Brutal jagt på guld og diamanter
Et goldt, primitivt og værdiløst land. Sådan så briterne det sydlige Afrika i 1800-tallet. Efter fundet af guld og diamanter i regionen skiftede de imidlertid mening og satte alt ind på at sikre sig de enorme værdier. Zuluerne og boerne gik til modangreb, og briternes grådighed kulminerede i en af kolonimagtens blodigste og mest ydmygende krige.
I deres jagt på det sydlige Afrikas enorme værdier kom briterne i kamp med stort set alle andre folkeslag i regionen. I 1879 gik zulustammen som de første til modangreb.
Schalk van Niekerk kiggede undersøgende på den lille, glitrende sten i sin hånd. Han var ikke ekspert, men noget sagde ham, at stenen var usædvanlig. Han rettede blikket mod naboen, fru Jacobs, hvis søn havde fundet stenen nede ved floden. Kunne van Niekirk købe stenen? Fru Jacobs smilede. “Du kan beholde den”, svarede boerkvinden.
Van Niekerk takkede og lovede højtideligt at dele, hvis den viste sig at være penge værd. Heureka-diamanten, som blev fundet i Hopetown i den britiske Kapkoloni i 1866, viste sig at være 500 pund værd på markedet i London – en formidabel pris på en tid, hvor et enkelt pund svarede til omkring 900 danske kroner. Men for Niekerk var den blot begyndelsen. Fire år senere fandt han endnu en diamant, som indbragte næsten 25.000 pund. Hvad mere var, viste fundene, at Kapkoloniens golde jord – “den mest sterile og værdiløse i hele imperiet”, som en britisk embedsmand beskrev den – indeholdt langt større værdier end de få afgrøder, kolonialisterne med møje pinte ud af den. Og da flere diamanter dukkede op andre steder, stod det klart for briterne, at området var et af kolonimagtens vigtigste aktiver – et aktiv, som de for enhver pris skulle have kontrollen over.
Det sydlige Afrika var et hul i jorden
Egentlig skulle Storbritanniens tilstedeværelse i den sydlige del af Afrika kun have været en parentes i det britiske imperiums historie. Området havde hverken silke, krydderier eller andre tillokkende handelsvarer, og briterne holdt sig derfor primært til den sydlige Kapkoloni, som de siden 1795 havde brugt som støttepunkt for skibsfarten til Asien. Derudover havde de ingen interesse i det sydlige Afrika, der med sine vilde afrikanske stammer og primitive hollandske, tyske og franske indvandrere – kaldet boerne – mest af alt var til besvær.
Diamanteventyret, som begyndte med fundet af Heureka i 1866, vendte helt op og ned på dette billede. Og da gravere i 1871 stødte på endnu en stor forekomst af diamanter i Griqua-land, et trøstesløst, solsvedent kratlandskab, som lå lige nord for Kapkoloniens grænser, forvandlede området sig til det rene Klondike. Fra nær og fjern strømmede lykkeriddere til; erfarne guldgravere fra Californien og Australien, forhutlede londonere, desertører, spekulanter og almindelige charlataner hutlede sig igennem i de interimistiske byer, som skød op med rekordfart i området.
Et stik med en spade afgjorde, om en mand var formuende eller subsistensløs, og i spillehallerne og bordellerne kunne det hele sættes til igen samme aften. Lykkejægerne boede i telte uden adgang til rindende vand. Stanken omkring de huller, som gjorde det ud for latriner, var ulidelig. Luften var tyk af fluer og af den fortættede stemning, som hersker på steder, hvor livsdrømme bliver opfyldt eller knust, og skæbner balancerer på en knivsæg. I breve til sin mor refererede forretningsmanden Cecil Rhodes, den senere premierminister i Kapkolonien, historier, han havde hørt i diamantbruddene: “En hollænder kom kørende med sine okser, spændte dem fra, fandt en diamant til 14.000 pund, spændte sine okser for igen og kørte hjem – alt sammen på samme dag”, berettede den unge forretningsmand fascineret.
Ifølge Rhodes havde andre gravere fundet “tre moppedrenge” til en værdi af henholdsvis 8000, 9000 og 10.000 pund. “Den mand, som fandt diamanten til 10.000 pund, havde aftenen forinden sat sine minerettigheder til salg for 15 shilling, men ingen ville købe dem”, skrev Rhodes.
Efter diamantfundene i den sydlige del af Afrika strømmede lykkejægere til området for at grave. Blandt de første diamantminer var Bultfontain fra 1870.
Storbritannien annekterer mineområderne
Den britiske elite betragtede fra skrivebordene i koloniministeriet og embedsboligerne i Cape Town de dybt religiøse boere som en primitiv race, kun et trin højere end de indfødte. Da briterne 40 år tidligere – i 1834 – afskaffede slaveriet i Kapkolonien, var mange af boerne, der var storforbrugere af slaver, i protest udvandret mod nord. Her havde de grundlagt republikkerne Transvaal og Oranje Fristaten.
Nu frygtede briterne, at boerne ville udvide deres territorium til også at omfatte Griqualand, hvor nogle af de største diamantfund var gjort. I januar 1873 annekterede briterne derfor Griqualand, og områdets første britiske guvernør holdt sit indtog i diamantområdet iklædt fuld galla med fjerbusk i hatten og broderet jakke. De britiske embedsmænd trak omhyggeligt nye streger på kortet, så områdets grænser inkluderede alle kendte forekomster af ædelsten.
Annekteringen af Griqualand styrkede briternes appetit på at involvere sig i Sydafrika, godt hjulpet af Storbritanniens nye koloniminister, lord Carnarvon, der betragtede området som et nøglepunkt for imperiet. Carnavons ambitioner var et Afrika under britisk kontrol fra Kapkolonien til Kairo: “Jeg vil ikke have, at nogen kommer i nærheden af os hverken i syd ved Trans-vaal, som også skal blive vores, eller i nord tæt ved Egypten”, skrev han i 1876. Året efter annekterede Storbritannien boer-republikken Transvaal.
Zuluerne bliver forrådt af briterne
Zulukongen Cetshwayo kæmpede forgæves for at bevare zuluernes selvstændighed.
Briterne havde taget kontrollen med Transvaal under dække af at ville beskytte boerne mod den vilde zulustamme, der gentagne gange havde angrebet republikkens farmere. Zuluerne havde gennem de seneste 50 år været de mest frygtede af alle Afrikas indfødte. Krigermentaliteten gennemsyrede hele zulusamfundet, og en populær manddomsprøve gik ud på, at de unge krigere skulle dyppe deres spyd i fjendernes blod. Hidtil havde briterne imidlertid stået på god fod med zuluerne, som de så som en nyttig stødpude over for boerne.
Forholdet var så godt, at zulukongen Cetshwayo ved sin magtovertagelse i 1873 bad den britiske ansvarlige for “indfødte affærer”, Theophilus Shepstone, om at deltage i kroningsceremonien. Shepstone fik æren af at sætte kronen på Cetshwayos hoved og lægge en kappe i purpur og guld over kongens skuldre.
Nu, da briterne havde mere brug for venligtsindede boere end for zuluerne, besluttede de sig for at give Transvaal en del af zuluernes land som plaster på såret. Zuluerne nægtede imidlertid at afgive deres jord, hvilket fik briterne til prompte at true med at annektere hele zuluernes område. Cetshwayo følte sig forrådt:
“Jeg elsker englænderne...jeg er søn af dronning Victoria. Men jeg er også mit lands konge. Jeg tager ikke imod diktat. Så må de udslette mig først”, proklamerede kongen. Men de britiske embedsmænd satte hårdt mod hårdt: “Cetshwayo er det hemmelige håb for enhver lille, ubetydelig høvding, som har forhåbninger om, at det er hans farve, der skal regere. Først, når det håb er knust, vil de beslutte sig til at underkaste sig civilisationens overmagt”, skrev Shepstone, der meget belejligt havde glemt, at han selv havde sat kronen på Cetshwayos hoved.
Straks efter gik briterne i gang med at demonstrere “civilisationens” foretrukne magtmidler over for zuluerne, der blev angrebet i januar 1879. Efter indledende vanskeligheder, hvor zuluerne overrumplede de britiske tropper, tromlede kolonimagten frem med raketter, artilleri og maskingeværer.
Fem måneder efter kampen var begyndt, havde briterne overtaget. Cetshwayo blev sat i fængsel, og hans rige splittet ad. Zuluer, der havde samarbejdet med briterne, blev tildelt små kongedømmer, mens resten af jorden gik til Transvaal. Veltilfredse kunne briterne nu børste støvet af kaki-uniformerne, overbeviste om, at de havde lukket munden på boerne.
Kolonimagten må give fortabt
Briterne kunne dårligt have taget mere fejl. De kampvante boere, der før havde måttet bruge deres kræfter på at kæmpe mod de indfødte, kunne nu sætte alt ind på at få smidt briterne ud. De ønskede under ingen omstændigheder at være underlagt Storbritannien. Og i Trans-vaal samlede den stovte boerleder Paul Kruger en styrke på omkring 2000 mand, som skulle tage kampen op mod kolonimagtens tropper.
Men selv om briterne blev advaret, var de ikke bekymrede. Hvis boerne angreb, ville de højst holde en time, mente den britiske general Wolseley: “Floden Vaal skal flyde tilbage til dens kilder, før Transvaal igen bliver selvstændigt”, fastslog han hovent.
I december 1880 erklærede boerne sig selvstændige. Den efterfølgende krig varede i mindre end tre måneder og bestod reelt kun af et baghold og tre mindre slag. I samtlige slag kom briterne til kort. De havde groft undervurderet boernes beslutsomhed, deres evne til at udnytte landskabet til guerillakrig og ikke mindst den ildkraft, de havde samlet sig.
Værst gik det for briterne i februar 1881. I et forsøg på at omgå boernes positioner ved Trans-vaals sydlige grænse sneg en britisk styrke på omkring 400 mand sig op ad Majuba-højens stejle sider midt om natten. Toppen var nærmest uindtagelig, og herfra havde briterne fuld oversigt over hele tre boerlejre. Tidligt om morgenen ved det første dagslys stillede en gruppe britiske soldater sig sejrsikre an og råbte ned mod de forbløffede boer-soldater.
Lynhurtigt fik boerne imidlertid organiseret en styrke på omkring 200 mand, som ubemærket kravlede op på højen for at tage kampen op. Kort efter åbnede de ild mod de britiske soldater, der for størstedelens vedkommende stadig sov. Den britiske øverstbefalende sov også og nægtede at stå op, da hans underordnede kom løbende. Tyve minutter senere havde boerne indtaget højen og dræbt næsten 100 soldater. For Kruger var det et tydeligt bevis på, at Gud var med boerne: “Vi giver ikke æren til menneskelig magt. Det er Gud, Herren, som har hjulpet os”, erklærede boer-lederen højtideligt fra sit hovedkvarter.
Mineejerne skovlede penge ind
For at forhindre tyveri blev især de sorte minearbejdere undersøgt fra top til tå for skjulte diamanter.
Ydmygede trak briterne sig ud af den besværlige Transvaal-republik. I stedet koncentrerede de sig om udvindingen af diamanter i minerne i Kapkolonien og Griqualand. Arbejdet var både farligt og besværligt, for minerne bestod blot af huller gravet i den bløde jord. Ved hjælp af et sindrigt snoresystem blev den udgravede jord hejst op til overfladen i spande. Henry Barkly, Kapkoloniens guvernør, der i 1872 besøgte Kimberleyminerne, beskrev, hvordan et mylder af arbejdere kravlede op og ned ad de dybe minehuller, der var op til 30 m dybe og 20 m brede: “I disse dyb foregår minedriften. Vakkelvorne stiger – indbegrebet af usikkerhed – bliver brugt, når de skal klatre op og ned, nogle gange endda kun et reb eller huller til fødderne indhugget i jorden. Ulykker er hyppige. Vogne og muldyr er faldet fra vejene og ned i hullerne. Men den værste fare er jordskred”.
Individuelle gravere var i mellemtiden blevet afløst af store firmaer, som i stigende grad benyttede sig af sorte som arbejdskraft. Arbejderne levede og arbejdede under umenneskelige forhold. På kontrakter, der løb seks til tolv måneder, henslæbte de deres dage i minen. Imens nød mineejere og funktionærer det gode liv i Kimberley Club, en eksklusiv klub for byens rige hvide. Klubben var udstyret med de fineste tyrkiske tæpper og fløjsbeklædte lounger.
“Vi har middage og danseaftener – hver eneste aften iklæder man sig sit selskabstøj. Det ødelægger helbred og pengepung”, beklagede et ungt klubmedlem sig. Penge var der ellers nok af i Kimberley, for diamantminerne indbragte enorme summer. Barnato-brødrene, som blot ejede fire jordlodder i området, kunne fx i 1876 indkassere hele 1800 pund om ugen på diamanthandelen.
Gigantisk guldfund blev boernes ulykke
Sydafrikas undergrund gemte imidlertid på andet end diamanter. I 1886 fandt skattejægere guld i Witwatersrand i Transvaal. Og snart stod det klart, at Witwatersrands 100 km lange og 37 km brede højderyg gemte på en af verdens største guldforekomster. Omkring 40 procent af alt guld udvundet i historisk tid skulle guldgraverne med tiden fravriste højderyggen. Guldet kom belejligt, for efter krig og tumult var landet økonomisk tvunget i knæ. Boerlederen Kruger så imidlertid helt anderledes på det: “I stedet for at glæde jer burde I græde, for dette guld vil få vores land til at blive gennemvædet af blod”, forudså han dystert.
Kruger fik ret. Med guldet voksede briternes interesse for Transvaal nemlig igen, og de ventede nu blot på en undskyldning for at invadere. Påskuddet, de havde brug for, kom hurtigt i form af tusinder af tilstrømmende guldgravere, der ønskede del i guldet. En stor del af dem var udlændinge, og mange af dem briter.
De mange “uitlanders” bekymrede boerne, der som modtræk lagde store skatter på de fremmedes indtægter. Det fik guldgraverne til at klage højlydt til briterne, der så store muligheder i klagerne. Storbritanniens koloniminister, Joseph Chamberlain, krævede, at britiske guldgravere fik de samme rettigheder som Transvaals egne borgere. Det sidste, Chamberlain ønskede, var imidlertid, at boerne rent faktisk opfyldte kravene: “Jeg frygter mere end noget, at vi får fjernet vore uenigheder, så vi ikke har nogen undskyldning for krig tilbage”, bemærkede han under forhandlingerne. Chamberlain havde intet at frygte – mens briternes ultimatum var undervejs, udsendte Transvaal sit eget, som bl.a. krævede, at briterne trak alle tropper i området tilbage.
Boerne overlister englænderne
Boerne spredte død og ødelæggelse med moderne fransk- og tyskproducerede kanoner. Deres 155-mm “Long Tom” kunne fx skyde længere end noget britisk artilleri.
Et sådant krav ville briterne ikke finde sig i, og krigen brød ud, netop som boernes ultimatum udløb – den 11. oktober 1899 kl. 17 – lige til tetid, som avisen The Times kækt bemærkede. Den britiske hær samlede sine bedste regimenter, og befolkningen jublede. Den sag ville hurtigt være overstået, mente de fleste. Briterne skulle snart blive klogere. Nok havde boerne ikke briternes militæruddannelse, men de havde et velfungerende mobiliseringssystem, der gjorde det muligt hurtigt at samle en styrke på omkring 40.000 mand. Som bønder kendte de landskabet bedre end alle andre og var desuden trænet i at skyde fra barnsben af. Med stor dygtighed skjulte de sig i landskabet for at affyre dræbende skud med deres tyske Mauser-rifler og Krupp-kanoner.
Boerne besatte bl.a. byen Ladysmith i den britiske Natal-koloni og Kimberley i Griqualand. Under slaget ved Colenso den 15. december 1899 forhindrede de 21.000 britiske soldater i at krydse Tugelafloden og komme Ladysmith til undsætning. Med boernes kugler fløjtende om ørerne tog briterne flugten uden at tage sig tid til at redde de sårede. 145 briter døde, mens 1200 var såret eller savnet. Boerne mistede blot 140 mand. Denne tid blev af briterne navngivet “den sorte uge”.
En beskidt guerillakrig bryder ud
I februar 1900 vendte krigslykken imidlertid. Boernes fronter kollapsede, og både Kimberley og Ladysmith blev befriet. I maj var store dele af Transvaal og Oranje Fristaten på britiske hænder. Mange boere overgav sig, mens de resterende gik over til guerillakrig.
Krigens sidste fase blev lang og beskidt. I september 1900 havde briterne fuld kontrol over begge boer-republikker med undtagelse af den nordligste del af Transvaal. Guerillastyrker angreb imidlertid gang på gang kolonimagtens tropper. Briterne svarede igen ved at angribe civilbefolkningen, der hjalp guerillaerne. Huse og gårde blev brændt, og dyrene slagtet.
Guerillaernes kamp var dømt til at mislykkes. Briterne havde et helt imperium i ryggen og kunne modtage ubegrænsede forsyninger hjemmefra, mens aktionerne mod civilbefolkningen satte en stor begrænsning på guerilla-styrkernes kampkraft. Krigens sidste større slag kom 11. april 1902 i Transvaal, da en stor britisk styrke slog angribende boere tilbage fra et højdedrag. Boerne var i enhver forstand blevet slået på hjemmebane, og den 31. maj 1902 overgav de sig. Den britiske sejr var dog ikke kommet gratis: Imperiet havde mistet omkring 22.000 soldater i løbet af de tre års krig.
Den Sydafrikanske Union bliver født
Efter fredsafslutningen var det tid til genopbygning og forsoning. I raslende oksekærrer kørte briterne boerfamilier ud til deres jorder, hvor de igen kunne bygge deres ejendomme op. De politiske og kulturelle forskelle mellem boere og englændere bestod og gav fortsat anledning til skepsis og fjendskab, men de økonomiske interesser vandt. Udsigten til enorme indtægter fra miner og en blomstrende industri fik Sydafrikas hvide til at forsone sig.
Den 31. maj 1910 blev de britiske kolonier, Transvaal og Oranje Fristaten samlet – Den Sydafrikanske Union var født. Unionen var underlagt Storbritannien, men havde udstrakt selvstyre. Vinderne blev mineejerne, fabriksejerne og handelsfolkene, hvoraf de fleste var briter, og boerne, der herefter kunne organisere samfundet, som de havde lyst. Taberne blev de sorte, der skulle levere arbejdskraft til Sydafrikas industrialisering. Brite eller boer – den hvide mand havde stadig overherredømmet.