen kunst i. Skål og god tur”.
Amundsens seks erfarne sømænd
Kaptajn Amundsen hævede glasset og mønstrede sine mænd, der alle havde meldt sig frivilligt: Peder Ristvedt havde været Amundsens sergent i hæren; Helmer Hanssen var ekspert i jagt og kendte alt til issejlads; Anton Lund havde sejlet, siden han var 12 år; og Gustav Juel havde været seks uger i Tyskland for at studere måling af jordmagnetisme.

Alle andre ekspeditioner gav op
1497: Første mand i Canada
Den venetianske søfarer Cabotto når til Newfoundland. Han mener, at det må være Asien. Med ham begynder jagten på passagen.
1536: Montréal får sit navn
Franskmanden Jacques Cartier kortlægger St. Lawrence River og navngiver en bosættelse Montréal.
1576: En stor skuffelse
Den engelske admiral Frobisher når en bugt, der i dag hedder Frobisher Bay. Guldet, han har med hjem, viser sig at være svovlkis.
1585: Engelsk ihærdighed
Kaptajn John Davis forsøger tre år i træk at finde passagen. Han udforsker bl.a. Baffin Island.
1609: Mytteri mod kaptajnen
Hollandske købmænd betaler kaptajn Henry Hudson for at finde smutvejen til Kina: Han finder den store ø, der i dag hedder Manhattan. To år efter er han på farten igen. Et mytteri ombord betyder, at Henry Hudson bliver sat i en jolle og forsvinder for altid i det isfyldte farvand.
1619: Dansk drama
Christian 4. sætter kaptajn Jens Munk i spidsen for en dansk ekspedition. De to skibe må overvintre i Hudson Bay, hvor 61 ud af 64 mand dør af skørbug. En stærkt afkræftet Munk når hjem igen.
1728: Vitus finder en vej
Den danske søofficer Vitus Bering i er zarens tjeneste og finder strædet mellem Sibirien og Alaska. Han dør af skørbug i 1741.
1772: Fremme ved ishavet
Pelshandleren Samuel Hearne (Storbritannien) vandrer på 18 måneder 8.000 km i området vest for Hudson Bay. Han bliver den første europæer, som når frem til Ishavet over land.
1776: Tæt på den store belønning
Den store engelske kaptajn James Cook tager på sin tredje store opdagelsesrejse ansporet af en belønning på 20.000 pund til den, som finder Nordvestpassagen. Han bliver stoppet af pakis.
1829: Fire vintre i Arktis
Englænderen James Clark Ross tvinges til fire overvintringer på Boothia-halvøen. I 1831 bliver Ross den første europæer, som når den magnetiske nordpol.
1845: John Franklins tragedie
Med i alt 134 mand ombord på skibene Terror og Erebus stævner den britiske kaptajn John Franklin ud på sin tredje ekspedition. Mændene overvintrer på Beechey Island, før færden fortsætter. Ved King William Island fryser skibene fast, og efter 18 måneders venten beslutter besætningen at vandre mod syd.
1848: Hjælpen kommer for sent
Hjemme i Storbritannien breder bekymringen sig over, hvor John Franklin bliver af. Fra 1848 og frem sejler omkring en snes redningsekspeditioner ud, men al eftersøgning er uden resultat – indsatsen koster flere menneskeliv end Franklins oprindelige ekspedition. I stedet yder redningsekspeditionerne et stort bidrag til kortlægningen af området nord for Canada. Vragene af Franklins to skibe bliver først fundet i hhv. 2014 og 2016.
1854: Søvejen ligger åben
Den skotske eventyrer John Rae foretager tre store arktiske ekspeditioner og kortlægger de sidste hvide pletter på det nordamerikanske fastland. Men en gennemsejling af Nordvestpassagen venter stadig.
Skibskokken Adolf Henrik Lindstrøm havde lavet mad på en tidligere norsk ekspedition og var berømt for sine retter, der kunne muntre enhver mismodig polarforsker op. Sågar en enkelt dansker havde fået plads: Søofficeren Godfred Hansen tog orlov fra marinen for at blive næstkommanderende på Gjøa.
Alle var gode sømænd og eksperter på deres felt – og det forstod Amundsen at udnytte med sin “frivillige disciplin”: “Jeg havde bestemt mig til så langt som muligt at anvende frihedssystemet ombord – lade enhver få følelsen af at være uafhængig inden for sit eget felt”.
Nu stod de syv på tærsklen til et eventyr, der foreløbig havde kostet flere hundrede mænd livet de seneste 300 år.
Skibet vrimler med hunde
Gjøa krydsede Nordatlanten uden problemer og rundede Kap Farvel. Nu gik turen op langs Grønlands vestkyst til bygden Godhavn, hvor Amundsen skulle tage flere forsyninger og grønlandske slædehunde ombord.
“For hundene betalte jeg 13 kr. stykket. Desuden en masse hundeslæder, piske og kobberremme”, noterede Amundsen i sin dagbog den 31. juli.

Gjøa blev efterladt i San Francisco og kom først hjem til Oslo efter 66 år. I dag er det restaurerede skib udstillet på Frammuseet.
Gjøa fortsatte til den lille klippeø Dalrymple Rock, hvor skotske hvalfangere ifølge aftale havde lagt et stort depot. Tåge og drivis prægede turen, før 105 kasser proviant med bl.a. pemmikan til hundene kunne lastes, og turen gik videre vestpå mod Lancaster Sund – og ind gennem Nordvestpassagen.
Skibet lå dybt i søen, så tungt lastet var hun med udstyr og proviant til ekspeditionen. På dækket stod kasser stablet – og oven på dem legede slædehundene.
På ruten lå Beechey Island med de sørgelige rester af Franklin-ekspeditionens første vinterkvarter. Godt 50 år tidligere havde John Franklin og hans skibe Terror og Erebus tilbragt vinteren her, før de sejlede katastrofen i møde i 1846.
For Amundsen var stedet en helligdom for polarforskningen. Han sad en lang aften i respektfuld meditation på Gjøa:
“Franklin og hans mænd satte livet til i kampen for Nordvestpassagen. Lad os rejse dem et minde mere varigt end nogen bautasten: Erkendelsen af, at de var de første opdagere af Nordvestpassagen”.

Det krævede ugers træning at få hundene i spandet til at samarbejde.
Amundsen var den hidtil bedst forberedte opdagelsesrejsende, der var draget ud for at finde passagen, for han rådede over alle de kort, som foregående ekspeditioner havde udfærdiget.
Blandt Franklins efterladenskaber på Beechey Island fandt Amundsen jern, sålelæder og et ton kul, som kunne gøre nytte på rejsen. Godset kom ombord, før de sejlede videre.
Katastrofen rammer to gange
I realiteten kunne Amundsen være fortsat mod vest på det næsten isfri vand og være nået gennem Nordvestpassagen i et snuptag, men den videnskabelige opgave tvang ham til at overvintre. For at holde sig nær den magnetiske nordpol sejlede han nu mod syd – ind i de farvande, der havde kostet Franklin livet.
Foreløbig gik alt som planlagt, skrev Amundsen i sin dagbog den 27. august: “Har lusket os videre sydover, delvist i tåge, delvist i klart vejr, delvist med lidt brise, delvist med stille. Søen er opfyldt af små isstykker ikke større end en fodbold, hvilket ikke generer os det ringeste. Skal vi virkelig slippe igennem så let?”.
Allerede tre dage senere kom den første katastrofe, da Gjøa den 30. august sejlede på et rev og sad uhjælpeligt fast.
“Klokken 11 vækkedes jeg af et voldsomt hug og var med ét på dæk. Vi stod på grund et stykke fra en ganske lav ø, som senere ved observation viste sig at være en af de små Beaufort Øer”.
Kraften fra den indbyggede motor kunne ikke bringe skibet flot. I stedet beordrede Amundsen dele af lasten smidt over bord og alle sejl sat, så vinden kunne skubbe skibet fri. Beslutningen var ganske modig, men masten holdt, og sejladsen kunne fortsætte.

Inuitterne på King William Island tilhørte netsilik-stammen – Canadas mest isolerede folk.
Allerede dagen efter slog en ny katastrofe til: “Da jeg i aftes var i færd med at indføre dagen i min dagbog, afbrødes jeg pludselig ved råb om brand. Jeg ilede hurtigt op og så flammer blandet med tyk, kvælende røg slå op gennem maskinrummet”, berettede Amundsen.
Branden var fatal, for ved siden af maskinen stod jerntankene med 10.000 liter petroleum. Hvis ilden bredte sig til brændstoffet, ville skibet være tabt og mændene dødsdømt. Heldigvis kunne den koldblodige besætning pøse store mængder af vand ind i maskinrummet, så flammerne døde ud – og mændene fik besked på aldrig at bruge åben ild i maskinrummet.
Vinterhavnen ved verdens ende
Amundsen regnede med to overvintringer undervejs. De magnetiske observationer havde førsteprioritet, men han forventede også at tilegne sig praktisk viden om overlevelse i arktiske egne – en viden, han ville få god brug for på de fremtidige ekspeditioner, som han drømte om at gennemføre.
Den 9. september ankrede Gjøa op i en bugt ved King William Island. Øen rummede elve med ferskvand og vildt i form af rener, gæs og ryper. Rester af en inuit-lejrplads vidnede om, at dette var et gunstigt sted at slå sig ned.
“Jeg bestemte, at denne havn skulle være vinterhavn. Om man havde siddet hjemme og udtænkt sig en vinterhavn, kunne man umuligt have fundet den bedre”, sammenfattede Amundsen.
Inuitter gav livsvigtig viden før turen til Sydpolen
Livet igennem samlede Roald Amundsen viden om overlevelse i polare egne. Under sin første tur til Antarktis (Belgica, 1896–99) lærte han, at store ekspeditioner kan få problemer med mad og moral.
Under opholdet i Gjøahavn studere han inuitternes levevis og fik dermed de bedste chancer for at nå Sydpolen.

Godt klædt på
Inuitternes pels og skind viste sig at være meget bedre end tøj produceret i Europa. Pels er varmt under alle forhold, mere komfortabelt, holder sig selv rent og vejer halvt så meget. Sokker af rensdyrskind foret med græs holder fødderne varme.

Varm iglo
Telte var nærmest ubrugelige, når temperaturen faldt til minus 40 grader: De var kolde og fugtige, og vinden stod lige igennem dem. Igloen holdt sig lun. Amundsen og hans mænd lærte snart kunsten at bygge en snehytte.

Kosten
Konservesdåser ruster, og indholdet giver hverken vitaminer eller næring nok. Det forstod Amundsen på Belgica, hvor flere nægtede at spise pingvin. Frisk fisk og kød fra fx sæler holder skørbug og andre sygdomme væk.

Hundene kan tage slæbet
Inuitterne lærte Amundsen, at et hundekobbel i vifteform trækker mere effektivt end hunde på række. Hundene er desuden mere trygge og arbejdsvillige, hvis der løber en mand foran dem. Og slæderne glider bedre, hvis mederne er præpareret med vand, frosset til et ganske tyndt lag is.
Bugten fik navnet Gjøahavn, og i takt med at temperaturen de følgende uger faldt til langt under frysepunktet, blev etableringen af småhuse, depoter og det astronomiske observatorium, Uranienborg, hurtigt fuldført. Samtidig blev madforrådet udvidet kraftigt.
I løbet af oktober skød mændene 90 rener. Det store antal var nødvendigt, fordi dyrene hvert år forsvinder sydover, i takt med at deres føde dækkes under is og sne. Men forråd var én ting, lærdom om overlevelse i arktiske egne en anden.
Dagbogen den 12. oktober: “Har i dag skudt ni rener, heraf to prægtige bukke, som nu er flået. Vi har også i dag benyttet hunde til transport af kødet, men finder det meget besværligt – uøvede som vi endnu er”.
Amundsen stiftede snart bekendtskab med polarlivets sande eksperter, da fem inuitterne aflagde besøg. Helt trygge var nordmændene dog ikke; Amundsen gik dem i møde – bagved fulgte den øvrige besætning, bevæbnet med karabiner.
“Uden tegn på frygt nærmede de sig. De foretog venskabshilsner ved at stryge os på brystet og fremstamme ‘Minaktumi’. Vi gjorde det samme, og venskabet var knyttet”.
Nye venner og nye klæder
De lokale blev inviteret ombord til renkød, og mange besøg fulgte, hvor inuitternes hjemmelavede redskaber som buer og knive samt klæder og andre genstande blev byttet for bl.a. norske synåle af stål. Et par uger efter blev Amundsen endda inviteret med til inuitternes boplads, hvor han for første gang overnattede i en iglo. Som gæst havde han taget kakao med, som han bød rundt:
“Det lod imidlertid ikke til at smage dem. De rystede blot på hovedet og mumlede ‘ita’ (renkød)”.

Juleaften i ødemarken. Mandskabet savnede hverken festmad eller gaver.
Den 1. december så nordmændene Solen for sidste gang, dagslyset svandt ind til et par timers tusmørke midt på dagen. Til gengæld var det bølgende nordlys en budbringer om den kommende højtid.Fejringen af juleaften er vigtig for moralen hos en besætning, der er langt fra hjemmet, vidste Amundsen.
Sømændene pyntede kahytten med flag og satte sig om bordet efter en tur i Gjøas dampbad. Først diskede skibskokken, Lindstrøm, op med risengrød, dernæst fulgte rensteg og rødvin, og til dessert vankede der rombudding med likør og cigarer. Gaver fulgte skåltaler og hurra-råb, mens julesalmer blev akkompagneret af en mundharmonika.
“Det klinger godt, når vi alle syv råber hurra med samlet røst. Jeg er sikker på, at vi alle har moret os kongeligt”, noterede Amundsen efter den mindeværdige juleaften ved verdens ende.
Kunsten at bygge en iglo
Det nye år, 1904, blev indledt med træning i slædehundekørsel – forestået af inuitterne. Så begyndte ekspeditionerne for at bestemme den magnetiske nordpols nøjagtige placering. Målingerne viste, at den magnetiske nordpol havde flyttet sig i forhold til det sted, polarforskeren James Clark Ross havde fundet frem til 73 år tidligere.

Igloen var inuitternes hjem om vinteren. En oliebrænder holdt hulen varm og tørrede tøjet.
Hjemme ved Gjøa kunne nordmændene gengælde inuitternes hjælp med vestlig medicin, da en af de lokale blev syg:
“Teraiu var til køjs i dag og havde smerter i hoved og mave med opkastning. Jeg lod ham få afførende piller i amerikansk olie. Et glimrende afføringsmiddel”, skrev Amundsen.
Lektionerne i bygning af snehytter tog for alvor fart. I løbet af et par uger lærte Amundsen at bygge en iglo til fire personer på mindre end to timer. Det var ganske imponerende – men inuitterne klarede gerne den sag på en halv time.
Efterhånden havde Amundsen byttet sig til en komplet inuit-garderobe, og efter fem måneder i Arktis skiftede polarforskeren endegyldigt påklædning:
“Jeg begyndte forrige onsdag at gå klædt fuldstændig som en eskimo. Såvel yder- som inderanorak hænger løs uden på bukserne, og luften har fri adgang op ad kroppen. Inder- og yderbukserne er fæstnede rundt om livet med en snor og hænger ned over knæene over kamikken, så luften ligeledes passerer frit”.
Da foråret nærmede sig, greb hjemveen Amundsens mænd. De var klar til at fortsætte sejladsen, men Amundsen stod fast, for det videnskabelige arbejde var endnu ikke fuldført. Kaptajnens besked skabteen vis misstemning ombord, og humøret blev bestemt ikke bedre af, at han indskærpede sit forbud imod at søge inuitkvindernes selskab.

Gjøa finder Nordvestpassagen
Mere end 30 ekspeditioner havde forgæves søgt smutvejen nord om Amerika. Men deres anstrengelser var ikke forgæves – alle kunne føje nye detaljer til kortet over Arktis.
I slutningen af 1902 tog Roald Amundsen til London for at tale med veteraner fra polarforskningen – og studere de mange kort, som britiske arktisfarende havde tegnet gennem århundreder.
Kortene lå samlet hos Admiralitetet, hvor briterne tog godt imod gæsten og forsynede ham med kopier af kortene. Tilsammen viste kortene hovedparten af det område, hvor Amundsen agtede at sejle.
En gammel hvalfanger spurgte, om det var ham, der ville sejle gennem Nordvestpassagen. “Nej”, svarede Amundsen beskedent, “det er mig, som vil gøre forsøget på baggrund af andres erfaringer”.
Amundsen slog fast, at kønsdriften intet havde at gøre på en ekspedition – og desuden havde han konstateret kønssygdommen syfilis hos nogle af inuitterne.
Samlivet med inuitterne gik ikke helt gnidningsfrit, for nordmændenes store lagre af mad og udstyr fristede inuitterne, der aldrig havde set sådan en overflod.
“I formiddags kom Ugpik og Angudju. De berettede, at fem eskimoer havde været her i går nat og gjort indbrud i proviantteltet og stjålet brød, pemmikan og en smørboks”, skrev Amundsen den 13. februar 1905 fuld af undren:
“Det mærkeligste er, at der blandt disse fem røvere findes folk, som vi har givet den bedste behandling af alle – nemlig Teraiu og Nanurlo. Den første levede hos os hele sidste vinter, og den anden – en gut på ca. 16 år – er for nylig blevet behandlet for syfilis.”
Ugpik fik en god økse for sin tjeneste, og så skulle han fortælle hjemme i lejren, at hvis tyvene viste sig igen, “ville de ubønhørligt blive skudt”.
Klar til afgang
Efter endnu en vinter var polmålingerne afsluttet. Gjøas vandtanke blev fyldt og motoren grundigt efterset. Den 13. august 1905 var alt klar til afgang:
“Afgik i morges kl. 3. Vore venner – eskimoerne – var nede på strandbredden og vinkede til os. Nogle jordvolde efter de forskellige huse og en del eskimoteltringe er nu alt, der vidner om vort to-årige ophold i Ogochjogtu (Gjøahavn, red.)”, skrev Amundsen nøgternt om afskeden med sit arktiske hjem.
“Hvor kunne man finde en mand, der på samme tid kunne bakse med polarisen i verdens mest berygtede farvand og håndtere de mest delikate instrumenter?” Den norske avis Aftenposten.
I løbet af bare to uger nåede nordmændene ud i befærdet farvand. Syd for Banks Island mødte de den amerikanske hvalfanger Charles Hansson. En sejlivet norsk legende fortæller om den amerikanske kaptajns forbløffede udråb, da han fik øje på Gjøa: “Enten er I nordmænd, eller også er I sindssyge!”
Amerikaneren inviterede nordmændene ombord til en god middag, og så fortsatte de mod vest. Men vinteren satte ind, og ved Kings Point, nær Herschel Island, stoppede isen dem. De var nødt til at overvintre endnu en gang – 12 andre skibe lå allerede fanget i isen.
En sidste tur med slæden
Nyheden om, at Gjøa var kommet gennem Nordvestpassagen, skulle ud i en fart, mente Amundsen. Han besluttede at køre gennem vinteren til den nærmeste telegrafstation sammen med kaptajnen fra den havarerede hvalfanger Bonanza.
To slæder og 12 hunde skulle bringe dem til Fort Yukon godt 600 km mod syd. Rejsen blev dog meget længere end forventet. Med ski – og med hjælp fra inuitten Jimmi og hans kone, Kappa, nåede han frem til Fort Yukon efter en måned. Men desværre var oplysningerne om en telegraf på stedet forkerte. I stedet måtte de videre til Eagle City, 160 km længere mod sydøst.

Med skibet Gjøa ville Roald Amundsen forsøge at nå gennem Nordvestpassagen.
Omsider, den 5. december, kunne Amundsen skrive i sin dagbog:
“Kom til Eagle City kl. 12 formiddag. Vi gik direkte til den militære station og blev venligt modtaget af den kommanderende officer. Han fulgte os til telegrafstationen, og vi fik vore telegrammer afsendt”.
Amundsen havde ikke en klink tilbage, men telegrafisten forstod sagens vigtighed og ville gerne hjælpe. Han sendte telegrammerne gratis til modtagerne i Norge, men han kunne ikke dy sig for også at sende teksten til amerikansk presse, som dermed fik den sensationelle nyhed om Nordvestpassagens besejring som de første.
De norske aviser, der blev snydt for deres “solohistorie”, brød ud i et jubelråb: “Hvor kunne man finde en mand, der på samme tid kunne bakse med polarisen i verdens mest berygtede farvand og håndtere de mest delikate instrumenter? Det var nordmanden Roald Amundsen”, skrev avisen Aftenposten.
Rent økonomisk havde Amundsen med sin bedrift sikret sig kreditorernes tilgivelse. Tre år tidligere var han stukket af uden et ord, nu skrev Fridtjof Nansen:
“Efter at jeg modtog Deres telegram, har jeg talt med statsminister Michelsen, som er enig i, at de nødvendige penge til Deres hjemrejse skaffes, om enten det bliver fra regering, Stortinget eller privat”.