Dambuster-togtet: Snurrende bomber knuser tyske dæmninger

Dæmninger blev tidligt udset som mål

Allerede ved udbruddet af 2. verdenskrig var englænderne opmærksomme på de tre store, tyske dæmninger Möhne, Eder og Sorpe.

Vandkraftværkerne producerede elekticitet­ til den tyske sværindustri og var dermed afgørende for nazisternes­ våbenproduktion. Desuden leverede dæmningerne drikkevand til millioner af civile­ tyskere.

Et ødelæggende bombetogt var imidlertid ingen simpel opgave. Dæmningerne var ekstremt solide­ bygningsværker, som skulle holde­ til trykket fra millioner af tons vand. Tyskerne var naturligvis også selv klar over dæmningernes strategiske betydning.

Over Möhne-dæmningen hang spærreballoner, og i søen bag dæmningen var udlagt torpedonet, så torpedoer fra fjendtlige fly ville blive standset, inden de kunne nå frem til selve dæmningen.

Kraftigt antiluftskyts forvandlede­ i øvrigt ethvert flyangreb til en selvmordsmission. Det eneste, der alligevel talte for en aktion, var, at tyskerne­ anså det for usandsynligt, at nogen ville vove skindet, og derfor ikke ville være på vagt.

Men selv om det lod sig gøre at finde tilstrækkeligt med koldblodige piloter, havde englænderne brug for et helt nyt våben. En konventionel bombe­ kastet mod dæmningen kunne umuligt ødelægge den tilstrækkeligt.

Original idé blev mødt med vrede

Den ambitiøse ingeniør Barnes Wallis havde siden krigens begyndelse været optaget af, hvordan det kunne lade sig gøre at smadre dæmningerne i Ruhr­området i Tyskland. Han formodede, at en ødelæggende eksplosion skulle ske under­ vandoverfladen og helt tæt op ad dæmningen­.

Som en sand opfinder fik han den mærkelige idé at lade en bombe kaste fra lav højde, så den kunne slå smut hen over torpedonettet for derefter at ramme toppen af dæmningen og til sidst rulle ned ad søsiden af dæmningen og eksplodere i en forudbestemt dybde.

Hans idé blev straks mødt med hovedrysten. Bomben skulle jo smides fra meget ringe højde fra et fly, der ville være nødsaget til at flyve med tændte lys for ikke at ramme jorden.

“Ikke på vilkår,” lød det vredt fra Bomber-Harris, som lederen af RAF Bomber Command altid blev kaldt – kun få brugte hans civile navn, Arthur­ Harris­.

“Jeg har ikke tænkt mig at sende fly med tændte spotlights ind i et område med et stærkt antiluftskyts. Se at få styr på disse galninge. Ja, spær dem gerne inde,” fortsatte han.

Ikke desto mindre besluttede chefen for de flyvende styrker, Charles Portal, at ideen var så original, at den måtte afprøves. Bombning af de tyske dæmninger stod højt på hans ønskeseddel – også selv om han anså opgaven for at være næmest­ umulig.

Barnes Wallis fik bygget en 1:50-model af Möhnedæmningen og beviste hurtigt­, at konventionelle bomber ikke var meget bevendt.

Wallis fik lov at udføre forsøg på en rigtig dæmning i Wales, og de dokumenterede hans teori om, at kun en eksplosion under vandet og­ i nærkontakt med selve dæmningen­ kunne­ bringe konstruktionen i fare. Han grublede over, hvordan bomben skulle se ud.

VIDEO – Se smut-bomben blive testet:

I april 1942 mente han at have løsningen: en roterende kugleformet bombe­. Smidt fra et lavtflyvende fly ville den ramme vandet i en tilpas spids vinkel og have så meget fart på, at den kunne slå smut hen over vandet.

I juni 1942 tog Barnes Wallis fat på yderligere en række forsøg. De foregik i et stort, aflangt indendørs bassin. Kugler på størrelse med tennisbolde gjorde det ud for bomber.

Forsøgene gik så godt, at luftvåbnet gav ham midler til at udføre forsøg i fuld skala. De fandt sted ved en strand i Dorset. Wallis bestilte 150 bomber i fuld størrelse – hver med en vægt på fire tons.

Briternes store Avro Lancaster-bombefly var de eneste, der kunne transportere så tunge bomber. En omfattende ombygning af 19 fly blev straks sat i gang.

Mens månederne gik med udvikling af et særligt ophæng til bomberne og det ene mislykkede forsøg efter det andet, blev tiden mere og mere knap: Dæmningerne skulle bombes om foråret, når vandmængden i de opdæmmede søer ville være størst.

De udvalgte trænede­ i kunstigt mørke

Bomber-Harris, leder af RAF Bomber Command, blev overbevist efter de vellykkede forsøg. Nu begyndte han at tro på de hoppende bomber, og 15. marts 1943 gav Harris ordre til at oprette en helt ny eskadrille.

Lederen af Eskadrille X, som den blev kaldt, blev den meget erfarne 24-årige pilot Guy Gibson.

10 dage efter gik eskadrillen i gang med træningsflyvninger, og af sikkerhedsmæssige grunde fik medlemmerne af eskadrillen ikke at vide, hvilken opgave de var udset til at løse.

Men at det drejede sig om en ganske særlig opgave, fandt de snart ud af. Fra morgen til aften trænede de kun i flyvning i lav højde over afsidesliggende­ søer i Wales.

De fik ikke anden besked, end at opgaven skulle løses om natten. Træningen måtte dog foregå i dagslys. Ellers var det umuligt for Barnes Wallis at vurdere­ den.

For at simulere mørke fik de besked på at bære mørke solbriller under træningsturene. Desuden blev cockpittets vinduer tonede­, så også de bidrog til illusionen.

Det perfekte tidspunkt nærmede sig

Alt mens Eskadrille X øvede sig i at flyve lavt hjemme i England, blev britiske jagerfly sendt på rekognoscering over målene i 9,4 km's højde. Her var de i sikkerhed for både tyske jagerfly og antiluftskyts.

For at tyskerne ikke skulle lugte lunten, blev rekognosceringsflyenes ruter lagt, så de fløj hen over meget andet end søerne og dæmningerne.

Med sig hjem bragte piloterne skarpe­ luftfotos. Billeder, der viste, at søerne var fyldte til randen. Planlægningen var dog på ingen måde færdig.

Træningen blev intensiveret og af praktiske årsager flyttet til Herne Bay i det østlige England – stedet, hvor de to drenge lå i græsset og måbende så de hoppende bomber.

De kunne ikke vide, at de ikke alene var vidner til en våbenhistorisk sensation, men at den også var ved at udvikle sig til en katastrofe­.

Afprøvningen af bomberne gik ikke godt. De var stadig kuglerunde og fungerede ikke, som de skulle. Flere af de store bombefly blev alvorligt skadet, fordi­ de blev ramt af vandsøjlen fra de eksploderende bomber.

De fleste skader ramte flyenes haleparti, og eskadrillens leder Guy Gibson fortalte efter aktionen, at besætningerne med nød og næppe­ overlevede øvelserne.

Bombernes facon blev ændret fra kugle til cylinder. Det fik bomben til at smutte langsommere på vandoverfladen, og flyene kunne dermed slippe bort, inden eksplosionen indtraf.

Men der var stadig problemer. Et fly tabte en bombe længe før tid, på et andet fungerede den mekanisme ikke, der skulle få bomben til at rotere. Og tiden­ var knap – vandstanden i søerne bag dæmningerne sank dag for dag. Jo mindre vand – jo mindre skade ville aktionen gøre.

Kun 12 af de 19 fly når frem

Om eftermiddagen den 16. maj blev alle besætningerne informeret­ om målene for den forestående aktion. Mange blev rystet over den risikofulde færd, de nu blev sendt ud på.

Andre var forbavsede. De havde gættet på, at målet­ var det tyske slagskib Tirpitz. Kort efter mørkets frembrud samme aften var det alvor.

De 19 Lancaster-bombere­ blev sendt af sted i tre bølger med lederen­ Guy Gibson som kaptajn i det forreste fly. De fik udpeget to forskellige ruter over Nordsøen og fik udtrykkelig besked på at flyve så lavt, at de undgik fjendens radarer.

Et af flyene kom så lavt ned, at dets bug strejfede vandet, og bomben blev revet­ af. Flyets kaptajn valgte at returnere­ til flyvepladsen i Scampton tilbage i England­.

Udturen blev dramatisk. I den lave højde var landskabet fuld af usynlige forhindringer, og hele fem fly gik ned efter at have ramt vandet, bygninger eller elmaster.

Især elledninger var en forhindring, der hvert øjeblik kunne rive flyet midtover. Et måtte vende om, efter at det blev gennemhullet af tysk antiluftskyts.

Da eskadrillen nærmede sig den første dæmning, var blot 12 af de oprindelige 19 bombefly­ på vingerne. Trods intensivt antiluftskyts indledte­ Guy Gibson angrebet på Möhne. Klokken var 00:20.

Følg missionen trin for trin:

“Da vi kom op over en bakke, så vi Möhne-søen foran os. Vi fik øje på dæmningen. I nattens mørke så den tung og uovervindelig ud,” fortalte­ Guy Gibson efterfølgende.

Bomben fra hans fly smuttede fint hen over vandet, ramte dæmningen og eksploderede under overfladen. Men den forårsagede ingen synlig skade på den massive dæmning.

I stedet for at fortsætte ligeud trak Guy Gibson sit fly ud til siden, som om han ville vende om og angribe igen.

Han håbede på, at mandskabet ved de tyske antiluftskytskanoner ville bruge alt deres krudt på ham og dermed overse de fire næste bombefly, når de efter tur strøg lavt hen over søen og smed deres roterende bomber. Det lykkedes.

Alligevel slog også de tre næste bomber­ fejl. Én af dem slog smut i en sådan grad, at den hoppede op over dæmningen og først eksploderede ved kraftværket neden for dæmningen.

Flyet blev skudt ned umiddelbart på den anden side af dæmningen. Frygten bredte sig om bord på flyene, og alle var som lammet. Ingen sagde noget over radioen.

Sekunder senere kom forløsningen. Den fjerde bombe fik den store betonkonstruktion til at briste,­ og millioner af tons vand væltede ud gennem hullet. Jublen skubbede pessimismen til side.

Med Gibson i spidsen fløj de resterende bombefly videre til Ederdæmningen – ti minutters flyvetid borte­. Her var der hverken spærreballoner eller­ antiluftskyts, men til gengæld lå dæmningen­ i en snæver dal, og først efter­ flere forsøg lykkedes det at sprænge et stort hul.

Den tredje dæmning, Sorpe, viste sig at være særdeles solid. Selv om en af de kraftige bomber eksploderede klos op ad dæmningen, skete ingen skade.

Turen hjem foregik uden komplikationer. Det sidste fly landede hjemme på Scampton Airfield 06:15. Otte timer efter­ de lettede.

Alle besætningsmedlemmer blev samlet til en debriefing. Først dér fandt de ud af, hvor store tab operationen havde­ kostet: af de 133, som fløj ud, vendte­ kun 77 tilbage.

53 var omkommet, og tre taget til fange. Den yngste af de omkomne var den bare 18-årige Jack Liddell­. Kun 11 af de 19 Lancaster-fly var nået hjem til England.

Overkommandoen­ betragtede­ alligevel missionen som en succes – to ud af tre dæmninger blev ødelagt­.

Nyheden vakte opsigt – og glæde

Hverken hovedkvarteret eller de overlevende besætninger vidste endnu, hvor alvorlige skaderne på dæmningerne var.

Der blev alligevel udsendt et kortfattet telegram om operationen, som den britiske offentlighed hørte om for første gang i BBC's morgennyheder den 17. maj.

Flodbølgen skabte død og rædsel

En enkelt Spitfire fløj ind over Tyskland og tog luftfotos af ødelæggelserne. Piloten­ Jerry Fray blev chokeret, da han så solen glitre­ i de enorme­ oversvømmelser i Ruhrområdets­ floddale­. Ved Eder så han, at søen næsten­ var tømt.

Få timer senere landede han i England, og billederne blev straks fremkaldt. De efterlod ingen tvivl. Skaderne var særdeles omfattende.

De 330 mio. tons vand havde skyllet broer væk, og byer stod under vand. Flere fabrikker var sat ud af spillet, og en hel jernbanestrækning var forsvundet.

Natten havde været et sandt mareridt for tyskerne. En flere meter høj mur af vand var tordnet ned gennem dalene og havde revet alt med sig – hundreder af mennesker inklusive.

Træer­ lå ned; revet op med rode. 1300 civile menneskeliv var gået tabt. Blandt de druknede var 493 ukrainske kvinder, der udførte tvangsarbejde i de tyske fabrikker.

Også krigsfanger fra Holland, Frankrig og Belgien var blandt de omkomne. Tre måneder­ efter angrebet blev der fortsat fundet lig langs flodbredderne.

Vand- og elforsyningen led stor skade. Det lykkedes dog tyskerne at reetablere dem begge i løbet af få uger. De to ødelagte dæmninger blev ligeledes genopbygget.

Kun fire måneder efter angrebet blev hullet i Möhnedæmningen lukket, hvorimod Ederdæmningen først blev fuldt genopbygget efter krigen.

Angrebet betød bl.a., at stålproduktionen faldt, ligesom det medførte, at 10.000 tyskeres arbejdskraft blev bundet til genopbygningen. Dermed var der mindre arbejdskraft til rådighed for industrien.

Men først og fremmest var aktionen en propagandasejr for briterne. De havde bevist at selv de mest utænkelige sejre kunne vindes.