Ingen forsøg på at finde skatten på Oak Island har endnu haft succes. 

© Shutterstock

Skatteøen ligger i Canada - eller gør den?

En sørøverskat, Shakespeares manuskripter eller Den Hellige Gral. Siden 1795 har lykke-jægerne gravet på en lille canadisk ø i håbet om at finde en skjult skat. Indtil nu har de ikke fundet andet end jord og grene.

23. januar 2018 af Lars Bering Haarup

En solfyldt sommerdag i 1795 skyder den 16-årige Daniel McGinnis genvej gennem vildnisset på den lille ø Oak Island ud for Nova Scotias kyst. 

Han har taget turen et utal af gange, når han skulle ud at fiske, men denne dag ser han noget mærkeligt:

Fra en massiv gren i et gammelt egetræ, han tit er gået under, hænger en tung talje af den slags, der normalt findes på sejlskibe. Og jorden under taljen er rodet op – som om nogen har gravet her for ganske nylig.

Daniels nysgerrighed er vakt, og han skynder sig hjem til flækken Southern Shore, hvor han bor. Her får han fat i sine venner John Smith og Anthony Vaughan. Bevæbnet med hakker og spader begiver de sig tilbage til Oak Island.

Da de tre drenge begynder at grave, opdager de, at jorden er løs og let at grave i. Efter godt en halv meter støder de på et lag af omhyggeligt lagte, flade sten. Nogen må have været her før dem.

Drengene fjerner stenene og graver videre. Det viser sig snart, at det, de graver i, må være en slags skakt med en diameter på ca. fire meter, der går lodret ned i øens undergrund af ler.

I en dybde af godt tre meter (10 fod)støder drengene på en platform lavet af kraftige egegrene. Dem fjerner de og arbejder videre. 

Efter endnu tre meter støder de på nok et lag af grene og i ni meters dybde endnu ét!

På egnen har længe verseret rygter om, at en pirat – muligvis den berygtede kaptajn Kidd – har gravet en skat ned i området. Drengene føler sig sikre på, at det er hans skattekiste, de er kommet på sporet af. 

Men lige meget hvor dybt de graver, finder de ingen skat – kun flere tegn på, at “nogen” har været her før dem. Efter nogle dage beslutter de afbryde arbejdet og vende tilbage senere med flere mænd og bedre udstyr, så de kan nå til bunds i mysteriet.

I dag – efter mere end 200 års efterforskning på Oak Island – er mysteriet om den skjulte skat endnu ikke løst, men mere ubegribeligt end nogensinde.

30 mand tager på skattejagt

Oak Island ligger nogle få hundrede meter fra øen Nova Scotia ud for Canadas østkyst. Tilbage i 1795 var øboerne fattige landmænd, fiskere og håndværkere. 

Rygtet om drengenes opdagelse spredtes hurtigt, og snart kom det også lægen Simeon Lynds for øre. Hans interesse var omgående vakt. 

Sammen med drengene og en gruppe fremtrædende beboere fra Nova Scotia dannede han “Onslow-syndikatet”, opkaldt efter den by, de fleste af dem stammede fra. Forberedelserne tog tid, og først i 1801 kom mændene til Oak Island og begyndte fulde af forventninger at grave.

For hver tre meter de nåede ned, stødte de på en ny platform af egetræ, og imellem dem fandt de lag af kokosfibre – et materiale, som ikke var naturligt forekommende så langt mod nord.

Opildnede fortsatte de, til de endelig i en dybde af knap 30 meter fandt en stor, flad sten oven på endnu en platform af kraftige egegrene. I stenen var indridset nogle sære symboler, der udgjorde en relativt simpel kode:

“40 fod nede ligger to millioner pund begravet”, lød indskriften.

Utallige skattejægere har gravet på Oak Island for at finde den skjulte skat. I dag er øens undergrund gennemhullet.

© joannaatherton/flickr

Skakten bliver oversvømmet

Skattejægerne var nu helt overbeviste om, at de var på sporet af noget stort. De fjernede platformen og gravede videre. 

I 33 meters dybde begyndte de imidlertid at få uventede problemer. Indtil nu var det lykkedes at holde grundvandet ude af skakten, men nu skulle de hente en spand vand op fra hullet for hver to spande jord, der kom op.

Den næste dag var en søndag, hvor alle rettroende kristne skulle holde fri, og da mændene om mandagen vendte tilbage til hullet – kendt som “The Money Pit” – opdagede de, at skakten var oversvømmet op til knap ni meter fra jordoverfladen.

Mændene fik en nagende mistanke om, at de havde udløst en sikkerhedsmekanisme, der var konstrueret til at oversvømme skakten, så snart nogen forsøgte at trænge ned i den.

Oversvømmelsen skulle vise sig at være det første alvorlige tilbageslag i det, der har udviklet sig til et mareridt for alle efterfølgende skattejægere på Oak Island. Onslow-syndikatets forsøg på at pumpe vandet op viste sig nyttesløse; vandet strømmede ind lige så hurtigt, som det blev pumpet væk.

Medlemmerne af Onslow-syndikatet måtte give op, men aftalte at vende tilbage året efter for at gøre et nyt forsøg: Heller ikke denne gang lykkedes det dog at tømme skakten.

I stedet besluttede de at grave en parallel skakt fire meter fra den oprindelige skakt for at dræne den. 

Efter 35 meter var de stadig ikke stødt på vand og gravede derfor en tunnel vandret hen til den gamle skakt. Ikke underligt begyndte vandet snart at fosse ind i tunnellen, og kort tid efter stod vandet højt i begge skakte.

Skakten styrter sammen

Mændene i bunden af den nye skakt nåede kun med nød og næppe at undslippe vandmasserne. Og oppe på jordoverfladen måtte de 30 mænd i syndikatet erkende, at de havde tabt kampen mod vandet, og de forlod Oak Island.

I de følgende år kølnedes interessen for The Money Pit. Skakten styrtede sammen og hensank i glemsel. Først i 1849 genlød Oak Island atter af aktivitet. 

Denne gang var det en gruppe mænd fra byen Truro, Nova Scotia, der ville prøve lykken. Udrustet med et bor angreb de den gamle skakt – i første omgang med samme nedslående resultat som Onslow-syndikatet: I en dybde af knap 30 meter begyndte vandet at strømme ind. Men mændene besluttede at trodse vandet og bore videre.

Som beskrevet af Onslow-syndikatet fandt Truro-kompagniet en platform af egekævler i ca. 30 meters dybde. Derefter fortsatte boret og ramte et 10 cm tykt lag egetræ og nåede et lag metalstykker. Efter dette lag borede Truro-folkene gennem 20 cm egetræ, før de atter ramte godt en halv meter “metal i små stykker”. Dernæst atter egetræ og gran, før de borede gennem nogle meter massivt ler uden at finde yderligere.

Da mændene trak boret op, fulgte tre små led af en guldkæde med. Guldet tolkede de som et bevis på, at de netop havde boret sig gennem to skatkister, kun ganske lidt under det niveau, Onslow-syndikatet nåede.

Nu havde de fundet det første håndgribelige bevis på, at noget værdifuldt var blevet gemt under Oak Island – og til dato også det eneste ædelmetal, der er fundet på den gådefulde ø.

I 1909 kom USA's senere præsident Franklin D. Roosevelt til Oak Island med sit gravehold.

© National Archives

Mystikken breder sig

Truro-kompagniet fortsatte med at bore søgehuller rundt om den oprindelige Money Pit, men altid med samme resultat; hver gang mændene nåede godt 30 meter ned, begyndte vandet at fosse ind.

En af mændene opdagede, at det indstrømmende vand smagte salt. Det var altså ikke grundvand, der steg op i hullerne, men havvand. Undergrunden måtte have forbindelse med havet. 

En efterforskning blev sat i værk for at finde den tunnel, som vandet trænger ind gennem, og blokere den.

Ude ved kysten, omtrent 150 meter fra The Money Pit, fandt mændene spor efter omfattende anlægsarbejder lige under havoverfladen. 

Hele stranden var simpelthen kunstig! De fandt rester af en spunsvæg, der omgav stranden, og udmundingerne af hele fem stenbeklædte, undersøiske tunneller, der alle syntes at føre mod The Money Pit!

Under den kunstige strand opdagede mændene desuden et tykt lag kokosfibre, ligesom dem tidligere gravehold havde fundet i The Money Pit. Tegnene på, at Oak Island måtte skjule en yderst værdifuld hemmelighed, hobede sig op.

Beviserne er blevet væk

Desværre kom heller ikke Truro-kompagniet skatten nærmere, og da pengene slap op, måtte mændene drage hjem. 

I løbet af årene kom nye hold af skattejægere til – blandt dem USA's senere præsident Franklin D. Roosevelt, der gik i land på Oak Island i 1909. Med samme magre resultat hver gang. Alle lejede graverettigheder til øen, og alle forlod den fattigere, end de kom.

Den dag i dag søger skattejægere til Oak Island – og med jævne mellemrum kan de berette om sensationelle fund af fx en gammel hakke, som piraterne må have efterladt. Men det er efterhånden mere sandsynligt, at hakken stammer fra en tidligere udgravning, for øen er gennem de 217 års skattejagt blevet så grundigt endevendt.

Det mest påfaldende ved den feberagtige skattejagt på øen er faktisk, hvor få indicier graveholdene kan fremlægge for skattens eksistens. 

Fx er de ni platforme af egegrene ikke dokumenteret, og stenen med den indridsede kode om “to millioner pund 40 fod længere nede” har været forsvundet siden 1800-tallet.

De underjordiske tunneller fra havet og ind til The Money Pit findes heller ikke mere. Angiveligt er de blevet sprængt for at stoppe vandets indtrængen.

Og selv den oprindelige Money Pit er forsvundet. Ingen kan i dag sige, hvor Daniel McGinnis begyndte at grave i 1795. Men den jagt, han indledte, fortsætter, for rygtet om skatten under Oak Island er for godt til at være løgn.

Læs mere

● Eric Walters: The Money Pit Mystery, Fitzhenry & Whiteside, 2011 ● D’Arcy O’Conner: The Secret Treasure of Oak Island, The Lion Press, 2004 ● Steven Sora: The L

Måske er du interesseret i...

Læs også