Venus sendte forskere på afveje

Den engelske astronom Edmond Halley har som den første indset, at observationer af venuspassagen fra forskellige steder på Jorden kan bruges til at beregne afstanden til Solen, men til sin store ærgrelse har han ikke selv mulighed for at se den sjældne begivenhed.

Han er født knap 17 år for sent til passagen i 1639 og dør 19 år før, Venus i 1761 endnu en gang danser forbi foran Solen. I en skrivelse til det videnskabe­lige selskab Royal Society opridser han til gavn for sin eftertid en detaljeret plan for, hvordan passagerne bør observeres, og samtidig trygler han endnu ufødte astronomer om at drage til “verdens ende” for at se det eftertragtede skue.

“Jeg vil igen og igen henstille til nysgerrige astronomer, som, når jeg er død, vil få muligheden for at gøre disse observationer, at de med mit råd i tankerne flittigt vil hellige sig disse observationer. Og jeg ønsker dem alt muligt held”, skriver Edmond Halley.

Netop held – plus en god portion mod og tålmodighed – skal vise sig at være det, Halleys arvtagere får allermest brug for, da de i tiden op til venuspassagen i 1761 rejser ud i verden.

Frankrig sender 32 observatører af sted, England 18, og også lande som Danmark, Sverige, Rusland, Tyskland, Irland og Italien deltager i projektet, der primært er betalt med statslige midler.

På slæde til Sibirien

Udsendingenes opgave er at opføre observationsposter på udvalgte steder, hvorfra de kan betragte Venus' vandring over solskiven. Datoen for venuspassagen er 6. juni, og de observatører, som skal rejse længst, må drage af sted måneder eller år i forvejen.

Ufred og uvejr skal vise sig at være blot få af mange forhindringer for observatørerne, og særligt to franskmænd, Jean-Baptiste Chappe d’Auteroche og Guillaume le Gentil, må sande, at vejen til visdom er brolagt med uheld.

Chappes mål er Tobolsk i Sibirien, og han er undervejs i fem måneder. I en hestetrukken slæde fejer han hen over den frosne Volgaflod, der med Chappes ord er “glat som glas”, og gennem tætte, sibiriske skove.

Især den sidste strækning volder problemer, fordi en kombination af tøbrud og usædvanlig heftig forårsregn har fået floderne til at gå over deres bredder og forvandlet stepperne til en ufremkommelig mudderpøl. Men frem når Chappe – blot seks dage før venuspassagen.

Befolkningen bag Uralbjergene er ikke just venligsindede over for den uventede gæst. De mistænker ham for at være en troldmand, der med sine besynderlige måleinstrumenter påkalder onde kræfter.

Når franskmanden retter instrumenterne mod himlen, blander han sig utidigt i Solens anliggender, og dermed er han skyld i de katastrofale oversvømmelser, der plager området, hævder de vrede kosakker. En behjertet sjæl blandt de lokale advarer Chappe om, at han bør tage sine forholdsregler mod den ophidsede menneskemængde.

Chappe tager taknemmelig imod rådet og hyrer bevæbnede vagter, der døgnet rundt skal beskytte både ham og hans instrumenter.

Alligevel er han urolig og får knap lukket et øje i nætterne før venuspassagen.

“Folk er så rasende, at de kan finde på hvad som helst”, noterer han nervøst. Chappe bekymrer sig også om vejret, for hvis regnskyerne bliver hængende som et gardin foran Solen, er hele hans rejse forgæves.

Usigeligt lettet vågner han den 6. juni op til en strålende solskinsdag uden så meget som en vattot på himlen. Vejret er ideelt til observationerne, og Chappe på det nærmeste skælver af forventning, da Venus’ silhuet kommer til syne.

Dybt koncentreret – og omgivet af sine vagter – foretager han sine målinger fra en nøje udvalgt bakketop, og da passagen er overstået, skriver han:

“Jeg fryder mig ved tanken om, at mine observationer vil være brugbare, også for eftertiden, når jeg har forladt dette liv”.

Chappe slipper helskindet hjem fra Tobolsk, og hans genvordigheder blegner i det hele taget i forhold til de kvaler, hans landsmand Guillaume le Gentil må stå igennem. Le Gentils destination er den franske koloni Pondicherry på den indiske østkyst, men straks efter ekspeditionens afsejling fra Frankrig 26. marts 1760 begynder alting at gå skævt.

Monsunvinde blæser skibet ud af kurs, uvejr raser over havet i ugevis, og da le Gentil efter en farefuld sørejse omsider nærmer sig Indien, erfarer han, at englænderne har erobret Pondicherry.

Franskmanden er tvunget til at vende om, så da dagen for venuspassagen oprinder, befinder han sig det værst tænkelige sted – midt ude i Det Indiske Ocean på et gyngende skibsdæk, hvorfra det er komplet umuligt at foretage præcise målinger.

Ærgerlig spejder le Gentil op mod den blå himmel, hvor Venus så smukt glider ind foran solskiven. I adskillige år har han set frem til dette øjeblik, og da det endelig indtræffer, kan han blot se passivt til.

Briter når knapt ud ad havnen

Som le Gentil har den engelske astronom og landmåler Charles Mason sit at slås med.

Sammen med kollegaen Jeremiah Dixon skal han sejle til Sumatra i det nuværende Indonesien for at observere passagen derfra, men makkerparrets skib, HMS Seahorse, når kun netop at forlade havnebyen Portsmouth, før det bliver angrebet af en fransk fregat.

Under heftig ildkamp bliver 11 engelske søfolk dræbt, og 37 såret. Med et fartøj, der knap kan holde sig oven vande, må englænderne søge tilbage til Portsmouth.

Rystet informerer Mason Royal Society om, at ekspeditionen er alt for farefuld og straks bør aflyses, og at han og Dixon “ikke agter at fortsætte, uanset hvilke konsekvenser det vil få”.

Reaktionen fra det kongelige selskab er utvetydig og kontant:

“Hvis De nægter at gennemføre denne rejse, vil De kaste skam over ikke alene hele nationen og i særdeleshed Royal Society, men i endnu højere grad og langt mere skæbnesvangert over Dem selv”.

Med truslerne om både et uigenkaldeligt flosset image og et retligt efterspil har Mason og Dixon intet andet valg end atter at stå til søs. I stedet for at sætte kurs mod Sumatra nøjes de imidlertid med – under militæreskorte – at sejle til Kap Det Gode Håb ved Afrikas sydspids, hvorfra de observerer venuspassagen under ideelle vejrforhold.

Så heldig er franskmanden Alexandre Gui Pingré langtfra.

Han er blevet sendt på en barsk sørejse til den ensomt beliggende ø Rodrigues ca. 550 km øst for Mauritius i Det Indiske Ocean, og selv om han inden afrejsen i november 1760 har taget afsked med familie og venner i den tro, at han ikke vil overleve ekspeditionen, når han levende, men søsyg og gigtplaget, frem til sin destination.

På selve dagen for passagen hænger et tæt, mørkegråt skydække over øen fra morgenstunden. Skyerne spredes kortvarigt, men Pingré går glip af hovedparten af forestillingen.

For at føje spot til skade bliver de få målinger, han trods alt har held til at gennemføre, unøjagtige, fordi voldsomme vindstød rusker i hans fintmærkende instrumenter.

På vejen hjem fra sin mislykkede ekspedition mister Pingré sit skib til englænderne og bliver som krigsfange sejlet til Lissabon og sat i land der. Undervejs søger han tilflugt i skibets spiritusforråd, for, som han skriver: “Alkohol giver os den fornødne styrke til at bestemme afstanden fra Jorden til Solen”.

Målingerne er en fiasko

I forhold til de strabadser, Pingré og de andre globetrottere har udstået, er resultaterne sørgeligt ringe.

Da astronomer og matematikere analyserer observationerne fra 1761, må de skuffet slå fast, at passagemålingerne ikke alene er i indbyrdes modstrid. I mange tilfælde er de også direkte ubrugelige.

Resultatet af beregningerne er, at afstanden fra Jorden til Solen er mellem 123 mio. km og 157 mio. km. Dermed er usikkerheden faktisk større end før de omstændelige observationer af venuspassagen.

Fiaskoen lægger imidlertid på ingen måde en dæmper på forskernes entusiasme. I stedet er de optændt af udsigten til at kunne rette op på fejl og mangler, når Venus 4. juni 1769 endnu en gang passerer forbi Solen. Passagen i 1761 var blot en generalprøve. Den egentlige forestilling finder sted i 1769, trøster de sig selv og hinanden med.

Blandt de 151 officielle observatører, der bliver sendt ud denne gang, er franskmanden Guillaume le Gentil nok den bedst forberedte. Efter nederlaget i 1761 besluttede han at blive i Indien og bruge ventetiden til næste passage på at bygge et førsteklasses observatorium i Indien. Igen og igen har han afprøvet sine instrumenter, som han har vedligeholdt med største omhu.

Alt tegner denne gang til succes: I hele maj er himlen skyfri, juni begynder også med strålende sol, og da morgenen gryr på passagedagen 4. juni, vågner le Gentil til endnu en smuk dag.

Men lige i det øjeblik, Venus skal til at glide ind foran Solen, trækker skyerne sammen. Det eneste, le Gentil kan se i sit teleskop, er med hans egne ord “en lysende hvidhed på himlen, som antyder Solens position”.

Først idet passagen slutter efter 3 timer, 14 minutter og 7 sekunder, kan le Gentil atter se solskiven. Franskmanden kan dårligt fatte sit uheld, og i mere end to uger synker han ned i dyb modløshed og sorg.

“Jeg har næsten ikke overskud til at hæve min pen for at skrive i min journal, og adskillige gange falder pennen ud af min hånd, når jeg skal rapportere til Frankrig om mine observationers skæbne”, skriver han mismodig.

Le Gentils trængsler fortsætter, da han kort efter bliver ramt af dysenteri, der binder ham til sengen i ni måneder.

Da han omsider er på vej hjem til Frankrig, slår en orkan hans skib til pindebrænde, og da han efter 11 år, 6 måneder og 13 dage atter sætter sine ben på fransk jord, opdager han, at hans slægtninge for længst har erklæret ham død.

Hans hus i Paris er ribbet, og alt fordelt mellem arvinger og kreditorer.

Epidemi spreder død

Kollegaen Jean-Baptiste Chappe d’Auteroche, der otte år tidligere har været i Sibirien, er denne gang rejst til Den Californiske Halvø.

Her viser vejret sig fra sin smukkeste side på dagen for venuspassagen, og Chappe kan bagefter konstatere, at han har fået muligheden for at “gennemføre de mest komplette observationer”.

Mere når han ikke at skrive. Blot to dage senere rammer en dødbringende epidemi hans ekspedition, og den skåner kun én enkelt af de knap 70 deltagere. Chappe bukker under 1. august 1769, men den eneste overlevende franskmand sørger pligt­skyldigt for at bringe hans observationsdata med sig hjem til Paris.

Hvor sygdom og død plager franskmændene, er englænderen William Wales trods alt heldigere stillet.

Wales er ankommet til Hudson Bay i Canada i august 1768 – i god tid inden venuspassagen – og allerede i september er vinteren sat ind i området, der kaldes “America’s Icebox” (Amerikas køleskab, red.).

I januar 1769 er luften så bidende kold, at en halv­liters flaske brændevin ifølge Wales’ optegnelser fryser til is på fem minutter – “efter blot to minutter ude i kulden er den allerede tyk som sirup”, skriver han i sin journal.

Da den arktiske vinter omsider slipper sit tag, og mælkebøtter myldrer op af jorden, forvandles ødemarken til en frodig idyl. Men kun kortvarigt. Hver årstid har sine plager, må Wales erkende. I stedet for sne og is er det nu sværme af myg og fluer, der gør opholdet ulideligt.

“Måske er vinteren i virkeligheden den mest behagelige tid på året”, bemærker han bagklogt.

Wales’ belønning for næsten et år i helvede er strålende vejr på dagen for passagen. Han får gennemført sine målinger, og dermed er han betydeligt heldigere end landsmanden David Rittenhouse, der er sendt til Philadelphia.

I mere end et år har Rittenhouse levet og åndet for at iagttage venuspassagen, og på observationsposten er alt omhyggeligt gjort klar til den store begivenhed. Men i selvsamme sekund, planeten sniger sig ind foran solskiven, dejser englænderen omkuld med et ildebefindende.

Da han atter kommer til bevidsthed, er det afgørende øjeblik for længst forpasset – og Venus forsvundet ud af Rittenhouses liv.

James Cook er i paradis

Den senere berømte opdagelsesrejsende James Cook befinder sig nærmest i et paradis, da venuspassagen indtræffer.

Med en delegation af forskere er han sejlet til Tahiti i Stillehavet for at observere Venus, og da han i april 1769 ankrer op ved Tahiti, viser tropeøen sig at leve op til alle forventninger om et solbeskinnet paradis.

Øboerne giver englænderne en overstrømmende velkomst. Mandskabet kommer fra første dag fortrinligt ud af det med de indfødte og indgår venskaber, der med Cooks ord “ikke er af platonisk natur”.

Englænderne opdager hurtigt, at tahitianerne har en forkærlighed for metal. Kvinderne bytter gerne seksuelle ydelser for et søm eller to, og Cook forbyder sine folk at handle med metal, fordi han frygter, at de vil trække så mange søm ud af skibet, at det falder fra hinanden. Samtidig vogter han som en høg over de medbragte måleinstrumenter.

Venusobservationen skal foregå fra et lille fort på stranden, men knap er kvadranten – et uundværligt instrument til at måle himmellegemernes højde over horisonten – stillet op, før den forsvinder sporløst. Astronomen Charles Green går ud af sit gode skind, da han opdager forsvindingsnummeret.

Svingende med en pistol løber han bestyrtet rundt for at finde instrumentet. Det lykkes Green at opstøve kvadranten, der på forbløffende kort tid er blevet splittet ad i sine mindste dele, men alle delene viser sig at være i god behold, og på dagen for venuspassagen er kvadranten klar til brug.

Cook og Green har ideelle vejrforhold under passagen. Deres målinger er vellykkede, og de mange data, som Cooks ekspedition og de 150 andre officielle Venus-observatører samler ind fra 77 forskellige poster rundt om på kloden, viser sig at være betydeligt mere pålidelige end resultaterne fra 1761.

Ganske vist er der stadig store udsving, og ganske vist har sort uheld forhindret observationer i flere lande, men efter at den franske astronom Joseph Jérôme de Lalande har regnet på tallene, når han i 1771 frem til, at middelafstanden fra Jorden til Solen er lidt over 150 mio. km.

Omsider har Jorden fået en plads i solsystemet, og omsider er astronomerne blevet belønnet for deres utrættelige indsats. En historisk milepæl er nået, og den engelske astronom Thomas Hornsby opfordrer sine kolleger til at klappe sig selv og hinanden på skulderen:

“Nutidens lærde må lykønske sig selv for at have opnået en så præcis bestemmelse af Solens afstand, som det formentlig i sagens natur overhovedet er muligt”, slår han fast.