Et hav af løgne drev eventyrer til selvmord

Afskedsscene ødelagt af teknisk problem

31. oktober 1968: Ifølge Sunday Times’ regler er denne dag sidste frist for at sejle ud på Golden Globe. Konkurrenterne er nået langt frem.

I flere dage har BBC filmet Donald Crowhursts forberedelser til kapsejladsen, og med sin overklasseaccent filosoferer Crowhurst over, hvorfor han har meldt sig.

“Jeg føler et vist slægtskab med fortidens store søfarere”, forklarer han og holder en eftertænksom pause.

Nu er tiden inde – han skal vise, hvad han kan. På kajen ligger stadig bunker af gods, der skal stuves ombord.

Nede i kahytten smider Crowhurst febrilsk forskelligt udstyr ned i vandtætte bokse uden noget system.

Under et sæde med en rød pude ligger et virvar af ledninger uden forbindelse til computeren, som Crowhurst ikke har nået at konstruere.

Clare bærer en taske med julegaver ned til sin mand – en yogabog, en kinesisk ske og en æske med kirsebærchokolader. Bådens indvendige tilstand gør hende forstemt.

Ni-ti måneders umenneskelig krævende sejlads venter forude, og alt ombord er kaos. Alligevel smiler hun tappert, da BBC’s kameramand beder familien posere for pressen;

Donald har stadig slips på – han ligner mere en agtværdig far på vej til søndagsgudstjeneste end en sømand.

Alle indbyggere i havnebyen Teignmouth er på benene. Ud på dagen bliver Teignmouth Electron endelig bugseret ud af havnen, og Crowhurst vinker til afsked.

Men han kan ikke sætte sejl, og båden må trækkes ind i havnen igen.

Da problemet efter fire timer endelig er løst, er pressen og byens borgere for længst gået hjem.

Nye ærgrelser ud for Portugal

5. november: Trimaranen tager vand ind, opdager Crowhurst. Langsom er den også.

Tempoet er bedrøveligt. Kun 72,5 sømil pr. dag klarer Teignmouth Electron ned gennem Atlanterhavet.

Trimaranen kan ikke sejle tæt til vinden, så han må krydse sig frem. Crowhurst gør flere nedslående opdagelser.

“Jeg vågnede godt tilfreds med mig selv, men bemærkede skumbobler ved lugen. Min mistanke om utæthed blev bekræftet, eftersom afsnittet under lugen var fuld af vand”, noterer han i sin logbog og forsegler lugen med glasfiber.

Crowhurst konstaterer så, at alle luger på trimaranens to sideskrog (pontoner) er utætte. I det rolige farvand langs Europa kan han færdes på dækket og tømme skibet for vand.

Men når han skal syd om Afrika, sejler han ind i The Roa­ring Forties – et stormfyldt bælte, der strækker sig hele vejen rundt på den sydlige halvkugle mellem 40. og 50. breddegrad. Her vil 28 m høje bølger slå ind over båden, og så vil han ikke længere være i stand til at lænse den.

Elendigheden vokser.

“Opdagede, at flere skruer var faldet ud af vindroret. Det er i alt fire nu. Den pokkers båd falder fra hinanden”, noterer han.

Crowhurst har rigelige forsyninger af elektriske komponenter med, men ingen ekstra skruer. Han løser problemet ved at flytte skruer fra mindre vigtige steder.

Og så er der radioen: Den vil ikke modtage ordentligt, og Crowhurst bruger timer på at skille den ad og samle den igen.

Tanken om at give op veksler med stoltheden over at være afsted på en rejse, som almindelige mennesker aldrig vil opleve.

Med et lille 16-mm-filmkamera, som BBC har givet ham med, laver Crowhurst heroiske optagelser af sig selv – filosofisk skuende ud i horisonten eller i færd med at rigge sejlene til.

Til båndoptageren, som BBC også har stillet til rådighed, fortæller han, at han “føler sig som én, der har fået en enestående mulighed for at overbringe et budskab – en slags observation, der vil redde verden”.

Fifty-fifty chance for at overleve

15. november: Tre sejlere har forladt løbet. Hvis Crowhurst giver op, bliver familien hjemløs.

Realiteterne er gradvist ved at gå op for Donald Crowhurst, som nu overvejer at give op. Hele denne dag arbejder han på en liste med argumenter for og imod at fortsætte.

“Ved at fortsætte sejladsen bryder jeg mit løfte til Clare om kun at fortsætte, hvis jeg kan stå inde for, at alt er, som det skal være, omkring rejsens sikkerhed.

Det kan jeg ærlig talt ikke”, konkluderer han rationelt.

“Som båden er nu, kan jeg ikke drive hende frem med mere end fire knob nede i Roaring Forties. Dermed vil jeg runde Kap det Gode Håb meget senere end beregnet”.Chancen for at overleve dernede kalkulerer han til 50-50.

“Hvilken djævelsk rædsom beslutning at træffe – hvilken djævelsk rædsom beslutning!” skriver han i logbogen.

Hvis bare han når Cape Town, vil han være nået lige så langt som den bedste af de fire andre sejlere, der indtil nu er droppet ud – og ydmygelsen vil være langt mindre.

Men de økonomiske konsekvenser piner ham. Over for sin sponsor, campingvognssælgeren Stanley Best, har Crowhurst forpligtet sig til at købe båden tilbage, hvis han udgår af løbet.

Sker det, vil hans elektronikfirma gå konkurs, og familien miste sit hjem. Hele natten vejer han for og imod. Ud på morgenen udskyder Crowhurst den endelige beslutning.

Svindlen tager form

21. november: Konkurrenterne kæmper med storm og bølger i Roaring Forties. Crowhurst er stadig på Atlanten nord for ækvator.

I hele otte minutter har Crowhurst forbindelse med sin sponsor, Stanley Best, over den knitrende radiotelefon.

Han nævner ikke et ord om at trække sig fra konkurrencen, for en plan er ved at tage form i Crowhursts plagede sind: Ved hjælp af en falsk logbog vil han kunne foregive at sejle rundt om kloden – uden at gøre det.

Svindelnummeret vil være yderst risikabelt, så det må udføres med omhu. For ikke at få logbogen alt for nidkært gennemgået af konkurrenceledelsen ved hjemkomsten må han desuden undlade at vinde.

Målet er kun at slippe for den økonomiske ruin – og undgå at tabe ansigt.

Crowhurst tager fat på et gigantisk arbejde: Med flittige opslag i almanakkens angivelser af solopgang og -nedgang plotter han en opdigtet verdensomsejling ind på en tidstavle.

Han er nødt til at føre to logbøger for at holde rede på de to samtidige sejladser – den rigtige logbog, så han ved, hvor han rent faktisk er, og den falske.

Crowhurst sætter verdensrekord

10. december: Fælden smækker – Crowhurst lyver sig så langt frem, at han ikke længere kan give op.

Rodney Hallworth er journalist af den gamle skole – cigarryger og hurtig på tasterne.

Han har en fortid på sensationsavisen Daily Mail; nu driver han et pressebureau i kystbyen Teignmouth og leverer stof til områdets lokalaviser. Hvis han falder over en god historie, har han stadig kontakter hos Londons landsdækkende aviser.

Denne sommer mødte Rodney Hallworth den energiske Crowhurst og stillede sig til rådighed som sejlerens PR-mand.

Indtil nu har Rodney været meget skuffet over sin langsomme mand i racet, men denne dag modtager han – helt ud af det blå – overraskende nyt: Crowhurst meddeler, at han har passeret ækvator og sejler med høj fart.

243 sømil på ét døgn – det er jo verdensrekord!

Rodney Hallworth bider hårdt om cigaren og begynder at skrive på nyheden om kapsejladsens underdog, der havde en dårlig start, men nu vender sensationelt tilbage.

Ingen studser over amatørens voldsomme fart.

I virkeligheden befinder Crowhurst sig stadig små 200 sømil nord for ækvator. Afstanden mellem hans reelle og opdigtede position er så stor, at det ikke kan undskyldes med entusiasme.

Hvis han giver op nu, vil det stå klart, at han har løjet. Crowhurst har intet andet valg end at styre sin lækkende båd længere ud på Atlanten.

Clare ønsker glædelig jul

21. december: Endelig har Crowhurst krydset ækvator. Han nærmer sig Brasiliens kyst.

I styrbords ponton finder Crowhurst en lang flænge. At fortsætte nu vil være vanvid. Han sender en besked til Rodney Hallworth og angiver sin position til at være i nærheden af den brasilianske ø Trinidade.

Men Hallworth tror, at der må være fejl i transmissionen, og skriver i stedet “Tristan da Cunha” – en ø ud for Cape Town, Sydafrika.

Til landsaviserne rapporterer Rodney Hallworth begejstret, at den utrolige Crowhurst igen har taget et tigerspring frem og nu er tæt på at runde Kap det Gode Håb.

Crowhurst lytter til engelsk radio på sin kortbølgemodtager og ved, at løgnen er spredt til hele Storbritannien.

Frygtelig til mode nægter han at oplyse sin præcise position, da han juleaften er i radiokontakt med Clare. Han har haft så travlt, forklarer han, at han ikke havde tid til at bruge sekstanten.

Under hendes pres fortæller han endelig, at han muligvis er et sted ud for Cape Town – hvilket stemmer med Rodney Hallworths beretninger.

Glad afbryder Clare radioforbindelsen med sin mand, som har løjet sig næsten 3.000 sømil frem i løbet. I disse juledage kan han skimte Brasiliens kyst bare 20 sømil borte.

En ny journalistisk stramning

19. januar 1969: Kun fire sejlere er tilbage i racet – den forreste, Knox-Johnston, når til Kap Horn.

Crowhurst orker ikke at lyve mere i radioen; tavshed er løsningen på hans situation, beslutter han.

Forinden sender han dog sin sponsor, Stanley Best, en beskrivelse af bådens skader, som han overdriver stærkt, i håb om at den forsigtige forretningsmand vil opgive sin juridiske ret over skibet.

Til journalisten Rodney Hallworth sender Crowhurst en besked om, at der fra nu af vil være radiotavshed, og han oplyser sin position med usædvanlig præcision: 100 sømil sydøst for den øde ø Gough Island langt ude i Sydatlanten.

Men i England modtager Hallworth et forvansket telegram, hvor Gough er blevet til “tough” – hårdt.

Rodney Hallworth, som kan kunsten at servere en saftig historie, er frustreret. Hans mand i kapsejladsen er både tvetydig og nærig med oplysningerne, og nu har Rodney Hallworth fået endnu en kryptisk melding.

Kun ved at stykke Crowhursts tidligere besked til sponsoren Stanley Best om bådens mange skader sammen med sin egen, nye stump, lykkes det ham at skabe et dramatisk scenarie:

“Hårdt” må betyde, at Crowhurst har haft en hård tid – hvilket sikkert dækker over, at han nu er kommet rundt om Kap det Gode Håb.

Hallworths dramatiske historie kan tilmed forklare Crowhursts radiotavshed.

“Kæmpemæssige bølger er smadret ind over bagstavnen og har skadet cockpittet”, digter Rodney.

Situationen er faktisk så dramatisk, at “mr. Crowhurst har måttet tage alle sejl ned i tre dage, mens han foretager nødreparationer”.

Rodney Hallworth smører tykt på i sin pressemeddelelse, og herefter er alle bekymrede for Crowhursts velbefindende – ikke for, at der skulle være tale om svindel.

Crowhurst går i land i Argentina

6. marts: I næsten 50 dage har ingen hørt en lyd fra Crowhurst. Han skjuler sig ved Sydamerika.

Crowhurst bruger sin tid på at høre radio og opsnappe vejrudsigter fra rundtom i verden, så han kan beregne, hvilke distancer han tilbagelægger på sin opdigtede sejlads.

Imens nærmer kapsejladsens storfavorit, den flotte, unge flådeofficer Robin Knox-Johnston, sig Europa efter at have taget turen hele vejen rundt om Jorden.

På denne dag, hvor Knox-Johnston atter krydser ækvator, har Crowhurst et fatalt uheld: Han går på grund ved Salado-flodens udløb.

Teignmouth Electron er kommet så langt ind mod Argentinas kyst, at den pludselig sidder fast på en sandbanke.

Crowhurst beslutter at vade i land og løbe den store risiko at blive genkendt som en af deltagerne i Golden Globeracet.

Men han skal bruge skruer og træ for at holde båden flydende – og måske kan han gøre sin landgang mere diskret her end ved at vælge en stor havn.

Hvad Crowhurst ikke ved, er, at han er gået på grund lige ud for den lokale kystvagts hus. Da han når ind til landsbyen, løber han lige i armene på kystvagten Santiago Franchessi og hans to assistenter.

De får sjældent gæster og modtager ham overstrømmende hjerteligt, selvom de ikke forstår ét ord engelsk. Crowhurst virker lettere manisk og griner meget, synes argentinerne.

Efter at have noteret alle oplysninger om Crowhurst, inklusive hans pasnummer, kører Santiago Franchessi ham i sin jeep 30 km op ad kysten til den nærmeste telefon for at aflægge rapport.

Heldigvis for Crowhurst er modtageren af opkaldet på det regionale flådekontor tilfreds med at høre, at der intet skummelt er ved den excentriske sejler.

I britens pas står Crowhursts fulde navn – Donald Charles Alfred Crowhurst. Kystvagten Franchessi korter det lange navn ned til Charles Alfred.

“Donald” må, formoder Franchessi, være et adeligt tilnavn ligesom “Don” på spansk. Og “Crowhurst” antager han at være morens pigenavn, der heller ikke skal bruges til noget.

Han byder på middag og giver Crowhurst de nødvendige materialer, så Charles Alfred kan stikke til havs igen.

“Jeg vil redde min sjæl!”

18. marts: Efter Knox-Johnston og Moitessier runder også Tetley Sydamerikas sydspids, Kap Horn. En uventet nyhed ryster racet.

Mens Crowhurst har repareret sin båd og driver omkring for at slå tiden ihjel ved Argentinas kyst, når den tredje sejler i Golden Globe, Nigel Tetley, rundt om Kap Horn – Sydamerikas sydspids.

Langt mod nord er Knox-Johnston kun en måned fra at nå havnen i Plymouth – han er allerede udråbt til vinder af Golden Globe-trofæet.

Knox-Johnstons farligste rival, franskmanden Bernard Moitessier nærmer sig ækvator, da han pludselig meddeler, at han forlader racet for at sejle Jorden rundt igen.

“Tro ikke, at jeg vil forsøge at sætte en rekord – ‘rekord’ er et latterligt ord at bruge til havs. Jeg fortsætter uden stop, fordi jeg er lykkelig på havet, og måske fordi jeg vil redde min sjæl”, meddeler Moitessier.

Den sympatiske Nigel Tetley tippes nu som favorit til at vinde de 5.000 pund.

Ingen kender den noget ustabile Crowhursts position efter måneders radiotavshed, men hvis han stadig lever, formodes han at være et sted i Sydhavet. I teorien kan han nå at slå Knox-Johnstons tid.

Crowhurst arbejder intetanende videre på sin falske logbog og regner på den opdigtede gennemsnitsfart: Det vil være sandsynligst, hvis han runder Kap Horn den 15. april.

En måned endnu skal han altså drive omkring, inden han kan bryde radiotavsheden og vende tilbage til racet.

Livstegn fra Teignmouth Electron

9. april: Crowhurst beslutter at sejle til Falklandsøerne for at tage stormbilleder. Efter 84 dage tænder han for sin radio igen.

Filmoptagelser af det brølende ocean nede ved 40. breddegrad kan gøre Crowhursts løgnehistorie mere overbevisende. Og hvis han også kan sende et telegram hjem via radiostationen på New Zealand, vil hans falske rejse se helt troværdig ud. Men ingen af delene lykkes for Crowhurst.

Teignmouth Electron når ned til Falklandsøerne, som er tæt nok på Sydamerikas sydspids til, at folk vil tro, at Crowhurst har rundet Kap Horn. Men helt usædvanligt er havet roligt, og han må filme en fredfyldt solnedgang.

Crowhurst giver sig til at morse til Wellington Radio på New Zealand, men kommer ikke igennem. I stedet bliver hans signaler opfanget af den argentinske kortbølgeradio. Hvad er Crowhursts længde- og breddegrad? spørger den vagthavende på kortbølgeradioen.

Nu er der stor risiko for, at folk hjemme i Storbritannien vil undre sig over dén kontakt, hvis han befinder sig der, hvor han påstår – på vej mod Kap Horn fra Stillehavet.

Briten svarer undvigende. Han ønsker ikke at give flere informationer end højst nødvendigt. Kortbølgeradioen modtager derfor et yderst kryptisk svar, der mest af alt er beregnet til Rodney Hallworth i England: “På vej mod Digger Ramirez – Log kaput – Hvad nyt fra oceankampen?”

Rodney Hallworth modtager beskeden midt i sin morgenbarbering den 10. april. Han har ikke hørt fra Crowhurst i næsten tre måneder, og ingen anede, om den britiske elektronikingeniør stadig var i live.

Med skum om kinderne ringer Rodney Hallworth straks til Clare med de gode nyheder, og så går han i lag med at tyde telegrammet.

“Digger Ramirez” må være den lille øgruppe Diego Ramírez-øerne, der ligger syd for Kap Horn. Rodney Hallworth beregner en gennemsnitlig fart og når frem til, at hans mand runder “Hornet” i dette øjeblik – mens Rodney Hallworth læser hans ord!

Første sejler når tilbage til England

22. april: Journalisterne beregner, at Crowhurst er den hurtigste sejler. Sejren og katastrofen truer.

En heltemodtagelse uden lige møder Robin Knox-Johnston, da hans sejlbåd, Suhaili, stævner ind i Falmouth på Cornwalls kyst.

Knox-Johnstons sponsor, avisen Sunday Mirror, og alle andre store medier er på pletten – og deres dækning af sejladsen får et ekstra pift af drama, for Rodney Hallworth har fodret journalisterne med nyheden om, at Crowhurst har rundet Kap Horn en uge før forventet.

Den sensationelle fart betyder, at Crowhurst kan være tilbage i sin starthavn, Teignmouth, mellem den 24. juni og 8. juli.

Dermed vil han have gjort rejsen på ca. 250 dage og med lethed slå både Knox-Johnstons 313 dage og Tetleys forventede 260 dage – og vinde de 5.000 pund.

Endelig behøver Crowhurst ikke længere at skjule sig i det sydlige Atlanterhav. Hans opdigtede position stemmer nu med hans faktiske, og han kan tillade sig at blive set og tage radiokontakt. Ivrigt morser han til den argentinske kortbølgeradio og til den britiske Portishead Radio.

Portishead er verdens vigtigste kystradiostation, der formidler samtaler til og fra skibe. Crowhurst sender et lykønskningstelegram til Knox-Johnston, og Rodney Hallworth får en malende beskrivelse af lugten af brændt træ i vinden fra Falklandsøerne.

Fra Portishead Radio får Crowhurst besked om Moitessiers overraskende farvel til kapsejladsen, om Nigel Tetleys position blot fem dage foran ham – og om, at han selv tippes til at vinde kapsejladsen på tid.

Nyheden fylder Crowhurst med rædsel: Hvis han vinder, vil hans logbog blive studeret nøje, og hans mørke hemmelighed komme for en dag.

Kun ved at tabe til Tetley kan han undgå opmærksomheden. Men at sejle langsomt vil virke mistænkeligt. Han skal tabe på en troværdig måde...

Den svære hjemrejse begynder

4. maj: Båden går nærmest i stå, mens Crowhurst fordyber sig i Einsteins relativitetsteori.

Sejlene er sat til hjemturen op gennem Atlanten, men Crowhurst viser tegn på alvorlig sindforstyrrelse. Under hele sin færd har han læst i Albert Einsteins bog “Relativitet” fra 1920, hvor den geniale fysiker forklarer sin relativitetsteori.

I en notesbog noterer Crowhurst løbende sine betragtninger om bogen – nu er han i en fase af besættelse. Hans skriver om menneskets plads på jordkloden, og han er optaget af tanken om et “kosmisk integral”.

I fire dage flytter hans båd sig næsten ikke ud af stedet.

Hjemmefra modtager han flere telegrammer: Clare er stolt af ham, fortæller hun, og Rodney Hallworth har allerede indgået aftaler om flere avisinterviews.

“Stor velkomstfest venter, Teignmouth på den anden ende”, melder Rodney. Den gamle avismand er i sit es.

Crowhurst svarer undvigende: “Går godt her – ingen chance overgå Tetley – regner med tæt resultat”. Fra nu af sænker hans fart sig drastisk. Løbsledelsen på Sunday Times lægger en uge til hans forventede ankomst, og Crowhurst fordyber sig på ny i sit kosmiske integral.

Endnu en kapsejler må give op

20. maj: Nigel Tetley synker ved Azorerne, og Crowhursts håb om en sidsteplads brister.

Nigel Tetleys trimaran, Victress, er i en sørgelig forfatning. På turen over Stillehavet blev hun ramt af to kæmpebølger, der skrællede glasfiber af og raserede kahytten. Victress er læk og tager hver dag uhyggelige mængder vand ind. Men da Tetley hører, at Crowhurst sejler i hans kølvand, beslutter han at presse sin båd til det yderste.

Han har den største respekt for Knox-Johnston og Moitessier, som han opfatter som åndsfæller – men Tetley nægter at tabe til Crowhurst, der sejler i den samme bådtype.

Han går i gang med at lappe sin båd sammen. For at komme ned til de alvorlige skader i skroget fjerner han noget af dækket. Skaderne er store, og Tetley må opgive at reparere Victress.

I stedet vil han bore huller i skroget, så det indstrømmende vand ikke kan stige højere op end vandlinjen.

Efter to dages feberagtigt arbejde i ækvators hede kan han sætte sejl, og i høj fart når han ind mellem Azorerne. Tetley er kun 1.100 sømil fra Plymouth, som han sejlede ud fra otte måneder tidligere.

Om et par uger vil han være i mål, og for én gangs skyld sover han roligt i sin kahyt.

Men ved midnat bliver han vækket af vandet, der fosser ind – Victress’ bagbords ponton er flået af, og Tetleys sejlads slutter. Næste dag bliver han samlet op fra sin redningsflåde af et italiensk tankskib.

Crowhurst er ved at miste forstanden

26. maj: Crowhurst lader båden drive for vinden, mens han bakser med sin radio.

Nøgen i den tropiske hede arbejder Crowhurst 16 timer i døgnet med sin radio, som kun kan modtage. Via apparatet har han hørt om Tetleys forlis.

Crowhursts mentale tilstand forværres. Hvis intet dårligt sker nu, vil han vinde de 5.000 pund, og han skal spise festmiddag med koryfæet Francis Chichester og de andre dommere ombord på den gamle klipper Cutty Sark.

Under middagen vil de udveksle historier om deres prøvelser, Crowhursts elektronikfirma vil få timevis af reklame, og han vil være tvunget til at skrive en bog om sine oplevelser.

Hele verden vil beundre hans bedrift – og han må hver dag frygte at blive afsløret som bedrager.

Manisk og isoleret i sin egen verden roder Crowhurst med radioen i sin beskidte kahyt, uden nogen fornemmelse af tid.

“Det har været et godt spil...

24. juni: Vanviddet raser i Crowhurst, der skriver på en vigtig meddelelse til menneskeheden.

I Sargassohavet mener Crowhurst at have fundet en forbindelse til universet. Han nørkler med en 25.000 ord lang besked til verden med titlen “Filosofi”. Ved hjælp af en matematisk formel kan han vise, at den fysiske eksistens er overflødig.

Som den eneste i verden har Crowhurst forstået, at han med tankens kraft kan forvandle sig til et kosmisk væsen. Dag og nat skriver han, og da hans ur går i stå, har han ikke alene svært ved at beregne tiden, men også datoen.

Crowhurst beregner den til 1. juli kl. 10.00 – og skriver videre. I marginen noterer han løbende klokkeslættet – som om han tæller ned til dødens punktum:

• Kl. 11.15.00: Nu afsløres den sande natur og overlagtheden og kraften i den spillets lovovertræder jeg er. Jeg er hvad jeg er og jeg ser karakteren af min forbrydelse
• Kl. 11.17.00: Jeg har ingen brug for at forlænge spillet Det har været et godt spil som må afsluttes ved at jeg vil spille dette spil når jeg beslutter det vil jeg fratræde spillet 11.20.40 Der er ingen grund til vrede.

Sådan lyder Donald Crowhursts sidste ord i logbogen. Teignmouth Electron bliver fundet drivende i stille vejr af den britiske postbåd Picardy den

10. juli. Crowhurst er ikke ombord.