Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Teenagepige kørte jorden rundt i en Ford T

Canadiske Idris Hall er kun lige fyldt 16 år, da hun ser, at eventyreren Walter Wanderwell søger en smuk assistent med sprogøre til en jordomrejse. Farerne lurer overalt på turen over sletter og slagmarker, men teenageren får sin drøm opfyldt og bliver verdensberømt som Aloha Wanderwell.

Richard Diamond Productions

En oktoberdag i 1922 sidder Idris Hall og læser avisen, da hun falder over­ en ­annonce.

“Kløgt, knæbukser og et kønt ansigt – nu kan du blive den heldige unge kvinde, der skal rejse Jorden rundt”, proklamerer teksten, som var indrykket af Walter Wanderwell.

Den 16-årige canadiskfødte pige befinder sig på en pigeskole i Nice og har boet i Frankrig, siden hendes far faldt ved Ypres i 1917. Men hun er godt træt af kostskolen og længes efter at komme væk.

Walter Wanderwell er en amerikansk eventyrer, der har fået brug for en fransktalende assistent til sin store ekspedition verden rundt i bil.

Ekspeditionen deltager i en konkurrence om at besøge flest lande inden den næste verdensudstilling, som det forventes skal finde sted i Detroit om tre år.

To hold deltager, en af chaufførerne på det andet hold er Walter Wanderwells hustru, Nell, som netop nu kører rundt i Nordamerika.

I tre ombyggede Ford T-ambulancer er Wanderwell med sit følge kørt fra Detroit til den amerikanske østkyst og ­herfra sejlet til Europa. Nu er han nået til Nice, inden ­rejsen går videre ud i resten af verden.

På sine rejser har Wanderwell løbende brug for assistenter, som tager sig af alt fra små reparationer til at køre en af bilerne med forsyninger.

Jordomrejsen finansierer han ved at lave film undervejs og vise optagelserne til et betalende publikum.

Den kvinde, han søger i annoncen, skal derfor være et blikfang, som kan tage sig godt ud foran kameraet og samtidig charmere publikum.

Idris er høj, ganske køn, taler fem forskellige sprog og er først og fremmest oplevelsessyg. Teenageren føler sig om nogen klar til “at leve primitivt i Asien og Afrika”, som det lyder i annoncen – også selvom hun blot er 16 år gammel.

Få dage senere sidder hun blandt kvinderne, som er mødt op til Wanderwells audition.

Det viser sig hurtigt, at Idris er den eneste, der besidder de nødvendige kvalifika­tioner, så valget er let.

Eventyreren lægger dog ikke skjul på, hvad det er, Idris har meldt sig til:

“Dette er ingen fornøjelsestur”, slår Wanderwell fast.

Wanderwell tog sit amerikanske navn efter det tyske ord for ­vandrefugl, Wandervogel.

© Richard Diamond Productions

Myndighederne var i hælene på Walter

Eventyrer, plattenslager og spion – Walter Wanderwell havde gjort sig bemærket, allerede inden han kørte ud på sin jordomrejse.

Han blev født i den preussiske by Thorn i 1895, men tog som ung til USA, hvor han fik opholdstilladelse i 1915 og fik sit mere engelskklingende navn.

Kort efter begyndte han at vandre igennem landet for at fotografere havne- og militæranlæg, imens han besøgte landets tyske organisa­tioner.

Myndighederne anså denne adfærd som meget suspekt og anklagede Wanderwell for spionage i april 1917. Han blev til­bageholdt indtil 1. ­verdenkrigs afslutning.

Wanderwells mystiske aktiviteter fortsatte efter krigen, da han dannede en pacifistorganisation, hvor medlems­-­gebyrerne syntes at forsvinde op i den blå luft.

Intet tyder på, at Wanderwell nogensinde havde et fast job, og det er uvist, hvordan han fik startkapital til jordomrejsen i bil.

Flirt med polak ender galt

Om morgenen den 29. oktober 1922 begynder eventyret for Idris.

Masser af nysgerrige borgere i Nice er mødt op for at få et glimt af Walter Wanderwells ekspedition, inden den drager videre ud i Europa.

“16-årig skolepige skal køre automobil verden rundt”, lyder avisoverskrifterne på dagen, hvor Idris starter ­motoren, mens fotograferne knipser løs.

Tidligere på året har teenageren lært at køre bil af en ven, og hun elskede at mærke farten i det firehjulede køretøj.

Desuden har hun fået ekstra træning i at køre den specialbyggede Ford af Walter Wanderwell, som hun efterhånden bare kalder “Cap”, fordi han som ekspeditionens leder er selvudnævnt “kaptajn”.

Idris får kælenavnet “Aloha” efter hendes yndlingsdans, den ­hawaiianske “aloha-dans”, da Cap ikke synes, hendes eget navn lyder eksotisk nok.

Aloha skal køre Ford T nr. 2 og ­bliver vild med det ombyggede køretøj, som har lavere sider og større komfort end den almindelige model.

“Det var kærlighed ved første blik”, skrev Aloha senere.

Med læderhjelm og kørebriller på plads ruller bilerne ­afsted langs Middelhavskysten og ind i Italien, hvor ­Mussolini og hans fascister netop har taget magten:

“Solrige Italien. Grelle overskrifter: Den flamboyante frelser Mussolinis sortskjorter syntes klar til den overvældende magtovertagelse. Alt sammen meget spændende!” nedfælder Aloha i sin dagbog i november.

Flere gange stopper marcherende fascister Wanderwells ekspedition, men til alt held er deltagerne altid klædt i stramme uniformer, og bilerne er prydet med et italiensk flag på kølerhjelmen.

Det får sortskjorterne til at kon­kludere, at de fremmede må være “fascisti americani”.

“Det var kærlighed ved ­første blik”.
Aloha om sin første tur bag rattet.

I løbet af 1923 snørkler ekspeditionen sig gennem Vesteuropa for at besøge så mange lande som muligt.

Men da den lille kortege i december når de sneklædte bjerge i det sydlige Polen, sidder bilerne uhjælpelig fast.

Mens Aloha ryster af kulde, dukker polske kavalerister heldigvis op. Hestene bliver spændt for ­bilerne, og mens dyrene trækker Ford T’erne fri, gør soldaterne sig lystige over, at hestene burde hive bilerne hele kloden rundt.

En af de beredne officerer flirter med Aloha, som ser sit snit til at gøre Walter jaloux.

Den nu 17-årige pige er nemlig blevet lun på Cap, men kaptajnen har haft sine øjne på et midlertidigt medlem på ekspeditionen – den attraktive hollandske kvinde Joannie van der Ray.

Aloha takker derfor ja til en tur i operaen med sin polske bejler, men da hun kommer tilbage til ekspeditionens hotel kl. fire om natten, sidder en arrig Walter og venter på hende.

“På den her ekspedition kommer arbejdet først!” brøler kaptajnen.

Den unge Aloha bliver hurtigt lige så vred som Walter. Hun havde håbet på ømhed og omsorg. I sin forbitrelse ­rejser hun hjem til sin mor i Frankrig. Efter blot et år på farten tyder alt på, at det store eventyr er slut.

Wanderwell-ekspeditionen kørte verden rundt i bil af flere omgange. Den første jordomrejse startede i Detroit i november 1921 og tog næsten fire år. Aloha slutter sig til ekspeditionen i oktober 1922 og blev hurtigt en af hovedpersonerne både foran kameraet og bagved kameraet.

Aloha er ved at kede sig ihjel

Efter et år fyldt med fart og spænding venter der hjemme i Frankrig en hverdag med pudebroderi, hjemmebagte småkager og ligegyldig sladder.

Aloha kommer konstant op at toppes med sin mor, og indser snart, at hendes iltre ­temperament har kostet muligheden for at se verden.

I marts 1924 får hun nys om, at Wanderwell-ekspeditionen er nået til Cairo, hvor medlemmerne kunne filme inde i Tutankhamons gravkammer.

Nyheden får hendes hjerte til at briste – normalt ville Aloha have poseret på de op­tagelser. Heldigvis savner Cap også sin unge stjerne, som på filmene har vist, at hun er den bedste foran kameraet.

De to skriver sammen og beslutter, at hun skal slutte sig til ekspeditionen i Egypten, så teenageren hopper på en ­faldefærdig damper til Port Said og bruger sine sidste håndører til en togbillet til Cairo.

Her genforenes hun med Cap, der sammen med resten af holdet – Joannie van der Ray er her ikke længere – har slået lejr ved foden af pyramiderne uden for byen.

Om aftenen lyser månen lejren op, og sammen slentrer Aloha og Walter ud til Sfinksen, hvis hoved stikker op i det fjerne. Cap fortæller, at ekspeditionen skal besøge Mekka på Den Arabiske Halvø og sejle videre til Indien.

Aloha kan blive den første kvinde i verden til at køre i bil fra Bombay til Calcutta, tværs gennem Indien.

I månens skær klatrer de to op på Sfinksens skulder og skuer ud over det golde ørkenskab. Aloha er kommet ­til­bage til dér, hvor hun allerhelst vil være:

“Det var, som om jeg ­aldrig havde været væk, for jeg følte mig helt og aldeles hjemme og tryg”.

Indien byder på varme og vand

I maj 1924 triller Alohas Ford med det store 2-tal malet på siden ind i Bombay.

En af ekspeditionens dygtige mekanikere har lovet, at bilen vil bringe den canadiske pige ­“gennem Indien som en fugl”, og det er da heller ikke ­motoren, men mylderet af mennesker og dyr, der presser den unge chauffør.

Alt fra hellige køer til legende nøgne børn dukker op som levende forhindringer.

Varmen er desuden ganske ulidelig. Landskabet er ­næs­ten uden træer og palmer til at skygge for den bagende sol, som piner Aloha hver eneste dag.

“Det føltes, som om en strøm af ild skød ned fra solen, og bilens aluminiumskarrosseri blev så varmt, at jeg ikke ­kun­ne røre ved det”, skrev hun efterfølgende.

Efter flere uger i smeltediglen og med støv i lungerne når bilerne til byen Gwalior i det centrale Indien, hvor den lokale fyrste, maharajaen, inviterer de berømte eventyrere til at bo på paladset.

Maharajaen har læst om ekspeditionen, og han nyder at se Wanderwells film fra kontinenterne mod vest. Herefter kommer ekspeditionen til den hellige by Benares, nutidens Varanasi, hvor byldepesten er brudt ud.

De døde brændes på bål, og tyk røg står op overalt.

“Stanken er forfærdelig”, betror Aloha sin dagbog.

Ca. 700 km mangler Aloha at tilbagelægge, da hun og holdet kører ind i Bengalens jungle. Her snævrer vejen sig ind til en ujævne sti, og inde mellem træerne kan de høre vilde dyr brøle.

Mudder og ikke-eksisterende veje var et konstant problem på rejsen, især i det næsten uudforskede Afrika.

Cap og Aloha dytter jævnligt og håber, at det er nok til at holde de sultne rovdyr væk. 250 km fra Calcutta kan Aloha se monsunens mørke skyer trække sammen:

“Regnen faldt vedvarende og aftog ikke på noget tidspunkt. Alt var gennemblødt, og bilen var fuld af mudder. Mine hjul skøjtede rundt adskillige gange”.

For at komme ud af monsunhelvedet kæmper ekspeditionsmedlemmerne sig fremad i to døgn uden at stoppe for at sove. Tøjet er gennemblødt, og Aloha føler sig klistret fast til førersædet.

“Vil du give op, Aloha?” råber Walter gennem regnen.

“Jeg er sikker på, at jeg kan klare det, Cap. Aviserne kender til historien nu, og jeg vil hade at fejle”, lyder det viljefast fra Aloha.

Hun ved, at Cap havde fortalt utallige journalister om hendes forestående køretur gennem Indien.

Stædighed belønnes, og med lidt over 25 km igen bliver den mudrede sti omsider til asfalteret vej. Underlaget føles som en velsignelse.

Svøbt ind i en presenning kommer den fuldstændig udmattede Aloha frem. Som den første kvinde har hun kørt i bil fra Bombay til Calcutta.

Ekspeditionens biler var blevet bygget om, så de kunne klare hård frost i bjergene, knoldede sletter og stegende hede i junglen.

© Vidal/Stringer/Getty Images

Ford T kan køre på bananmos og fedt fra elefanter

Ford T var verdens mest solgte bil, og reservedele kunne derfor skaffes i de fleste lande. Men i de mest ucivil­iserede egne måtte mekanikeren finde på kreative løsninger.

  • © Shutterstock

    Mosede bananer gjorde gearskiftet glat

    Ekspeditionens altmuligmand i Afrika, Eric Owen, fandt på at bruge bananmos som gearolie for at fikse et trægt gearskift på en af Ford T’erne. Den gode idé virkede, men ifølge Aloha var der i begyndelsen en “kvalmende lugt af brændte bananer” i køretøjet.

  • © Shutterstock

    Lampeolie og håndkraft erstattede benzin

    Ved en enkelt lejlighed, da benzintankene var tomme, brugte ekspeditionsmedlemmerne lampeolie som brændstof. Under rejsen i Kina i 1924 erstattede kulier (meget dårligt betalte arbejdere) motorernes kraft, da det var umuligt at opdrive benzin i landet, der var hærget af ­borgerkrig. Kulierne skubbede og trak bilerne 130 km.

  • © Shutterstock

    Elefantfedt holdt ­motoren kørende

    Manglende motorolie på turen gennem Mozambique betød, at der både blev benyttet elefantfedt og olivenolie, så bilerne ikke risikerede at få motorstop midt i junglen. Altmuligmanden Owen erkendte dog, at disse erstatninger “ikke var gode for nogen bil – ikke engang sådan en bil”.

  • © Shutterstock

    Hjulene skulle køre på skinner

    Flere gange var Walter og Aloha ude for, at de primitive broer, lokale fortalte dem om, var ­skyllet væk under uvejr. Når det skete, forsøgte ekspeditionen i stedet at finde den nærmeste jernbanebro. Ford T’ernes justerbare teleskopaksler gjorde det muligt at indstille hjulbredden til skinnernes bredde og dermed gøre turen lettere.

Aloha og Cap bliver taget til fange

Selvom medlemmerne af Wanderwell-ekspeditionen i Indien har været gennem deres hidtil hårdeste strabadser, har de har stadig tusinder af km tilbage igennem Asien og ­Sovjetunionen, før de skal videre til USA.

Walter kan dog glæde sig over at være langt foran sin kone, Nell, i kon­kurrencen om at besøge flest lande.

Da Cap og Aloha i august 1924 når Singapore, venter et brev fra Nell, hvori hun fortæller, at der er problemer med at samle penge ­sammen til at betale for rejsen til de fjerne kontinenter.

At høre nyt fra Nell betyder dog ikke alverden for Walter – han er efterhånden langt mere optaget af sin unge ­rejseledsager, Aloha.

De to har i smug indledt et forhold, men Aloha er udmærket klar over, at hun ikke er den eneste kvinde, der varmer Walters seng.

Sidst i august sejler ekspeditionen videre til Shanghai, og humøret er højt, indtil bilerne når den nordkinesiske by ­Tianjin. Her venter dårligt nyt fra de lokale myndigheder:

“I kan ikke fortsætte. Foran jer venter oversvømmelser, sult, kriminalitet og borgerkrig”.

Men Cap nægter at opgive den planlagte rejse til den nordkinesiske by Mukden og videre ind i Sovjetunionen. Han får overtalt myndighederne til at udstede de nødven­dige rejsedokumenter, og han hverver en kinesisk tolk.

Nordkina har næsten ingen veje, og terrænet er næsten ufremkommeligt, så ­bilerne slæber sig fremad.

På et tidspunkt er det kun hjælpen fra fattige, lokale bønder, som sikrer, at Ford-vognene ikke skrider ned ad et bjerg.

Som tak giver Aloha dem chokolade, hvilket de aldrig har smagt før.

Prøvelserne i Kina kulminerer, da bilerne nærmer sig Mukden, hvor kinesiske grupper bekæmper hinanden for at få kontrol over området.

Uden for en mindre landsby punkterer et søm Alohas bil, og straks efter stormer 10 bevæbnede krigere frem.

Gruppens leder puster sig op og skriger af udlændingene.

“Foran jer venter ­oversvømmelser, sult, kriminalitet og borgerkrig”.
De lokale kinesiske myndigheder til Wanderwell-ekspeditionen.

Aloha er på ingen måde tryg ved den “grove og barske” kineser, som beskylder de fremmede bilister for at være spioner.

Aloha bliver smidt ind i en ildelugtende celle, hvor hun sidder natten over – ængstelig for, hvad der sker med de andre på holdet, især Cap. Hun lukker ikke et øje og er lykkelig for at se Walter, da døren går op næste morgen.

Med hjælp fra tolken forsøger Cap og Aloha at overbe­vise kineserne om deres uskyld, men ingen tror dem – heller ikke selvom parret viser soldaterne nogle af deres rejsebilleder.

Men mens Aloha rækker billeder rundt, bliver en af soldaterne pludselig lilla i hovedet, og hans krop begynder at ryste.

Aloha aner ikke hvorfor. Måske har kineseren af fået et chok over et af billederne, måske er det et rent til­fælde, at han med et bump falder om på gulvet, tilsyneladende død.

Forbløffelsen er stor hos hans kammerater, der helt har mistet interessen for Aloha og Walter.

“Løb til bilerne”, kommer det beslutsomt fra Cap.

Aloha er rædselsslagen for, at flugten bliver opdaget, men til alt held er de kinesiske soldater stadig lammet af deres vens overraskende død.

Heller ikke da Aloha og Cap starter motorerne, sætter soldaterne ikke jagten ind, og ekspedi­tionsmedlemmerne kan slippe væk.

I oktober 1924 krydser ekspeditionen grænsen til Sovjetunionen, og efter to dages kørsel bliver de indlogeret på et hotel i Vladivostok.

Få dage inden Alohas 18-års fødseldag banker en soldat på hendes hoteldør og råber på russisk, imens han med fagter viser, at hun skal følge med. Hendes knæ bliver til gelé, da det går op for hende, at de er på vej imod paradepladsen, hvor bolsjevikkernes henrettelser finder sted.

Her står russiske soldater på rad og række, og Aloha frygter, at hendes sidste time er kommet. Men så træder en officer frem med ordene:

“De er den første kvinde til at køre til ­Sibirien i bil. Jeg har set Deres film, og de er fantastiske. De udnævnes hermed til æresoberst”.

Aloha er blæst omkuld – og efter en geværsalut får hun overrakt et gradstegn.

Dagbogen fulgte Aloha verden rundt

På verdensomrejsen skrev Aloha stort set hver aften om sine indtryk. Hendes ord giver et enestående indblik i hendes oplevelser og tanker, når hun og Walter nåede frem til både kendte og ukendte pletter på verdenskortet.

Walter frier til Aloha

Fra Sibirien sejler Wanderwell-ekspeditionen til Japan, som de tøffer gennem i de sidste måneder af 1924.

Her mødes de af begejstrede menneskemængder og får op imod 1.000 dollars (svarende til ca. 100.000 kr. i dag) for hver fremvisning af deres film.

Samtidig sørger Cap for løbende at få arrangeret en stribe forestillinger hjemme i USA i det nye år. Planen er, at jordomrejsen skal afsluttes i Afrika – og hvis det skal lykkes, har de brug for penge i kassen.

Da ekspeditionen ankommer til San Francisco i januar 1925, oplever den dog ikke så glorværdig en modtagelse, som medlemmerne havde regnet med.

Godt nok flokkes journalisterne om Aloha og Cap for at få interviews, men de amerikanske myndigheder har ikke samme positive indtryk af globetrotterne – især ikke af Cap.

Walter Wanderwell har altid haft et lidt afslappet forhold til loven, og han har været under myndighedernes lup siden 1917.

Kort efter ankomsten til hjemlandet bliver både Walter og Aloha ­arresteret for at bære “udstyr fra den amerikanske hær, som signalerer officersstatus”.

Selvom de forklarer, at bælterne, de går med, er kinesiske og altså ikke amerikanske officersbælter, møder de ingen nåde.

“I dømmes til 200 dollars i bøde eller 60 dage til afsoning”, afgør dommeren.

Ekspeditionen rejste som regel i tre biler, så den kunne tåle at miste en.

© Richard Diamond Productions

Sagens ubetydelighed taget i betragtning er straffen hård, men de har ikke andet valg end at punge ud. Men deres problemer med loven er ikke slut.

Kort efter får Walter at vide, at FBI vil arrestere ham for at overtræde den såkaldte Mann Act. Loven betragter det som slaveri, hvis en mand bringer en umyndig pige over en delstatsgrænse.

Parret kan altså ikke rejse videre, uden at Cap havner i fængsel.

De to må finde en løsning: I løbet af de sidste år er parret blevet mere og mere forelskede, og i foråret 1925 er Aloha endda gravid.

Derfor lader Walter sig skille fra Nell, og i april frier han til Aloha. Sådan kan han uden fare for at blive dømt for slaveri tage sin unge hustru med sig fra stat til stat.

Mange kilometer bliver tilbagelagt, men Aloha føler sig nærmest fremmed på sit eget kontinent:

“Jeg forsøgte at føle mig hjemme, men blev gradvist mere mystificeret”, skrev hun i sine erindringer.

I Detroit får Aloha og Walter en hyldestmodtagelse, fordi de kører ind i bilbyen som vindere af den konkurrence, der i sin tid skød hele ekspeditionen i gang.

Den planlagte verdensudstilling er i mellemtiden blevet aflyst, men Walter kan stadig triumferende vise fotos og film fra hele 39 lande.

I december 1925 får Wanderwell-parret datteren Valri, men rejsen gennem Afrika – fra Cape Town til Cairo – bliver ikke opgivet af den grund.

Aloha er endda gravid med nummer to, da Wanderwell-ekspeditionen sejler mod ­Sydafrika i efteråret 1926.

Aloha poserede overalt på kloden

Som en kvindelig udgave af Indiana Jones besøgte Aloha Wanderwell stort set alle egne af verden. Kameraet var altid med, så der i dag findes hundredvis af billeder af Alohas mange oplevelser.

I det centrale Indien forærede en maharaja Aloha en elefant. Det store dyr blev byttet til en abe.

Richmond Diamond Productions

Giza 1924

Wanderwell-ekspeditionen blev budt velkommen i Egypten, hvor det britiske kolonistyre håbede på positiv omtale. Derfor fik Walter Wanderwell lov til frit at køre rundt og bl.a. slå lejr på ryggen af Sfinksen i Giza.

Richmond Diamond Productions

Tokyo 1924

Nysgerrige japanere ­fulgte Aloha og hendes Ford T blive løftet ombord på en damper, som skal bringe det uadskillelige “par” til USA. ­Ekspeditionen blev mødt af menneskemasser, hvor end den kom frem.

Richmond Diamond Productions

Kenya 1927

I det østlige Afrika mødte ekspeditionen masai-kvinder med kobbersmykker. 180 cm høje Aloha ragede godt op over dem.

Richmond Diamond Productions

Rom 1928

Nogle af Aloha og Walter Wanderwells optagelser blev til filmen “Car and Camera Around the World”, som fik premiere i 1929. Her kan Aloha bl.a. ses posere foran Colosseum i Rom.

Richmond Diamond Productions

Døden lurer på det mørke kontinent

Rejsen fra Sydafrikas sydligste spids op gennem Afrika til det nordøstlige Cairo er aldrig tidligere blevet gennemført i bil.

Turen er på langt over 10.000 km, og mange af vejene er ikke beregnet til kørertøjer. Mens Cap ved ankomsten til Cape Town ­begynder at organisere turen, vokser Alohas mave, og i april 1927 kommer sønnen Nile til verden.

Tre uger efter bliver begge børn sendt til Alohas mor, der nu bor i Australien. Intet må stå i vejen for turen til Afrika.

I alt seks medlemmer er med på denne ekspedition – blandt dem Alohas søster, Meg. Starten går glat, da Ford T’erne let ruller hen over den enorme savanne.

Da de kommer til byen Louis Trichardt i det nordlige Sydafrika, forsyner ekspeditionen sig til den forestående rejse gennem Mozambique.

Sække med 25 kg mel, 12 kg tørret frugt og 50 kg bønner bliver pakket i bilerne.

“Det er ærlig talt vanvittigt, at I forsøger det”, lyder det fra alle vesterlændinge i byen.

Eventyrparret er dog besat af at sikre sig de unikke filmoptagelser og blive de første til at køre ruten.

“Det mørkeste af Afrika venter, mine venner”, siger Cap til ekspeditionsmedlemmerne, da kortegen kører videre.

“Det mørkeste af Afrika venter, mine venner”.
Walter Wanderwell, 1927.

I juli triller bilerne ind i Mozambique, hvor junglen er tæt, og vejene svinder ind til blot at være spor. Konstant må de stoppe, fordi junglens vækster har snoet sig ind i bilakslerne, så de må saves og hugges fri.

En aften overnatter ekspeditionen i en landsby, hvor de indfødte først bliver bange for bilmotorerne, men siden byder de fremmede velkommen.

Aloha og Meg sover som altid i bilerne, hvor faren for angribende dyr er mindst, men ved to-tiden vågner Meg. Hun vil strække benene lidt og går en tur.

Da hun er tilbage i bilen, hører hun nogen råbe: “Shimba! Shimba!” De indfødtes ord for løve.

Straks begynder det at løbe koldt ned ad ryggen på de to søstre. Bevæbnet med rifler går de sammen med mændene rundt i lejren, hvor de finder spor efter en løve, der ­tilsyneladende fulgte efter Meg.

Fodsporerne afslører, at rovdyret har været lige i hælene på hende, inden hun nåede i sikkerhed i bilen. Mindre heldig var en af de indfødte mænd. Et blodigt spor fører fra lejrbålet og 200 meter væk.

Kun mandens knogler ligger tilbage på jorden.

Den sultne løve må have fortæret den indfødte, før kattedyret satte jagten ind på Meg.

To medlemmer af Wanderwells ­mandskab ­spillede kort om­bord på yacht­en, da han blev skudt.

© Bettmann/Getty Images

Walter blev myrdet på ægteparrets yacht

Eventyret om Aloha og Walter Wanderwell fik en brat ende.

I december 1932 blev Walter fundet på sin yacht, Carma, med et skud i ryggen.

Politiets eneste spor var et vidne, der mente at have set en mand iført grå frakke på båden kort før drabet.

“Jeg kan komme i tanke om tusind mennesker, der kunne ønske kaptajnen død”, sagde Aloha, da hun blev afhørt.

Aloha og Walters forhold var kølnet i årenes løb, for Walter havde svært ved at holde sig til én kvinde.

Den hovedmistænkte var en waliser ved navn William Guy, som Walter havde ladet lænke på sin yacht under en rejse fra Buenos Aires til San Francisco.

Waliseren havde truet kap­tajnen, og under politiets forhør gjorde Guy ikke meget for at ­skjule sin afsky for den dræbte:

“Jeg hadede Wanderwell. Jeg ville ikke have haft noget imod at slå ham ihjel, men jeg ville ikke have skudt ham i ryggen”.

Guy havde et klokkeklart alibi, da han spiste middag med nogle venner. Ingen andre blev anklaget og dømt i sagen, og mordet på Walter Wanderwell står stadig som et mysterium.

Drømmen om Cairo dør

Den videre tur igennem Mozambique ­bliver ikke lettere. Landet er ramt af tørke, og der findes kun få brugbare vandhuller. I mangel af drikkevand tygger de på korn for at holde munden fugtig.

Da også benzin­beholdningen ­svinder ind, forstummer den sædvanlige snak og latter blandt ekspeditionsdeltagerne.

Omsider når bilerne frem til byen Massengena, og del­tagerne får endelig vand og brændstof nok, men snart gør et endnu mere dødeligt problem sit indtog: Malaria.

Aloha bliver hårdt ramt, og først efter flere ugers behandling med kinin, hvor hun svæver mellem liv og død, kommer den ­efterhånden 20-årige globetrotter nogenlunde til sig selv.

I slutningen af september 1927 kører ekspeditionen ind i det mere fremkommelige Tanzania.

Efter at have slået en bue uden om kontinentets højeste bjerg, Kilimanjaro, ruller Ford-bilerne ind i Kenya. Her møder ekspeditionen nogle britiske kolonister, som stirrer vantro på dem, mens Cap fortæller om ekspeditionens oplevelser i Afrika:

“Hvordan kan I amerikanere holde jer i live i dette land? I slipper afsted med alt det, som det ikke er meningen, man skal gøre”, var briternes svar på beretningen.

For ekspeditionen ser alting ellers lyst ud nu, og forhåbningerne om at nå Cairo ser ud til at blive opfyldt.

Men så får deltagerne at vide, at et blodigt oprør blandt de indfødte dinkaer i den engelske koloni Sudan gør rejsen videre mod nord dødsens farlig, ikke mindst for hvide mennesker.

Samtidig blokerer enorme regnmængder i Tchad enhver mulighed for at køre i vestlig retning. For første gang ser Aloha sin mand tage en advarsel alvorligt.

Onde tunger beskyldte Aloha for drabet på hendes mand Walter, fordi de ikke mente, hun ­angrede nok.

© Pastpix/Topfoto/Ritzau Scanpix

Cap fortæller ekspeditionsdeltagerne, at deres mål ikke kan nås.

I stedet kører holdet mod Kenyas østkyst for at sætte kurs mod Europa.

Den 18. december 1927 bliver de udslidte Ford T’er skubbet ombord på et passagerskib, og fra dækket ser Aloha og Cap den afrikanske kyst forsvinde i horisonten.

På trods af at hun har måttet opgive at nå til Cairo, er Aloha dog ikke slået helt ud, for hun har stadig nået sit endelige mål – at køre verden rundt.

Fem år forinden var Aloha Wanderwell draget ud i verden som teenager. Nu kunne hun vende hjem som den første kvinde, der havde rejst Jorden rundt i bil.

Efterskrift: Efter et par års pause fra rejseriet drog Aloha og Cap i 1930-1931 til Sydamerika og udforskede endnu et kontinent.

Under mystiske omstændigheder blev Cap dræbt året efter, men Aloha fortsatte livet som globetrotter med sin anden ægtemand, Walter Baker.

De rejste bl.a. rundt i Oceanien. Således blev Sydpolen det eneste ­kontinent, Aloha Wanderwell aldrig besøgte.

Læs også:

Opdagelsesrejser

Columbus’ navn næsten renset for syfilis-anklager

3 minutter
Teknik

Så billig var en Ford T

2 minutter
Opdagelsesrejser

Ekspedition til Sydpolen skulle bevise, at Jorden er hul

9 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul