Brutal jagt på guld og diamanter
Et goldt, primitivt og værdiløst land. Sådan så briterne det sydlige Afrika i 1800-tallet. Efter fundet af guld og diamanter i regionen skiftede de imidlertid mening og satte alt ind på at sikre sig de enorme værdier. Zuluerne og boerne gik til modangreb, og briternes grådighed kulminerede i en af kolonimagtens blodigste og mest ydmygende krige.

I deres jagt på det sydlige Afrikas enorme værdier kom briterne i kamp med stort set alle andre folkeslag i regionen. I 1879 gik zulustammen som de første til modangreb.
Schalk van Niekerk kiggede undersøgende på den lille, glitrende sten i sin hånd. Han var ikke ekspert, men noget sagde ham, at stenen var usædvanlig. Han rettede blikket mod naboen, fru Jacobs, hvis søn havde fundet stenen nede ved floden. Kunne van Niekirk købe stenen? Fru Jacobs smilede. “Du kan beholde den”, svarede boerkvinden.
Van Niekerk takkede og lovede højtideligt at dele, hvis den viste sig at være penge værd. Heureka-diamanten, som blev fundet i Hopetown i den britiske Kapkoloni i 1866, viste sig at være 500 pund værd på markedet i London – en formidabel pris på en tid, hvor et enkelt pund svarede til omkring 900 danske kroner. Men for Niekerk var den blot begyndelsen. Fire år senere fandt han endnu en diamant, som indbragte næsten 25.000 pund. Hvad mere var, viste fundene, at Kapkoloniens golde jord – “den mest sterile og værdiløse i hele imperiet”, som en britisk embedsmand beskrev den – indeholdt langt større værdier end de få afgrøder, kolonialisterne med møje pinte ud af den. Og da flere diamanter dukkede op andre steder, stod det klart for briterne, at området var et af kolonimagtens vigtigste aktiver – et aktiv, som de for enhver pris skulle have kontrollen over.
Det sydlige Afrika var et hul i jorden
Egentlig skulle Storbritanniens tilstedeværelse i den sydlige del af Afrika kun have været en parentes i det britiske imperiums historie. Området havde hverken silke, krydderier eller andre tillokkende handelsvarer, og briterne holdt sig derfor primært til den sydlige Kapkoloni, som de siden 1795 havde brugt som støttepunkt for skibsfarten til Asien. Derudover havde de ingen interesse i det sydlige Afrika, der med sine vilde afrikanske stammer og primitive hollandske, tyske og franske indvandrere – kaldet boerne – mest af alt var til besvær.
Diamanteventyret, som begyndte med fundet af Heureka i 1866, vendte helt op og ned på dette billede. Og da gravere i 1871 stødte på endnu en stor forekomst af diamanter i Griqua-land, et trøstesløst, solsvedent kratlandskab, som lå lige nord for Kapkoloniens grænser, forvandlede området sig til det rene Klondike. Fra nær og fjern strømmede lykkeriddere til; erfarne guldgravere fra Californien og Australien, forhutlede londonere, desertører, spekulanter og almindelige charlataner hutlede sig igennem i de interimistiske byer, som skød op med rekordfart i området.
Et stik med en spade afgjorde, om en mand var formuende eller subsistensløs, og i spillehallerne og bordellerne kunne det hele sættes til igen samme aften. Lykkejægerne boede i telte uden adgang til rindende vand. Stanken omkring de huller, som gjorde det ud for latriner, var ulidelig. Luften var tyk af fluer og af den fortættede stemning, som hersker på steder, hvor livsdrømme bliver opfyldt eller knust, og skæbner balancerer på en knivsæg. I breve til sin mor refererede forretningsmanden Cecil Rhodes, den senere premierminister i Kapkolonien, historier, han havde hørt i diamantbruddene: “En hollænder kom kørende med sine okser, spændte dem fra, fandt en diamant til 14.000 pund, spændte sine okser for igen og kørte hjem – alt sammen på samme dag”, berettede den unge forretningsmand fascineret.
Ifølge Rhodes havde andre gravere fundet “tre moppedrenge” til en værdi af henholdsvis 8000, 9000 og 10.000 pund. “Den mand, som fandt diamanten til 10.000 pund, havde aftenen forinden sat sine minerettigheder til salg for 15 shilling, men ingen ville købe dem”, skrev Rhodes.