Efter Deane-brødrenes gennembrud begyndte andre vragjægere at kopiere deres udstyr, så de kunne få del i bjærgningsgevinsterne.

© Bridgeman
Udforskning - Skattejagt

Verdens første vragdykkere risikerede livet for skjulte skatte

I århundreder havde havbunden været stort set umulig at udforske. Men i begyndelsen af 1800-tallet opfinder to fattige brødre dykkerhjelmen. Dermed åbner sig en hidtil lukket verden af skibsvrag og enorme skatte.

Dykkeren John Deane står fastfrosset på bunden af Sevastopols havn. Det er foråret 1856, og få meter borte mellem fiskestimer og bølgende søgræs rejser sig et grotesk hesteskelet.

Overskrævs på hesten sidder en død rytter. Hans støvler sidder stadig i stigbøjlerne, og kun de rådnende rester af kavaleristens russiske uniform holder knoglerne sammen.

Gennem glasruden i sin dykkerhjelm kan John Deane overalt skimte skeletter, knuste hestevogne og kanoner.

Da han er kommet sig over det makabre syn, vandrer den britiske dykker varsomt videre hen over havbundens massegrav.

Et halvt år tidligere har britiske og franske tropper indtaget den russiske havneby Sevastopol på Krimhalvøen i Sortehavet. Skeletterne på havbunden stammer fra Krimkrigens sidste dage, da russerne forsøgte at evakuere kanonerne væk fra Sevastopol via en pontonbro.

Vægten fik broen til at bryde sammen, og de tonstunge vogne trak soldater og trækdyr med sig i døden.

John Deane er Englands mest erfarne vragdykker.

Den britiske flåde har derfor hyret ham til at bjærge alt af værdi fra de mange russiske skibsvrag, som ligger i havet ud for Sevastopol: ankre, dampskibskedler og kanoner. Og det, som briterne ikke kan tage med, skal ødelægges, så havnebyen aldrig igen bliver en trussel.

Derfor har den 55-årige dykker brugt de sidste seks måneder på at sprænge Sevastopols enorme kajanlæg i luften.

Bragene fra eksplosionerne er ifølge korrespondenten William Russell højere end noget, han nogensinde har hørt før.

Hele landskabet omkring havnebyen ryster, hver gang Deane udløser sine sprængstoffer. I sine artikler giver Russell derfor Deane et navn, som kommer til at følge ham livet ud: helvedesdykkeren.

Dykkerhjelm blev født i ild

Et kvart århundrede før Krimkrigens afslutning havde John Deane og hans bror, Charles, revolutioneret Storbritanniens dykkerindustri. Sammen havde de opfundet en undervandshjelm, som for første gang gjorde det muligt at vandre rundt på havbunden i næsten ubegrænset tid.

Men kampen for at få hjelmen og dens potentiale anerkendt havde været bitter og hård – i en sådan grad, at den til sidst knækkede den ene af dem.

De to brødre kom fra fattige kår i Deptford i det sydlige London. John stak til søs i en ung alder og tog hyre på et af de skibe, som sejlede til Østen. Senere begyndte han at arbejde med at bjærge vraggods fra en dykkerklokke.

Charles havde ikke Johns eventyr-trang og blev i hjembyen, hvor han arbejdede på Edward Barnards skibsværft. Hans arbejde bestod i at banke tjærebehandlet tovværk ind mellem skibsplankerne.

Men arbejdet var livsfarligt. For at holde tjæren flydende blev den varmet op i kedler, som alt for ofte væltede. Når det skete, brød tjæren i brand og udviklede en røg så giftig, at effektivt slukningsarbejde var umuligt. Hverken skibe eller bygninger kunne reddes.

I månedsvis spekulerede Charles over problemet, og i 1823 fandt han løsningen: en røgdragt. Udover en kobberhjelm med små glasruder bestod sættet af en læderjakke fæstnet med nitter til den nederste del af hjelmen.

Opfindelsen krævede en hjælper, som med en blæsebælg og en lang slange pumpede luft ind i hjelmen.

Princippet var enkelt og genialt. Begejstret købte værftsejeren Barnard patentet for 417 pund – en kæmpesum svarende til ca. 300.000 kr. i dag.

Charles og hans arbejdsgiver var overbeviste om dragtens potentiale, og sammen fik de en lokal ingeniør, Augustus Siebe, til at lave en ny og mere professionelt udseende hjelm ud fra prototypen.

I 1825 skrev Charles til den britiske flåde for at få lov til at demonstrere sin opfindelse. Anmodningen kom retur med en påskriblet note: “Herskabet ønsker ikke at være til yderligere besvær”.

Kort sagt: “Ingen interesse”. Heller ikke brandvæsenet bed på.

Blylodder viste sig livsfarlige

Charles blev sønderknust. I mellemtiden var John kommet hjem fra sit job på havet, og efter at have set Charles' opfindelse fik han en idé: Hvorfor ikke bruge hjelmen under vand?

En dykker ville dermed kunne arbejde frit i stedet for at være bundet til en tonstung dykkerklokke. På den måde ville vragdykning blive meget lettere.

Nølende accepterede Charles, at hans røghjelm skulle omdannes til en dykkerhjelm. De første dyk fandt sted i den lokale kanal. Som den første trådte John ind i en ny og totalt ukendt verden.

Forundret hørte han sin stemme og vejrtrækning runge inde i hjelmen. John opdagede hurtigt, at overskudsluften inde i hjelmen og læderjakken måtte ud et sted, ellers flød han op
til overfladen.

Da han var kommet op på land, borede han huller i den nederste del af hjelmen, så luften kunne undslippe. For yderligere at modvirke opdriften, besluttede brødrene at binde fire poser med 30 kg bly om skuldrene på Charles, da han kort efter afprøvede udstyret.

Takket være blyet blev han på kanalbunden og kunne inde i hjelmen mærke, hvordan vandet steg op til halsen, hvorefter det stoppede på grund af lufttrykket.

Ideen med blyet ved skuldrene viste sig imidlertid livsfarlig.

Da Charles faldt over en ujævnhed, strømmede luften ud af hjelmen og blev erstattet af vand, så han pludselig var langt tungere ved hovedet end ved fødderne.

Fra land så John, der håndterede blæsebælgen, pludselig to sprællende ben stikke op af vandet. Med lange, seje tag i livlinen fik han hevet sin bevidstløse bror op på land.

Efter at have kastet kanalvand op kunne Charles endelig hostende forklare problemet: “Mere vægt. Vi skal have mere vægt”.

I begyndelsen af 1829 foretog John flere dyk med brødrenes forbedrede udgave af dykkerudstyret. Denne gang havde de også lagt bly i bunden af et par sko. Vægtfordelingen gav langt bedre balance.

For at komme af med udåndingsluften havde de desuden skruet en udåndingsslange med en ventil på hjelmen. Udstyret fungerede så perfekt, at John helt glemte tiden. Charles var derfor ved at blive urolig, da John endelig dukkede op til overfladen.

Ivrigt fjernede John hjelmen og råbte med et stort grin til broren: “Det virker! Det virker!”

Millionlast blev gennembruddet

Næste skridt blev at bevise hjelmens muligheder. Deane-brødrene forsøgte forgæves at få den britiske flåde til at interessere sig for deres opfindelse.

Mere held havde brødrene med det private erhvervsliv. John var kendt og respekteret blandt søfolk i Kent. Specielt i fiskerlejet Whitstable, hvor forsikringsselskaber ofte hyrede de lokale fiskere til at bjærge gods fra sunkne skibe.

Og snart fik brødrene deres chance.

Den 5. juli 1829 var skibet Carn Brea Castle grundstødt nær Portsmouth. Lasten af kostbare kobberbarrer var forsikret hos Lloyds, og selskabet var desperat efter at få lasten bjærget, før skibsvraget blev taget af havet.

Charles og John foretog flere dyk ned i skibets oversvømmede lastrum, mens hjælpere på dækket sørgede for at holde gang i blæsebælgen. Hjelmen var en succes. Brødrene bjærgede størstedelen af kobberet, som havde en værdi på over 70 mio. nutidskroner.

Brødrenes succes overbeviste imidlertid ikke det britiske admiralitet om hjelmens potentiale, selv om de to brødre ved flere lejligheder demonstrede den for repræsentanter fra flåden.

“Herskabet ønsker ikke at være til yderligere besvær”, lød svaret atter.

Til gengæld bragede klapsalverne løs, hver gang brødrene demonstrede udstyret for almindelige borgere.

Efter en opvisning i 1831 beskrev den lokale avis med stor begejstring, hvordan John Deane tilsyneladende gik rundt under vandet lige så uanfægtet, som hvis han havde gået oppe på landjorden: “Der er ingen tvivl om, at bjærgning af materiel fra betragtelige dybder vil være muligt”, konkluderede avisen.

Succesen fik også grådige kopister på banen. Bl.a. sendte en interesseret advokat, John Bethell, industrispioner til ingeniøren Augustus Siebes værksted for at få fremstillet sit eget udstyr.

Charles' arbejdsgiver, Edward Barnard, som ejede patentet på røghjelmen, trak rasende advokaten i retten, men tabte, da patentet ikke omtalte brug af hjelmen under vand.

Sagen tog hårdt på Charles, som blev mere og mere bitter over besværlighederne. Forude ventede dog de to brødre en triumf, som for alvor skulle få omverdenens øjne op for deres opfindelse.

Krigsskib blev den ultimative test

I 1782 var krigsskibet Royal George kæntret, mens det lå for anker ud for Portsmouth. Over 900 mennesker havde mistet livet ved katastrofen.

Det over 2.000 tons tunge skib havde været den britiske flådes stolthed og var udstyret med 108 kanoner. Royal George var en udfordring, da vraget lå på 30 m vand. Så stor en dybde havde Deane-brødrenes udstyr aldrig været brugt på.

Heldigvis var brødrene ikke bange for at anvende ny teknologi. De fik fremstillet en dykkerdragt af to lag stof klistret sammen med en særlig gummiblanding, som gjorde den vandtæt.

De fik også fat i en rotationspumpe, som kunne presse langt mere luft ned i luftslangen. Det var især vigtigt under dybe dyk, hvor trykket på slangen steg dramatisk.

Både pumpe og dragt var med, da de første dyk blev foretaget fra dækket på skibet Albion. Mens fire mand på skift knoklede med at holde pumpen kørende, kravlede Charles langsomt ned af en næsten 20 m lang, sammenklappelig stige, de havde medbragt.

Jo længere Charles nåede ned, jo højere vandtryk og desto hårdere måtte mændene pumpe.

For enden af stigen stod Charles i mørke. Efter et par minutter kunne han svagt skimte dækket af Royal George. Varsomt begyndte han sin vandring hen over det rådne dæk, der for første gang i 52 år atter gav sig under vægten af et menneske.

Efter en halv time stak Charles atter hovedet over vand og blev straks dænget til med spørgsmål fra hans spændte bror.

Trods beskrivelserne af en tavs og dyster verden var John ellevild efter selv at prøve, og snart var han den mest ivrige dykker af de to.

Mange fiskere brugte deres fritid på at lede efter bl.a. værdifulde metal-ankre, som store skibe havde tabt.

© Scanpix/Mary Evans & Whitstable Museum

John Deane fandt Mary Rose

Under arbejdet på vraget af Royal George bjærgede brødrene fem af krigsskibets kanoner. Hver vejede næsten tre tons og gav en fortjeneste på 300.000 per styk, omregnet til nutidskroner. Selv flådens ingeniører var imponerede.

Arbejdet i dybet ved Royal George havde imidlertid skræmt Charles, der havde mistet lysten til at dykke ned i den kolde, ugæstfri verden.

John derimod kunne ikke få nok og dykkede ind imellem arbejdet på Royal George på en række andre vrag. Under arbejdet med at bjærge metal fra Royal George fik John nys om, at “noget tungt på havbunden” ca. en kilometer fra vraget i årevis havde ødelagt fiskernes net.

John undersøgte området og fandt resterne af en kanon.

Vasket og renset viste kanonen sig at have meget sjældne håndtag udformet som delfiner og en latinsk inskription, som lød “HENRICVS. VIII” – John havde fundet Henrik 8.s berømte krigsskib Mary Rose, som var sunket 300 år forinden.

I lasten fandt John bl.a. 20 jernkanoner, en del af stormasten, fem kranier, et lårben og en fingerknogle.

Under bjærgningen brugte han sprængstof til at sprænge vraget åbent. Foruden bjærgningsdykker var John godt på vej til at blive undersøisk sprængningsekspert.

Dykkerne blev ramt af gådefuld syge

Mens John efterhånden nød stor anseelse, gik det skidt for Charles, som var konstant presset af dårlig økonomi. Samtidig påstod han, at han alene havde opfundet dykkerhjelmen.

Skuffet brød John med sin bror og begyndte at arbejde for sig selv som bjærgningsdykker. Charles havde rettighederne til at bjærge værdier fra Royal George og håbede på at kunne hyre dykkere til at fortsætte arbejdet.

Han blev imidlertid udmanøvreret af den intrigante oberst Pasley fra de britiske ingeniørtropper. Obersten havde fået smag for dykning med hjelm, og med hjælp af magtfulde venner i admiralitetet kaprede Pasley rettighederne til Royal George fra Charles.

Modgangen gjorde den psykisk ustabile Charles sindssyg, og i 1839 blev han ført til galeanstalten og begik efterfølgende selvmord. Imens arbejdede Pasley og hans dykkere på vraget af Royal George.

På det tidspunkt havde Deane-brødrenes konkurrenter videreudviklet dykkerhjelmen, så den var fæstnet til dragten og dermed var helt tæt. Pasley hyrede et antal dykkere til at bruge den nye dragt på Royal George.

Under bjærgningsarbejdet bemærkede Pasley, hvordan hans dykkere flere gange faldt om på dækket, når de kom op fra dybet, og var ude af stand til at rejse sig. Pasley mente, at det skyldtes “overtræthed”.

Først ca. 20 år senere fandt læger ud af, at det skyldtes små bobler af kvælstof, som dannes i dykkerens blod under hurtig opstigning fra store dybder – i dag kendt som dykkersyge.

Pasley havde i mellemtiden set sig ond på John Deane, som han igen og igen forhindrede i at få større kontrakter med flåden.

I stedet måtte John fortsætte med vragbjærgning for egen regning, indtil en dag i 1855, da flåden selv kom og bad ham om hjælp.

Under Krimkrigen sænkede russerne deres flåde i Sevastopols havn. John Deane fik til opgave at sprænge vragene væk.

© Scanpix/Mary Evans

Krimkrigen blev Deanes triumf

To år forinden havde Frankrig og England erklæret Rusland krig og sendt store flådestyrker til Sortehavet for at erobre russernes vigtigste flådehavn, Sevastopol.

Russerne var overbeviste om, at briterne kunne slå deres krigsskibe, og besluttede derfor at sænke tre rækker skibe i havneindløbet til Sevastopol. Kort efter sænkede de hele deres flåde på 106 krigsskibe i havnen, så briterne ikke kunne erobre dem. Russerne håbede, at de efter krigen kunne hæve skibene igen.

Den britiske flåde sammensatte derfor et hold af dykkere, som skulle sprænge skibene. Da skibet med dykkerne og deres udstyr gik ned i en storm på vej til Krim, måtte flåden give sig.

Endelig fik John lov at vise, hvad han kunne.

I 1854 nåede John Deane frem til Krim, hvor han med et nyt hold dykkere gik i gang med at sprænge russernes skibe.

En begejstret admiral Lyons skrev hjem: “Mr. Deane har været ekstremt nyttig og har med undersøiske eksplosioner ødelagt syv af de dampere, som udgjorde den russiske flotille”.

Deane arbejdede utrætteligt og imponerede især, da han ene mand sprængte Sevastopols kajanlæg i luften. Fra kaptajn A. Wilmot kom følgende salut til Deane: “Deres ihærdighed med at udføre de pligter, De har påtaget Dem, kan ikke værdsættes nok og fortjener den højeste tak fra Deres land”.

Takket være John Deane var Ruslands muligheder for igen at dominere Sortehavet stort set væk. Æren og pengene var i hus.

Efter krigen trak John Deane sig tilbage som en holden mand. Storbritanniens “helvedesdykker” døde i familiens skød i 1884.

Læs også:

Skattejagt

Gådefuld skat spreder stadig mystik

9 minutter
Skattejagt

Historiker: Nazisterne skjulte historisk skat i deres bunker

2 minutter
Skattejagt

Brutal jagt på guld og diamanter

15 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!