Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Skibbrudne ville erobre den nye verden

En junidag i 1527 stikker en flåde med 600 mand til søs fra Spanien med kurs mod Nordamerika. Deres plan er at erobre nyt land på det fremmede kontinent, men drømmen ender som et mareridt: Da ekspeditionen er slut i 1536, er kun fire i live.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Dårlige varsler får ekspeditionslederne rigeligt af.

Den tre måneder lange sejlads over Atlanten er ganske vist forløbet uden problemer af nogen art, men i samme øjeblik spanierne sætter deres ben på den caribiske ø Hispaniola, begynder det at gå skævt.

140 af de i alt 600 deltagere i Narváez-ek­spe­di­tio­nen får pludselig kolde fødder og foretrækker at slå sig ned på tropeøen frem for at sejle videre til det ukendte Nordamerika.

Og da ekspeditionen få uger senere ankrer op ved Cuba for at proviantere, drukner 60 mand og 20 heste, da to af spaniernes seks skibe synker til bunds under en brandstorm.

På vej væk fra Cuba strander ekspeditionen på et rev ud for Florida-halvøen i 15 dage, og yderligere 20 heste bukker under. Men så vender lykken omsider – for en stund i hvert fald.

I april 1528 trasker ekspeditionen i land på Floridas vestkyst, hvor en skare indianere frygtsomt tager imod de hvide.

Med tegn og fagter forsøger indianerne at overtale spanierne til at sejle væk igen, men ekspeditionsleder Pánfilo de Narváez overhører deres bønner, planter det spanske flag i sandet og tager landet i besiddelse på vegne af den spanske krone.

Umiddelbart efter begynder mændene at slæbe deres grej ind på stranden og henter også de sørgelige rester af ekspeditionens engang så stolte kavaleriheste – 42 stærkt afkræftede øg.

Narváez er nyudnævnt guvernør over Florida, og hans opgave er nu at udforske og kolonisere – og frem for alt søge efter guld.

Spanierne har kun vage idéer om, hvad der gemmer sig bag Floridas kyster, og som ekspeditionens næstkommanderende, Cabeza de Vaca, skriver i sin dagbog, aner ingen, “hvor vi befinder os, eller hvem der befolker dette område”.

Adelsmanden de Vaca, som også er ekspeditionens skatmester, er en flittig skribent, og det er gennem hans dagbog, at den ulykkesramte ekspeditions skæbne bliver kendt.

I 1500-tallet er det nordamerikanske kontinent en af de store hvide pletter på verdens­kortet – og et eftertragtet mål for Spanien.

Møde med nøgne kæmper

Da spanierne finder nogle små guldklumper i en indianerlandsby, indfinder guldfeberen sig.

De indfødte lader forstå, at guldet stammer fra en provins langt borte mod nord, Apalachen, hvor spanierne kan finde alt det guld, de ønsker sig.

Til fods og på radmagre heste, der knap kan bære deres ryttere, begiver spanierne sig afsted. Men marchen over floder og gennem sump og vidtstrakte skove er umenneskelig hård.

De tunge rustninger gnaver sig ind i kødet på mændene og efterlader åbne, blødende sår, og de medbragte forsyninger – et kilo beskøjter og et kvart kilo spæk pr. mand – slipper snart op.

Da de omsider når frem, viser “guldriget” sig at bestå af 40 stråtækte hytter. Men spanierne lader sig ikke slå ud.

“Alene det, at vi nu er nået til det sted, vi har stræbt efter, og hvor vi er blevet forsikret om, at der er masser af guld, får os til at glemme alle vores strabadser”, beretter Cabeza de Vaca.

Cabeza de Vaca var en af de første europæere, som udforskede Nordamerika.

© Album/Oronoz/Imageselect

Guld er der intet af i byen, til gengæld er den rig på majs – og krigeriske indbyggere. Med bue og pil går indianerne til angreb på spanierne og deres heste, og selvom de Vaca og hans landsmænd er skræmte, er de også kendeligt imponerede over deres modstandere:

“De står dér, truende, store og nøgne, og på afstand ligner de kæmper.

De er smukt proportionerede, magre, adrætte og stærke. Deres buer er så tykke som en arm, to meter lange, og de rammer plet på 200 skridts afstand”.

De hvide erfarer hurtigt, at indianernes pile med enorm kraft trænger gennem alt, selv deres kraftige rustninger, og flere af mændene sværger, at de har set pilene bore sig ubesværet gennem tykke egetræer.

Et par af spanierne falder for indianernes pile, og selvom også enkelte af de indfødte bliver dræbt i kamp, hersker der ingen tvivl om, hvem der har overtaget: Skattejægerne er blevet de jagede, så mens pilene regner ned over dem, trækker spanierne sig væk fra Apalachen og søger ud mod kysten.

Efterladt i fjendeland

På vej mod Den Mexicanske Golf bryder der en dødelig epidemi ud blandt en tredjedel af mandskabet, og selv de raske har nu svært ved at holde sig på benene af sult og udmattelse.

Modløse når de omsider ud til havet, hvor de desperate spejder efter skibene, der skulle hente dem. Forgæves. Uvist hvorfor er ekspeditionsskibene ikke nået frem, og mændenes situation er nu desperat.

De, der endnu har en smule kræfter i behold, plyndrer en landsby for majs. Og som en sidste udvej beslutter mændene sig for at bygge nogle flåder, så de kan nå til Mexico.

De Vaca er skeptisk over for projektet. “Opgaven synes umulig, eftersom ingen af os har forstand på at konstruere skibe.

Vi har intet værktøj, intet jern, ingen tjære, intet tovværk, intet af det, vi har brug for. Ydermere har vi snart heller ikke mere mad”, klager han.

Et lyst hoved får den idé at smede stigbøjler, sporer og våben – alt det, der indeholder jern – om til søm, save og økser.

Af skjorter fremstiller mændene sejl, og hestene må ofre først haler og manker, som bliver brugt til at flette tovværk af, og dernæst livet, da de udhungrede spaniere i et desperat forsøg på at holde sulten fra livet slagter de magre øg.

Den 22. september 1528 er flåderne endelig færdige, og de tilbageværende 247 spaniere fordeler sig i fem små fartøjer.

“Vi sidder så tæt, at vi ikke kan bevæge os. Så stor er vores elendighed, at vi er nødt til at sejle ud på det oprørte hav på denne måde, uden at nogen af os har det mindste kendskab til navigation”, fortæller de Vaca.

Halv håndfuld majs om dagen

I to måneder sejler de mistrøstige erobrere langs kysten – frysende, sultne og tørstige.

Sulten må de stille med en halv håndfuld rå majs pr. mand pr. dag, men de har intet at skylle majsen ned med; de læderflasker, som de har lavet af skind fra hestene, er gået i forrådnelse, og efter fem dage uden vand er tørsten så massiv, at mændene begynder at drikke saltvand.

Fem af spanierne slubrer havvandet i sig med sådan et begær, at de dør kort efter.

Ved Mississippiflodens udløb bliver flåderne ført med strømmen til havs og væk fra hinanden, men den 6. november 1528 skyller to af flåderne i land på en ø (den nuværende Galveston Island).

På alle fire kravler mændene i land, hvor de bliver modtaget af 100 indianere bevæbnet med bue og pil.­

De Vaca beskriver med ærefrygt, hvordan de ind­fødtes pile bryder gennem­ spaniernes rustning.

© Florida State Archive

Ekspeditionen består nu kun af 80 skibbrudne – blandt de omkomne er ekspeditionsleder Narváez.

Forfærdede stirrer de nøgne og udmagrede spaniere på velkomstkomitéen – vel vidende, at deres skæbne ligger i indianernes hænder. Kun tre er i stand til at stå op, og alle deres våben er for længst smedet om til søm og værktøj.

Med hjertet i halsen afventer spanierne indianernes næste træk.

Lettelsen er enorm, da værterne skyndsomst løber hjem til deres hytter for at hente mad og drikke til deres uindbudte gæster. Indianerne viser sig ikke alene at være gæstfrie, de insisterer også på at dele spaniernes smerte.

Ifølge de Vaca “forstår de til fulde omfanget af vores elendighed og sætter sig ned sammen med os og græder i en halv time så højt og så inderligt, at det må kunne høres vidt omkring”.

Mirakuløst møde i ukendt land

Som vinteren går, tynder det gevaldigt ud i indianernes fødevarelagre, og alt, hvad der kan spises, bliver spist, hvad enten det er edderkopper, myreæg, orme, slanger eller salamandere.

Mæthed er en fornemmelse, spanierne aldrig oplever, og én efter én lider de sultedøden.

Desperate af sult begynder de at fortære deres døde kammerater, en handling, der vækker forfærdelse og afsky hos indianerne.

Og som om elendigheden ikke er stor nok i forvejen, bliver både spanierne og indianerne ramt af svær sygdom, formentlig dysenteri.

I foråret 1529 er halvdelen af de indfødte på øen døde, og tilbage er nu kun 15 spaniere.

Også de Vaca er alvorligt medtaget af sygdom, så mens hans kammerater vælger at drage vestpå langs kysten i retning af Mexico, må han blive tilbage på øen, som han døber Isla de Malhado – Mistrøstighedens Ø – i et år.

Livet på øen er en evig kamp for overlevelse, og de Vaca forbander den skæbne, der har placeret ham så langt fra civilisationen og under slavelignende forhold:

“Mit liv er blevet utåleligt. Foruden alt muligt andet arbejde må jeg grave efter rødder i vandet eller jorden. Mine fingre bliver helt hudløse og bløder, når et strå strejfer dem. Flækkede rør skærer i mit kød, og jeg må arbejde uden tøj”.

Det sure slid får ham til at kigge sig om efter andre måder at overleve på, og så får han den idé at blive omrejsende købmand mellem folkene ved kysten og inde i landet.

Og hans nye forretningskoncept holder. Overalt, hvor han kommer frem, bliver han modtaget med glæde og gæstfrit beværtet med både mad og husly.

Indianerne sætter stor pris på de varer, de Vaca udbyder – særlig efterspurgte er muslinger og strandskaller, som indianerne bruger til at lave frugtknive af.

“Indianerne berøver sig selv føden for at kunne give til os (...)”.
Cabeza de Vaca, spanier, ca. 1534.

Trods de forbedrede kår er Cabeza de Vaca langtfra glad. Under sine ugelange vandringer fra by til by lider han, nøgen som han er, under vejrets omskiftelighed.

Og selvom han har lært at begå sig både blandt de indfødte og i naturen, savner han sine landsmænd. Så i håbet om at finde ligesindede bryder han op efter fire år som handelsmand og søger mod Mexico.

Undervejs sker miraklet: I sommeren 1533 møder han en skare indianere, som fortæller, at en nabolandsby huser tre spaniere.

Cabeza de Vaca opsøger straks landsbyen, hvor han bliver modtaget af tre ekspeditionsdeltagere, Andrés Dorantes, Alonso del Castillo og slaven Estevan.

“Da de får øje på mig, er de tydeligt chokerede, eftersom de har regnet mig død for længst”, fortæller de Vaca, der kort efter erfarer, at han og disse tre mænd er ekspeditionens eneste overlevende.

Men midt i sorgens stund er han dybt taknemmelig over at gense sine mænd, og glæden er gensidig. “Vi takker Gud for at kunne være sammen igen, og denne dag er en af de lykkeligste i vores liv”, jubler han.

Otte års ufrivillig opdagelsesrejse

I Nordamerika reduceres de stolte spanske erobrere hurtigt til en flok pjaltede flygtninge. Og de Vaca ­bliver ­– meget mod sin vilje – en af kontinentets første europæiske udforskere. Under sit årelange ophold når han at tilbagelægge 9.000 kilometer i de sydligste stater af det nuværende Nordamerika.

August 1527

140 ud af ek­spe­di­tio­nens 600 mænd nægter at fort­sæt­te og går i land på øen Hispaniola.

September 1527

Ekspeditionen ankrer op ved Cuba. 60 mand og 20 heste drukner, da to skibe synker under en storm.

April 1528

Spanierne går i land på Floridas vestkyst, som de sporenstregs annekterer til den spanske krone.

Foråret 1529

Ekspeditionen er nu ­decimeret til 15 mænd. Alle på nær den syge de Vaca beslutter at prøve at nå Mexico.

Sommeren 1533

De Vaca genser de eneste tre overlevende fra ekspeditionen.

Efteråret 1534

De fire spaniere flygter fra den indianerstamme, der har holdt dem som slaver i halvandet år.

Juli 1536

Efter otte år når de fire overlevende fra Narváez-ekspeditionen til den spanske vicekonge i det nuværende Mexico City.

Spaniere bliver halvguder

Gensynsglæden overskygges hurtigt af det faktum, at spanierne reelt lever som indianernes slaver.

I knap halvandet år må de fire tjene indianerne på kystsletterne, mens de konstant pønser på at flygte. Det lykkes i efteråret 1534, da de under høsten af kaktusfigner ser deres snit til at snige sig væk i ly af mørket.

Efter flere dages vandring i det ukendte og men­nes­ke­tom­me terræn kommer de til en landsby i det begyndende bjergland nord for San Antonio i Texas, hvor andre ind­fødte tager venligt imod dem og indlogerer dem i
deres hytter.

Allerede første nat efter ankomsten opsøges spanierne af indfødte, der har hørt rygter om den hvide mands magi og nu klager over, at de har ondt i hænderne.

De vender sig mod Castillo og trygler ham om at kurere dem. Og i samme øjeblik han forsøgsvis slår korsets tegn over dem og velsigner dem, forsvinder deres smerter angiveligt.

I tre dage fejrer indianerne deres gæster, og samtidig spreder rygtet sig som en løbeild: Disse mærkelige mænd besidder en sådan magt over naturen, at de kan kurere de syge.

Fra alle verdenshjørner myldrer svækkede og sårede indianere nu til landsbyen, og blandt patienterne er fem mænd, der er febersyge og ude af stand til at røre sig.

Efter at have modtaget gaver som buer og pile slår Castillo korsets tegn over deres kroppe og beder en bøn. Behandlingen virker øjensynligt, for morgenen efter er alle fem på benene igen – raske, glade og dybt taknemmelige.

“I hele landet bliver der ikke talt om andet end de vidunderlige helbredelser, som Gud, vores Herre, lader ske gennem os”, skriver de Vaca.

Han understreger, at spanierne igen og igen forsøger at forklare indianerne, at de ikke er medicinmænd eller besidder overnaturlige kræfter, men ingen vil lytte til dem.

Af frygt for, at hans tidligere synder skal komme i vejen for Guds nåde og dermed for hans succes som medicinmand, nægter Castillo på et tidspunkt at kurere flere, så i stedet vender indianerne håbefuldt blikket mod Cabeza de Vaca.

Forunderligt nok viser det sig, at også han er i stand til at helbrede blot ved at ånde på de syge og bede Ave Maria og fadervor – en mand, som lå på dødens rand, rejser sig eksempelvis fra sygelejet, umiddelbart efter at de Vaca har været på besøg.

Spaniernes indsats som medicinmænd er nu så bragende en succes, at indianerne betragter dem som sendt fra himlen – når de har magt over liv og død, må de være Solens børn, formoder de indfødte.

“Det er Hans vilje, at vores patienter straks skulle sprede nyheden om, at deres helbred er blevet genoprettet”, mener de Vaca, der som tak for ulejligheden modtager store gaver og møder lutter velvilje.

“Indianerne berøver sig selv føden for at kunne give til os, og de giver os skind og andre tegn på deres taknemmelighed”, skriver de Vaca, der nu gør, hvad han kan, for at leve op til de indfødtes forventninger:

I én uendelighed ånder han på de syge, velsigner dem, slår korsets tegn over dem og reciterer fadervor og Ave Maria.

De Vacas næsten 500 ­­år gamle beretning rummer bl.a. beskrivelser af piger, der kastes for hundene, og homoseksuelle indianere.

© Houghton Library/Harvard University

Skatmesterens bog åbnede en ny verden for europæerne

I 1542 kunne europæerne for første gang gyse og forundres over de nordamerikanske indianernes fremmedartede skikke.

Selvom Cabeza de Vacas beretning om færden tværs gennem Nordamerika især fokuserer på de strabadser, spanierne blev udsat for, rummer historien også en guldgrube af etnografiske oplysninger.

Som den første nogensinde beskrev Vaca de oprindelige nordamerikanske befolkninger og deres levevis, og dermed fik europæerne et sjældent indblik i en kultur, der på alle måder lå fjernt fra deres egen.

Eksempelvis fortæller de Vaca om mændene på Galveston Island, at deres brystvorter er gennemboret af rør, der er lige så tykke som to fingre, og at deres underlæber ligeledes er perforeret af rør.

“Kvinderne tager sig af det hårde arbejde”, beretter han og forklarer, at medicinmanden har to eller tre koner, mens andre mænd må nøjes med én.

“Disse mennesker elsker deres børn overalt på Jorden, og når et af børnene dør, sørger både forældrene, familien og hele landsbyen i et helt år”.

Om en anden stamme fortæller de Vaca, at kærligheden til de små er knap så overvældende:

“Mændene kaster deres nyfødte piger for hundene for at forhindre, at pigerne senere skal gifte sig med en mand fra en fjendtlig stamme. Og når de selv skal giftes, køber de en pige af deres fjende. Prisen er en bue og to pile”.

Et tredje sted mødes de Vaca af et syn, der får ham til at væmmes:

“Mens jeg opholder mig i landsbyen, opdager jeg noget meget frastødende – en mand, der er gift med en anden mand. Disse mænd er impotente og kvindagtige skabninger, der klæder sig som kvinder og gør kvindernes arbejde, men de bruger også bue og pil og bærer tunge byrder. Blandt indianerne har vi set mange af den slags mænd, de er mere robuste og højere end andre, og så er de stærkere”.

Kirurgi giver status

I otte måneder – vinteren over – opholder de fire ekspeditionsmedlemmer sig i San Antonio-området, hvorefter de i foråret 1535 genoptager vandringen mod civilisationen.

I de første uger er marchen hård, og endnu en gang balancerer spanierne på randen af sultedøden.

På en god dag får de ikke meget andet at spise end et par umodne frugter, og til sidst er mændene så forkomne af sult, at de bytter sig til et par hunde, som de spiser.

Til deres store held løber rygtet om deres helbredende evner i forvejen fra stamme til stamme, og snart er spanierne tilbage i rollen som helte, der bliver modtaget med åbne arme og festivitas, hvor end de kommer frem.

“Det er trættende at skulle ånde på (...) hvert eneste lille stykke mad, de spiser”.
Cabeza de Vaca, spanier, ca. 1535.

Indianerne overøser dem med mad og gaver og insisterer på at ledsage mirakelmagerne på deres videre færd. Spaniernes anseelse vokser yderligere, da de Vaca opererer en indianer, der er blevet gennemboret af en pil tæt ved hjertet.

Med en kniv skærer de Vaca hans bryst op og fjerner pilespidsen, hvorefter han syr såret sammen med to sting.

Efter indgrebet er indianeren rask igen og uden smerter, og pilespidsen bliver nu sendt fra hånd til hånd og fra egn til egn som et vidnesbyrd om spaniernes guddommelige evner.

Efter at de Vaca har optrådt i rollen som kirurg, findes der ingen grænser for indianernes velvilje, og spaniernes følge vokser lynhurtigt til 3.000-4.000 mand. Det huer dog ikke de hvide, der synes, berømmelsen har taget overhånd.

Otte døde afgør sagen

“Det er trættende at skulle ånde på eller slå korsets tegn over hvert eneste lille stykke mad, de spiser.

Kvinderne kommer slæbende med kaktusfigner, edderkopper, orme, og hvad de nu ellers kan finde, for de vil hellere sulte ihjel end indtage noget, som ikke har været gennem vores hænder”, fortæller de Vaca.

Selvom han finder selskabet be­las­ten­de, er han ikke blind for, at der også er fordele ved rollen som halvgud: På et tidspunkt bliver spanierne og indianere uenige om, hvilken vej de skal gå, og det udløser et skænderi.

Selvsamme dag bliver adskillige indianere syge, og otte af dem dør, hvorefter de Vaca vandrer væk fra lejren for at tilbringe natten alene i skoven. Hans håb er, at indianerne vil tro, at han har trukket sig væk for at få fred til at kommunikere med de højere magter, og planen virker efter hensigten.

Da de Vaca vender tilbage til lejren, bønfalder indianerne ham om ikke at dræbe flere af dem, og de indvilger i at følge en hvilken som helst vej, han måtte udpege.

Slavejægere er på spil

Undervejs sydpå bliver de spanske mirakelmagere en handelsvare i sig selv.

Skiftende hold af ledsagere fører dem under stor højtidelighed ind i nye byer, og følget vender først tilbage, når de har modtaget rigelige gaver som belønning for at have ført de hvide helbredere til netop deres stamme.

Spanierne selv griber enhver lejlighed til at udbrede den kristne tro og fortæller indianerne, at der i Himlen er en mand, som de kalder Gud, og som har skabt både Himlen og jorden.

De fortæller de indfødte, “at vi gør, som Han befaler, og at alt godt kommer fra Hans hånd. Vi lader dem forstå, at hvis de gør det samme, vil de blive meget lykkelige”.

Snart erfarer Cabeza de Vaca, at ikke alt, hvad spanierne udretter i Guds navn, bringer lykke, for da de fire ekspeditionsmedlemmer i foråret 1536 når ud til Stillehavskysten i det nordvestlige Mexico, mødes de af et chokerende syn.

I 1539 følger ­Hernando de Soto i de Vacas fodspor. Han befrier en spanier, som indianerne har holdt fanget, og fortsætter nordpå med ham som guide.

© The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Spanske slavejægere har hærget gennem området og skræmt indbyggerne fra vid og sans.

“Det fylder vores hjerte med sorg at se, at et land så smukt og frodigt, så fuldt af bække og floder, er blevet forladt og brændt ned. Indianerne tør ikke være nogen steder og vil hellere dø end endnu en gang at blive udsat for spaniernes ondskab. De fortæller os, at spanierne har taget halvdelen af alle mænd, kvinder og børn til fange”, beretter de Vaca forarget.

Nogle uger senere lykkes det spanierne at finde fire spanske slavejægere, men det længe ventede gensyn med andre kristne bliver ikke så glædeligt, som de Vaca har håbet.

Slavejægerne insisterer på at gøre de 600 indianere, som ledsager Cabeza de Vaca, til slaver. De Vaca protesterer indædt og forsøger at overtale sine ledsagere til at vende tilbage til deres landsbyer, men forgæves.

“De vil ikke foretage sig noget, før de har overbragt os i andre indianeres hænder, som det er deres skik. De frygter, at de vil dø, hvis de vender hjem uden at have opfyldt deres forpligtelser”.

Slavejægerne, der stadig håber på et let bytte, prøver at forklare indianerne, at de er af samme race som de fire vildfarne vandringsmænd, men den forklaring nægter indianerne at godtage og svarer ifølge de Vaca: “De kristne lyver.

Vi (Cabeza de Vaca og de tre andre, red.) er kommet fra solopgangen, de fra solnedgangen, vi har helbredt de syge, de har dræbt de raske.

Vi kom nøgne og barfodede, de havde tøj, heste og lanser, vi begærede intet, men tog, hvad der blev os givet, mens de udplyndrede enhver, de mødte, og intet gav til nogen som helst”.

Omsider lykkes det de Vaca at overtale indianerne til at vende hjem, idet han lover, at de kristne fremover vil lade dem være i fred.

Længere sydpå erfarer han dog bittert, at han har gjort regning uden vært: Slavejægerne er redet ud for at fange de 600 indfødte umiddelbart efter afskeden med de fire overlevende.

Ekspedition blev begyndelsen til enden for indianerne

Selvom de Vaca og hans guldtørstige fæller aldrig blev rige, kostede ekspeditionen indianerne dyrt. De overlevendes historie blev spredt og flere spanske erobringstogter sendt ud.

Da Cabeza de Vaca omsider nåede Mexico City, havde spanierne allerede i 1532 underlagt sig det enorme inkarige i Sydamerika med den brutale conquistador Francisco Pizarro i spidsen.

Og før det havde spanierne under ledelse af Hernán Cortés i 1521 erobret Aztekerriget i det nuværende Mexico.

Indianerne i Nordamerika slap i første omgang nådigt fra mødet med spanierne. Men de Vacas beretning satte fantasien i gang hos den spanske vicekonge i Mexico, Mendoza.

Han iværksatte adskillige koloniseringsforsøg nordpå, hvoraf et af de berømteste blev anført af Hernando de Soto. De Soto og hans følge nåede i 1541 helt op til Arkansas. Igen var målet guld.

Og igen blev drømmene knust af sygdom og indfødte, der forsvarede sig – kun halvdelen af de Sotos 700 mand store ekspedition nåede hjem.

Mange tusind indianere døde i kamp mod de teknologisk overlegne spaniere. Men den største dræber var europæernes sygdomme.

Ca. år 1500 levede der skønsmæssigt syv millioner indianere i Nordamerika. Men midt i 1500-tallet styrtdykkede befolkningstallet – i nogle områder døde 90 pct. af de oprindelige ­beboere inden for få år.

Nordamerika var befolket af syv ­millioner indianere i 1500-tallet. Spanierne – og deres sygdomme – kostede millioner af dem livet.

British Museum/Ritzau Scanpix

Sengene er for bløde

I juli 1536 når de fire spaniere omsider til Mexico City, hvor de får en storslået modtagelse ved den spanske vicekonge Mendozas hof.

Efter otte år er den ca. 9.000 kilometer lange odyssé gennem ukendt land og blandt fjendtlige stammer omsider slut.

For de Vaca og hans rejsefæller er mødet med civilisationen ikke uproblematisk: De fire mænd får overrakt fornemt tøj af vicekongen, men det tager nogen tid, før de vænner sig til igen at være klædt på.

Og de bløde senge får også lov at stå urørte hen. “I mange dage kan vi ikke sove andre steder end på gulvet”, beretter Cabeza de Vaca.

Han er dog ikke mere fremmed over for det spanske, end at han allerede dagen efter ankomsten til Mexico City dukker op som tilskuer til en tyrefægtning.

De Vaca nægtede at vende tilbage

Vicekongen i Mexico City forsøgte at overtale de Vaca og hans rejsefæller til at stå for endnu en ekspedition nordpå.

Men de Vaca og hans to landsmænd Castillo og Dorantes afslog tilbuddet – de havde fået nok. Kun den sidste over­levende – den marokkanske slave Estevan – indvilgede i at vise vej for en ny ekspedition.

Cabeza de Vaca rejste hjem til Spanien. I 1541 blev han udnævnt til guvernør i La Plata-regionen i Argentina, men to år senere blev han offer for et kup, hvorefter han i lænker blev sendt tilbage til Spanien.

Her døde han som en syg og ensom mand i Sevilla i 1557.

Læs også:

Christopher Columbus
Opdagelsesrejser

Christoffer Columbus: Den gådefulde opdager

17 minutter
Opdagelsesrejser

Lynguide: Hernán Cortés

3 minutter
Opdagelsesrejser

Columbus’ navn næsten renset for syfilis-anklager

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul