Historiker: Nazisterne skjulte historisk skat i deres bunker
I flere årtier har skattejægere jagtet én af historiens største skatte – det legendariske Ravkammer. Nu mener en historiker at have fundet skjulestedet.

Det værdifulde Ravkammer var en gave til den russiske tsar Peter den Store.
Jagten på én af 2. verdenskrigs største skatte er muligvis ved at nå til vejs ende.
For ifølge historiker Bartlomiej Plebanczyk fra Mamerki Museum i Nordøstpolen ligger alle værdierne fra det legendariske Ravkammer gemt i en skovdækket bunker nær landsbyen Mamerki i Polen:
"Vi tror, at bunkeren indeholder de stjålne genstande fra Ravkammeret, men også andet stjålet kunst. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at rummet er bygget til at skjule skatte".
Nazisterne stjal skattene
Det eksklusive Ravkammer var en gave til den russiske tsar Peter den Store og blev opført i Katharinapaladset nær Skt. Petersborg i 1700-tallet. Rummet var udsmykket med hele 450 kg rav samt guld og dyrebare juveler, som i dag har en værdi på mere end tre mia. danske kroner.
Da de tyske tropper invaderede Sovjetunionen under 2. verdenskrig, røvede de kammeret og transporterede de stjålne genstande til Königsberg i Østpreussen. Men i begyndelsen af 1945 skulle Adolf Hitler angiveligt have beordret alle de dyrebare genstande væk derfra, og siden har ingen fundet dem.
Radar viste et hemmeligt rum
Nogle år efter krigen udtalte en tidligere tysk vagt, at han i 1944 havde set tyskerne slæbe et tungt læs fra en lastbil ind i den nu skovdækkede bunker.
Den beretning var medvirkende til, at museet for nyligt foretog en radarundersøgelse af den tyske bunker. Undersøgelsen viste, at bygningen indeholder et hidtil ukendt rum, som måler 3x1,5 meter.
Om fire til otte uger vil museet indsætte et kamera i én af væggene. Først da vil vi finde ud af, om bunkeren virkelig gemmer på den eftertragtede skat.