Spanske kaptajner ville overgå Columbus

Få år senere – i 1506 – døde Columbus, men hans drøm levede videre. Spanien gav søvejen til Kina og Asiens krydderiøer højeste prioritet, og spanske vovehalse stod i kø for at finde den – om så det skulle koste dem livet.

Jordomsejling endte på tropeø

Imens Spanien i begyndelsen af 1500-tallet endnu havde travlt med at kolonisere Amerika, sendte den spanske konge betroede mænd afsted for at gøre Columbus’ arbejde færdigt.

Den første var portugiseren Magellan, som forgæves havde anmodet sit fædrelands konge om at lade ham lede en ekspedition til de sagnomspundne Krydderiøer i Fjernøsten.

Spanierne var derimod mere end villige til at sætte den kompetente søfarer i spidsen for fem skibe, for Magellan havde tidligere sejlet rundt om Afrikas sydspids til Indien.

Kunne Magellan finde Krydderiøerne ved at sejle forbi Amerika i stedet, ville det give Spanien adgang til muskatnød og nelliker, som var deres vægt værd i guld.

Magellan stævnede ud i 1519, og efter flere forgæves togter ind i Sydamerikas store floddeltaer slog han lejr i den sydlige del af nutidens Argentina.

Her var vinteren så streng og frygten for ukendte farvande så stor, at portugiseren måtte slå hårdt ned på et mytteri.

Da foråret kom, fandt Magellan et stræde gennem Sydamerikas ørige sydligste del og sejlede ud på et hav, som han døbte o mar Pacífico – Stillehavet.

Til Magellans held valgte han at følge Chiles kyst mod nord, inden han efter godt 500 km satte kurs mod nordvest.

Ekspeditionens deltagere troede, at det ukendte hav ville tage tre dage at krydse, men rejsen kom til at vare tre måneder og 20 dage.

Ude på det enorme ocean begyndte provianten at gå i fordærv. Magellans skriver, venetianeren Antonio Pigafetta, noterede med afsky i sin logbog, hvad ulykken betød for besætningen:

“Vi åd kun gamle beskøjter, som var smuldret til pulver og fyldt med maddiker. Massen stank af rottelort, som dyrene havde efterladt, mens de gnavede i beskøjterne. Og vi drak vand, der var gult og ildelugtende”.

Lidt held havde Magellan dog, da han med sin nordvestlige kurs undgik at forvilde sig syd om Au­stralien og ende i Sydhavets iskolde van­de.

Desuden ramte han Stillehavets strømme på det helt rigtige sted, og gunstige passatvinde blæste hans tre tilbageværende skibe over det alt andet end stille hav.

Da Magellan i 1521 gik i land på Cebu (en filippinsk ø), havde mange af hans mænd mistet livet, mens de overlevende led af skørbug og havde tabt tænderne.

Efter yderligere 1.500 kilometers sejlads til Krydderiøerne (Molukkerne) var kun to skibe og 115 af de oprindelige 270 søfolk tilbage. Magellan hørte til dem, der havde mistet livet i kampe mod indfødte krigere.

Hans næstkommanderende Juan Sebastián Elcano overtog kommandoen, og det lykkedes ham at købe flere tons kryddernelliker af indbyggerne på øerne. Derefter sejlede Elcano syd om Afrika og hjem til Spanien.

Efter tre år vendte blot et enkelt skib og 18 mand tilbage i september 1522 – alligevel blev ekspeditionen fejret som en succes: Magellan og Elcano havde vist, at ruten syd om Amerika førte til Asiens rigdomme – og Spaniens konge kunne knap vente med at sende en ny ekspedition afsted.

I 1525 stævnede syv skibe ud for at gøre Magellan-ekspeditionen kunsten efter og kolonisere Krydderi­øerne.

Veteranen Elcano lignede det oplagte valg som leder, men han var basker, og Spanien frygtede allerede dengang den baskiske selvstændigstrang.

Derfor var den første kaptajn, som havde sejlet verden rundt, kun næstkommanderende på ekspeditionen. Adelsmanden García Jofre de Loaísa blev betroet hvervet som kommandør.

Alt gik galt for Loaísa

Elcanos erfaringer udmøntede sig blandt andet i, at søfolkene fik lov at gå i land med jævne mellemrum.

På flere afrikanske øer fangede de fisk og samlede frisk frugt for at afværge skørbug. Derefter krydsede skibene Atlanterhavet – på udkig efter Magellanstrædet, som skulle føre dem til Stillehavet.

Voldsomme storme gjorde imidlertid passagen af strædet yderst vanskelig. Tre af Loaísas skibe blev smadret mod klipper, og resten fik så hård en medfart, at de måtte repareres.

I Stillehavet gik endnu et skib ned under en storm, som spredte flåden for alle vinde. Loaísa og Elcano fortsatte færden over det enorme hav på deres sidste tilbageværende fartøj – flagskibet Victoria.

Fartøjet lækkede så voldsomt, at den sammenbragte besætning på 145 mand kun med nød og næppe kunne holde Victoria flydende.

Da de omsider fik fast grund under fødderne i øgruppen Marianerne – 2.500 km øst for Filippinerne – var 30 mand døde af sult og skørbug. Loaísa og Elcano var blandt de omkomne.

Ekspeditionens nye leder, Carquizano, styrede efter Magellans logbøger Victoria videre mod Krydderiøerne.

Ved ankomsten i 1526 fik han straks problemer med portugiserne, som ikke ville tillade Spanien at bryde deres monopol på handel med nelliker og muskatnød.

Portugal havde opført et fort på en af Krydderiøerne for at kunne forhindre andre i at få fodfæste. Som modtræk anlagde spanierne et fort på naboøen, hvilket førte til et voldsomt slag.

Victoria gik ned under kampene, men spanierne holdt alligevel stand. Carquizano blev under de efterfølgende fredsforhandlinger forgiftet af portugiserne, og Hernando de la Torre overtog kommandoen over den lille spanske hær.

Imens nåede et af Loaísa-ekspeditionens forsvundne skibe til Mexico ved at sejle langs Sydamerikas vestkyst.

Kaptajnen fik sendt en besked til conquistadoren Hernán Cortés, som lige havde besejret aztekerne og erobret store dele af Mellemamerika.

Redningsaktion gav ny viden

Cortés besluttede at sende en ekspedition afsted for at undsætte Loaísa, som han antog stadig var i live og befandt sig på Krydderiøerne.

I oktober 1527 begav tre skibe sig ud på en historisk færd. De var alle tre bygget på Mexicos vestkyst – en kæmpe bedrift så langt fra de europæiske værfter – og stævnede desuden som de første spanske opdagelsesrejsende ikke ud fra Spanien, men Amerika.

Álvaro de Saavedra havde kommandoen, og han beviste snart, at selvom skibe sejlede ud fra Mexico, var det muligt at finde de strømme, som havde ført Magellan over Stillehavet.

En voldsom storm sænkede imidlertid to af hans skibe nær Marianerne, og kun Saavedras eget fartøj nåede frem til Krydderiøerne og de strandede spanske sømænd.

Her var 40 mand ekstra imidlertid ikke nok til at gøre en forskel i kampene mod portugiserne, så de la Torre anmodede Saavedra om at hente flere tropper i Mexico.

Ingen havde imidlertid udforsket, om der fandtes strømme og vinde, som kunne føre skibe tilbage over Stillehavet. Saavedra måtte derfor prøve sig frem, mens hans forråd hastigt svandt.

Den modige kaptajn døde under strabadserne, hvorefter hans mandskab returnerede til de la Torre og blev taget til fange af portugiserne.

Snart efter opgav den spanske konge sit krav på Krydderiøerne. I bytte fik han den portugisiske konges søster som brud.

Trods den royale byttehandel havde Spanien på ingen måde opgivet Columbus’ drøm om at nå Kina. Og målet var ganske tæt på: Magellan og Loaísa havde påvist, at der længere mod nord fandtes øer, som portugiserne ikke interesserede sig for.

Og Saavedra havde desuden demonstreret, at det var muligt at sende en ekspedition til Asien direkte fra Mexico – og dermed undgå den lange og farefulde færd over Atlanterhavet og gennem Magellanstrædet.

Fremtidige opdagelsesrejser til Fjernøsten ville blive betydelig kortere.

Villalobos mødte indædt modstand

Den næste ekspedition blev anført af Ruy López de Villalobos. Hans instrukser lød på at finde søvejen fra Mexico til øerne omkring Cebu, som Magellan havde opdaget 21 år tidligere.

Her skulle han etablere en koloni, der kunne drive handel med kineserne. I 1542 stod Villalobos ud fra Mexico med seks skibe og næsten 400 mand.

Uheldigvis fejlberegnede han både Stillehavets størrelse og behovet for proviant. Spanierne var derfor radmagre og afkræftede, da de omsider nåede frem.

Til ære for den spanske kronprins Filip navngav Villalobos øerne Las Islas Filipinas – Filippinerne.

Den indfødte befolkning var imidlertid ikke indstillet på at brødføde så mange fremmede, og de udhungrede spaniere greb til våben for at tvinge dem.

Plyndringstogterne mødte indædt modstand, og alene under ét angreb mistede 50 spaniere livet. Efter to år opgav Villalobos sit forsøg på at erobre Filippinerne på tom mave.

I januar 1544 sejlede han mod Krydderiøerne for at proviantere hos venligsindede fyrster, som tidligere havde støtte spanierne i kampen mod Portugal.

Gensynet med øerne blev dog kort, for snart troppede portugiserne talstærkt op og forlangte, at Villalobos forlod området.

Den spanske kommandør havde sendt et skib afsted for at hente hjælp i Mexico, men modstrømme og kraftige passatvinde tvang fartøjet til at vende om.

Den 18. februar 1546 måtte Villalobos derfor overgive sig. Ulykkelig overdrog han sine skibe til portugiserne og sejlede under arrest mod Indien.

Så langt nåede han dog aldrig. Villalobos døde af tropesygdomme i april 1546 på krydderiøen Ambon.

Historikere ved i dag ikke, hvor mange af Villalobos’ oprindelige 400 besætningsmedlemmer der nåede hjem til Spanien ombord på portugisiske skibe, kun 20 er navngivet i spanske kilder.

Spanien gav aldrig op

Dette alvorlige bagslag afskrækkede dog ikke spanierne. Dertil var den forventede gevinst for stor, hvis det skulle lykkes dem at få fodfæste på øerne nær Kina.

I 1556 arvede Filip den spanske tronen og beordrede som Filip 2. en ny ekspedition udrustet og fyldt med vovehalse.

Takket være erfaringerne fra Magellans, Loaísas, Saavedras og Villalobos’ ekspeditioner besad spanierne nu langt større viden om Stillehavet og øerne for enden af det enorme ocean. Det afgørende gennembrud var nært forestående.

Ekspeditionslederen Miguel López de Legazpi var en grundig mand, der nøje havde studeret sine forgængeres logbøger og fejl.

Den 21. november 1564 stævnede hans fem velforberedte fartøjer ud fra den mexicanske by Navidad.

Legazpi havde kommandoen over 350 mand og medbragte desuden en munk, som skulle vise sig at blive ekspeditionens vigtigste medlem: Andrés de Urdaneta.

20 år tidligere havde munken været skriver under Loaísas ekspedition – og var endt med at tilbringe otte år som portugisernes fange på Krydderiøerne.

Urdaneta var blevet lokket ombord med falske løfter af Legazpi. Ekspeditionslederen havde forklaret, at flåden skulle til den store ø Ny Guinea, som Saavedra havde beskrevet.

Her ventede tusinder af indfødte på at konvertere til kristendommen, lovede Legazpi.

Ny Guinea lå øst for den skillelinje, som inddelte verden i en portugisisk og en spansk interessessfære, og Urdaneta ville dermed ikke komme til at deltage i ulovligheder.

Først langt ude på havet blev bedraget afsløret, da Legazpi læste sine kongelige ordrer op. De befalede ham at sejle direkte til Filippinerne, hvor der heldigvis også levede mange hedninge, som Urdaneta kunne omvende.

Efter 93 dages sejlads præget af nøje kortlæsning og målinger af solhøjder ankrede Legazpis flåde op ved Marianerne for at proviantere.

De hvides ankomst førte til kampe mod indfødte, og spanierne brændte adskillige landsbyer ned.

Den 13. februar 1565 nåede spanierne den filippinske ø Samar, og til samtidens store forbløffelse var ingen af Legazpis mænd sultet ihjel eller døde af skørbug.

De filippinske øer bød på rige muligheder for at alliere sig med den ene lokale fyrste for at besejre en anden, og på den måde sikrede Legazpi sig mange allierede.

På øen Cebu grundlagde han en koloni og udforskede derfra det ørige, som han ifølge Spaniens konge skulle regere som guvernør.

Første del af Leagazpis ekspedition var dermed en succes, nu ventede den mindst lige så farlige anden halvdel: At finde søvejen tilbage over Stillehavet.

Munk fandt vejen tilbage

Legazpi sendte sin dygtigste navigatør, munken Urdaneta, afsted for at finde og nøje notere en sejlbar rute mod øst.

Portugisiske sømænd havde længe vidst, at Atlanterhavets strømme fører skibe i en stor cirkel ned langs Sydamerikas østkyst, over Atlanten, op langs Afrikas vestkyst og tilbage til Portugal. Urdaneta mente, at de samme forhold måtte findes i Stillehavet.

Men havstrømmene mod øst var vanskelige at finde. Urdaneta sejlede i ugevis mod nord, indtil han 3.000 km fra Filippinerne fandt dem ud for Japans kyst.

Mens forsyningerne begyndte at slippe op, zigzaggede skibet sig forbi de værste storme og nåede Amerikas Stillehavskyst ud for det nordlige Californien.

Adskillige søfolk døde af sult og skørbug undervejs, og ved ankomsten til Mexico var resten så svækkede, at Urdaneta selv måtte kaste anker. Da havde han rejst 14.000 km i løbet af 130 dage.

Undervejs havde munken flere gange dagligt målt afstanden til kendte himmellegemer med sit astrolabium – forløberen for sekstanten.

Hver måling blev skrevet i skibets logbog, og Urdaneta kunne derfor nøje beskrive sin rute.

Dermed var det sidste skridt taget i erobringen af Stillehavet. 73 år efter at Columbus sejlede til Amerika, kunne hans drøm om at handle med Kina omsider realiseres.

De næste 250 år fulgte spanske skibe Urdanetas rute hjem fra Filippinerne. Varer indkøbt hos kinesiske købmænd blev sejlet til Mexicos vestkyst, fragtet med karavane til havne i Caribien og derfra afskibet til Europa.

En egentlig koloni i Kina fik Spanien aldrig, mest fordi det ikke var nødvendigt. Filippinerne viste sig at være et ideelt sted at sikre sig Asiens rigdomme.