Kl. er lidt over ni den 29. august 1973, da ubåden Pisces III er ved at blive bjærget op på sit moderskib omtrent 240 km ud for Irlands kyst.
Den seks meter lange ubåd har netop i otte timer lagt transatlantiske telefonkabler, og nu ser de to dykkere ombord – Roger Mallinson og Roger Chapman – frem til en velfortjent fyraften.
Men da Pisces III er ved at blive løftet op af vandet, lyder en høj alarm. Pludseligt bliver den del af ubåden, som rummer maskineriet og olietanken, oversvømmet.
Havvandet tipper fartøjet over, og kort efter er ubåden på vej mod havets bund. I ca. 480 meters dybde sætter Pisces III sig fast uden at kunne bevæge sig.
De to dykkere befinder sig nu i en bælgmørk ubåd med ilt til blot 64 timer. Efter at have sikret, at alle døre er vandtætte, beslutter Mallinson og Chapman at ligge helt stille og ikke tale til hinanden for at spare ilt.
På havets overflade går en stor redningsaktion i gang, og i løbet af dagen ankommer flere skibe og ubåde til området for at redde dykkerne.
Redningen bliver forsinket
I døgndrift forsøger to ubåde og et særligt fjernstyret redningsfartøj at nå ned til Pisces III, men gang på gang må de give fortabt til strømsvigt, læk og tekniske fejl – mens ilten i den sunkne ubåd svinder.
På fjerdedagen lykkes det omsider at nå ned og montere to reb til Pisces III, og kl. 13.17 den 1. september gennembryder ubåden havets overflade.
Da lugen bliver åbnet, kæmper de to stakåndede dykkere med at komme ud efter 84 timer og 30 minutter i deres mørke metalkiste.
En senere undersøgelse viste, at Pisces III blot havde 12 minutters ilt tilbage, da lugen blev åbnet.