Roald Amundsen jagter Nordvestpassagen

Det er lørdag formiddag den 26. august 1905 i det næsten isfri stræde mellem Cape Parry – den nordligste spids på det amerikanske fastland – og Nelson Head på sydspidsen af Banks Island.

På Gjøa går det norske flag til tops, og kaptajn Roald Amundsen griber sin dagbog for at beskrive triumfen med nogle få, nøgterne ord: “Nordvestpassagen er erobret. Min drengedrøm – dette er øjeblikket, hvor den blev opfyldt”.

Polarforskeren må luske bort i natten

Roald Amundsens opdagelsesrejse var i realiteten begyndt allerede i 1889, da den dengang 17-årige skoledreng læste om landsmanden Fridtjof Nansen, der havde stået på ski tværs over Grønland. Færden over Indlandsisen var en sensation, og reportagerne vækkede en polarforsker i unge Roald:

“For første gang hviskede det klart og bævende i min inderste sjæl: Tænk, om du kunne finde Nordvestpassagen!” skrev Amundsen flere år efter. Men vejen skulle blive lang, for han havde lovet sin far at læse til læge – et fag, der ikke interesserede ham en døjt.

Først da begge forældre var døde, kunne Amundsen følge sin hemmelige drøm: Han tog ud at sejle for at få erfaringer, og derefter påmønstrede han som andenstyrmand på Belgica-ekspeditionen, der overvintrede på Antarktis (1897-99).

Turen udviklede sig til et mareridt pga. skørbug, og i den lange polarnat blev to sømænd vanvittige. Men Roald Amundsen sugede erfaringer til sig, og han blev tilmed den første skiløber på det kolde kontinent.

Vel hjemme igen begyndte Amundsen at gøre sig klar til sin egen ekspedition. Den ivrige nordmand havde forstået, at det ikke var nok at være fremme som første mand i ukendt land; en ekspedition skulle have videnskabelig tyngde.

Netop på denne tid var forskere mystificerede af, at de magnetiske poler øjensynligt flyttede sig, så Amundsen opsøgte tidens førende ekspert i jordmagnetisme, professor Georg von Neumayer, i Hamborg for at høre nærmere.

“En nøjagtig bestemmelse af Jordens magnetiske nordpol vil være af umådelig værdi for videnskaben”, forsikrede Neumayer og underviste nordmanden i magnetismens finesser i mere end en måned.

Amundsen realiserede sin fædrene arv for at købe den gamle sildekutter Gjøa og gøre hende klar til sejlads i isfyldt farvand. Skibet var blot 70 fod langt, og det passede lige til Amundsen, der planlagde en ekspedition i lille skala. På Belgica havde de været 19 mand, der skulle beskæftiges hver dag og have mad. På Gjøa ville han kun have seks mand med.

Arven rakte ikke, så Amundsen var tvunget til at låne penge til at købe forsyninger og hyre folk. Alle kreditorer fik luftige løfter om at få pengene tilbage, når eventyret var overstået. Men langsomt svandt kreditorernes tillid, og de truede med at tage skibet som pant.

17. juni 1903 – i nattens mulm og mørke – sejlede Gjøa ud fra Kristiania. Ingen vinkede på kajen, for Amundsen havde ikke sagt et ord. Ekspeditionen begyndte som en flugt, og først da Gjøa nåede ud i internationalt farvand, følte Amundsen sig endelig sikker. Han fandt en god flaske rom frem:

“Nu er vi sluppet af med kreditorerne, drenge. Nu gælder det bare om, at alle mand gør deres pligt. Det er der ingen kunst i. Skål og god tur”.

Amundsens seks erfarne sømænd

Kaptajn Amundsen hævede glasset og mønstrede sine mænd, der alle havde meldt sig frivilligt: Peder Ristvedt havde været Amundsens sergent i hæren; Helmer Hanssen var ekspert i jagt og kendte alt til issejlads; Anton Lund havde sejlet, siden han var 12 år; og Gustav Juel havde været seks uger i Tyskland for at studere måling af jordmagnetisme.

Skibskokken Adolf Henrik Lindstrøm havde lavet mad på en tidligere norsk ekspedition og var berømt for sine retter, der kunne muntre enhver mismodig polarforsker op. Sågar en enkelt dansker havde fået plads: Søofficeren Godfred Hansen tog orlov fra marinen for at blive næstkommanderende på Gjøa.

Alle var gode sømænd og eksperter på deres felt – og det forstod Amundsen at udnytte med sin “frivillige disciplin”: “Jeg havde bestemt mig til så langt som muligt at anvende frihedssystemet ombord – lade enhver få følelsen af at være uafhængig inden for sit eget felt”.

Nu stod de syv på tærsklen til et eventyr, der foreløbig havde kostet flere hundrede mænd livet de seneste 300 år.

Skibet vrimler med hunde

Gjøa krydsede Nordatlanten uden problemer og rundede Kap Farvel. Nu gik turen op langs Grønlands vestkyst til bygden Godhavn, hvor Amundsen skulle tage flere forsyninger og grønlandske slædehunde ombord.

“For hundene betalte jeg 13 kr. stykket. Desuden en masse hundeslæder, piske og kobberremme”, noterede Amundsen i sin dagbog den 31. juli.

Gjøa fortsatte til den lille klippeø Dalrymple Rock, hvor skotske hvalfangere ifølge aftale havde lagt et stort depot. Tåge og drivis prægede turen, før 105 kasser proviant med bl.a. pemmikan til hundene kunne lastes, og turen gik videre vestpå mod Lancaster Sund – og ind gennem Nordvestpassagen.

Skibet lå dybt i søen, så tungt lastet var hun med udstyr og proviant til ekspeditionen. På dækket stod kasser stablet – og oven på dem legede slædehundene.

På ruten lå Beechey Island med de sørgelige rester af Franklin-ekspeditionens første vinterkvarter. Godt 50 år tidligere havde John Franklin og hans skibe Terror og Erebus tilbragt vinteren her, før de sejlede katastrofen i møde i 1846.

For Amundsen var stedet en helligdom for polarforskningen. Han sad en lang aften i respektfuld meditation på Gjøa:

“Franklin og hans mænd satte livet til i kam­pen for Nordvestpassagen. Lad os rejse dem et minde mere varigt end nogen bautasten: Erkendelsen af, at de var de første opdagere af Nordvestpassagen”.

Amundsen var den hidtil bedst forberedte opdagelsesrejsende, der var draget ud for at finde passagen, for han rådede over alle de kort, som foregående ekspeditioner havde udfærdiget.

Blandt Franklins efterladenskaber på Beechey Island fandt Amundsen jern, sålelæder og et ton kul, som kun­ne gøre nytte på rejsen. Godset kom ombord, før de sejlede videre.

Katastrofen rammer to gange

I realiteten kunne Amundsen være fortsat mod vest på det næsten isfri vand og være nået gennem Nordvestpassagen i et snuptag, men den videnskabelige opgave tvang ham til at overvintre. For at holde sig nær den magnetiske nordpol sej­le­de han nu mod syd – ind i de farvande, der havde kostet Franklin livet.

Foreløbig gik alt som planlagt, skrev Amundsen i sin dagbog den 27. august: “Har lusket os videre sydover, delvist i tåge, delvist i klart vejr, delvist med lidt brise, delvist med stille. Søen er opfyldt af små isstykker ikke større end en fodbold, hvilket ikke generer os det ringeste. Skal vi virkelig slippe igennem så let?”.

Allerede tre dage senere kom den første katastrofe, da Gjøa den 30. august sejlede på et rev og sad uhjælpeligt fast.

“Klokken 11 vækkedes jeg af et voldsomt hug og var med ét på dæk. Vi stod på grund et stykke fra en ganske lav ø, som senere ved observation viste sig at være en af de små Beaufort Øer”.

Kraften fra den indbyggede motor kunne ikke bringe skibet flot. I stedet beordrede Amundsen dele af lasten smidt over bord og alle sejl sat, så vinden kunne skubbe skibet fri. Beslutningen var ganske modig, men masten holdt, og sejladsen kunne fortsætte.

Allerede dagen efter slog en ny katastrofe til: “Da jeg i aftes var i færd med at indføre dagen i min dagbog, afbrødes jeg pludselig ved råb om brand. Jeg ilede hurtigt op og så flammer blandet med tyk, kvælende røg slå op gennem maskinrummet”, berettede Amundsen.

Branden var fatal, for ved siden af maskinen stod jerntankene med 10.000 liter petroleum. Hvis ilden bredte sig til brænd­stof­fet, ville skibet være tabt og mændene dødsdømt. Heldigvis kunne den koldblodige besætning pøse store mængder af vand ind i maskinrummet, så flammerne døde ud – og mændene fik besked på aldrig at bruge åben ild i ma­skin­rum­met.

Vinterhavnen ved verdens ende

Amundsen regnede med to overvintringer undervejs. De magnetiske observationer havde førsteprioritet, men han forventede også at tilegne sig praktisk viden om overlevelse i arktiske egne – en viden, han ville få god brug for på de fremtidige ekspeditioner, som han drømte om at gennemføre.

Den 9. september ankrede Gjøa op i en bugt ved King William Island. Øen rummede elve med ferskvand og vildt i form af rener, gæs og ryper. Rester af en inuit-lejrplads vidnede om, at dette var et gunstigt sted at slå sig ned.

“Jeg bestemte, at denne havn skulle være vinterhavn. Om man havde siddet hjemme og udtænkt sig en vinterhavn, kunne man umuligt have fundet den bedre”, sammenfattede Amundsen.

Bugten fik navnet Gjøahavn, og i takt med at temperaturen de følgende uger faldt til langt under frysepunktet, blev etableringen af småhuse, depoter og det astronomiske observatorium, Uranienborg, hurtigt fuldført. Samtidig blev madforrådet udvidet kraftigt.

I løbet af oktober skød mændene 90 rener. Det store antal var nødvendigt, fordi dyrene hvert år forsvinder sydover, i takt med at deres føde dækkes under is og sne. Men forråd var én ting, lærdom om overlevelse i arktiske egne en anden.

Dagbogen den 12. oktober: “Har i dag skudt ni rener, heraf to prægtige bukke, som nu er flået. Vi har også i dag benyttet hunde til transport af kødet, men finder det meget besværligt – uøvede som vi endnu er”.

Amundsen stiftede snart bekendtskab med polarlivets sande eksperter, da fem inuitterne aflagde besøg. Helt trygge var nordmændene dog ikke; Amundsen gik dem i møde – bagved fulgte den øvrige besætning, bevæbnet med karabiner.

“Uden tegn på frygt nærmede de sig. De foretog venskabshilsner ved at stryge os på brystet og fremstamme ‘Minaktumi’. Vi gjorde det samme, og venskabet var knyttet”.

Nye venner og nye klæder

De lokale blev inviteret ombord til renkød, og mange besøg fulgte, hvor inuitternes hjemmelavede redskaber som buer og knive samt klæder og andre genstande blev byttet for bl.a. norske synåle af stål. Et par uger efter blev Amundsen endda inviteret med til inuitternes boplads, hvor han for første gang overnattede i en iglo. Som gæst havde han taget kakao med, som han bød rundt:

“Det lod imidlertid ikke til at smage dem. De rystede blot på hovedet og mumlede ‘ita’ (renkød)”.

Den 1. december så nordmændene Solen for sidste gang, dagslyset svandt ind til et par timers tusmørke midt på dagen. Til gengæld var det bølgende nordlys en budbringer om den kommende højtid.Fejringen af juleaften er vigtig for moralen hos en besætning, der er langt fra hjemmet, vidste Amundsen.

Sømændene pyntede kahytten med flag og satte sig om bordet efter en tur i Gjøas dampbad. Først diskede skibskokken, Lindstrøm, op med risengrød, dernæst fulgte rensteg og rødvin, og til dessert vankede der rombudding med likør og cigarer. Gaver fulgte skåltaler og hurra-råb, mens julesalmer blev akkompagneret af en mundharmonika.

“Det klinger godt, når vi alle syv råber hurra med samlet røst. Jeg er sikker på, at vi alle har moret os kongeligt”, noterede Amundsen efter den mindeværdige juleaften ved verdens ende.

Kunsten at bygge en iglo

Det nye år, 1904, blev indledt med træning i slædehundekørsel – forestået af inuitterne. Så begyndte ekspeditionerne for at bestemme den magnetiske nordpols nøjagtige placering. Målingerne viste, at den magnetiske nordpol havde flyttet sig i forhold til det sted, polarforskeren James Clark Ross havde fundet frem til 73 år tidligere.

Hjemme ved Gjøa kunne nordmændene gengælde inuitternes hjælp med vestlig medicin, da en af de lokale blev syg:

“Teraiu var til køjs i dag og havde smerter i hoved og mave med opkastning. Jeg lod ham få afførende piller i amerikansk olie. Et glimrende afføringsmiddel”, skrev Amundsen.

Lektionerne i bygning af snehytter tog for alvor fart. I løbet af et par uger lærte Amundsen at bygge en iglo til fire personer på mindre end to timer. Det var ganske imponerende – men inuitterne klarede gerne den sag på en halv time.

Efterhånden havde Amundsen byttet sig til en komplet inuit-garderobe, og efter fem måneder i Arktis skiftede polarforskeren endegyldigt påklædning:

“Jeg begyndte forrige onsdag at gå klædt fuldstændig som en eskimo. Såvel yder- som inderanorak hænger løs uden på bukserne, og luften har fri adgang op ad kroppen. Inder- og yderbukserne er fæstnede rundt om livet med en snor og hænger ned over knæene over kamikken, så luften ligeledes passerer frit”.

Da foråret nærmede sig, greb hjemveen Amundsens mænd. De var klar til at fortsætte sejladsen, men Amundsen stod fast, for det videnskabelige arbejde var endnu ikke fuldført. Kaptajnens besked skabteen vis misstemning ombord, og humøret blev bestemt ikke bedre af, at han indskærpede sit forbud imod at søge inuitkvindernes selskab.

Amundsen slog fast, at kønsdriften intet havde at gøre på en ekspedition – og desuden havde han konstateret kønssygdommen syfilis hos nogle af inuitterne.

Samlivet med inuitterne gik ikke helt gnidningsfrit, for nordmændenes store lagre af mad og udstyr fristede inuitterne, der aldrig havde set sådan en overflod.

“I formiddags kom Ugpik og Angudju. De berettede, at fem eskimoer havde været her i går nat og gjort indbrud i proviantteltet og stjålet brød, pemmikan og en smørboks”, skrev Amundsen den 13. februar 1905 fuld af undren:

“Det mærkeligste er, at der blandt disse fem røvere findes folk, som vi har givet den bedste behandling af alle – nem­lig Teraiu og Nanurlo. Den første levede hos os hele sidste vinter, og den anden – en gut på ca. 16 år – er for ny­lig blevet be­hand­let for syfilis.”

Ugpik fik en god økse for sin tjeneste, og så skulle han fortælle hjemme i lejren, at hvis tyvene viste sig igen, “ville de ubønhørligt blive skudt”.

Klar til afgang

Efter endnu en vin­ter var polmålingerne afsluttet. Gjøas vandtanke blev fyldt og motoren grundigt efterset. Den 13. au­gust 1905 var alt klar til afgang:

“Afgik i morges kl. 3. Vore venner – eskimoerne – var nede på strandbredden og vinkede til os. Nogle jordvolde efter de forskellige huse og en del eskimoteltringe er nu alt, der vidner om vort to-årige ophold i Ogochjogtu (Gjøahavn, red.)”, skrev Amundsen nøgternt om afskeden med sit arktiske hjem.

I løbet af bare to uger nåede nordmændene ud i befærdet farvand. Syd for Banks Island mødte de den amerikanske hvalfanger Charles Hansson. En sejlivet norsk legende fortæller om den amerikanske kaptajns forbløffede udråb, da han fik øje på Gjøa: “Enten er I nordmænd, eller også er I sindssyge!”

Amerikaneren inviterede nordmændene ombord til en god middag, og så fortsatte de mod vest. Men vinteren satte ind, og ved Kings Point, nær Herschel Island, stoppede isen dem. De var nødt til at overvintre endnu en gang – 12 andre skibe lå allerede fanget i isen.

En sidste tur med slæden

Nyheden om, at Gjøa var kommet gennem Nordvestpassagen, skulle ud i en fart, mente Amundsen. Han besluttede at køre gennem vinteren til den nærmeste telegrafstation sammen med kaptajnen fra den havarerede hvalfanger Bonanza.

To slæder og 12 hunde skulle bringe dem til Fort Yukon godt 600 km mod syd. Rejsen blev dog meget længere end forventet. Med ski – og med hjælp fra inuitten Jimmi og hans kone, Kappa, nåede han frem til Fort Yukon efter en måned. Men desværre var oplysningerne om en telegraf på stedet forkerte. I stedet måtte de videre til Eagle City, 160 km længere mod sydøst.

Omsider, den 5. december, kunne Amundsen skrive i sin dagbog:

“Kom til Eagle City kl. 12 formiddag. Vi gik direkte til den militære station og blev venligt modtaget af den kommanderende officer. Han fulgte os til telegrafstationen, og vi fik vore telegrammer afsendt”.

Amundsen havde ikke en klink tilbage, men telegrafisten forstod sagens vigtighed og ville gerne hjælpe. Han sendte telegrammerne gratis til modtagerne i Norge, men han kunne ikke dy sig for også at sende teksten til amerikansk presse, som dermed fik den sensationelle nyhed om Nordvestpassagens besejring som de første.

De norske aviser, der blev snydt for deres “solohistorie”, brød ud i et jubelråb: “Hvor kunne man finde en mand, der på samme tid kunne bakse med polarisen i verdens mest berygtede farvand og håndtere de mest delikate instrumenter? Det var nordmanden Roald Amundsen”, skrev avisen Aftenposten.

Rent økonomisk havde Amundsen med sin bedrift sikret sig kreditorernes tilgivelse. Tre år tidligere var han stukket af uden et ord, nu skrev Fridtjof Nansen:

“Efter at jeg modtog Deres telegram, har jeg talt med statsminister Michelsen, som er enig i, at de nødvendige penge til Deres hjemrejse skaffes, om enten det bliver fra regering, Stortinget eller privat”.