Aleksej Leonov: Ruslands håb i rumkapløbet mod USA

Aleksej Leonov sendes ud i det tomme rum

Tre uger senere, den 18. marts 1965, befinder Voskhod 2 sig i kredsløb om Jorden. Leonov lemper sig ud i luftslusen, der planmæssigt har foldet sig ud fra siden af Voskhod-kapslen.

Røret er så trangt, at han næsten ikke kan bevæge sig, men da lugen går op, bøjer han nakken helt tilbage og ser, hvordan nat bliver til dag under ham. Leonovs blik følger den dybblå stribe, som skiller lys fra mørke hele vejen til Sydpolen, der står skarpt mod det sorte himmelrum med glitrende stjerner og galakser.

“Diamant 2, vi kan se dig klart og tydeligt. Det er tid til at påbegynde missionen”, lyder det fra kontrolcenteret.

Den knitrende stemme bringer Leonov ud af trancen og får hans hjerte til at slå hurtigere. Han trækker sig ud af luftslusen, og idet rumkapslen passerer hen over Middelhavet, begynder historiens første rumvandring.

“Jeg har det helt perfekt”, melder han.

For Leonov føles det stille og fredfyldt at glide hen over Italien, Grækenland og Sortehavet på den farverige globus 500 km nede, men i virkeligheden suser han gennem rummet med 28.800 km/t. – kun holdt fast af to ting: Jordens tyngdekraft og livlinen over til Voskhod-rumkapslen. Forude kan han se Krim og Kaukasus' snedækkede bjergtoppe.

Han suger indtrykkene til sig og glæder sig til at komme i gang med at tegne på den skitseblok, han har med. Aldrig har han følt sig så lille og ubetydelig. Samtidig er han helt overvældet ved tanken om, at hvad han foretager sig lige nu, sker på hele menneskehedens vegne.

Missionen er enkel. Leonov skal udelukkende tage billeder af Voskhod 2 i rummet. Han rækker armen ned mod den knap, der er syet ind i buksebenet på rumdragten, og som aktiverer det schweiziske kamera på brystet, men dragten virker pludselig alt for stor.

Blot en centimeter fra knappen må Leonov give op. Uanset hvor mange kræfter han bruger, kan han ikke nå – kontrolcenteret må nøjes med de billeder, kameraerne på fartøjet sender tilbage til Jorden.

I stedet giver han sig til at lave svømmebevægelser, og med et bump sætter han fra med fødderne på rumkapslens side. Han tumler gennem rummet uden kontrol over sine bevægelser – først da livlinen strammes, standses han.

“Hvor er du? Kan du høre mig? Hvad laver du?” Inden i Voskhod 2 har kollegaen Beljajev hørt bumpet, men han kan ikke se sin kammerat.

“Jeg er okay”, svarer Leonov.

“Okay, men pas nu på dig selv”.

Aleksej Leonov sidder fast

Leonov er begyndt at svede. Det er vanskeligere at bevæge sig, end han har regnet med, men han nyder alligevel at svæve som en måge højt over kloden.

“Det er tid til at komme ind igen”, lyder Beljajevs stemme. Nødtvungent erkender Leonov, at han må tilbage til Voskhod 2. Solens lys vil snart være borte, og manøvren i luftslusen er svær nok i forvejen iført rumdragten.

I det øjeblik mærker han, at noget er helt galt: Hans fingre når ikke længere helt ud i rumdragtens handsker, og hans fødder er ikke længere helt nede i støvlerne. I det lufttomme rum har dragten udspilet sig, og det er nu umuligt for ham at klemme sig ind gennem lugen.

Leonov gennemgår sine muligheder i hovedet og kan kun se ét alternativ. Han er nødt til at lukke ilt ud af dragten. Manøvren kan koste ham livet, for lukker han for meget ud, bliver han kvalt; men hvis han ikke kan komme gennem luftslusen, vil han med sikkerhed dø.

Han beslutter sig for ikke at sige noget til hverken Beljajev eller kontrolcenteret, for ingen af dem kan alligevel hjælpe ham. I stedet koncentrerer han sig om at nå ventilen i dragten.

Det er nu så varmt, at sveden hagler af ham. Dråberne samler sig i bunden af dragten, og hans kropstemperatur er så høj, at han nærmer sig et hedeslag. Det begynder også at prikke i hans hænder og fødder – et tegn på, at kroppen ikke får ilt nok.

Aleksej Leonov sættes på endnu en prøvelse under rumkapløbet

Planen lykkes. Da trykket i dragten er faldet, lykkes det ham at hive sig selv indenfor og lave en saltomortale i det trange rum, så han kan række ud og lukke lugen. Kort efter sidder han i sædet ved siden af Beljajev, gennemblødt af sved og med pulsen susende i ørerne.

Først nu går det op for Leonov, hvor tæt han har været på døden, og selvom der er halvanden time til næste opgave – afstødningen af luftslusen – kan han ikke slappe af. I stedet finder han papir og farver frem og giver sig til at tegne, hvad han netop har set udenfor.

Men problemerne er ikke overstået for kosmonauterne. Da de udløser de små sprængladninger, der skal skille luftslusen fra rumkapslen, begynder Voskhod 2 at rotere om sin egen akse, så lyset fra Solen blitzer ind gennem vinduerne og gør dem begge svimle. Og som om det ikke er nok, opdager Leonov, at den er helt gal med iltniveauet:

“200, 300, 400…430…460…”

Tallet burde ikke ligge på mere end 160. Selv den mindste gnist lige nu vil forvandle de to mænd til levende fakler på et splitsekund, hvorefter fartøjet vil blive blæst til atomer.

Leonov kan ikke lade være med at tænke på sin gode ven kosmonauten Valentin Bondarenko, som fire år tidligere, i 1961, som blot 24-årig brændte ihjel under et forsøg i et trykkammer under forhold, der minder meget om dem, de selv befinder sig i nu.

Teknikken arbejder mod Aleksej Leonov under rumkapløbet

Men situationen bliver endnu mere kritisk. Det automatiske styresystem, som skal sikre, at Voskhod 2 entrer atmosfæren på det rigtige tidspunkt og i den korrekte vinkel, virker ikke.

Leonov og Beljajev må foretage landingen manuelt, og med den smule brændstof, de har tilbage, må de beslutte sig for et landingssted i løbet af det næste kredsløb.

“Vi har kun mulighed for ét forsøg – vi anmoder derfor om, at I går i alarmberedskab”, meddeler Beljajev kontrolcenteret i Baikonur.

“Vi giver jer tilladelse til at iværksætte nødproceduren”, lyder svaret.

Det bliver en hård nedtur. G-påvirkningen er så stærk, at de små blodkar i øjnene hos kosmonauterne brister, før faldskærmene i Voskhod 2’s næse folder sig ud og lader fartøjet lande ned mellem de snedækkede træer i den uendelige sibiriske skov.

Leonov, der også er missionens navigatør, konsulterer landingskapslens navigationsudstyr, som viser, at de befinder sig ca. 2.000 km fra byen Perm.

“Hvornår tror du, de kommer efter os?” spørger Beljajev.

“Om tre måneder”, lyder det galgenhumoristisk fra Leonov.

Udenfor mellem graner og birketræer synker de dybt ned i sneen. Vinden er isnende kold, og Leonov kan mærke sveden, der stadig pjasker rundt i buksebenene på rumdragten.

Aleksej Leonov gennemfører sin mission for Sovjetunionen i rumkapløbet

De to kosmonauter priser sig lykkelige for, at de er vokset op under barske forhold i Sovjetunionens koldeste egne, men i disse temperaturer, med den type beklædning og med ulve og bjørne i nabolaget skal de have hjælp. Meget snart. Via en radio udsender Leonov et morsesignal, der til alt held opfanges af et civilt fly i nærheden.

Nyheden om Voskhod 2’s landing spreder sig, og snart ankommer en helikopter, der dog ikke kan lande på grund af træerne. I stedet kaster de en rebstige ned til kosmonauterne – men det er umuligt. Stigen er alt andet end ny, og i de klodsede rumdragter er det det rene selvmord at forsøge at klatre op.

Flere fly når frem til området, og et af dem smider en flaske cognac, en sløv økse og noget varmt tøj ned. Samtidig bliver en redningsmission sat i værk, da radiosignalet er blevet opfanget af en fjern lyttepost langt mod øst.

Efter en nat i 30 graders frost vækkes kosmonauterne af lyden fra et fly, der cirkler over træerne for at skræmme et kobbel ulve bort. Leonov affyrer en nødraket, og kort efter kommer en gruppe skiløbere med en af deres kolleger og to læger. De har tøj, mad og endda et badekar med, så de frysende kan få varmen.

Redningsholdet går i gang med at fælde træer og bygge en primitiv hytte, hvor de kan overnatte, før en ni kilometer lang skitur venter næste dag for at nå frem til en lysning, hvor en helikopter venter på dem.

Selve rumvandringen tog blot 12 minutter, men den gør Aleksej Leonov verdensberømt, og selvom prisen er tæt på at blive uhyggelig høj, har Sovjet endnu en gang givet amerikanerne baghjul.

Rumkapløbet gør Aleksej Leonov til en superstjerne

Efter sin rumvandring blev Aleksej Leonov verdensberømt og rejste rundt i store dele af verden. Og hjemme slæbte postbuddet sækkene ind.

“Breve strømmede ind til os fra hele verden – mindst 50 om dagen. I begyndelsen forsøgte jeg at besvare dem alle, men det udviklede sig til et mareridt, så jeg måtte lade afdelingen tage sig af dem”, har Leonov fortalt.

Leonov var udset til flere rumflyvninger, men vendte først i 1975 tilbage til rummet som del af den amerikansk-sovjetiske Apollo-Sojuz-mission.