Alexander Selkirk var virkelighedens Robinson Crusoe

Skibbruden Alexander Selkirk gav inspiration til Robinson Crusoe

Alexander Selkirk har ikke længere den mindste smule tiltro til kaperskibet Cinque Ports’ sødygtighed. I næsten et halvt år har han og de andre søfolk på det britiske skib hærget farvandene ud for Sydamerikas kyster på jagt efter spanske og franske skatteskibe.

Men nu er Cinque Ports’ træværk gennemhullet af gnavende pæleorme, og skroget lækker i en grad, så to mand må pumpe vand ud dag og nat. Set med den skotske styrmand Selkirks øjne er fartøjet i øjeblikket kun i stand til at sejle ét eneste sted hen: til havets bund.

I september 1704 har den 28-årige Alexander Selkirk igen og igen diskuteret sagen med kaptajn Thomas Stradling, som knottent har afvist styrmandens betænkeligheder.

Selvfølgelig kan Cinque Ports holde sig flydende, insisterer den blot 21-årige kaptajn, der allerede har lagt en dristig plan: Skibet, som i en lille måned har ligget for anker i en bugt ved den ensomt beliggende ø Más a Tierra ca. 650 kilometer vest for Chile, skal sejle til Peru og plyndre en tilfældig spansk galeon. Først når det er gjort, og lommerne bugner af rigdomme, kan der blive tale om at skifte de ormstukne planker ud.

Alexander Selkirk har siden sin barndom i fiskerlejet Lower Largo nær Edinburgh haft ry for at være en hidsigprop med endog særdeles løstsiddende næver. Som voksen har han dog lært at tøjle sit temperament – til en vis grad. Men efter at han og Stradling længe har gået hinanden på nerverne, er grænsen nu nået: Selkirk har fået mere end nok af den nævenyttige kaptajn, som sætter sin egen grådighed over de knap 90 besætningsmedlemmers sikkerhed og ovenikøbet har den frækhed at håne Alexander Selkirk for at være en forsigtigper.

I raseri langer han ud efter kaptajnen og overdænger ham med eder og forbandelser. Stradling mister besindelsen. Han anklager Selkirk for at opmuntre til mytteri, og straffen falder prompte: “Du bliver bare her på øen”, tordner kaptajnen arrigt og beordrer et par af sine mænd til øjeblikkeligt at sætte Selkirk i land sammen med en skibskiste med hans få personlige ejendele og det allermest nødvendige udstyr til overlevelse.

Ikke i sin vildeste fantasi har Selkirk forestillet sig, at kaptajnen kan finde på at lade ham alene tilbage på en øde ø. Men Stradling er stålsat – han vender det døve øre til, da Selkirk trygler om forladelse og tigger om at få lov til at blive ombord.

“Det vil ikke røre mig det fjerneste, hvis du ender som foder for gribbene”, lyder kaptajnens iskolde afskedssalut til den ulykkelige sømand.
Stående i strandsandet på Más a Tierra må Selkirk afmægtigt se til, mens Cinque Ports sætter sejl og styrer ud af bugten. Mændene på skibsdækket bliver mindre og mindre, efterhånden som fartøjet lægger afstand til øen, men Selkirk er overbevist om, at de snart vil vokse sig store igen – at Cinque Ports vil vende om og komme ham til undsætning.

Alexander Selkirk håber, at kaptajnen bare er ude på at jage ham en skræk i livet, og forventningsfuldt bliver han stående på stranden. I timevis spejder han desperat ud i horisonten. Men Cinque Ports viser sig aldrig igen – og sønderknust må Selkirk forsøge at trøste sig med, at det næppe vil vare længe, før et andet skib dukker op. Han tager grueligt fejl; der vil gå over fire år, før han igen sætter foden på et skib – og taler med et andet menneske igen.

Alexander Selkirk drikker for at glemme

I de første mange dage på Más a Tierra er Alexander Selkirk så fortvivlet over at være ladt tilbage, at han bliver på stranden og knap orker at spise og drikke – og slet ikke at udforske den ø, som er blevet hans fængsel.

Om dagen døser han i sandet til lyden af skvulpende bølger og skrigende havfugle, og i den kølige nat ligger han søvnløs i mørket og lytter vagtsomt til de højlydte og skrækindjagende brøl fra kolonien af gigantiske søelefanter, som holder til på stranden få hundrede meter fra det sted, hvor han selv befinder sig.

Med nattemørket kommer frygten snigende – frygten for at blive fortæret af kannibaler, som måske ligger på lur i bjergene, frygten for de mørke skygger, som danser i skovbrynet, frygten for at blive ædt op af vilde dyr og ikke mindst frygten for at blive drevet til vanvid af ensomhed.

Med sig i land har Alexander Selkirk fået en musket – et gevær – med krudt og kugler, og flere gange strejfer tanken ham, at han kan skyde sig en kugle for panden og gøre en ende på sin elendighed. Men hver morgen, når solen spreder sine første stråler over havet og farver himlen rød, besinder Selkirk sig og griber ud efter sin tobakspose, flasken med rom og den bibel, som ligger i skibskisten med alle hans jordiske ejendele.

Mismodig drikker han sig til glemsel eller dulmer nerverne med røg, mens han bladrer i de hellige skrifter i jagten på et trøstens ord, men uden at kunne koncentrere sig fuldt ud. Hele tiden løfter han blikket og skuer ud over havet, men hver eneste gang han mener at have fået øje på et sejl, må han slukøret erkende, at han er blevet offer for et synsbedrag – at skibet bare er blåsten fra en hval eller et flimrende lysglimt på havet.

Efter få uger er Alexander Selkirk ikke andet end skind og ben, og den tilstand passer ham egentlig udmærket. Rommen er for længst udryddet, så dér kan han ikke søge trøst, og nu ønsker han mest af alt at sygne hen og dø.

Mad magter han ikke at lede efter, og kun når han er så tørstig, at tungen klæber til ganen, slubrer han nogle dråber vand i sig fra en rislende bæk eller fra et af øens mange vandfald. Det er også dér, han søger hen, når heden bliver for kvælende, og når han ikke længere kan holde sin egen kropslugt ud – enten fordi han stinker af sved, eller fordi han er kommet til at tisse på sig selv eller har fået afføring på det eneste par bukser, han ejer.

Mens dage bliver til uger og uger til måneder, begynder Alexander Selkirk så småt at affinde sig med sin skæbne. Han overvinder sin nedtrykthed, og glimtvis nyder han ligefrem at være konge i sit eget lille rige. Han opdager, at han selv er herre over sit humør. Holder han sig travlt beskæftiget, formår han at glemme sin sørgelige skæbne, og knokler han i alle døgnets lyse timer, er han så træt ved skumringstid, at han uden problemer kan sove fra søelefanternes infernalske larm.

Alexander Selkirk bliver kattenes ven

Men én ting kan han ikke sove fra, uanset hvor udmattet han er: rotterne. De piler om ham til alle sider og gnaver med glubende appetit af hans tøj og af den hårde hud på hans fødder. Der er så mange af dem, at jorden nogle gange forekommer levende.

Øens millioner af brune, hvide, grå og sorte rotter har det tilfælles, at de er efterkommere af gnavere, som i tidens løb er kommet til øen som blinde passagerer på europæiske skibe, som har lagt til for at proviantere friskt drikkevand og brænde. Deres pels er levende af utøj, de strinter ildelugtende urin overalt, og selvom Selkirk kyler småsten efter dem og som en anden sprællemand slår ud efter dem med både arme og ben, er de umulige at holde på afstand.

Lykkeligvis er gnaverne ikke de eneste dyr, som søfolk gennem tiden har bragt med sig til øen. Her er også massevis af vilde katte, og dem gør Selkirk sig hurtigt gode venner med. Han lokker dem til sig med mad, og på forbløffende kort tid lykkes det ham at tæmme dem og samle en hær på hundredvis af katte omkring sig. De viger ikke fra ham, men slænger sig oven på hans ben om natten, hvor deres spindende tilstedeværelse effektivt skræmmer rotterne væk.

Øen er et gigantisk spisekammer for Alexander Selkirk

Af alle øde øer, Alexander Selkirk kunne være strandet på, viser Más a Tierra sig som et paradis, der er som skabt til en sømand uden skib. Klimaet er mildt og stort set tørt året rundt, her er ingen giftige eller farlige dyr, og øen byder på masser af kilder med friskt og køligt drikkevand.

Mad behøver han heller ikke at bekymre sig om: Overalt på øen vokser spiselige planter, frugt, rødder og buske med bær, lagunerne bugner med kæmpestore krebs og fisk, æg fra fugle er der rigeligt af, og de fede og dvaske søelefanter på stranden er leveringsdygtige i olie og ikke mindst pels, som kan bruges til tæpper.

Umiddelbart forekommer søelefanterne ham frygtindgydende, alene på grund af deres tonstunge og op mod fem meter lange kroppe. Men efter at han flere gange forsøgsvist har sneget sig tæt hen til de gigantiske dyr, har Selkirk opdaget, at de er ekstremt langsomme i deres bevægelser. Hvis han lister sig ind midt på en af de enorme kroppe, når dyrene overhovedet ikke at reagere, før han kan slå til med sin huggert i et dødbringende angreb.

Søelefanterne er dermed lette ofre, men øens største gave til Selkirk er ikke de særprægede dyr med de snabellignende næser, men derimod de tusindvis af geder, som adræt springer omkring på klipper og bjergskråninger, kødfulde og relativt nemme at indfange. Gederne er i sin tid blevet efterladt af en spansk handelsmand, som kortvarigt puslede med tanken om at kolonisere øen.

Nu opdager Alexander Selkirk, at deres mælk er lige til at drikke og lave ost af. Også kødet smager fortrinligt. Selkirk eksperimenterer sig frem til en ret, som han spiser stort set dagligt – rygende varm gedestuvning med kål og krydderurter fra den gavmilde natur.

Når Selkirk skal fange gederne, lægger han sig på lur bag klippefremspring ved dyrenes vandhuller, og når de kommer for at drikke, springer han frem og dræber dem med sin huggert. Livet i det fri har betydet, at han efterhånden er i bedre form end nogensinde før, så han formår endda at løbe gederne op.

Men en dag er jagten tæt på at koste ham livet: I sin iver efter at indfange en hurtigtløbende ged glemmer han at se sig for, og først for sent opdager han, at han er nået helt ud til kanten af en afgrund. Sammen med geden styrter han adskillige meter ned i en dyb kløft og slår sig bevidstløs. Da Selkirk kommer til sig selv igen, finder han geden død under sig – og selv er han mere død end levende.

Hans krop er forslået, blodig og øm, og i tre døgn er han ude af stand til at flytte sig ud af stedet. Da det omsider lykkes ham at humpe den over ene kilometer til sin hytte, bliver han i køjen i 10 dage, mens han glider ind og ud af en dødlignende søvn.

Alexander Selkirk indretter et hjem

Selkirk har bygget sig et hjem i en lysning højt oppe på en skovklædt bjergskråning omkring halvanden kilometer fra den bugt, hvor han er blevet sat i land. Herfra har han et godt udsyn over øen og havet. På hver sin side af en smal, rislende bæk har han rejst to hytter lavet af grene og træstammer og forsynet med et tag af græsmåtter.

I den største har han sit soveværelse med gedeskindstæpper på jorden og med en seng, som han har flikket sammen af tømmer og udstyret med en madras af søelefantpels. Her ligger han gerne og læser i Biblen og synger salmer, så i sin ensomhed bliver han en bedre kristen, end han har været nogensinde før i sit liv.

I den anden, lidt mindre hytte har han indrettet køkken og spisekammer, og udenfor brænder et evigt blussende bål, som han dag og nat fodrer med brænde fra det velduftende sandeltræ, en stedsegrøn art, som vokser overalt.

Alexander Selkirk danser med geder

En sjælden gang imellem går ilden ud, enten fordi det øsregner, eller fordi Selkirk er sat ud af spillet på grund af feber, og når det sker, forbander han sig selv.

Han har lært sig at lave ild ved at gnide to stykker træ mod hinanden, men den manøvre tager tid og kræver grænseløs tålmodighed, og et slukket bål minder desuden Selkirk om, hvor sårbar han er. Skulle han igen komme til skade og være ude af stand til at skaffe sig føde igennem længere tid, risikerer han at dø af sult.

Den skæbne ønsker han for alt i verden ikke at lide, han er blevet for glad for livet, så han beslutter sig for altid at have kød inden for rækkevidde. Han laver derfor en indhegning og indfanger nogle gedekid, som ikke alene er omvandrende madpakker, men også bliver hans trofaste dansepartnere.

Når han trænger til adspredelse, tager Selkirk en svingom med kiddene, og selvom han slagter adskillige, har han til hver en tid styr på, hvor mange han har fanget – for hver indfanget ged snitter han en streg i træernes bark. På samme måde forsøger han at holde regnskab med, hvor mange dage, uger, måneder og år han har opholdt sig på øen.

Som tiden går, bliver den kniv, han havde med fra skibet, slidt op helt til skaftet. Men heldigvis har søfolk i tidens løb efterladt en hel del tøndebånd på stranden, og dem hamrer Selkirk flade og sliber skarpe på en sten, så han igen er velforsynet med knive. På samme måde sørger han hele tiden for at supplere op med nyt tøj, efterhånden som hans gamle bliver slidt op eller flået i stykker af buske og træer. Her priser han sig lykkelig for, at han er søn af en garver og dagligt gennem hele sin barndom har set sin far bearbejde dyrehuder.

Af skind fra gederne syr han sig en trøje og en hue, og skindene flikker han sammen med snører af tynde strimler skind. I stedet for en nål bruger han et søm, som han prikker huller med, og af stof, som ligger i hans skibskiste, og garn, som han trævler op af sine gamle sokker, syr han nogle skjorter.

Det eneste, han ikke orker at forsøge at reparere, er hans udslidte sko. I stedet vænner han sig til at gå barfodet, og på ingen tid bliver hans fodsåler hårde som hestehove, så han uden problemer kan færdes overalt, selv på de skarpeste sten.

Fra en nøje udvalgt udsigtspost højt oppe på det bjerg, hvor også hans hjem ligger, har Selkirk en storslået udsigt over det meste af øen: Med kolibrier svirrende i luften over sig og med et tæppe af smukke og farvestrålende blomster rullet ud under sig kan han skue ned i lavlandet, hen over takkede tinder og tætte skove og videre ud over det uendelige Stillehav.

Han ser adskillige skibe passere forbi som bevægelige og flygtige prikker i det fjerne, og hele tiden håber han, at bare et enkelt af dem vil ændre kurs og søge ind i øens godt beskyttede bugt.

Men han er sig inderligt bevidst, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvor skibet kommer fra. Falder han i hænderne på spanierne, er han en færdig mand – spanierne har vundet ry for ikke at skåne de britiske ærkefjender, og sandsynligvis vil de enten gøre ham til slave i deres sølvminer eller slå ham ihjel.

Spaniere ødelægger Selkirks hjem

Franske fartøjer er også farlige, eftersom Frankrig og Storbritannien i disse tider konstant ligger i krig, men dér kan han i det mindste få et lift med tilbage til Europa, selvom han så risikerer at rådne op bag tremmer i et fransk fængsel. Et britisk skib vil være det ideelle, og netop sådan ét mener han en dag at få øje på i morgen­gryet.

Ude af sig selv af begejstring spurter han ned fra bjerget og hen til bugten, hvor fartøjet har kastet anker. Først da han er fremme, ser han det spanske flådeflag vaje fra skibet. Nogle af besætningsmedlemmerne er allerede roet i land, og et øjeblik står Selkirk som paralyseret og stirrer på mændene.

Så snurrer han omkring og tager flugten ind i en skov og videre op ad en bjergskråning. En håndfuld spaniere følger efter ham og brøler uforståelige ord, mens de skyder vildt omkring sig. Kun fordi han er i topform og kender hver en krog af øen, lykkes det Selkirk at undslippe. Med bankende hjerte søger han tilflugt højt oppe i et træ, og skjult bag det tætte løv kan han iagttage, hvordan nogle af søfolkene senere på dagen lader vandet under træet og dræber en masse geder lige i nærheden.

Først da mørket har sænket sig tungt og tæt over øen, kravler Selkirk udmattet ned fra sit skjul. I ly af natten søger han ind i skoven, hvor han har held til at gemme sig, indtil spanierne efter to dage på øen atter drager bort.

Men da han når op til sit hjem på bjerget, opdager han til sin store sorg, at fjenden har været på spil og ødelagt alt. Spanierne har dræbt hans gedekid, slukket hans bål og brændt hans hytter ned til grunden.

De har smadret hans skibskiste og samtlige af de redskaber, han møjsommeligt har fremstillet, hans skindtæpper er skåret i stumper og stykker, og heller ikke den bibel, han flere gange dagligt har fordybet sig i, har de skånet. En rygende ruin er alt, hvad han har tilbage.

Redning i sigte for Alexander Selkirk

Da Selkirk har sundet sig oven på chokket, beslutter han sig for at bygge sin tilværelse op helt fra bunden – endnu en gang. Tålmodigt gnider han pind mod pind, så bålet atter kan blusse, og i de næste mange uger knokler han fra tidlig morgen til sen aften med at hamre jern til nye redskaber, fælde træer, genopbygge hytterne, indfange geder, fylde spisekammeret og finkæmme stranden i jagten på brugbare efterladenskaber fra de ubudne gæster.

En guldmønt, tre tomme brændevinsflasker, en stump sejldug, en rusten kæde, lidt flosset tovværk og en bunke afgnavede dyreknogler er alt, hvad han finder.

Som så ofte før lader Selkirk en februardag i 1709 blikket vandre hen over havet i håbet om at få øje på sin redning, og hjertet skyder op i livet på ham. Langt ude, næsten helt derude, hvor horisonten krummer, kan han se ikke bare ét, men to skibe, og uden at vide hvorfor fornemmer han instinktivt, at tiden er kommet, hvor han vil blive fundet. Han smider alt, hvad han har i hænderne, og med en glødende brændeknude i hånden spurter han ned til bugten, hvor han laver et bål og utålmodigt afventer gæsternes ankomst.

Efter noget, der føles som en evighed, glider sejlskibene omsider ind i bugten, og fra det mest majestætiske bliver en jolle med otte mænd firet ned i vandet. Klædt i gedeskind og med sit viltre hår og skægget strittende i alle retninger iagttager Alexander Selkirk åndeløst de bevæbnede søfolk, der kommer nærmere.

Han hører deres stemmer og identificerer med ubeskrivelig lettelse sproget som engelsk. Herefter bliver han stående med sine bare fødder naglet til sandet, mens han febrilsk vifter med et hvidt klæde, han har bundet fast til en pind.

“Hvem er du?” råber en af mændene, da jollen er nået så tæt ind til land, at søfolkene kan se vildmanden.

“Skibbruden”, svarer Selkirk og breder sine arme ud i en hjertelig velkomsthilsen. Kort efter springer han afsted efter en ged, så han kan byde søfolkene på et måltid mad.

Imponerede betragter englænderne Selkirk, mens han adræt forcerer klipper og bjerge og med største lethed løber fra den bulldog, de har taget med i land.

Alexander Selkirk har næsten glemt sproget

Senere samme dag, den 2. februar 1709, kravler Selkirk ombord på kaperskibet Duke. Der er gået fire år og fire måneder, siden han sidst har sat sine ben på et skibsdæk. I kaptajn Woodes Rogers’ øjne ligner han da heller ikke en sømand, men snarere et behåret bæst på to ben. “Han ser vildere ud end de første ejere af gedeskindene”, noterer kaptajnen i sin logbog.

I sin isolation har Selkirk næsten glemt sit sprog, og da han igen står ansigt til ansigt med et medmenneske, falder det ham svært at gøre sig forståelig. Når han siger noget, snapper han ordene af og udtaler dem kun halvt, og da Woodes Rogers udspørger ham om hans skæbne, må Selkirk gentage sig selv i det uendelige, før kaptajnen fatter hans forklaring.

Som alle andre ombord på Duke og søsterskibet Duchess er kaptajn Rogers forbløffet over, at Selkirk har formået at klare sig så godt med de ganske få primitive redskaber, han har haft til rådighed, og uden andet selskab end dyrenes.

“Man kan se, at ensomhed og tilbagetrækning fra verden slet ikke er sådan en ulidelig tilstand, som de fleste forestiller sig”, skiver kaptajnen forundret i logbogen.

Søfolkene byder Selkirk på en ordentlig slurk brændevin, men den svier uvant i hans hals, og han må spytte den ud igen. De giver ham mad, men den er så salt, at han ikke kan få den ned, og det tøj, de forærer ham, kan han knap holde ud at have på, fordi det føles som en spændetrøje.

Sko er et kapitel for sig – det par, som kaptajnen gavmildt har skænket ham, når han kun at have på i ganske kort tid, før de hårdhudede fødder svulmer smertefuldt op. Selkirk må erkende, at det ikke er spor let at vende tilbage til menneskenes verden.

Alexander Selkirk bliver pirat

Da Alexander Selkirk omsider lægger Más a Tierra bag sig, venter der ham en tilværelse på åbent hav sammen med de pirater, som har reddet ham væk fra ensomheden. En kat og en håndfuld sten er det eneste, han tager med sig fra øen. I de næste tre år rejser han med sine redningsmænd på et togt, som bringer ham kloden rundt.

Efter den lange sørejse slår Selkirk sig ned i Bristol, og først i 1714 vender han som en holden mand tilbage til sin fødeby, Lower Largo, i Skotland. En søndag morgen gør han sin entré i landsbyen, og da det er midt i kirketiden, stiler han direkte hen til sognekirken.

Alle stirrer nysgerrigt på den fremmede, da han træder ind ad kirkedøren, og først da Selkirks mor bryder ud i et jubelskrig, går det op for landsbyboerne, hvem han er.

Det er 11 år siden, en ung og ludfattig Alexander Selkirk forlod sin fødeegn for at prøve lykken på de syv have. Nu er han vendt tilbage, elegant klædt og langt rigere end de fleste på egnen. Siden Selkirk forlod sin ø, har han tjent 800 pund på at kapre skibe – en svimlende formue, som svarer til, hvad en håndværker kan tjene på 10-15 år.

Men uanset hvor rig Selkirk er, bliver han aldrig helt tilfreds med at være tilbage i civilisationen. “Jeg er nu 800 pund værd, men jeg vil aldrig igen blive så lykkelig, som da jeg ikke ejede så meget som en småskilling”, betror han ofte sine venner.

Alexander Selkirk blev berømt i England

Livet som eneboer passede til Selkirks heftige temperament. Hjemme ragede han uklar med alle.

Hjemme i England faldt Selkirk hurtigt tilbage i sin gamle rolle som drukkenbolt og slagsbror og gik fra pub til pub for at fortælle sin fantastiske historie for et måltid mad og en pint eller to. Da hans gamle kaptajn Woodes Rogers udgav en bog om sine oplevelser og redningen af Selkirk, voksede Selkirks berømmelse yderligere.

Men livet på land passede Selkirk dårligt. Han ragede uklar med alle og røg på et tidspunkt bag tremmer. Han giftede sig med en ung malkepige, men havet trak i den garvede sømand, og i 1717 meldte han sig til den engelske flåde som styrmand. Under en landgang i Bristol i 1720 giftede han sig atter – denne gang med den smukke enke og værtshusindehaver Frances Candis.

Få dage efter gik Selkirk ombord på HMS Weymouth, som skulle jage pirater ud for Afrikas kyster. I marts 1721 nåede skibet Gambia, hvor Selkirk blev smittet med gul feber, og 13. december 1721 trak den 45-årige eventyrer sit sidste åndedrag.