Mændene i robåden stirrede på den sært udseende skikkelse i strandkanten. Aftenen forinden havde de set et lys på øen, og de roede nu med forsigtighed ind til Mas a Tierra.
De havde meget svært ved at tro deres egne øjne. Her på en øde ø i Stillehavet, hvor de mente sig sikre og fri for andre mennesker, støder de på et menneske – barfodet, klædt i gedeskindstøj og -hat.
Da båden når stranden, styrter han dem glædesstrålende i møde. Manden, de møder, er den skotske sømand Alexander Selkirk. Han har svært ved at tale og omgås andre mennesker. Og det er ikke så underligt.
Selkirk har levet på øen siden september 1704, og da han bliver fundet, viser kalenderen den 2. februar 1709. I de fire et halvt år har han boet i en lille hytte og håbet på, at et skib skulle komme forbi.
Desto mere overraskende er det derfor, at Selkirk i sin tid selv valgte at blive sat af på øen.
Selkirk ville sættes af
Før sin tid som eneboer var Alexander Selkirk styrmand på 16-kanoners-kaperen Cinque Ports, der var på jagt efter spanske skibe ladet med guld. Cinque Ports mistede sin kaptajn ud for Brasilien, og skibets kaptajn blev den kun 21-årige Thomas Stradling.
Efter opholdet på Mas a Tierra blev Selkirk taget ombord på kaperskibet Duke, hvor han forblev i to år.
Kaperne havde licens til sørøveri
Selkirk var kaper – en slags kongeligt autoriseret sørøver. Dermed havde kaperne tilladelse til at angribe fjendens handelsskibe.
Sørøvere blev 1600- og 1700-tallet jagtet af alle nationer, og de fleste led en voldelig død. Men under en krig kunne sørøveri være et glimrende våben mod fjenden.
Angreb på handelsskibe svækkede modpartens økonomi og kunne dermed forkorte krigen. Derfor plyndrede de europæiske stater hinandens handelsflåder og kystbyer i krigstider.
Opgaven blev ofte udliciteret til private redere og kaptajner. De fik et såkaldt kaperbrev, hvori der stod, at de handlede på den pågældende stats vegne. Dermed var de i princippet lovlige deltagere i krigen og kunne ikke – i modsætning til almindelige sørøvere – bare henrettes.
Kaperbrevet gjorde det muligt for kaperne at beslaglægge de skibe, de angreb. Også lasten måtte de overtage. Alt røvet gods, kaldet prisen, blev afleveret til en priseret, hvor staten besluttede, om den skulle købe skibet, og ikke mindst om prisen var lovlig.
Virksomheden var meget indbringende. Kaperskibet Duke, som Alexander Selkirk sejlede med efter sin tid på den øde ø, indbragte fx én af investorerne i kaperskibet hele 2.755 pund – 61 gange en normal årsløn.
Alexander Selkirk, der var stukket af hjemmefra som ung, fordi han ragede uklar med familien, var næppe verdens nemmeste mand at omgås, og han og kaptajn Stradling kom hurtigt op at skændes.
Efter et mislykket angreb på et fransk skib søgte Cinque Ports til Mas a Tierra for at reparere skaderne. Selkirk mente ikke, at arbejdet blev gjort grundigt nok, og efter et skænderi med kaptajn Stradling bad han om at blive sat af på øen.
Senere skulle Selkirk erfare, at han tog den rigtige beslutning. For kort tid efter, at han forlod Cinque Ports, forliste skibet, og besætningen druknede eller blev taget til fange af spanierne.
Fristed for sørøvere
Mas a Tierra var forsyningsplads for sørøvere og kapere. Søfolkene kendte den som en ubeboet ø med frisk vand, frugt og grønt, der modvirkede skørbug, samt både fisk og vildt i rigelige mængder.
Øen ligger tilstrækkelig tæt på Chiles kyst til, at den udgjorde en oplagt base for de engelske kapere, der angreb skibe og byer langs det spanske Chile.
Alexander Selkirks øde ø, Mas a Tierra, hedder i dag Robinson Crusoe Ø til ære for Daniel Defoes roman – og turisterne.
Selkirk tog sine egne ting med sig: tøj, instrumenter og bøger til navigation, en kniv samt sin bibel. Fra skibets depot fik han en machete, et gevær, lidt krudt og kugler, fyrtøj, en lille smule mad samt en gryde.
Selkirk havde selv tidligere anløbet Mas a Tierra og samlet søfolk op, så han regnede ganske sikkert med, at det samme ville ske for ham inden for højst en måned.
Rotter gnavede i tæerne
Til at starte med frygtede Selkirk, at der på øens indre lurede rovdyr, så han holdt sig til stranden, hvor han levede af skaldyr og sov i en klippehule.
Han spejdede uafbrudt mod horisonten, men det befriende syn af en skibssilhuet udeblev, og efterhånden som ensomheden blev trykkende, fortrød han sin beslutning bittert.
Den øde ø var fuld af sultne rotter, der bed Selkirk, når han forsøgte at sove.
Bedre blev det ikke, da eneboeren modstræbende måtte bevæge sig længere ind på øen, fordi horder af søløver indtog stranden for at parre sig. Til hans store lettelse viste øen sig dog ikke at huse større rovdyr.
Til gengæld blev han plaget af rotter, der gnavede i hans tæer, mens han sov. Selkirk indfangede derfor nogle katte – efterkommerne af skibskatte, der var blevet efterladt på øen – som kunne jage de påtrængende gnavere væk.
Jagtede geder til fods
Inde på selve øen var udbuddet af føde større, og Selkirk kunne supplere kosten med vilde roer, kål og peberkorn til at krydre maden med. Og frem for alt opdagede han en stor mængde vilde geder.
Selkirk løb hurtigt tør for krudt og kugler og måtte jage gederne på en anden måde. Løsningen blev at løbe dem op og skære halsen over på dem med kniv. Da Selkirk demonstrerede sin besynderlige jagtteknik for de søfolk, som reddede ham, måtte de opgive at følge med ham.
Selkirks to største bekymringer var at blive syg, eller at et skib skulle sejle forbi uden at samle ham op. Det betød, at han stadig ikke bevægede sig langt fra den naturlige havn Cumberland Bay, hvor han var blevet sat i land.
I henved 300 år er skattejægere valfartet til øen. Her er en gruppe gået i land i Cumberland-bugten.
Vild skattejagt på Selkirks øde ø
Nogle år efter at Selkirk blev samlet op, fik øen en anden gæst – en spansk kaptajn, som gravede en kæmpeskat ned på øen. Vistnok.
Historien vil vide, at en stor skat ligger nedgravet på øen Mas a Tierra, som sidenhen fik navnet Robinson Crusoe Ø. I 1715 – kort efter den spanske arvefølgekrig – deltog den spanske admiral Juan Esteban Ubilla y Echeverria angiveligt i et komplot mod den spanske trone.
Under urolighederne røvede han ifølge legenden en gigantisk skat. Nogle kilder angiver, at den bestod af guld og juveler fra den spanske krones skatkammer, andre, at det var guld røvet fra inkaerne. Angivelig blev skatten begravet på øen.
Rygterne vil vide, at den engelske kaptajn Cornelius Webb fandt skatten i 1761. Han lastede den på sit skib, Enhjørningen, og sejlede mod England. Men en storm tvang ham til at vende om og genbegrave skatten.
Siden da har skattejægere valfartet til øen og gennemgravet de på kryds og tværs. Senest har en tysk-amerikansk millionær bedt om tilladelse til at grave nær Puerto Ingles, der ligger tæt på de huler, hvor Alexander Selkirk fandt ly.
Indtil videre har ingen dog fundet skatten.
Og han turde ikke gå på opdagelse i højdedragene inde på øen af frygt for at komme til skade. En enkelt gang løb han efter en ged, der faldt ned i en slugt, og det samme gjorde Selkirk.
Efter at have ligget bevidstløs i et døgn vågnede han op oven på den døde ged, som heldigvis havde afbødet hans fald. Han måtte kravle halvanden kilometer hjem, og det tog ham ti dage at komme sig.
Selkirk manglede salt til at konservere gedekødet, så det blev vindtørret eller røget, så det kunne holde sig. Det lykkedes ham også at indfange nogle gedekid, som han brækkede et ben på, så de ikke kunne løbe fra ham. På den måde var føden ved hånden i tilfælde af sygdom eller dårligt vejr.
Efter flere år på øen var hans fodsåler så hærdede, at han uden problemer kunne gå barfodet rundt.
Efterhånden indså Selkirk, at redningen kunne trække ud, og han byggede derfor to hytter af tømmer fra pebertræer. Det lasede tøj måtte også udskiftes med nyt af gedeskind – heldigvis lå håndværket ham i blodet, da hans far var skomager og skindgarver.
Hans nedslidte kniv blev erstattet af en, som han bankede ud af gamle tøndebånd, han fandt på stranden. Skoene fandt han det til gengæld ikke nødvendigt at lave nye af.
Efter flere år på øen var hans fodsåler så hærdede, at han uden problemer kunne gå barfodet rundt.
Endelig reddet
Da et skib endelig dukkede op, var det spansk, og som britisk kaper – der havde plyndret flere spanske skibe – kunne Selkirk imødese en skæbne værre end døden, hvis mandskabet fandt ham. Selkirk gemte sig derfor, og det gjorde han også, da det næste skib viste sig at være spansk.
Men endelig den 2. februar 1709 lagde de to engelske skibe Duke og Duchess til ved øen. De havde haft en hård tur rundt om Kap Horn og søgte ind til Mas a Tierra for at proviantere.
Selkirks historie inspirerede sandsynligvis Daniel Defoe til i 1719 at skrive romanen om Robinson Crusoe.
Ved et tilfælde var en af hans tidligere rejsefæller om bord. Selkirk blev genkendt og tilbudt at sejle med Duke på kapertogt som styrmand.
Kort efter hjemkomsten publicerede både den næstkommanderende Edward Cooke på Duchess og Dukes kaptajn, Woodes Rogers, bøger om togtet og redningen af Selkirk.
Og i 1713 udkom i magasinet The Englishman en artikel om Alexander Selkirk – sømanden var blevet en kendt skikkelse.
Crusoe blev en succes
Historien om Selkirk kunne være slut hermed, hvis ikke det var, fordi Daniel Defoe i 1719 skrev en af de første engelske romaner: Robinson Crusoe, hvis fulde titel på engelsk er The Life and Strange Surprizing Adventures of Robinson Crusoe. Bogen blev øjeblikkeligt en succes.
Daniel Defoes skarpe pen kostede ham bl.a. en tur i gabestokken.
Crusoes far havde et eventyrligt liv
Daniel Defoe var en mislykket handelsmand, men en succesrig skribent. Han prøvede både at havne i fængsel og virke som politisk spion.
Daniel Defoe (1660-1731) levede et liv, der sagtens kunne blive til en af hans egne romaner. Han var søn af en handelsmand og prøvede sig selv af i mange forskellige erhverv, men gik konkurs lige så mange gange.
Defoe havde en ufattelig virkekraft, og fra slutningen af 1600-tallet og de næste mere end 30 år skrev han over 2.000 artikler og adskillige bøger. På sit CV kunne Defoe blandt meget andet skrive spion for whiggerne – et politisk parti – og journalist.
Han havde en skarp pen, der skaffede ham en del indtægter – og fjender. I 1702 udgav han en satire, hvori han gjorde grin med en præst, der krævede frikirkefolk straffet. Det kostede Defoe en tur i gabestokken samt fængsel.
Han dækkede sig i øvrigt bag fantasifulde pseudonymer som: Heliostrapolis, sekretær for kejseren af Månen.
Romanen følger langtfra Selkirks oplevelser slavisk, bl.a. foregår den i Caribien og ikke i Stillehavet, Crusoe lever alene i hele 28 år, og i modsætning til Selkirk møder han andre mennesker.
Crusoe-skikkelsen er sikkert sammensat af flere beretninger fra strandede sømænd, men der er næppe tvivl om, at den forhutlede Selkirk var en stærk inspirationskilde for Defoe.
Selkirk kunne have trukket sig tilbage som en rig mand efter togtet med Duke. Men han blev formentlig rastløs, og få år efter gik han ind i den engelske marine, hvor han døde i tjenesten i 1721.