Vasco da Gama – sådan fandt han søvejen til Indien

Land forude!

Et råb fra udkiggen oppe i mastetoppen udløser hektisk aktivitet på den portugisiske karrak Sao Gabriel: “Land ret forude!”

Om bord på Vasco da Gamas 25 m lange flagskib slipper alle, hvad de har i hænderne, og spejder intenst mod den flimrende horisont foran stævnen.

Snart kan de skimte en kystlinje i det fjerne. Sømændene tænker alle præcis det samme, som Christoffer Columbus gjorde, da han så land dukke op i det fjerne seks år tidligere: Indien!

Ingen ved det endnu, men Columbus havde taget fejl. Han var snublet over en hidtil ukendt verdensdel. Vasco da Gamas portugisiske flåde har derimod det ægte Indien i sigte.

Efter en rekordsejlads på over 24.000 km syd om Afrika er det eftertragtede mål nået. Forude venter de bugnende indiske markeder.

Kalenderen viser den 20. maj 1498. En lang og farefuld rejse med skørbug, fordærvet proviant og uvished er forbi.

På Sao Gabriels dæk bryder jublen løs. Portugiserne forestiller sig, at de nu blot skal fylde lastrummene med varer fra de indiske markeder og vende hjem til ære og rigdom.

De har ingen anelse om, hvor vanskeligt det vil blive at få fat på Østens eftertragtede skatte.

Portugiserne havde længe været på vej i den rigtige retning. 10 år tidligere, i 1488, havde søfareren Bartolomeu Dias de Novais rundet Afrikas sydspids og fulgt kysten et kort stykke – i retning mod Indien, håbede han.

Kursen var korrekt, men Dias blev tvunget til at vende om i utide. Hans mænd var nemlig på randen af mytteri:

“Udmattede og i stor frygt for de mægtige have, de havde krydset, begyndte de alle med én stemme at protestere og forlangte, at skibet skulle vende om”, skrev den portugisiske historiker Joao de Barros.

Paven delte verden på midten

Selv om Dias ikke nåede til Indien, kunne han vende hjem med den fantastiske nyhed: Der findes en rute syd om Afrika.

En ny ekspedition kunne ikke sendes af sted med det samme. For risikoen for krig med nabolandet Spanien bandt alle Portugals ressourcer.

Krisen endte først i 1494, hvor paven skred ind som mægler. Med Tordesillas-traktaten delte de to søfartsnationer kloden imellem sig.

En imaginær linje blev trukket ned gennem Atlanterhavet, ca. 1.900 km vest for Kap Verde-øerne. Verden vest for linjen skulle tilhøre Spanien, mens Portugal fik eneret til at sejle østpå.

Med aftalen på plads og krigstruslen fjernet kunne portugiserne endelig sende en ny ekspedition syd om Afrika.

Posten som chef for skibene var eftertragtet, for ud over æren havde han udsigt til profit og høje embeder hjemme. De europæere, der sejlede ud for at udforske verden omkring år 1500, glemte aldrig, hvad endemålet var.

Mændene tålte ikke strabadser og risikoen for en tidlig død i videnskabens navn, men for at blive rige i en fart.

Portugals konge gav kommandoen over skibene til en dygtig ung søofficer ved navn Vasco da Gama. Lykkedes det for ham at finde Indien, kunne han bringe Østens eftertragtede krydderier med hjem.

De ville indbringe ham en formue på de europæiske markeder.

Fire skibe forlod Lissabon den 8. juli 1497 og begyndte historiens hidtil længste rejse over havet.

Vasco da Gamas eskadre bestod af tremasterne Sao Gabriel og Sao Rafael med hver 20 kanoner, det lidt mindre fartøj Berrio samt et forsyningsskib, hvis navn ikke længere kendes.

Besætningernes antal er også glemt, men de er blevet anslået til 170 sjæle i alt. Af dem skulle kun omkring 55 gense Portugal.

Intet land i sigte

Kursen sydpå blev udstukket af nogle af verdens dengang dygtigste navigatører. Første del af rejsen fulgte Afrikas vestkyst med stop på Kap Verde-øerne.

Ud for det nuværende Sierra Leones kyst foretog flåden en skarp kursændring. I stedet for at fortsætte langs Afrika sejlede skibene i en stor bue ud i Sydatlanten.

Ti år forinden havde Bartolomeu Dias opdaget, at havstrømme her ville føre et skib hurtigt til Afrikas sydspids. Gamas navigatører udstak kursen over det åbne ocean med stor præcision.

Da den afrikanske kyst igen dukkede op i horisonten den 4. november, var eskadren lige nord for Kap Det Gode Håb.

Portugiserne havde sejlet i 93 døgn og tilbagelagt ca. 6.000 km uden på noget tidspunkt at have haft land i sigte. Det var en præstation, der langt overgik Christoffer Columbus’ tur til Amerika fem år forinden.

Opgiver sit forsyningsskib

Under rejsen var skibenes skrog blevet overgroet med søgræs under vandlinjen, hvilket bremsede farten. Gama søgte derfor ind i den sydafrikanske bugt, der i dag hedder St. Helena Bay.

Skibene blev sat på på grund ved højvande, så søfolkene kunne skrubbe deres skrog rene, når vandet trak sig tilbage igen.

Mens arbejdet stod på, fik portugiserne kontakt med indfødte – nogle små, brune mennesker fra khoisanfolket, som senere hollandske kolonister kaldte “hottentotter”.

Portugiserne forærede dem små klokker og tinarmbånd, men afrikanerne forblev mistroiske.

Nogle få dage senere kom de to parter i kamp. Gama blev såret af et spyd, inden portugisernes overlegne våben drev khoisankrigerne på flugt.

Eskadren var klar til at sejle den 16. november, og trods hårdt vejr nåede alle fire skibe rundt om Afrikas sydspids.

På den anden side af det frygtede farvand tømte Gama forsyningsskibet og gav ordre til at brænde det. Beslutningen tyder på, at han allerede havde for få raske søfolk til at bemande alle fire skibe. Mange søfolk var givetvis ramt af skørbug efter den lange periode til søs.

På samme tid mødte portugiserne igen nysgerrige indfødte. De forærede venligt europæerne en okse, som blev slagtet og spist i fællesskab.

Festen fik dog en brat afslutning, for Gama fik mistanke om, at det var en fælde. Han lod derfor et par af sine skibskanoner affyre løse skud, og de høje brag sendte de indfødte på vild flugt ind i bushen.

Bombardementet af Mozambique

Den 10. december passerede portugiserne det sted på Afrikas sydøstlige kyst, hvor Dias var vendt om ti år forinden.

De rejsende befandt sig nu i farvande, hvor ingen europæere havde sejlet før. Samtidig var de på vej ind i Orienten.

Østafrika bestod dengang af et kludetæppe af små muslimske sultanater, der handlede med arabiske købmænd. Arabernes skibe bandt Indien, Afrika og Mellemøsten sammen, og de kunne ikke forventes at ville byde europæiske konkurrenter velkommen.

Det første møde med muslimerne skete i handelsbyen Mozambique, som Gama anløb for at skaffe lodser. Et par af hans søfolk kunne lidt arabisk, og med dem som tolke forhandlede han direkte med byens sultan. Portugiseren tilbød guld og silkerober til gengæld for to mænd med viden om de omgivende farvande.

Sultanen accepterede tilbuddet, men portugiserne mødte væbnet modstand, da de ville hente den ene lods. Rasende over løftebruddet førte Gama manden og flere tilfældige gidsler bort med magt og lod skibskanonerne beskyde byen.

Nye forhandlinger løste ikke situationen. Sultanen nægtede portugiserne at gå i land efter drikkevand, og som hævn bombarderede skibene igen Mozambique, inden de sejlede videre nordpå.

Portugiserne bortførte afrikanere

Selv om besøget havde været kort, nåede portugiserne at få indtryk af de rigdomme, handelsbyens købmænd rådede over. I ekspeditionens logbog, den såkalde Roteiro, skrev en af Gamas søofficerer forundret:

“Fire skibe lå i havnen og havde medbragt guld, sølv, tekstiler, peber, ingefær, foruden mængder af perler og juveler. Vi fik fortalt, at der, hvor vi skal hen, findes en sådan overflod af kostbare sten, perler og krydderier, at det ikke er nødvendigt at købe dem. De kan blot samles op i kurve”.

Som rejsen fortsatte, viste det sig hurtigt, at Gamas to lodser fra Mozambique var usamarbejdsvillige. Som straf lod Gama dem piske, men da flåden ankrede op ud for Mombasa i nutidens Kenya, lykkedes det dem begge at stikke af.

Med en brutalitet, som skulle komme til at præge Gamas fremfærd i Østen, lod han sin vrede gå ud over de andre gidsler, han havde taget i Mozambique.

De fik kogende olie hældt ud over deres nøgne kroppe. Selv om deres hænder var bundne, sprang ofrene i vandet for at undslippe smerterne og forsvandt i bølgerne.

Til erstatning for de flygtede lodser opbragte Gama to lokale både og tvang besætningerne til at hjælpe hans navigatører. Ved byen Malindi længere oppe ad kysten fra Mombasa fandt portugiserne en bedre løsning.

Byens sultan var de fremmede søfarere venligt stemt, og han overlod dem en mand, der kendte den videre rute til Indien.

Lodsen fra Malindi blev en uvurderlig hjælp for ekspeditionen. Hans viden om monsunvindens cyklus betød, at resten af portugisernes sørejse kunne gennemføres på mindre end en måned.

De tre skibe forlod Malindi den 24. april 1498, og allerede den 20. maj dukkede først en kystlinje og dernæst konturerne af en by op i horisonten.

Gama havde nået sit mål: Han havde fundet den eftertragtede søvej til Indien.

Portugiserne ankrede op ud for Calicut, og Gama sendte en mand i land for at skabe kontakt til byens hersker. Han vendte tilbage i selskab med en nordafrikansk muslim, der talte flere sydeuropæiske sprog – heriblandt portugisisk. Det forbløffede i høj grad Gama og hans mænd.

“Vi havde ikke drømt om at høre vores sprog talt så langt fra Portugal”, hedder det i logbogen.

Den fortæller også, hvad nordafrikaneren sagde til de nyankomne:

“En heldig hændelse! Masser af rubiner, masser af smaragder! I skylder Gud stor tak for at have bragt jer til så rigt et land”.

Den lokale hinduistiske hersker, zamorinen, var ikke i byen. Men portugiserne måtte kun vente på fyrsten i få dage, for nyheden om de fremmede i havnen fik ham til at ile til Calicut.

Da zamorinen tog imod, skete det ved en pompøs ceremoni. En velkomstparade med over 3.000 bevæbnede krigere blev gennemført til gæsternes ære.

Men den gode stemning forsvandt hurtigt, da portugiserne kvitterede med de obligatoriske gaver til værten.

Indisk fyrste var ikke imponeret

Zamorinen forventede at modtage guld i overensstemmelse med lokal skik og brug. I stedet fik han et lille udvalg af europæiske handelsvarer af beskeden kvalitet.

Portugiserne var i 1498 vant til at udveksle gaver med vestafrikanere, som kunne spises af med messingbjælder og glasperler. Men for en indisk fyrste var portugisernes gaver en fornærmelse, som de kom til at betale for.

Før sin afsejling fra Lissabon havde Gama fået ordre til at indgå handelstraktater med inderne. Men zamorinen var alt andet end imødekommende, da emnet blev rejst.

Hans rådgivere mente, at portugiserne måtte være ludfattige, når de gav så usle gaver. Arabiske købmænd i Calicut påstod ligefrem, at Gama ikke var en kongelig udsending, men blot en gemen pirat. De ønskede ikke europæiske konkurrenter i Indien.

Zamorinen meddelte derfor sin gæst, at hvis portugiserne ville handle, måtte de betale told ligesom alle andre. Og oprettelsen af en permanent portugisisk handelsstation i byen var udelukket.

I løbet af den korte samtale så Gama sin triumf blive forvandlet til en fiasko. Han marcherede rasende fra paladset.

Ingen ville handle med portugiserne

Portugisernes optegnelser fra deres korte ophold i Indien vidner om komplet mangel på respekt for den lokale kultur.

De havde aldrig hørt om hinduismen og mente i stedet, at alle ikke-muslimer var efterkommere af en gammel kristen befolkning.

Ifølge europæiske myter skulle den have eksisteret i Indien siden det 1. århundrede e.Kr.

Besøg i hindutempler fik ikke portugiserne til at ændre opfattelse, selv om de betroede logbogen en del undren og ubehag. Som gode katolikker brød de sig ikke om at se “helgener” afbildet med lange hugtænder og fire arme.

Gama gik i gang med at handle med Calicuts købmænd for i det mindste at opnå en smule gevinst efter den lange rejse. Han ønskede at vende hjem med lastrummene fulde af Østens krydderier, som ville indbringe en formue i Europa.

Men hans parti af billigt pyntestads vakte lige så lidt interesse på markedet som hos zamorinen. Og de arabiske købmænd gjorde deres yderste for forpurre enhver handel.

Da portugisernes varer endelig var afsat, havde de kun fået nogle få juveler og en beskeden mængde krydderier. Gama indså, at han ikke kunne udrette mere i Calicut.

Inden hans skibe lettede anker, modtog han et brev fra zamorinen stilet til Portugals konge:

“Mit land er rigt på kanel, kryddernellike, ingefær, peber og ædelstene. Det, jeg beder om til gengæld, er guld, sølv, koraller og skarlagent klæde”. Den indiske fyrstes budskab var ikke til at misforstå: Husk penge næste gang!

Gamas tre skibe afsejlede fra Calicut den 29. august 1498. Kursen var først nordpå langs kysten, hvor Gama gjorde et ophold i Goa. Byen skulle få år senere blive centrum for Portugals voksende imperium i Østen. Herfra svingede portugiserne vestpå mod Afrika.

Havde Gama udskudt sin rejse nogle få måneder ligesom de arabiske søfarere i Indien, ville monsunen igen havde hjulpet ham.

Men han trodsede alle råd, og derfor måtte hans skibe kæmpe sig frem mod vinden. Turen over Det Indiske Ocean varede denne gang tre forfærdelige måneder inden Afrika kom i sigte.

Eskadren ankom endelig til Malindi i Afrika den 7. januar 1499 i en elendig forfatning. Halvdelen af portugiserne var døde, og mange af de overlevende var så syge af skørbug, at de ikke kunne passe deres pligter – endsige stå på benene.

I den situation så Gama ikke anden udvej end at brænde Sao Rafael og samle sine folk på de to resterende skibe.

Sejladsen fortsatte ned langs Afrikas kyst, og Kap Det Gode Håb blev rundet den 20. marts. Fra dette punkt er hjemrejsens forløb næsten ukendt, for de svækkede portugisere skrev kun sjældent i logbogen.

Optegnelserne slutter helt den 25. april, hvor skibene befandt sig ud for den vestafrikanske kyst.

Historikere har forsøgt at rekonstruere resten af rejsen ved at sammenstykke fra oplysninger fra andre kilder. Men de sidste måneder er stadig usikre.

Det vides, at Berrio ankom til Lissabon den 10. juli 1499, mens Gama først nåede frem med Sao Gabriel i september. Han havde gjort et ophold på Azorerne i et forgæves håb om, at hvile ville redde hans syge brors liv.

Paulo da Gama havde haft kommandoen over Sao Rafael, men ligesom sit skib kom han aldrig tilbage til Portugal.

Gama blev hyldet som en helt ved hjemkomsten. På trods af at rejsen på flere måder havde været en fiasko – han bragte hverken handelsaftaler eller bugnende lastrum med sig hjem.

For Portugals konge forstod, at søvejen til Indien i sig selv udgjorde et uvurderligt aktiv.

I de følgende årtier strømmede portugisiske skibe til Østen. Og i stedet for det guld, zamorinen i Calicut ønskede sig, medbragte de kanoner.

Med dem skabte lille, fattige Portugal et imperium af kolonier og handelsstationer i Østen og blev til en europæisk stormagt.

Vasco da Gama var selv med. Forude ventede endnu to sørejser til Indien, hvor hans liv også endte i 1524.

Læs også: Marco Polos opdagelsesesrejser i østen