Teenagepige kørte jorden rundt i en Ford T

Flirt med polak ender galt

Om morgenen den 29. oktober 1922 begynder eventyret for Idris.

Masser af nysgerrige borgere i Nice er mødt op for at få et glimt af Walter Wanderwells ekspedition, inden den drager videre ud i Europa.

“16-årig skolepige skal køre automobil verden rundt”, lyder avisoverskrifterne på dagen, hvor Idris starter ­motoren, mens fotograferne knipser løs.

Tidligere på året har teenageren lært at køre bil af en ven, og hun elskede at mærke farten i det firehjulede køretøj.

Desuden har hun fået ekstra træning i at køre den specialbyggede Ford af Walter Wanderwell, som hun efterhånden bare kalder “Cap”, fordi han som ekspeditionens leder er selvudnævnt “kaptajn”.

Idris får kælenavnet “Aloha” efter hendes yndlingsdans, den ­hawaiianske “aloha-dans”, da Cap ikke synes, hendes eget navn lyder eksotisk nok.

Aloha skal køre Ford T nr. 2 og ­bliver vild med det ombyggede køretøj, som har lavere sider og større komfort end den almindelige model.

“Det var kærlighed ved første blik”, skrev Aloha senere.

Med læderhjelm og kørebriller på plads ruller bilerne ­afsted langs Middelhavskysten og ind i Italien, hvor ­Mussolini og hans fascister netop har taget magten:

“Solrige Italien. Grelle overskrifter: Den flamboyante frelser Mussolinis sortskjorter syntes klar til den overvældende magtovertagelse. Alt sammen meget spændende!” nedfælder Aloha i sin dagbog i november.

Flere gange stopper marcherende fascister Wanderwells ekspedition, men til alt held er deltagerne altid klædt i stramme uniformer, og bilerne er prydet med et italiensk flag på kølerhjelmen.

Det får sortskjorterne til at kon­kludere, at de fremmede må være “fascisti americani”.

I løbet af 1923 snørkler ekspeditionen sig gennem Vesteuropa for at besøge så mange lande som muligt.

Men da den lille kortege i december når de sneklædte bjerge i det sydlige Polen, sidder bilerne uhjælpelig fast.

Mens Aloha ryster af kulde, dukker polske kavalerister heldigvis op. Hestene bliver spændt for ­bilerne, og mens dyrene trækker Ford T’erne fri, gør soldaterne sig lystige over, at hestene burde hive bilerne hele kloden rundt.

En af de beredne officerer flirter med Aloha, som ser sit snit til at gøre Walter jaloux.

Den nu 17-årige pige er nemlig blevet lun på Cap, men kaptajnen har haft sine øjne på et midlertidigt medlem på ekspeditionen – den attraktive hollandske kvinde Joannie van der Ray.

Aloha takker derfor ja til en tur i operaen med sin polske bejler, men da hun kommer tilbage til ekspeditionens hotel kl. fire om natten, sidder en arrig Walter og venter på hende.

“På den her ekspedition kommer arbejdet først!” brøler kaptajnen.

Den unge Aloha bliver hurtigt lige så vred som Walter. Hun havde håbet på ømhed og omsorg. I sin forbitrelse ­rejser hun hjem til sin mor i Frankrig. Efter blot et år på farten tyder alt på, at det store eventyr er slut.

Aloha er ved at kede sig ihjel

Efter et år fyldt med fart og spænding venter der hjemme i Frankrig en hverdag med pudebroderi, hjemmebagte småkager og ligegyldig sladder.

Aloha kommer konstant op at toppes med sin mor, og indser snart, at hendes iltre ­temperament har kostet muligheden for at se verden.

I marts 1924 får hun nys om, at Wanderwell-ekspeditionen er nået til Cairo, hvor medlemmerne kunne filme inde i Tutankhamons gravkammer.

Nyheden får hendes hjerte til at briste – normalt ville Aloha have poseret på de op­tagelser. Heldigvis savner Cap også sin unge stjerne, som på filmene har vist, at hun er den bedste foran kameraet.

De to skriver sammen og beslutter, at hun skal slutte sig til ekspeditionen i Egypten, så teenageren hopper på en ­faldefærdig damper til Port Said og bruger sine sidste håndører til en togbillet til Cairo.

Her genforenes hun med Cap, der sammen med resten af holdet – Joannie van der Ray er her ikke længere – har slået lejr ved foden af pyramiderne uden for byen.

Om aftenen lyser månen lejren op, og sammen slentrer Aloha og Walter ud til Sfinksen, hvis hoved stikker op i det fjerne. Cap fortæller, at ekspeditionen skal besøge Mekka på Den Arabiske Halvø og sejle videre til Indien.

Aloha kan blive den første kvinde i verden til at køre i bil fra Bombay til Calcutta, tværs gennem Indien.

I månens skær klatrer de to op på Sfinksens skulder og skuer ud over det golde ørkenskab. Aloha er kommet ­til­bage til dér, hvor hun allerhelst vil være:

“Det var, som om jeg ­aldrig havde været væk, for jeg følte mig helt og aldeles hjemme og tryg”.

Indien byder på varme og vand

I maj 1924 triller Alohas Ford med det store 2-tal malet på siden ind i Bombay.

En af ekspeditionens dygtige mekanikere har lovet, at bilen vil bringe den canadiske pige ­“gennem Indien som en fugl”, og det er da heller ikke ­motoren, men mylderet af mennesker og dyr, der presser den unge chauffør.

Alt fra hellige køer til legende nøgne børn dukker op som levende forhindringer.

Varmen er desuden ganske ulidelig. Landskabet er ­næs­ten uden træer og palmer til at skygge for den bagende sol, som piner Aloha hver eneste dag.

“Det føltes, som om en strøm af ild skød ned fra solen, og bilens aluminiumskarrosseri blev så varmt, at jeg ikke ­kun­ne røre ved det”, skrev hun efterfølgende.

Efter flere uger i smeltediglen og med støv i lungerne når bilerne til byen Gwalior i det centrale Indien, hvor den lokale fyrste, maharajaen, inviterer de berømte eventyrere til at bo på paladset.

Maharajaen har læst om ekspeditionen, og han nyder at se Wanderwells film fra kontinenterne mod vest. Herefter kommer ekspeditionen til den hellige by Benares, nutidens Varanasi, hvor byldepesten er brudt ud.

De døde brændes på bål, og tyk røg står op overalt.

“Stanken er forfærdelig”, betror Aloha sin dagbog.

Ca. 700 km mangler Aloha at tilbagelægge, da hun og holdet kører ind i Bengalens jungle. Her snævrer vejen sig ind til en ujævne sti, og inde mellem træerne kan de høre vilde dyr brøle.

Cap og Aloha dytter jævnligt og håber, at det er nok til at holde de sultne rovdyr væk. 250 km fra Calcutta kan Aloha se monsunens mørke skyer trække sammen:

“Regnen faldt vedvarende og aftog ikke på noget tidspunkt. Alt var gennemblødt, og bilen var fuld af mudder. Mine hjul skøjtede rundt adskillige gange”.

For at komme ud af monsunhelvedet kæmper ekspeditionsmedlemmerne sig fremad i to døgn uden at stoppe for at sove. Tøjet er gennemblødt, og Aloha føler sig klistret fast til førersædet.

“Vil du give op, Aloha?” råber Walter gennem regnen.

“Jeg er sikker på, at jeg kan klare det, Cap. Aviserne kender til historien nu, og jeg vil hade at fejle”, lyder det viljefast fra Aloha.

Hun ved, at Cap havde fortalt utallige journalister om hendes forestående køretur gennem Indien.

Stædighed belønnes, og med lidt over 25 km igen bliver den mudrede sti omsider til asfalteret vej. Underlaget føles som en velsignelse.

Svøbt ind i en presenning kommer den fuldstændig udmattede Aloha frem. Som den første kvinde har hun kørt i bil fra Bombay til Calcutta.

Aloha og Cap bliver taget til fange

Selvom medlemmerne af Wanderwell-ekspeditionen i Indien har været gennem deres hidtil hårdeste strabadser, har de har stadig tusinder af km tilbage igennem Asien og ­Sovjetunionen, før de skal videre til USA.

Walter kan dog glæde sig over at være langt foran sin kone, Nell, i kon­kurrencen om at besøge flest lande.

Da Cap og Aloha i august 1924 når Singapore, venter et brev fra Nell, hvori hun fortæller, at der er problemer med at samle penge ­sammen til at betale for rejsen til de fjerne kontinenter.

At høre nyt fra Nell betyder dog ikke alverden for Walter – han er efterhånden langt mere optaget af sin unge ­rejseledsager, Aloha.

De to har i smug indledt et forhold, men Aloha er udmærket klar over, at hun ikke er den eneste kvinde, der varmer Walters seng.

Sidst i august sejler ekspeditionen videre til Shanghai, og humøret er højt, indtil bilerne når den nordkinesiske by ­Tianjin. Her venter dårligt nyt fra de lokale myndigheder:

“I kan ikke fortsætte. Foran jer venter oversvømmelser, sult, kriminalitet og borgerkrig”.

Men Cap nægter at opgive den planlagte rejse til den nordkinesiske by Mukden og videre ind i Sovjetunionen. Han får overtalt myndighederne til at udstede de nødven­dige rejsedokumenter, og han hverver en kinesisk tolk.

Nordkina har næsten ingen veje, og terrænet er næsten ufremkommeligt, så ­bilerne slæber sig fremad.

På et tidspunkt er det kun hjælpen fra fattige, lokale bønder, som sikrer, at Ford-vognene ikke skrider ned ad et bjerg.

Som tak giver Aloha dem chokolade, hvilket de aldrig har smagt før.

Prøvelserne i Kina kulminerer, da bilerne nærmer sig Mukden, hvor kinesiske grupper bekæmper hinanden for at få kontrol over området.

Uden for en mindre landsby punkterer et søm Alohas bil, og straks efter stormer 10 bevæbnede krigere frem.

Gruppens leder puster sig op og skriger af udlændingene.

Aloha er på ingen måde tryg ved den “grove og barske” kineser, som beskylder de fremmede bilister for at være spioner.

Aloha bliver smidt ind i en ildelugtende celle, hvor hun sidder natten over – ængstelig for, hvad der sker med de andre på holdet, især Cap. Hun lukker ikke et øje og er lykkelig for at se Walter, da døren går op næste morgen.

Med hjælp fra tolken forsøger Cap og Aloha at overbe­vise kineserne om deres uskyld, men ingen tror dem – heller ikke selvom parret viser soldaterne nogle af deres rejsebilleder.

Men mens Aloha rækker billeder rundt, bliver en af soldaterne pludselig lilla i hovedet, og hans krop begynder at ryste.

Aloha aner ikke hvorfor. Måske har kineseren af fået et chok over et af billederne, måske er det et rent til­fælde, at han med et bump falder om på gulvet, tilsyneladende død.

Forbløffelsen er stor hos hans kammerater, der helt har mistet interessen for Aloha og Walter.

“Løb til bilerne”, kommer det beslutsomt fra Cap.

Aloha er rædselsslagen for, at flugten bliver opdaget, men til alt held er de kinesiske soldater stadig lammet af deres vens overraskende død.

Heller ikke da Aloha og Cap starter motorerne, sætter soldaterne ikke jagten ind, og ekspedi­tionsmedlemmerne kan slippe væk.

I oktober 1924 krydser ekspeditionen grænsen til Sovjetunionen, og efter to dages kørsel bliver de indlogeret på et hotel i Vladivostok.

Få dage inden Alohas 18-års fødseldag banker en soldat på hendes hoteldør og råber på russisk, imens han med fagter viser, at hun skal følge med. Hendes knæ bliver til gelé, da det går op for hende, at de er på vej imod paradepladsen, hvor bolsjevikkernes henrettelser finder sted.

Her står russiske soldater på rad og række, og Aloha frygter, at hendes sidste time er kommet. Men så træder en officer frem med ordene:

“De er den første kvinde til at køre til ­Sibirien i bil. Jeg har set Deres film, og de er fantastiske. De udnævnes hermed til æresoberst”.

Aloha er blæst omkuld – og efter en geværsalut får hun overrakt et gradstegn.

Walter frier til Aloha

Fra Sibirien sejler Wanderwell-ekspeditionen til Japan, som de tøffer gennem i de sidste måneder af 1924.

Her mødes de af begejstrede menneskemængder og får op imod 1.000 dollars (svarende til ca. 100.000 kr. i dag) for hver fremvisning af deres film.

Samtidig sørger Cap for løbende at få arrangeret en stribe forestillinger hjemme i USA i det nye år. Planen er, at jordomrejsen skal afsluttes i Afrika – og hvis det skal lykkes, har de brug for penge i kassen.

Da ekspeditionen ankommer til San Francisco i januar 1925, oplever den dog ikke så glorværdig en modtagelse, som medlemmerne havde regnet med.

Godt nok flokkes journalisterne om Aloha og Cap for at få interviews, men de amerikanske myndigheder har ikke samme positive indtryk af globetrotterne – især ikke af Cap.

Walter Wanderwell har altid haft et lidt afslappet forhold til loven, og han har været under myndighedernes lup siden 1917.

Kort efter ankomsten til hjemlandet bliver både Walter og Aloha ­arresteret for at bære “udstyr fra den amerikanske hær, som signalerer officersstatus”.

Selvom de forklarer, at bælterne, de går med, er kinesiske og altså ikke amerikanske officersbælter, møder de ingen nåde.

“I dømmes til 200 dollars i bøde eller 60 dage til afsoning”, afgør dommeren.

Sagens ubetydelighed taget i betragtning er straffen hård, men de har ikke andet valg end at punge ud. Men deres problemer med loven er ikke slut.

Kort efter får Walter at vide, at FBI vil arrestere ham for at overtræde den såkaldte Mann Act. Loven betragter det som slaveri, hvis en mand bringer en umyndig pige over en delstatsgrænse.

Parret kan altså ikke rejse videre, uden at Cap havner i fængsel.

De to må finde en løsning: I løbet af de sidste år er parret blevet mere og mere forelskede, og i foråret 1925 er Aloha endda gravid.

Derfor lader Walter sig skille fra Nell, og i april frier han til Aloha. Sådan kan han uden fare for at blive dømt for slaveri tage sin unge hustru med sig fra stat til stat.

Mange kilometer bliver tilbagelagt, men Aloha føler sig nærmest fremmed på sit eget kontinent:

“Jeg forsøgte at føle mig hjemme, men blev gradvist mere mystificeret”, skrev hun i sine erindringer.

I Detroit får Aloha og Walter en hyldestmodtagelse, fordi de kører ind i bilbyen som vindere af den konkurrence, der i sin tid skød hele ekspeditionen i gang.

Den planlagte verdensudstilling er i mellemtiden blevet aflyst, men Walter kan stadig triumferende vise fotos og film fra hele 39 lande.

I december 1925 får Wanderwell-parret datteren Valri, men rejsen gennem Afrika – fra Cape Town til Cairo – bliver ikke opgivet af den grund.

Aloha er endda gravid med nummer to, da Wanderwell-ekspeditionen sejler mod ­Sydafrika i efteråret 1926.

Døden lurer på det mørke kontinent

Rejsen fra Sydafrikas sydligste spids op gennem Afrika til det nordøstlige Cairo er aldrig tidligere blevet gennemført i bil.

Turen er på langt over 10.000 km, og mange af vejene er ikke beregnet til kørertøjer. Mens Cap ved ankomsten til Cape Town ­begynder at organisere turen, vokser Alohas mave, og i april 1927 kommer sønnen Nile til verden.

Tre uger efter bliver begge børn sendt til Alohas mor, der nu bor i Australien. Intet må stå i vejen for turen til Afrika.

I alt seks medlemmer er med på denne ekspedition – blandt dem Alohas søster, Meg. Starten går glat, da Ford T’erne let ruller hen over den enorme savanne.

Da de kommer til byen Louis Trichardt i det nordlige Sydafrika, forsyner ekspeditionen sig til den forestående rejse gennem Mozambique.

Sække med 25 kg mel, 12 kg tørret frugt og 50 kg bønner bliver pakket i bilerne.

“Det er ærlig talt vanvittigt, at I forsøger det”, lyder det fra alle vesterlændinge i byen.

Eventyrparret er dog besat af at sikre sig de unikke filmoptagelser og blive de første til at køre ruten.

“Det mørkeste af Afrika venter, mine venner”, siger Cap til ekspeditionsmedlemmerne, da kortegen kører videre.

I juli triller bilerne ind i Mozambique, hvor junglen er tæt, og vejene svinder ind til blot at være spor. Konstant må de stoppe, fordi junglens vækster har snoet sig ind i bilakslerne, så de må saves og hugges fri.

En aften overnatter ekspeditionen i en landsby, hvor de indfødte først bliver bange for bilmotorerne, men siden byder de fremmede velkommen.

Aloha og Meg sover som altid i bilerne, hvor faren for angribende dyr er mindst, men ved to-tiden vågner Meg. Hun vil strække benene lidt og går en tur.

Da hun er tilbage i bilen, hører hun nogen råbe: “Shimba! Shimba!” De indfødtes ord for løve.

Straks begynder det at løbe koldt ned ad ryggen på de to søstre. Bevæbnet med rifler går de sammen med mændene rundt i lejren, hvor de finder spor efter en løve, der ­tilsyneladende fulgte efter Meg.

Fodsporerne afslører, at rovdyret har været lige i hælene på hende, inden hun nåede i sikkerhed i bilen. Mindre heldig var en af de indfødte mænd. Et blodigt spor fører fra lejrbålet og 200 meter væk.

Kun mandens knogler ligger tilbage på jorden.

Den sultne løve må have fortæret den indfødte, før kattedyret satte jagten ind på Meg.

Drømmen om Cairo dør

Den videre tur igennem Mozambique ­bliver ikke lettere. Landet er ramt af tørke, og der findes kun få brugbare vandhuller. I mangel af drikkevand tygger de på korn for at holde munden fugtig.

Da også benzin­beholdningen ­svinder ind, forstummer den sædvanlige snak og latter blandt ekspeditionsdeltagerne.

Omsider når bilerne frem til byen Massengena, og del­tagerne får endelig vand og brændstof nok, men snart gør et endnu mere dødeligt problem sit indtog: Malaria.

Aloha bliver hårdt ramt, og først efter flere ugers behandling med kinin, hvor hun svæver mellem liv og død, kommer den ­efterhånden 20-årige globetrotter nogenlunde til sig selv.

I slutningen af september 1927 kører ekspeditionen ind i det mere fremkommelige Tanzania.

Efter at have slået en bue uden om kontinentets højeste bjerg, Kilimanjaro, ruller Ford-bilerne ind i Kenya. Her møder ekspeditionen nogle britiske kolonister, som stirrer vantro på dem, mens Cap fortæller om ekspeditionens oplevelser i Afrika:

“Hvordan kan I amerikanere holde jer i live i dette land? I slipper afsted med alt det, som det ikke er meningen, man skal gøre”, var briternes svar på beretningen.

For ekspeditionen ser alting ellers lyst ud nu, og forhåbningerne om at nå Cairo ser ud til at blive opfyldt.

Men så får deltagerne at vide, at et blodigt oprør blandt de indfødte dinkaer i den engelske koloni Sudan gør rejsen videre mod nord dødsens farlig, ikke mindst for hvide mennesker.

Samtidig blokerer enorme regnmængder i Tchad enhver mulighed for at køre i vestlig retning. For første gang ser Aloha sin mand tage en advarsel alvorligt.

Cap fortæller ekspeditionsdeltagerne, at deres mål ikke kan nås.

I stedet kører holdet mod Kenyas østkyst for at sætte kurs mod Europa.

Den 18. december 1927 bliver de udslidte Ford T’er skubbet ombord på et passagerskib, og fra dækket ser Aloha og Cap den afrikanske kyst forsvinde i horisonten.

På trods af at hun har måttet opgive at nå til Cairo, er Aloha dog ikke slået helt ud, for hun har stadig nået sit endelige mål – at køre verden rundt.

Fem år forinden var Aloha Wanderwell draget ud i verden som teenager. Nu kunne hun vende hjem som den første kvinde, der havde rejst Jorden rundt i bil.

Efterskrift: Efter et par års pause fra rejseriet drog Aloha og Cap i 1930-1931 til Sydamerika og udforskede endnu et kontinent.

Under mystiske omstændigheder blev Cap dræbt året efter, men Aloha fortsatte livet som globetrotter med sin anden ægtemand, Walter Baker.

De rejste bl.a. rundt i Oceanien. Således blev Sydpolen det eneste ­kontinent, Aloha Wanderwell aldrig besøgte.