Spansk guldfeber blev aztekernes undergang

Cubas guvernør, Diego Velázquez de Cuéllar, sendte i 1519 den spanske opdagelsesrejsende Hernán Cortés afsted mod vest for at kortlægge det område, som i dag er Mexico.

Cortés udrustede en ekspedition og gik i land med 550 mand, hvoraf 16 var ryttere. Efter en kortvarig kamp mod mayaindianere kom den kvindelige slave Malinche i spanierens varetægt.

Malinche kunne sproget nahuatl, der blev talt i Aztekerriget – et rige, Cortés havde hørt rygter om.

Spanierne fik en overstrømmende modtagelse i aztekernes hovedstad, Tenochtitlan, men Cortés ville erobre byen og plyndre den for rigdomme.

Derfor tog han aztekernes hersker Moctezuma 2. som gidsel.

Aztekiske styrker belejrede paladset, hvor spanierne havde indkvarteret sig, og midt under belejringen døde Moctezuma under uklare omstændigheder.

Cortés og hans mænd lykkedes med at bryde ud af byen i sommeren 1520. Et år senere vendte den spanske hærfører tilbage med flere mænd, heste og kanoner samt både, som kunne angribe byen over Texcoco-søen.

De hårde kampe varede i uger, og samtidig var aztekerne svækkede af smitsomme sygdomme.

Til sidst brød det aztekiske forsvar sammen, og spanierne erobrede byen.

Menneskeofringer gjorde aztekerne upopulære

Aztekerne bosatte sig i 1300-tallet på den mexicanske højslette. I løbet af de næste århundreder erobrede aztekerne de fleste af de omkringliggende riger.

De besejrede folk blev pålagt skatter, gjort til slaver eller brugt i de hyppige menneskeofringer, som var en del af den aztekiske religion.

Opførslen gjorde aztekerne upopulære blandt de erobrede folkeslag, hvilket gjorde spaniernes erobring af riget lettere.