I 1925 er få steder på jorden så isolerede som den gamle guldgraverby Nome i det vestlige Alaska. Den ligger blot to længdegrader syd for polarcirklen og er indhyllet i is og mørke halvdelen af året.
Når vinteren for alvor sætter ind i oktober, forlader det sidste skib byens havn, inden den fryser til, og skibene vender først tilbage i juli, når isen bryder op.
Gennem den lange vinter har Nomes indbyggere kun én livline til den civiliserede verden: en postrute opretholdt af hundeslæder, der kører tværs gennem det uvejsomme og snedækkede Alaska.
Fra oktober til juni er denne rute – den såkaldte Iditarod Trail – den eneste måde, Nome kan modtage vigtige forsyninger som mad, værktøj samt post på.
Lokale slædeførere med deres hundespand står for transporten, og undervejs på ruten ligger små kroer, hvor de forfrosne mænd kan hvile sig og få varmen igen.
Fugleperspektiv over Nome, som det så ud i 1907.
Byen rammes af difteri
Nome, tirsdag den 20. januar
For enden af Iditarod Trail ligger byen Nome, hvor doktor Curtis Welch som områdets eneste læge har ansvaret for ca. 10.000 menneskers helbred. Denne aften er det dog én specifik patient, som har hans opmærksomhed.
Unge Billy Barnett har i næsten to uger ligget syg på byens hospital – udmattet med en øm hals, hævede kirtler og feber. Men dét, som virkelig gør Welch bekymret, er drengens symptomer: tykke, grålige læsioner i halsen og ved slimhinden i næsen.
Denne vinter har der allerede været to foruroligende dødsfald i Nome, og lægen frygter, at Billy kan blive det tredje.
Drengens symptomer peger i retning af en uhyre smitsom sygdom, der er kendt som “Kvæleren”.
Navnet har sygdommen fået, fordi dens ofre langsomt bliver kvalt i deres eget blod og materie – i takt med at det bløde væv i hals og næse forvandles til hårde klumper af størknet blod.
Sygdommens rigtige navn er difteri, en luftvejsinfektion fremkaldt af bakterien Corynebacterium diphtheriae, og Welch ved, at epidemier i andre byer har kostet op mod halvdelen af alle børnene og mange af de voksne indbyggere livet.
Difteri skal bekæmpes med serum-indsprøjtninger indeholdende såkaldt antitoksin, som modvirker bakteriens giftstof. Lægen har kun 80.000 enheder af dette serum – hvilket blot rækker til at kurere seks patienter.
Da en difteri-epidemi i 1925 ramte byen Nome i Alaska, slog den lokale læge alarm via byens telegraf.
Nødråb fra guldgraverbyen
Nome, aften den 21. januar
Da Welch fremlægger sine formodninger for Nomes byråd, er alle enige om at indføre karantæneforanstaltninger.
Lægen sender dernæst besked til de nationale sundhedsmyndigheder i Washington og i Alaskas hovedstad, Juneau: “En difteri-epidemi er med sikkerhed på vej her STOP Jeg har alvorligt brug for en million enheder af difteri-medicin STOP Post er eneste mulige form for transport STOP”.
Inden for ganske kort tid vil byen være tørlagt for serum – hvis ikke der kommer hjælp udefra. Welch har allerede brugt 6.000 af sine sparsomme enheder serum uden nogen synderlig virkning på Billy Barnetts tilstand.
Hundeslæder skal redde Nome
Anchorage, mandag den 26. januar
Distriktslægen i Alaskas største by, Anchorage, løber til telegrafstationen med en glædelig nyhed. Da han modtog nødråbet fra Nome, gennemsøgte han sine medicinlagre og gjorde en uventet opdagelse: “300.000 enheder serum fundet på jernbanehospitalet her.
Pakken kan sendes med tog til Nenana. Kan serummet sendes til Nome med hundeslæder?” spørger lægen.
De fundne enheder i Anchorage er ikke nok til at stoppe epidemien fuldstændig, men de kan bremse den, indtil mere medicin når frem.
Alaskas guvernør giver derfor ordre til, at serummet omgående sendes til Nenana. Herfra skal en række hundeslædeførere bringe pakken som en stafet de resterende 1.085 km til Nome, inden epidemien når at udrydde byens befolkning.
Slædekørsel krævede disciplin
Musheren
i Alaska ejer som regel sine hunde selv og står for deres pleje og træning.
Slæden
bruges til at transportere bl.a. post, mad og udstyr. Den er bygget af træ og har påmonterede bremser, som hjælper musheren med at stoppe hundespandet.
Wheeldogs
trækker det tungeste læs og er derfor spandets stærkeste hunde.
Teamdogs
regnes for at være spandets motor, hvorfor der som regel er flest hunde i denne gruppe.
Swingdogs
bestemmer farten for slæden og hjælper med at dreje den.
Førerhunden
er spandets anfører og sørger for at undvige forhindringer på ruten.
Slæden bliver tvunget ud på floden
Nenana, tirsdag aften den 27. januar
Den første slædekører, som skal afsted på ruten, er den erfarne “Wild Bill” Shannon. Om aftenen den 27. januar kl. 21 står han klar på togstationen i byen Nenana og venter på, at toget fra Anchorage skal ankomme med serummet, så han kan begynde sin kørsel til bosættelsen Tolovana.
Shannon er nervøs. Termometeret viser nemlig 45 minusgrader. “At rejse ved minus 45 er okay, så længe alting går godt”, siger folk i Alaska – men går noget galt, er det næsten altid lig med en dødelig udgang.
Ved så lave temperaturer fryser luften til is i næsen under vejrtrækningen, så det føles som at blive stukket af bier – og en stråle kogende vand vil blive forvandlet til en sky af iskrystaller, inden den rammer jorden.
Da toget langt om længe ankommer sidst på aftenen, skynder Shannon sig at få lastet pakken og sætte afsted. Ruten følger Tanana-floden mod nordvest, men Shannon må snart opgive at følge det sædvanlige spor.
Et par dage før har en slæde trukket af heste kørt på strækningen, og dyrenes hove har efterladt dybe huller i sporet, som nu er frosset til is.
Slædehundene snubler konstant i de isglatte og stenhårde huller, og flere får deres kløer revet ud, når de trækker sig fri.
Frustreret må slædeføreren træffe en farlig beslutning: Han styrer sin slæde ud på den tilfrosne flod.
Her er det lettere at køre – så længe isen holder. Omsluttet af mørket og den bidende kulde fokuserer Shannon kun på én ting: at nå frem til byen Minto, hvor hans forfrosne hundespand kan få et tiltrængt hvil.
Efter flere timers kørsel på den frosne flod kan Shannon mærke, hvordan hans krop sparer energi ved at lukke af for blodtilførslen til både fingre og tæer.
Hans ene storetå føles, som om den er frosset til is, og til sin gru opdager Shannon, at flere af hans hunde er udmattede og løber på ren viljestyrke.
Omkring kl. 3 om natten banker han på døren ved kroen i Minto. Da ejeren åbner, kan han med det samme se, at noget er helt galt: Shannon er nået frem, men hans ansigt er vansiret af forfrysninger, og flere af slædehundene har blodstænk omkring munden – et sikkert tegn på, at kulden har fået blodkarrene i deres lunger til at sprænges. Inden længe vil de drukne i deres eget blod.
Mens kroværten hjælper Shannon ind, kigger han på termometeret – det står på 52 minusgrader, det koldeste vejr på egnen i de sidste 20 år.
Epidemien spreder sig hastigt
Nome, onsdag morgen den 28. januar
Doktor Welch har knap nok haft tid til at sove. Siden de første difteriudbrud og dødsfald rystede det lille samfund, er flere og flere indbyggere blevet ramt.
Patienten Billy Barnett er afgået ved døden, og nu er hans fem-årige søster også blevet syg. Den smule serum, som Welch kan give hende, lader ikke til at virke.
Blandt inuitterne i byen er situationen også forværret. Flere husstande melder om syge familiemedlemmer. Welch må rationere benhårdt, så de resterende 63.000 enheder bliver givet til de patienter, han tror bedst kan overleve.
“Hundene er de sande helte”
Tolovana, onsdag morgen den 28. januar
1.046 km øst for Nome er det blevet morgen. I Tolovana venter stafetløbets anden kører og den lokale kroejer på, at “Wild Bill” Shannon og hans hundeslæde skal dukke op. De to mænd frygter det værste – at slædeføreren er forulykket på vejen fra Nenana.
Langt om længe dukker Shannon op, hårdt ramt af forfrysninger og med et spand på kun seks hunde. De resterende har han måttet efterlade undervejs på ruten.
“Hvad de hunde klarede under turen mod Nome, var uvurderligt”, forklarer “Wild Bill” senere til en avisreporter. “Jeg tager ingen ære selv. De sande helte under ræset var hundespandene, der trak læsset”.
Følg mareridtsruten tværs over Alaska:
Tværs over Alaska på rekordtid
Om vinteren var posten til Nome 14 dage om at nå frem med hundeslæder, men hvis byens indbyggere skulle overleve
difteri-udbruddet i 1925, skulle de nå langt hurtigere frem. I alt 20 slædespand blev sat ind – turen tog 127 timer.
Serum bliver fundet i Alaskas største by
Den 26. januar 1925 opdager distriktslægen i Anchorage 300.000 enheder difteri-serum på det lokale jernbanehospital.
Toget kører nordpå
Det fundne serum sendes med tog til byen Nenana, 480 km mod nord. Ved midnat den 27. januar når toget frem til byen.
Slæderæset begynder
På stationen i Nenana venter slædeføreren Bill Shannon med sit hundespand. Han modtager serummet og sætter afsted. Shannon skal køre den første del af turen over Minto til bosættelsen Tolovana.
På den frosne Yukon kunne hundene skyde en højere fart, men der var altid en risiko for at gå igennem isen.
Alaskas bedste hundespand
Midt på dagen den 31. januar modtager Alaskas mest erfarne slædefører, Leonhard Seppala, pakken. Anført af hunden Togo vælger han at krydse den livsfarlige is på Norton-sundet for at spare tid.
Det var umuligt at forudsige, om Norton-sundets is brød op, og hundespandet ville ende på en isflage.
Pakken når frem
Den 1. februar sætter Gunnar Kaasen ud med serummet fra byen Bluff. Han farer vild i snestormen og misser det sted, hvor han skal give pakken videre. I stedet beslutter han at køre resten af vejen til Nome sammen med førerhunden Balto. De ankommer til Nome kl. 5.30 den 2. februar. Byen er reddet.
Lægen må vælge mellem sine patienter
Nome, torsdag morgen den 29. januar
“Situationen er slem”, indleder Nomes borgmester, George Maynard, panisk et telegram til myndighederne i Washington. “Antallet af difteri-patienter stiger fra time til time”.
I løbet af dagen er der indløbet rapporter om to nye udbrud af difteri. Nu er der 20 bekræftede tilfælde i byen og mindst 40 formodede. Welch har kun 21.000 enheder serum tilbage – tre fjerdedele af hans beholdning er opbrugt på ni dage.
Når lægen tager på husbesøg, må han derfor påtage sig Guds rolle og afgøre, hvilke af patienterne der skal have medicin, og hvilke der skal overlades til deres egen skæbne.
Nome blev grundlagt i 1898 efter guldfund i området. Foråret efter strømmede tusindvis af lykkejægere til byen.
Slædehundene bukker under
Bishop Mountain, fredag den 30. januar
Kl. 3.30 om morgenen drager stafetløbets 12. hundefører, Charlie Evans, ud fra kroen ved Bishop Mountain. Han skal bringe serummet frem til byen Nulato.
Det er bælgravende mørkt og 52 minusgrader. Evans’ rute følger den brede, tilfrosne Yukon-flod. Der lyder en knagen, hver gang han kører over områder med tynd is.
Ofte må Evans på et splitsekund tvinge slæden og hundene i en anden retning for at undgå at styrte gennem isen.
En opgave, som ikke bliver lettere af, at skiftende temperaturer danner en tyk tåge, så han reelt kører i blinde.
Evans må satse på, at hundene kan holde ham på sikker grund og undgå våger og revner i isen:
“Jeg stolede på hundene, og de stolede på mig. Det virkede, som om de havde en sjette sans og vidste, hvad jeg tænkte”, erindrer han senere.
I skyndingen er Evans kommet afsted uden de kaninskind, der skal beskytte hundenes sårbare underliv. Konsekvensen bliver tydelig nu.
Seletøjet slider pelsen af de to forreste hunde og gnaver sig for hvert skridt dybere ind i deres sårbare hud.
De to hunde halter videre, hårdt ramt af forfrysninger, mens deres ben svulmer op. Til sidst må de begge give op.
Evans har næsten 15 km tilbage af sin etape til Nulato, og nu er begge hans førerhunde ude af stand til at fortsætte.
Ufortrødent placerer han de medtagne hunde på slæden, mens han selv tager seletøjet om halsen og tager deres plads.
I de næste timer slæber han og hundene sig igennem ishelvedet, mens kulden gør deres lemmer stive.
Endelig, kl. 10 om formiddagen, kan Evans skimte omridset af Nulato forude. Efter at have videregivet serummet til den næste kører bærer han førerhundene ind foran pejsen.
Men for sent – de er begge døde.
Klippe spærrer vejen
Norton-sundet, lørdag den 31. januar
Rutens sværeste strækning er uden tvivl Norton-sundet. For slædeføreren står valget mellem at tage den korte, men yderst farlige tur hen over det frosne farvand eller følge den lange, men meget mere sikre rute langs kysten.
Inuitten Myles Gonangnan er ikke i tvivl om, hvilken rute han skal vælge, da han modtager pakken med serum.
Selvom sundet ville være langt den hurtigste rute, frygter han, at havets bølger vil bryde isen op, så han og slæden forsvinder for evigt med den dyrebare last. Han vælger derfor turen langs kysten.
Sneen ligger tykt her, og hundene kan ikke slæbe sig igennem driverne. Gonangnan må ofte gå foran for at træde sneen flad for dem og trække hundene op ad de stejle skrænter langs kysten.
Det er et møjsommeligt arbejde, og inuitten bruger fem timer på at mase sig 19 km frem. Han ved, at den værste udfordring på ruten venter forude – den 300 m høje Blueberry Hill.
Nedstigningen fra bjerget er næsten lodret.
Selv i perfekt vejr er de lokale hundeslædeførere forsigtige, når de med bremserne i bund lemper deres slæde ned ad skråningen, som de lokale kalder for “Planetens kant”.
Den mulighed har Gonangnan ikke i dag.
Da han når toppen af bjerget, rammer vinden ham som en iskold knytnæve, og verden forvandles til et kridhvidt tomrum.
Her er ingen konturer, ingen skygger, bare én stor, hvid flade. Imens hundene farer ud i det blændende tomrum, kan Gonangnan kun bede til de højere magter om, at de ikke fører ham direkte ud over kanten.
Med ét er der hverken is eller sne under Gonangnan – slæden hænger frit i luften!
Øjeblikke senere brager den ned ad bjergets stejle side. Gonangnan smækker bremserne i med sine ben.
Med alle muskler i sin krop spændt til bristepunktet klamrer han sig til slæden, mens han prøver at undgå forhindringer, der kan kaste den ud over skrænten.
Pludselig kan inuitten skimte bredden af Norton-sundet, der kommer hastigt nærmere. På mirakuløs vis er han og hundene kommet sikkert ned! Nu mangler de bare et stykke langs den inderste del af sundet.
Til gengæld er der ingen beskyttelse for vinden ude ved kysten, hvor en hård kuling på 18 m/sek. får temperaturen på 56 minusgrader til at føles endnu koldere.
Gonangnan har været ude i ni timer, og det vil tage ham yderligere tre at nå sit mål.
Lægen løber tør for serum
Nome, lørdag den 31. januar
Doktor Welch har netop givet sin sidste portion serum til en patient. Han ved, at hvis der ikke snart kommer hjælp, så vil situationen udvikle sig katastrofalt.
Der er allerede tre nye smittede og 30 mulige tilfælde af difteri. “Situationen i Nome er ekstremt kritisk”, konkluderer en lokal journalist.
Samtidig frygter lægen, at sygdommen nu er ved at sprede sig til oplandet.
En af hans patienter har få dage forinden serveret mad for gæsterne på en landevejskro uden for Nome.
Hvis hun har smittet dem, kan sygdommen nu være på vej rundt til alle landsbyer i området.
Alaskas bedste dukker op i stormen
Norton-sundet, om aftenen den 31. januar
Samme aften er Alaskas bedste slædekører, Leonhard Seppala, på vej mod Nulato for at modtage serummet. Ifølge den oprindelige plan skulle han køre 500 km fra Nome til Nulato og så 500 km hjem igen med serummet.
I mellemtiden er planen dog blevet ændret. Der er sat flere kørere ind, for at serummet kan komme frem hurtigst muligt. Imidlertid har det været umuligt at give den besked til Seppala, som allerede er ude på ruten.
Alle slædeførerne har derfor fået besked på at stoppe Seppala, hvis de støder på ham.
Russeren Henry Ivanoff har tidligere på dagen modtaget serummet, og hans hundespand er nu på vej langs Norton-sundet.
Uheldigvis har hundene fået færten af et dyr, hvorfor de nu er mere opsatte på at jage end at trække slæden. Ivanoff er netop ved at få styr på spandet, da han øjner en anden slæde på vej mod sig.
Det kan kun være Seppala på vej i den modsatte retning, indser Ivanoff, mens han vifter og råber for at få ham til at stoppe. Seppala har imidlertid ingen tid at spilde – han sætter farten op, så hundene ikke risikerer at gå i stå, når de øjner det andet spand.
Idet han drøner forbi Ivanoff, kan han lige akkurat høre ham råbe: “Serummet! Jeg har serummet!”. Overrasket hugger Seppala bremserne i.
Medicinen er dybfrossen
Isaac’s Point, lørdag aften 31. januar
Sent om aftenen gør Seppala holdt ved Isaac’s Points gæstehus på den anden side af Norton-sundet.
For at spare tid har han krydset den inderste del af det isdækkede sund, som ingen af de tidligere slædeførere har turdet at skrå indover.
Seppala er klar over, at hans satsning nemt kunne have kostet ham livet, men han har sparet tid.
Ude på isen blæste en kraftig vind, og temperaturen nåede helt ned på 62 minusgrader. Selvom serummet har været pakket godt ind i flere lag af skind, er Seppala bekymret.
Hvis pakken bliver for kold, kan serumampullerne springe. Af samme grund har slædeførerne varmet serummet op, hver gang de har gjort holdt.
Da Seppala forsigtigt pakker den dyrebare medicin ud af skindet, går det til hans gru op for ham, at serummet er dybfrossent. Forsigtigt går han ampullerne igennem én for én og kan til sidst drage et lettelsens suk. Ingen af dem er sprunget i kulden.
Leonhard Seppala vandt stort set alle de slædeløb, han stillede op i.
Karantænen lammer byen
Nome, søndag morgen den 1. februar
Der er fuldstændig stille i Nome denne søndag morgen. Ingen mennesker går i kirke på grund af smittefaren.
De eneste mennesker på gaden er Nomes læge og et par sygeplejersker, som sammen med lærerne fra inuitskolen har påtaget sig opgaven med at holde byen under karantæne – det vil sige sørge for, at alle holder sig inden døre.
Alle forholdsregler til trods stiger antallet af syge, der nu er oppe på 28 personer.
Til den lokale journalist indrømmer Welch, at “selv hvis hundene når frem, vil der kun være serum nok til at behandle 30 patienter”. Dagen efter kan journalisten føjes til listen over syge.
I 1918 ramte en influenza-epidemi Nome. I inuitternes kvarter – The Sand Spit – blev mange af de døde spist af deres hunde.
Influenza kostede 1.000 inuitter livet
Syv år inden difteri-udbruddet ramte Nome, blev byens inuitter nær udryddet af en epidemi.
Da nyheden om difteri-smittede personer spredte sig i Nome, gik manges tanker syv år tilbage til år 1918. Her havde en kraftig influenza-epidemi truet med at udrydde hele byens inuitbefolkning.
På bare otte dage døde 162 indfødte i The Sand Spit – det kvarter i byen, hvor inuitterne levede. “Det var umuligt at få nogen hjælp til de syge. De, der var raske, var skræmt til døde og ville ikke gøre noget for at hjælpe”, erindrede en af de overlevende.
Da der endelig blev organiseret en redningsmission til bydelen, var mange inuitter døde af sygdommen eller frosset ihjel. I alt kostede influenzaen 1.000 mennesker livet i området omkring Nome.
Vinden går lige gennem tøjet
Bluff, søndag den 1. februar
I minebyen Bluff – ca. 80 km øst for Nome – er den norskfødte slædefører og ansatte ved mineselskabet Gunnar Kaasen klar til at bringe serummet videre.
“Jeg havde sælskindsstøvler på fødderne, og ud over dem havde jeg sælskindsbukser. På kroppen bar jeg en rensdyranorak med hætte og over den en oilskindsfrakke”, forklarer han senere.
Normalt ville den beklædning være nok til, at en erfaren slædefører kan holde varmen, men “vinden var så kraftig, at den gik lige igennem skindene”, erindrer Gunnar Kaasen efterfølgende om turen.
Kaasen er på vej ud i en gigantisk snestorm. “Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var”, indrømmer han senere. “Jeg kunne ikke engang gætte mig frem”.
I stedet stoler Kaasen fuldt og fast på sin førerhund, Balto, der kender ruten ud og ind. Ifølge planen skal han køre til minebyen Solomon, hvor han kan gøre holdt for natten og få varmen, mens hundene hviler.
Da den hylende storm stilner af for en stund, opdager han imidlertid, at han er kørt forbi Solomon.
I stedet for at vende om beslutter Kaasen sig for at droppe hvilet. I vindstød på op til 31 m/sek. kæmper hans udmattede hunde sig videre fremad gennem sneen.
Pludselig rammer et særlig kraftigt vindstød. Hunde, slæde og Kaasen kastes gennem luften og lander i en snedynge.
Fortumlet og lammet af kulde begynder slædeføreren at grave slæden fri. Efter flere minutters udmattende arbejde i den bidende kulde er Kaasen klar til at fortsætte turen.
Han mærker efter i slæden for at sikre sig, at pakken med serum er spændt fast. Men den er væk!
I nattemørket kan han intet se og må kravle frem i snedriverne, mens han afsøger området. Ampullerne med serum skal findes, inden de fryser til is og splintres.
Den forkerte hund løb med hæderen
Togo
Race: Siberian husky.
Alder: 12 år.
Vægt: Ca. 22 kg.
Udseende: Gråsort med hvide poter og bug.
Træning: Førerhund med mange års erfaring.
Andet: Togo vandt flere priser – bl.a. for den længst løbne distance i Alaska – og flere gange sejrede han i Nomes
lokale hundeslædeløb.
Balto
Race: Siberian husky.
Alder: 6 år.
Vægt: Ca. 29 kg.
Udseende: Sort med hvide poter.
Træning: Pakhund, der bragte aviser ud.
Andet: Der var ingen forventninger til Balto, så i en ung alder blev han kastreret. Efter Nome-turen blev han USA’s mest berømte hund.
Balto når frem, og byen er reddet
Nome, mandag morgen den 2. februar
Flere timer senere – omkring kl. 5.30 – kan Kaasen skimte korset i toppen af Nomes kirkespir. Han er fuldstændig udmattet, og hans fingre og ansigt er sorte af forfrysninger, men han har nået målet.
Kaasen var ellers tæt på at opgive, mens han famlende ledte efter serummet. Men til sidst strejfede hans hænder på mirakuløs vis noget hårdt i snedyngen – serumpakken.
Med fornyet energi fortsatte han mod Port Safety for at overrække pakken til rutens sidste kører. Da Kaasen nåede gæstehuset dér, viste det sig dog, at køreren var gået til ro, i den tro at holdet inden ham havde slået lejr på ruten.
For ikke at spilde nogen tid valgte Kaasen selv at køre de resterende 32 km ind til Nome.
Med sine sidste kræfter kæmper han sig frem langs byens hovedgade, hvor han til sidst stiger af slæden og kollapser på jorden med ordene “Forbandet god hund”.
Se originale optagelser af Balto:
Serummet bremser udbruddet, og to uger senere ankommer en større sending, hvorefter epidemien bliver stoppet. I alt dør seks mennesker af difteri i Nome, mens det formodes, at op mod 100 børn mister livet i områderne uden for byen.
“De indfødte har for vane at begrave deres børn uden at rapportere dødsfaldene”, konstaterer doktor Curtis Welch.
Flere hunde er omkommet, og mange af slædeførerne er hårdt ramt af forfrysninger. Men deres opofrelse har reddet tusinder fra døden.