Polarforskeren Thomas Poulter er stolt, da han den 24. oktober 1939 sætter sig bag rattet i sit futuristisk udseende kæmpekøretøj, Antarctic Snow Cruiser.
Det 37 tons tunge vidunder er udviklet af ham selv på Armour Institute of Technology i Chicago, hvor ingeniørerne har givet det kælenavnet Pingvinen. Nu skal giganten bare køres til havnebyen Boston for at deltage i en storstilet polarekspedition, som snart letter anker.
Da Poulter triller ud i Chicagos gader, stimler tusindvis af indbyggere sammen for at se opfindelsen, der skal sikre USA en bid af Antarktis.
Journalister og fotografer flokkes om det 17 m lange fartøj, som ifølge ingeniørerne kan forcere brede gletsjerspalter, men allerede efter otte timers kørsel er det ved at gå galt for prestigeprojektet. Lidt uden for byen Fort Wayne i Indiana mister Pingvinen vejgrebet, da det begynder at regne.
Ifølge en avis ligner Poulter en besat organist, mens han prøver at redde situationen ved febrilsk at dreje på rattet og flå i håndtagene inde i førerhuset.
Polarkøretøjet skulle ved egen kraft komme fra Chicago til havnebyen Boston, men både i Fort Wayne og Lima i Ohio rammes giganten af uheld.
De første skeptikere melder sig på banen: Hvis Antarctic Snow Cruiser er svær at styre på en regnvåd amerikansk asfaltvej, hvordan skal køretøjet så nogensinde kunne nå Sydpolen?
Snart dukker flere problemer op, og de forvandler triumftoget for amerikansk teknologi til en national ydmygelse. Imens klasker lande med stolte polartraditioner sig på lårene af grin.
Tur i grøften vækker bekymring
Poulter skal skynde sig, for der er hele 1.640 km til Boston, men han må være forsigtig. Produktionen af Pingvinen er blevet hastet igennem, og der har end ikke været tid til at testkøre monstrummet i sne. Ved byen Lima i Ohio går det galt igen.
Poulter rammer en bro over motorvejen, og sammenstødet sender polarkøretøjet ned i en grøft, hvor det sidder urokkeligt fast i tre dage.
På vej mod Boston testkøres Pingvinen i klitterne langs Lake Michigan i Gary, Indiana. Fortvivlet ser Poulter til, mens de mægtige hjul graver sig længere og længere ned i sandet.
Forsinkelsen er kritisk, for Pingvinen er allerede langt bagud i forhold til køreplanen – på intet tidspunkt har Poulter kunnet tvinge monsteret op på de lovede 48 km/t. Gennemsnitsfarten er 32 km/t., når han ellers kører.
I stedet for otte dage viser turen til østkysten sig at tage tre uger. Ved den mindste stigning falder farten drastisk, og nær millionbyen Boston forårsager Pingvinen USA’s hidtil værste trafikprop med 70.000 bilister. Foran dem snegler Poulter sig afsted med 16 km/t.
Blot to dage før afrejsen når Antarctic Snow Cruiser havnen og bliver hejst ombord på ekspeditionens skib North Star.
For en stund er genvordighederne glemt, nu er den geniale opfindelse på vej til sit rette element, mener Poulter. Han er overbevist om, at ekspeditionen får hårdt brug den rullende polarbase på det menneskefjendske Antarktis. Nær Sydpolen kan temperaturerne falde til minus 80 grader, og iskolde vinde blæser med med op til 300 km/t.
Poulter ved, hvad han taler om. Han har deltaget i to tidligere polarekspeditioner, og en af gangene var han ved at omkomme.
Thomas C. Poulter (til venstre) og polarekspeditionens chef, admiral Richard E. Byrd. Sammen gennemførte de tre mere eller mindre vellykkede ekspeditioner til Antarktis i årene 1928 til 1939.
Udfordringerne på klodens sydligste kontinent er så enorme, at kun legendariske Roald Amundsen slap levende fra at nå frem til Sydpolen.
Luksuskøretøjet Pingvinen skal skrive amerikanerne ind i historiebøgerne og gøre nordmanden kunsten efter. På én og samme tid skal Antarctic Snow Cruiser være et mobilt laboratorium og et lunt hjem for fem videnskabsfolk.
Ombord findes proviant og brændstof til et år, hvilket ifølge beregninger rækker til at bringe dem til Sydpolen og tilbage igen.
Mens North Star sejler gennem Panamakanalen og krydser Stillehavet, vender optimismen tilbage. Pingvinens udvendige højttaler viser sig at være glimrende tidsfordriv.
“I aftes afviklede vi en af vores særlige ønskekoncerter. Jeg havde ønsket to sange, og de spillede dem begge”, skriver en af ekspeditionens deltagere, geologen Charles F. Passel, i sin dagbog.
Landgangsbroen knækker
Passel skriver jævnligt i dagbogen om Pingvinen. Ifølge ham glæder alle sig til at komme i land, men her begynder problemerne først for alvor.
VIDEO: Giganten var bygget til at imponere
Illustration: Claus Lunau
Da skibet ankommer til Hvalbugten 2.000 km syd for New Zealand, hviler alles øjne på Pingvinen. Poulter sætter sig bag rattet, mens polarekspeditionens leder, admiral Byrd, troner oven på taget.
Mandskabet har bygget en improviseret landgangsbro af svært tømmer. På tværs af dem er tykke telefonpæle lagt, så de danner en rampe.
Da Poulter ruller ned ad den, knager træværket under køretøjets enorme vægt. Brøkdele af et sekund efter knækker telefonpælene under højre forhjul som tændstikker.
Pingvinen krænger faretruende, og i et kort øjeblik er nogle olietønder under rampen det eneste, der forhindrer prestige-køretøjet i at styrte ned på isen. Med sine 37 tons vil Pingvinen formentlig gå lige igennem og synke til bunds i det kolde hav.
“Det var tæt på, at admiralen blev sendt på en flyvetur”, husker Charles F. Passel.
Poulter gør et desperat forsøg på at redde situationen. Han trykker speederen i bund og brager ned ad rampen.
“Mens træet fortsatte med at knække under hende, fik den øgede fart hende fremad, og da hun ramte sneen, fortsatte hun noget nær en mile videre fremad”, skriver Passel.
Antarctic Snow Cruiser tromlede i land på den del af kortet, som her er markeret med hvid. USA satsede på at gøre området amerikansk.
USA ville have en bid af Antarktis
I 1939 er USA bagud i kapløbet om Antarktis, der menes at gemme på værdifulde råstoffer som kul og olie. Vellykket udforskning af kontinentets vestlige Stillehavskyst skal gøre området amerikansk.
Stormagter som Frankrig og Storbritannien gør sammen med Australien, New Zealand og Norge allerede krav på store dele af Antarktis. Og Nazityskland har siden 1938 været i gang med at udforske et område i nord.
Amerikanerne udruster derfor United States Antarctic Service Expedition med admiral Byrd i spidsen for 125 mand. Tanken er at etablere to permanente baser i et hidtil uudforsket område, hvis kyst strækker sig langs Stillehavet – fra et område syd for New Zealand til spidsen af Sydamerika.
Planen om at erobre et stykke af ismasserne lykkes dog aldrig. En international traktat forbyder i 1961 udnyttelse af Antarktis til militære formål og råstofudvinding. Traktaten slår også fast, at ingen kan gøre krav på dele af kontinentet.
Efter den alt andet end graciøse landgang prøver Antarctic Snow Cruiser for første gang kræfter med is og sne.
Beslutningen om at gøre køretøjet til en afgørende del af admiral Byrds tredje antarktiske ekspedition blev taget så sent, at det måtte bygges i hast hen over sommeren. Ingen tests i sne har derfor været mulige.
Trods ulykkerne på de amerikanske landeveje håber Poulter fortsat, at Pingvinen kan leve op til sit kælenavn. Ligesom de hårdføre dyr er hans køretøj bygget til at mave sig over forhindringer.
Angiveligt kan det forcere dybe gletserspalter. Men amerikanerne indser hurtigt, at Antarctic Snow Cruiser er omtrent lige så god til at køre i sne, som pingviner er til at flyve.
Dækkene viser sig at udgøre en væsentlig del af problemerne. De er enorme, men glatte.
VIDEO: Gletsjer-spalter var intet problem. I teorien
Pingvinen kunne på skift trække hjulene op under sig, når den skulle forcere gletsjere, men manøvren krævede, at dækkene fik greb i sneen.
På trods af at traktorer med mønstrede dæk for længst er opfundet og bruges i al slags vejr i USA, kører Antarctic Snow Cruiser på glatte sommerdæk.
Tanken er, at så vil der ikke samle sig isklumper på dem. Det gør der heller ikke, men alle fire hjul spinner rundt uden at få greb og må forsynes med snekæder.
Kæmpen har kræfter som en dværg
Glatte dæk er dog kun en af årsagerne til, at Pingvinen dårligt kan rokke sig på Antarktis. Køretøjet er en hybrid, der bruger diesel til at drive fire elektriske motorer. De får hvert sit hjul til at dreje rundt. Designet betyder, at kæmpen helt kan undvære gearkasse og drivaksel, som ville optage meget plads. Men opfindsomheden har sin pris: El-motorerne er alt for svage.
Sammenlagt råder Pingvinen kun over 8 hestekræfter pr. ton – til sammenligning har en Ford T fra 1930’erne ca. 30, og en af nutidens Smart-cars 75 hk pr. ton.
Amerikanerne har med andre ord sendt en kolos med mindre styrke end en veteranbil til et af verdens mest ekstreme miljøer.
Poulter forsøger desperat at finde på en løsning. Reservehjulene løftes ud af bagagerummet med den indbyggede kran og monteres som tvillingehjul foran, men lige lidt hjælper det.
Giganten er tungest bagtil, så da baghjulene i stedet får de to reservehjul monteret, og føreren bakker, lykkes det omsider at få Pingvinen til at bevæge sig på isen.
Stop viser sig dog hurtigt at være en dårlig idé. Køretøjets enorme vægt presser sneen sammen under dækkene, så der opstår små fordybninger, som Poulter kun med allerstørste besvær kommer op af.
Kun ved at vælge de absolut fladeste områder at køre i lykkes det Pingvinen at bakke 148 km i en bue rundt om amerikanernes kystbase. Selv ekspeditionens største optimister er dog klar over, at de 1.200 km til Sydpolen er en umulig opgave for Antarctic Snow Cruiser.
Vidunderet er sporløst forsvundet
Drømmen om et mobilt polarlaboratorium er forvandlet til et pinagtigt mareridt.
Selv med tvillingehjul monteret havde Pingvinen svært ved at rokke sig ud af stedet.
Det store skrummel, der mest af alt minder om noget, Georg Gearløs fra Anders And kunne have konstrueret, må endegyldigt parkeres ved kystbasen. Her må den nøjes med rollen som pladespiller for ekspeditionens deltagere.
Amerikanerne græmmer sig, men snart overskygger 2. verdenskrigs udbrud fadæsen. Mens Japan begynder at true USA’s interesser i Stillehavet, trækkes de 125 mand hjem fra Antarktis for en sikkerheds skyld. Pingvinen må efterlades.
Små, billige Ferguson-traktorer overgik amerikanernes tonstunge polarkøretøj.
Fattigmands-traktor overgik giganten
I 1958 lider amerikanerne den ultimative ydmygelse, da Antarctic Snow Cruiser må se sig slået af noget så simpelt som en traktor.
En polarekspedition med deltagelse af flere lande fra det britiske Commonwealth når frem til Sydpolen for første gang siden Amundsen i 1911 og Scott i 1912.
Legendariske sir Edmund Hillary – manden, der først nåede toppen af Mount Everest – sidder i en af de tre ombyggede Ferguson-traktorer, som den såkaldte Commonwealth Trans-Antarctic Expedition benytter sig af.
Little Grey Fergie, som Ferguson TE20 kærligt kaldes, er i 1950’erne nærmest et familiemedlem for hundredtusindvis af landmænd verden over. Den uopslidelige traktor viser sig at kunne forcere de fleste forhindringer og virker upåklageligt i streng frost.
Traktor-ekspeditionens deltagere når ikke kun frem til Sydpolen, i løbet 99 dage krydser de som de første hele Antarktis – en iskold køretur på 3.473 km.
Året efter 2. verdenskrigs afslutning vender en ny amerikansk ekspedition tilbage til Antarktis og finder Pingvinen. Men forskerne lader klogeligt køretøjet stå.
I 1958 finder endnu en ekspedition kæmpen, men siden har ingen set den. Enten ligger Antarctic Snow Cruiser i dag begravet under sne og is, eller også er den flydt bort på en smeltende isflage og ruster nu op på havets bund.