Steller kæmper mod skørbugen
Skibet bliver kastet rundt i brændingen, mens det nærmer sig land. Som en lille korkprop hopper det af sted på vandet, og to gange slår skroget mod de skarpe klipper og rev på havbunden ud for kysten.
“Det er ude med os. Åh Gud, vores skib!” lyder et fortvivlet råb.
I panik griber mændene ligene af deres døde kammerater, som de havde planlagt at begrave i land, og vælter dem ud over rælingen for at lette skibet for så meget vægt som muligt.
To gange på 12 minutter kaster besætningen et anker ud. Begge gange brister ankerkæden.
Fartøjet er ikke under kontrol, men som ved et mirakel bliver det løftet igennem på det eneste sted, hvor revet åbner sig nok til, at et skib kan passere. Besætningen kaster et tredje anker, og endelig falder Skt. Peter til ro omkring en halv km fra kysten.
På et dæk badet i måneskin puster Bering og de 65 andre overlevende ud oven på den hasarderede tur gennem revet.
Tankerne myldrer i kommandørens hoved: 34 mand er så syge, at de ingenting kan, skibet er svært medtaget, og den nuværende ankerplads er ikke sikker, hvis der kommer en ny storm. Og hvor er de henne? Kan de overleve?
Steller, som også er dybt bekymret og usikker på, om de virkelig befinder sig ved Kamtjatka, træder til sømændenes forbløffelse pludselig i karakter og organiserer en tur i land.
Han vil prøve at afklare sin tvivl om positionen, skaffe frisk vand, skyde noget vildt og finde nogle af de urter og græsser, som han mener hjælper mod skørbug.
Steller afsøger systematisk området. Landskabet er nøgent, forblæst og uden træer.
Et sted finder mændene nogle parallelle sandklitter med dybe kløfter imellem. Steller kan se, at med nogle udgravede huller og et stykke sejldug som tag vil kløfterne kunne bruges som opholdssted. Der er i nogen grad læ for vinden, og med et vandløb lige i nærheden vil de have adgang til frisk vand.
Så vidt er Steller tilfreds, men turen i land gør ham alligevel mere bekymret. Alting siger ham, at dette ikke er Kamtjatka. Han tror, de er på en ø.
Den 10. november bliver Vitus Bering båret op til Stellers nyudgravede lejr.
Kommandøren har det bedre, men Steller bemærker, at han har mærker efter lusebid over hele kroppen, og at en sort væske siver fra hans endetarm. Alligevel er han i stand til at læse de rapporter, som bliver bragt til ham, og spise de fjeldryper, Steller har skudt og tilberedt. Sammen laver de to mænd sjov med at flytte ind i “graven”.
De få, som endnu er arbejdsdygtige, er hårdt spændt for med at grave huler ud og hjælpe de syge ind fra skibet. I løbet af en uge er 27 bragt i land.
Hverken Vitus Bering eller nogen af de andre er blevet raske, men den friske luft og de salater og supper, Steller serverer, er tydeligvis med til at bremse skørbugen.
Vitus Bering og Steller finder hinanden
Den fortrolighed, Steller og Bering aldrig fik, mens de delte kahyt, finder de nu.
Under fire øjne spørger Bering rent ud Steller, hvor han tror, de er. Steller vælger sine ord med omhu. Han fortæller Bering om de søkøer, han har set her, men aldrig i Kamtjatka. Han viser også kommandøren en rævefælde, han har fundet.
Tænderne er ikke lavet af jern, men af skaller fra en musling, som ikke findes i Kamtjatka.
For en gangs skyld har Bering tålmodighed til at høre på Steller, og budskabet forstår han kun alt for godt.
“Jeg tvivler på, at skibet kan reddes. Må Gud bevare vores skib”, siger han.
Vejret bliver hurtigt værre. Vinteren kommer. Regn, hagl og sne fyger hen over lejren. Waxell og Khitrovo forsøger at finde ly i hulerne hos de andre, men bliver drevet væk af deres egne sømænd.
Nu kan enhver se, at de to officerer handlede fuldstændig inkompetent, hvis ikke idiotisk, da de gennemtrumfede beslutningen om at søge land.
Skibet havde stadig været sødygtigt, og hvis de var fortsat på kursen, som Bering anbefalede, havde de sikkert været hjemme nu.
Hadet mod Khitrovo og Waxell er så stort, at de to mænd en overgang må søge ly på skibet for at undgå tæsk eller noget endnu værre. Om bord på skibet er de mænd, som endnu ikke har kunnet bringes i land, så syge, at de ikke er i stand til at gøre de to officerer noget.
Forholdene om bord er desperate for de efterladte. Med en lanterne, ophængt i et tov mellem masterne, signalerer de til deres kammerater på land, at de har brug for hjælp.
Den 14. november har mændene om bord kun en lille smule vand tilbage, men havet er så oprørt, at det er for farligt at forsøge at undsætte dem med skibets lille jolle.
For at drøje på det værdifulde vand spiser de syge sne, som de har skrabet sammen på dækket.
Dagen efter løjer vinden af, og nogle af de raskeste mænd ror ud til skibet for at bringe vand til de tørstende og få flest muligt i land. Under dæk bliver redningsfolkene mødt af en modbydelig stank af sygdom og snavs.
Med de sidste kræfter kommer de syge ud af køjerne, knapper med rystende hænder deres skjorter og vakler op på dækket. Men så kan de heller ikke mere. Flere af dem synker sammen. Tre lægger sig til at dø på dækket, mens en fjerde udånder i båden på vej ind til land.
Rævene angriber
Livet på land er også et mareridt. På stranden ligger de fire døde utildækkede, og ræve gnaver i deres fingre og tæer.
Øen vrimler med udsultede og aggressive ræve, som heller ikke holder sig tilbage for at gå løs på de levende.
De syge kan ikke være i fred, men bliver puffet til og gnavet i.
Dyrene sniger sig helt ind i hulerne, bider i mændenes støvler, spiser den sparsomme mad og hiver sågar sokker, bukser og handsker af de sovende eller bevidstløse.
Hadet til rævene bliver så stort, at mændene kaster sig over dem og piner dem.
Dyrene får brækket ben, sat ild til pelsen og stukket øjne ud.
Men intet afskrækker de insisterende ræve, der blinde, humpende og med bare pletter i pelsen fortsætter med at tyrannisere de afkræftede mænd.
På en enkelt dag dræber Steller og en af de andre mænd 60 stykker, men bestanden er tilsyneladende uudtømmelig.
Imens græder og jamrer de syge af sult og tørst. Hos dem, som befinder sig i skørbugens sidste fase, tillader de blødende gummer ikke, at nogen form for mad eller drikke når svælget.
Tandkødet ligger sort-brunt hen over tænderne og smerter forfærdeligt. Kulden går gennem marv og ben, og håbet svinder.
Vitus Bering dør
Det ser næsten ud, som om det umuligt kan blive værre. Men det kan det.
På en nat med storm brister et ankertov, og en strid vind driver Skt. Peter ind mod land, hvor skibet pløjer sig op i det bløde sand og står fast.
Den 28. november lægger det ulykkesramte skib sig træt om på siden.
Mændene skynder sig ud for at redde, hvad de kan af proviant. Lidt gryn og mel lader sig med nød og næppe bjerge.
Bagefter kan de kun se fortvivlede til, mens skibet går til grunde i brændingen.
Med dette sidste slag lader Bering til at have givet op. Han ligger dybt i sin sandhule, der er styrtet sammen over hans underkrop, og vil ikke have hjælp til at komme fri.
“Jo dybere, jeg ligger, jo varmere har jeg det”, siger han.
Den 8. december klokken fem om morgenen stopper hans hjerte. Liget bliver begravet i den sandede jord på den øde og forblæste ø, som i dag bærer hans navn.
De skibbrudne bygger et fartøj
Spejdere udsendt af Steller har bekræftet de værste anelser; de er fanget på en ø.
Vinteren igennem overlever mændene ved at spise odderkød.
Odderne er ikke spor sky over for mennesker og dermed nemme at fange. Som regel slår mændene dem simpelthen ned med en kølle.
Jorden er dækket af sne, så det er svært at finde brænde til et bål. Mændene må derfor ofte spise odderkødet råt.
Det er sejt og senet og svært at tygge med gummer, der er ødelagt af skørbug.
Den smule mel og gryn, de overlevende har reddet fra Skt. Peter, blander de med vand og steger i olie som en slags pandekager.
En strandet hval, hvis kød bliver skåret i små terninger og stegt, er et festmåltid for de skibbrudne. Ved juletid er de fleste så raske, at de er i stand til at holde en lille ceremoni for at markere højtiden. Men i mørket og kulden spøger tanken om at slippe væk konstant.
Skt. Peter kommer aldrig til at sejle igen, men måske kan de hugge vraget op og bruge træet til et nyt fartøj?
Der havde oprindeligt være tre skibstømrere i besætningen, men de er alle sammen døde af skørbug. Heldigvis har én af de overlevende søfolk erfaring med skibsbyggeri. Han melder sig til at stå for en nybygning.
Nogle af delene fra Skt. Peter kan genbruges umiddelbart, mens andre får en helt ny funktion.
Stormasten bliver fx savet til og brugt som køl. Mændene arbejder så hårdt, de på nogen måde kan, og i juli – kun tre måneder efter at ideen blev undfanget – står de med et utroligt resultat; et godt ti meter langt og fuldt sødygtigt skib.
Den 13. august 1742 sætter det nye skib kurs mod Kamtjatka. Cirka fire døgn senere, klokken to om natten, anløber de 46 overlevende havnen i Petropavlovsk.
For de lokale virker det hele lidt spøgelsesagtigt. Vitus Bering og hans folk er for længst afskrevet.
De ugiftes ejendele er, som det er skik og brug, blevet solgt på en auktion, hvis overskud er gået til velgørende formål.
Teknisk set er de overlevende døde, men det bekymrer dem ikke, for indbyggerne i Petropavlovsk giver dem mad og rent tøj.
Som det bedste af alt kan de trætte søfolk lægge sig til at sove i en blød seng – for første gang i næsten 15 måneder.
De uduelige officerer blev forfremmet
Steller, den alsidigt begavede naturvidenskabsmand, overlevede ekspeditionen, men fik alligevel en trist skæbne.
Han blev i Kamtjatka og skrev flittigt om landet og folket. Han åbnede også en skole for både russere og den oprindelige befolkning i området.
Men da han på et tidspunkt fik løsladt nogle lokale, som var fængslet under mistanke for at ville gøre oprør mod russerne, vakte det vrede hos regeringen i Skt. Petersborg, og Steller blev selv arresteret.
Senere ombestemte russerne sig, men inden løsladelsesordren nåede frem til den udpost i Sibirien, hvor Steller befandt sig, var han død af sygdom.
Steller havde som den første europæer haft lejlighed til at studere det nordvestlige Amerikas plante- og dyreliv, og han nåede at formidle denne nye viden.
Hans banebrydende værk om områdets havdyr – De Bestiis Marinis – var en milepæl i den zoologiske litteratur og beskrev mange hidtil ukendte arter.
For Sven Waxell, Berings svenskfødte næstkommanderende, betød den ekspedition, han havde bidraget til at forkludre, et løft for karrieren. Waxells bog om ekspeditionen – Reise von Kamtschatka nach Amerika – blev straks en klassiker inden for historieundervisningen.
I 1938 blev bogen “genopdaget” og udgivet på dansk, russisk, svensk og engelsk. Waxell endte som kaptajn af første rang i den russiske flåde.
Skibsføreren Safron Khitrovo gjorde ligeledes karriere. I 1749 blev han kaptajn af første rang og i 1753 viceadmiral.
Trods Berings store bedrifter betød fremmedangsten i Ruslands politiske og militære cirkler, at han aldrig opnåede virkelig heltestatus. Tværtimod beskrev visse russiske historikere Bering som slap, sygelig, fedladen, umoralsk og ude af stand til at opretholde kommandoen på et skib.
Den blandede opfattelse af Vitus Bering eksisterede indtil 1991, hvor et hold danske og russiske forskere åbnede hans grav. Skelettet afslørede, at Bering næppe har være slap og fedladen, men snarere muskuløs og atletisk.
Efter den omhyggelige undersøgelse blev skelettet genbegravet under fuld militær honnør. Dermed fik Vitus Bering omsider ubetinget anerkendelse for sin rolle i opbygningen af det russiske imperium og udforskningen af det nordlige Stillehavsområde.
