Flyet stiger opad i cirkler, mens tusinder af tilskuere ivrigt følger med nede fra jorden. Et gisp går gennem menneskemængden, da piloten – den 27-årige Lincoln Beachey – med ét retter flyets næse direkte mod jorden i sit vanvittige stunt "dødsdykket". Med stor fart styrter flyet nedad. Men et splitsekund før han ville være blevet splintret mod jorden, retter Beachey flyet op. Publikum holder vejret – og bryder derefter ud i en sanseløs jubel.
I sommeren 1914 kan ingen anden begivenhed i USA tiltrække flere tilskuere end Beacheys luftakrobatik. Selv en af flyvningens fædre – Orville Wright, der blot 11 år tidligere har foretaget den første flyvning – bliver lokket til. Forud for forestillingen er Wright skeptisk over for Beacheys bedrifter og slår fast, at luftakrobatik "foregår i sikkerhed højt oppe i luften i 1.000 meters højde. Det er blot en optisk illusion". Men efter at have set både "dødsdykket" og en lang række andre mirakuløse stunts er flyvningens fader ikke længere skeptisk.
Overvældet kan den forhenværende kritiker konstatere, at "et fly i hænderne på Lincoln Beachey er ren poesi".
Vovehalse optrådte på landet
Wright overgav sig til luftakrobatik. Og det samme gjorde den amerikanske befolkning, som ikke kunne få nok af bl.a. de dødsforagtende loops.
Snart fulgte flere unge vovehalse i Beacheys fodspor for at få en plads i det voksende rampelys. Piloterne gik under betegnelsen barnstormers (ladestormerne). Det blev nemlig fortalt, at vovehalsene var så modige og talentfulde, at de kunne flyve gennem en lade og komme sikkert ud på den anden side. I virkeligheden stammede udtrykket fra de omrejsende teatertrupper, som turnerede i USA's landdistriker. Ligesom deres forgængere optrådte stuntpiloterne nemlig især i mindre byer. Typisk fløj fløj de rundt over en landsby, hvorefter de landede ved en lokal gård og forhandlede med ejeren om retten til at bruge hans mark som landingsbane. Herefter fløj de igen over landsbyen og smed løbesedler for at lokke områdets beboere til forestillingen.
Under de halsbrækkende shows kunne tilskuerne lade sig imponere af unge vovehalse, som var drevet af en umættelig sult efter at bryde nye rekorder og foretage manøvrer, der var vildere og farligere end deres konkurrenters. Grænserne for det menneskeligt mulige blev hele tiden rykket, og jævnligt mistede selv erfarne piloter livet i de stadigt mere halsbrækkende luftmanøvrer.
Beachey selv var klar over, at tilskuerne ikke bare ville se hans flyverevner:
"Kun én ting trækker dem til mine forestillinger: De betaler for at se mig dø", konstaterede han tørt. "De sætter ofte penge på, at jeg vil dø, og oddsene er altid imod mit liv. Men jeg tjener store penge på det".
Snart efter indhentede døden også den første barnstormer. I 1915 fejlvurderede Beachey sit flys højde under et show ud for San Francisco og styrtede i havet. Inden redningsfolk nåede at hive ham op, var Beachey druknet.
Trods luftheltens død steg interessen for luftakrobaterne blot, og efter 1. verdenskrigs afslutning kom flere til, fordi krigspiloterne vendte hjem og ikke kunne finde arbejde. I stedet købte de gamle fly på hærens overskudslager – gerne en Curtiss JN-4 – og udførte stunts.
En gruppe piloter kaldet 13 Black Cats tilbød en nærmest uendelig række farlige stunts, hvis blot kunden betalte. For 150 dollar hoppede piloterne fra fly til fly eller fra et fly til en kørende bil. En nævekamp på vingen kostede 225 dollar. Pragtnummeret – et virkeligt flystyrt – kostede 1.200 dollar.
Barnstormerne gik til filmen
De mange farlige stunts kom også den voksende filmindustri i Hollywood til gode. Luftens vovehalse var de nye superstjerner, og alene i 1920'erne blev over 200 film med flystunts indspillet. Efter optagelserne drog piloterne ofte på turné i landet, hvor de optrådte med deres luftakrobatik for at gøre reklame for deres kommende film.
Den største stjerne blandt Hollywood-piloterne var Ormer Locklear, der ikke alene var modig, men også havde udseendet med sig. Han havde affærer med flere af Hollywoods førende skuespillerinder og var et kendt ansigt blandt de amerikanske biografgængere. Da han i 1920 skulle indspille en scene til filmen "The Skywayman", havde et stort publikum derfor samlet sig for
at overvære optagelsen.
Scenen blev optaget om natten, og ifølge planen skulle Locklear styrte med sit fly mod en olieborerig, mens projektører på jorden oplyste flyet. Projektørlyset blændede Locklear, mens han styrtede, og derfor havde piloten aftalt med filmens producer, at projektørerne skulle slukkes i en bestemt højde.
Desværre var projektør-operatørerne så fascinerede af Locklears stunt, at de glemte at slukke. Flyet styrtede derfor direkte ned i boreriggen, og både Locklear og hans andenpilot døde.
Den efterfølgende landesorg afholdt imidlertid ikke producenten fra at benytte scenen i den endelige film, der blev klippet sammen med scener, der var indspillet før Locklears dødsulykke.
Luftakrobatik blev forbudt
Med det voksende antal dødsulykker steg også kritikken af barnstormernes show. Ikke alene døde piloterne, i flere tilfælde tog de også tilskuere og uheldige passagerer med sig i døden. Ormer Locklears død blev derfor startskuddet til en politisk kampagne, hvor modstandere af barnstormerne forsøgte at få de farlige forestillinger forbudt ved lov.
Efter flere års debat blev nye, strenge love indført i slutningen af 1920'erne. De nye tiltag forbød mange af de farligste stunts, men den virkelige mavepuster kom, da det amerikanske
militær stoppede salget af Curtiss JN-4, som de fleste barnstormere foretrak.
Samme militær fik stor glæde af barnstormerne, da 2. verdenskrig brød ud. De sidste luftakrobater blev indrulleret i USA's luftvåben, hvor deres erfaring og evner var særdeles eftertragtet.