Tysk meteorolog rejste om kap med døden

Heste opslugt af gletsjeren

Ude på skibet forsøger ekspeditionsdeltagerne at fordrive tiden.

Meteorologen Johannes Georgi reparerer udstyr, der er blevet skadet under sejladsen, geodæten Karl Weiken foretager målinger, mens islændingen Vigfus Sigurdsson pusler om de islandske heste, der skal trække udstyret op til toppen af gletsjeren, hvor Indlandsisen begynder.

Heroppe skal den første af vejrstationerne etableres, Veststationen.

Fra den vil Wegeners mænd og en snes hyrede grønlændere fra Uvkusigssat foretage tre slæderejser, der skal fragte videnskabeligt udstyr, mad, petroleum og en præ-fabrikeret hytte 400 km ind midt på Indlandsisen.

Hytten skal udgøre den centrale vejrstation, Eismitte, hvor to mand overvintrer og indsamler vejrdata.

Den tredje station, Øststationen, bliver etableret af et separat hold, der sejler direkte til Scoresbysund på Grønlands østkyst.

Tidsplanen er i forvejen stram, og den arktiske sommer kort – derfor går den uforudsete ventetid ved Kamarajuk-fjordens munding Wegener på nerverne.

Endelig på den 38. dag vågner alle brat kl. ét om natten. “Isen driver ud!” råber en grønlænder, der har holdt øje med isens bevægelser.

Omsider kan Gustav Holm sejle ind i bunden af Kamarajuk-fjorden. De unge grønlændere fra bygden Uvkusigssat møder op med deres hunde, og den 27. juni står alt udstyr omsider inde på fastlandet. Bedriften smitter af på Wegeners humør.

Teltlejren er rejst, Vigfus Sigurdsson har bygget en indhegning til de islandske heste, og arbejdet med at fragte udstyr op ad den stejle gletsjer kan begynde.

Snelaget skjuler en række dødsensfarlige sprækker, der når helt ned til fjeldet, og mændene må bruge flere dage på at bygge broer hen over dem. Alligevel styrter tre af hestene i afgrunden under maset.

“Vi er alle transportarbejdere og slaver fra solopgang til solnedgang”, klager den ingeniørstuderende George Lissy i sin dagbog. “Videnskabeligt arbejde er der ikke tid til”.

Selvom alle giver deres yderste, er ekspeditionen stadig meget forsinket, da Wegeners næstkommanderende, Johannes Georgi, går i gang med at laste udstyr på hundeslæderne til den første tur ind på isen.

Georgi er udpeget til at overvintre på isen, men rivaliseringen med ekspeditionslederen afspejler sig i Wegeners dagbog.

“Afgangen til Eismitte trækker ud på grund af Georgis endeløse pakkeri og ompakkeri”, noterer han gnavent den 15. juli.

Sandheden er dog, at Georgi har lange diskussioner med grønlænderne om lasten. De tre slædehundekonvojer skal i alt bringe 3.200 kg udstyr til Eismitte.

Ellers kan to forskere ikke overleve vinteren i den dybfrosne isørken.

Men grønlænderne mener, at det første læs på 1.100 kg fordelt på knap 20 slæder er alt for stor en belastning for hundene, og da Georgi endelig kommer afsted, har han kun 780 kg med.

Med så lille en last vil de tre planlagte slædekonvojer ikke slå til.

Geodæten Karl Weiken og den sympatiske unge meteorolog Fritz Loewe fra Berlin følger med Georgi.

Allerede den første dag gør grønlænderne holdt og nægter at køre videre, hvis ikke yderligere vægt bliver smidt af.

Slæderne er alt for tunge for hundene, mener de lokale, og desuden er der beregnet alt for lidt mad til dem.

Georgi er rasende, men føler sig tvunget til at efterlade 160 kg i sneen, og rationerne sætter han op. Begge beslutninger tærer på de forsyninger, der var tiltænkt forskerne på Eismitte.

Wegener beslutter at koge sit tøj

Ruten over isen markerer mændene med stave forsynet med en vimpel. For hver 500 m planter de én. Men ved vimplen, der markerer halvvejen, dvs. 200 km inde på isen, nægter grønlænderne igen at køre videre.

De har aldrig været så langt fra kysten og frygter, at de ikke kan finde tilbage. Grønlænderne er også bekymrede for, at deres hunde vil besvime i den tynde luft.

Indlandsisen rager 3.000 m op over havet, og manglen på ilt kan give hovedpine og stakåndethed.

Georgi kan ikke tale grønlandsk, men med fagter og tegn lykkes det ham at overtale tre af dem til at fortsætte ved at love lønforhøjelse.

Mens Loewe og de utilfredse grønlændere vender om, fortsætter Georgi, Weiken og de tre grønlændere til målet, Eismitte.

Her slår tyskerne telt op og anbringer det meteorologiske barometer på en sokkel af is. Endelig kan det videnskabelige arbejde begynde.

Ude ved kysten har tyskerne i mellemtiden anlagt en vej op til gletsjeren. Vejen vil gøre det lettere for hestene at fragte udstyr det første stykke ind i land.

Ekspeditionsleder Wegener er begejstret over grønlænderne.

“Det er storslået at se, hvordan inuitterne knokler. Europæiske arbejdere ville ikke have lavet halvt så meget”, skriver han 22. juli. Men en uventet sidegevinst ved samarbejdet ryster ham, da han opdager en lus i sin trøje.

Wegener tilskriver grønlænderne lusen og rammes af kulsort humør. “Jeg føler mig så pessimistisk.

Succesen synes at forsvinde mellem mine fingre. Forude venter vinternatten. Hvis den sætter tidligt ind, er vi fortabte”, betror han sin dagbog. Ude af sig selv af væmmelse bruger han resten af dagen på at koge alt sit tøj.

Pessimismen er velbegrundet, for Wegeners tidsplan vakler fortsat:

Transporten af udstyr til gletsjerens top har taget betydelig længere tid end ventet, og det kniber også med at få motorslæderne klar.

De er udset til at bringe livsvigtige forsyninger ud til Eismitte. Inden vinterstormene sætter ind, skal alt være på plads, for til den tid er al transport umulig.

Modgangen fortsætter.

Den 9. august er foderet til hestene næsten sluppet op. Wegeners oprindelige plan var at slagte dem, når deres opgave var fuldført, og derefter bruge kødet som føde for mænd og hunde.

Men endnu mangler en god portion af de 2.500 kasser at blive hevet op til Veststationen, og derfor må Wegener forsøge at finde foder til hestene.

Glæden varer kort

Hø er svært at opdrive nord for polarcirklen. Wegener sejler til Uummannaq, hvor det som ved et mirakel lykkes ham at opdrive 200 kg hø.

Han vender desuden tilbage med syv ekstra grønlændere og 40 hunde, så ekspeditionen nu råder over i alt 143 hunde.

Situationen begynder at lysne en anelse – og endnu bedre bliver det, da Wegener den 29. august endelig hører lyden af en motor, der starter.

“Musik i mine ører!” jubler han i dagbogen.

I de følgende dage eksperimenterer tyskerne med de to motorslæder, der er døbt Isbjørn og Snespurv.

Hurtigt viser det sig dog, at de har alvorlige begrænsninger: I direkte modvind kan de næsten ikke bevæge sig fremad – og det er uheldigt, for vindene på Grønland blæser inde fra Indlandsisen og ud mod kysten.

Mændene opdager også, at mederne på slæden fryser fast til sneen, så snart slæden holder stille. Før den kan køre videre, må mederne renses for sne.

Wegeners humør kølnes igen.

En trøst er det dog, at slæderne på én dag klarer en strækning på 85 km inde på Indlandsisen, hvor underlaget er fastere.

I de følgende dage med stille vejr lykkes det endda mændene at etablere et større depot helt inde ved halvvejsvimplen 200 km fra kysten.

Her opmagasinerer de petroleum til Eismittes varmeovne samt måleinstrumenter og fødevarer. Desuden får de fragtet elementerne til hytten hen til depotet.

I begyndelsen af september kører den tredje og sidste planlagte slædekonvoj. Sneen falder tæt, og Wegener ved, at de første snestorme kan begynde allerede om en måned.

Situationen er kritisk; mindre end 2/3 af de nødvendige 3.200 kg er nået frem – efter Wegeners beregninger er det alt, alt for lidt til at overleve vinteren.

Desuden ligger byggeelementerne til hytten stadig ved midtvejsvimplen 200 km fra vejrstationen.

En arktisk vinter i telt truer

Wegener er tvunget til at udruste en fjerde slædekonvoj, hvis vejrstationen på Indlandsisen skal være bemandet vinteren over.

Netop målinger foretaget midt på Indlandsisen var hans vigtigste argument over for den tyske regering, der betaler for hele ekspeditionen.

Går denne del af projektet i vasken, vil den ambitiøse ekspedition være en fiasko.

Endnu inden tredje slædekonvoj er vendt tilbage, forbereder Wegener sig på at drage afsted med Fritz Loewe. Igen stiller grønlænderne sig på tværs.

De mener, at det er det rene selvmord at rejse ind over isen så sent på året. Temperaturen er allerede nede på -20 grader, dagslyset svinder, og vejret er uforudsigeligt, påpeger grønlænderne.

Ude på Eismitte er Georgi nået til samme konklusion: Uden en fjerde slædekonvoj med flere forsyninger af mad og petroleum er en overvintring ikke realistisk.

Sammen med glaciologen Ernst Sorge, som er ankommet med tredje slædekonvoj og skal overvintre på Eismitte, skriver han den 14. september et brev til Wegener og sender det med hundeslæderne hjem.

Brevet indeholder en frist for, hvornår forsyninger skal være fremme:

“Vi er enige om at overvintre her sammen – også selvom hytten ikke kan komme herud som følge af motorslædernes svigt – men kun på betingelse af følgende:

Senest 20. oktober må vi have modtaget 17 store dunke petroleum, boreredskaber og sprængstoffer”.

Georgi og Sorges brev fortsætter med en længere liste over fornødenheder, de har brug for – en radio er ikke med.

Den tekniske indretning, der kunne have været deres livline til kollegerne på Veststationen, har de to mænd valgt fra. Ingen af dem kan morse.

“Hvis disse fornødenheder ikke er her den 20. oktober”, opsummerer Georgi og Sorge, “vil vi begynde hjemturen med håndtrukne slæder”.

Motorslæderne arbejder sig frem

De to mænd aner ikke, at motorslæderne stædigt bevæger sig frem mod dem.

Den 17. september er tyskerne Kraus, Kelb og Schif og en grønlænder nået ud til halvvejsvimplen, hvor depotet med brændsel og forsyninger ligger.

Her møder de tredje slædekonvoj, der er på vej tilbage fra Eismitte. I den fælles lejr spreder optimismen sig:

Planen er at køre etapevis frem og tilbage mellem depotet og Eismitte, indtil alt brændsel, al mad og hytten er afleveret.

Men samme nat bryder årets første snestorm løs. Tung, våd sne begraver teltene, og om morgenen må mændene grave sig fri.

Hundeslæderne fortsætter tilbage mod Veststationen, mens motorslæderne ikke kan starte.

I tre dage venter de på roligere vejr, mens telte og mænd bliver gennemblødt af kondensvand under snemasserne.

Endelig løjer stormen en smule af, og i den tynde luft giver de fire mænd sig til at tø slædernes motorer op.

Endnu en dag går med at rense de tilfrosne meder for sne. Først på syvendedagen hører snestormen omsider op, og de forkomne mænd kan fortsætte.

Men i den bløde sne og den hårde vind bevæger slæderne sig kun langsomt frem, selv med en mand, som går foran og trækker.

Beholdningen af proviant er nu så faretruende lille, at det vil være farligt at fortsætte, og kun én dags rejse fra Eismitte beslutter de fire udkørte mænd at give op.

Stemningen er trist, da de læsser alt udstyr af i sneen og vender om.

Turen mod Veststationen ender brat 39 km fra målet, hvor Snespurvs motor sætter ud. Mændene lader slæden stå.

I stedet maser alle fire sig sammen i Isbjørn – sammen med en handicappet hund, som tredje slædekonvoj har måttet efterlade.

Mørket falder på, men mændene fortsætter. De ved, at de kun er ca. to timer fra Veststationen. Og så brænder Isbjørns motor også sammen.

Dybt ærgerlige må alle stå ud i mørket og slå lejr. De har ikke mere tobak, og til at spise er der kun frossen pemmikan – en blanding af tørret kød, fedt, bær og havregryn, som er beregnet til hundene.

Grønlænderne gør oprør

På Veststationen har Wegener endnu ikke modtaget Georgi og Sorges brev, men alt er klar til afgang. Han venter kun på, at mændene fra den tredje konvoj vender tilbage.

Han og Loewe har endda nået at snøre hundenes poter ind i sælskind – et stort arbejde, men nødvendigt for, at den skarpe is ikke skal flå dem til blods.

Om morgenen den 21. september vender slæderne fra den tredje konvoj omsider hjem med tyskerne Jülg og Wölcken og syv grønlændere.

Wölcken overrækker Wegener det ultimatum, som Georgi og Sorge har skrevet, og endnu en dag går med at pakke efter deres ønsker.

Dagen efter kan Wegener og Loewe endelig drage afsted med 15 sæder og 13 grønlændere.

Da mørket falder på efter den første dag, er de kun nået 17 km væk fra Veststationen – og gør holdt nær den havarerede Isbjørn.

Først om morgenen opdager de to lejre hinanden og spiser hyggelig morgenmad sammen. Wegener hører, at hverken lasten fra motorslæderne eller fra depotet ved midtvejsvimplen er nået ud til Eismitte.

Han ved, at Georgi og Sorge kun kan klare vinteren, hvis han når frem. Samtidig må Wegener gå ud fra, at den 400 km lange vandretur over Indlandsisen formentlig vil koste Georgi og Sorge livet.

I sit stille sind håber han på, at de vælger at blive, hvor de er, indtil han når frem med sine hundeslæder.

380 km borte, i Eismitte, er Georgi og Sorge nået til samme konklusion, og for at beskytte sig mod kulden og den fygende sne begynder de at grave en hule i den faste sne. Arbejdet viser sig at være forbløffende nemt.

Dybere og dybere ned i Indlandsisen skærer de isblokke ud, og langsomt vokser et stort, underjordisk rum frem.

De to mænd flytter deres petroleumsovn ned i hulen. Med den kan de opnå en temperatur på bare 5 minusgrader, hvilket er mærkbart varmere end i teltet, og samtidig bruger ovnen mindre petroleum her.

Ved hjælp af et lille hul i loftet kan de styre ventilationen, for uden udluftning er kulilten fra ovnen farlig.

Gulvet lægger de af brædder fra transportkasserne, og de bygger forhøjede senge, hvor de kan holde varmen i deres soveposer foret med rensdyrskind.

Selv uden en sidste slædekonvoj tror Georgi og Sorge nu på, at det er muligt at overvintre på Eismitte. Desværre kan de ikke give Wegener besked.

Imens strider Wegener sig frem. Han og Loewe forsøger at holde modet oppe hos grønlænderne, der frygter vinterens komme.

Det sner tæt og uden ophør, temperaturen er -32 grader, og grønlænderne holder råd i et telt. Et dårligt tegn, formoder Wegener.

Næste morgen tropper grønlænderne op i tyskernes telt. De sætter sig roligt ned og tænder deres piber.

Efter lang tavshed erklærer deres talsmand, at de alle vil vende om. De har ikke tilstrækkelig varmt tøj.

På trods af sprogbarriererne forsøger de to tyskere at få grønlænderne til at ændre mening, men end ikke den karismatiske Wegener, som de indfødte ellers beundrer, kan rokke dem.

De første forfrysninger viser sig

“Vejret er ved at slå os”, noterer Loewe i sin dagbog, “grønlænderne har ingen rensdyrsoveposer, og nattekulden er for hård”.

Efter flere timers diskussion indvilger fire af inuitterne i at fortsætte med tyskerne, mens resten vender om. Wegener og Loewe kører mod Eismitte med 69 hunde og knap 1.800 kg gods. Vejret er fint med kun -20 grader og en smule tåge.

Men den tunge last og modvinden sinker hundene. Med 15 km om dagen kæmper de sig frem over isen – og ved 120-kilometersvimplen nægter de sidste fire grønlændere at køre længere.

Efter lange forhandlinger bliver aftalen, at alle fortsætter 30 km mere, og herefter kører kun Wegener, Loewe og den unge grønlænder Rasmus Villumsen videre. Han er tidligere kørt med til vejrstationen og har tillid til tyskerne.

Den 7. oktober har de tre mænd været 16 dage undervejs og kun tilbagelagt 170 km – langt under halvdelen af strækningen.

Wegener ved, at det haster, for de to mænd på Eismitte vil indlede deres tilbagetog om 13 dage.

Samtidig er han alvorligt bekymret over svindet i forsyningerne, for han har kalkuleret med den dobbelte rejsehastighed.

Med den nuværende fart skal maden strække længere. Han og Loewe diskuterer, om de skal vende om.

De vælger at udskyde beslutningen til 230-kilometers-vimplen. Ud af konvojens 15 slæder er nu kun to tilbage.

Unge Villumsen går foran slæderne og bryder sneen. Han er forbløffende god til at finde vimplerne i halvmørket.

I oktober måned er der så godt som ingen forskel på dag og nat, og trods den lave sol er temperaturen nede på -40 grader.

Den 13. oktober når de halvvejsvimplen. Ved depotet af petroleum, benzin og den efterladte vinterhytte holder de en dags pause og pakker om.

Hundene lider i kulden og sulter. Ofte forsøger de at bryde ind i teltet for at stjæle mad. Beholdningen af hundefoder er så lille, at mændene må slå flere af hundene ihjel og fodre de andre med dem.

Den 16. oktober står de tre mænd ved 230-kilometers­vimplen. Loewe skriver i sin dagbog: “Tilbagetrækning synes at være udelukket”.

Samtidig registrerer han begyndende forfrysninger i sine tæer og fingre.

Deres bagage er svundet ind til en enkelt dunk petroleum, et telt, en spand og en lanterne, foruden mad, og endnu har de 170 km tilbage. I realiteten vil de komme tomhændede til Eismitte – hvis de overhovedet når frem.

Den 20. oktober regner de ud, at hvis Georgi og Sorge på denne dato forlader Eismitte til fods, og vejret holder, vil de mødes ved 335-kilometersvimplen.

Fire dage senere når de frem til vimplen og venter længe, mens de spejder efter skikkelser fra øst.

Temperaturen ligger nu konstant på -50 grader, og Loewes forfrysninger er blevet værre. Sammen med Wegener går han en tur og ser på nordlys.

Under de bølgende bånd af spektrallys taler Wegener om videnskabens betydning for menneskehedens udvikling, og hvordan dette inspirerer alle hans handlinger.

Den sjældne fortrolighed gør dybt indtryk på Loewe. De drøfter, hvad de skal gøre, hvis de ikke møder Georgi og Sorge.

Muligheden for at vende om er forpasset – Wegener, Loewe og Villumsen er dømt til at fortsætte.

Ankomst til Eismitte

Loewe har mistet følelsen i begge fødder. Selvom Wegener masserer dem længe hver morgen og aften, vender blodcirkulationen ikke tilbage.

Loewe er ved at få koldbrand, men endnu kan han køre hundeslæden.

Den 28. oktober: Mændene har kun 23 km tilbage til Eismitte, da hundefoderet slipper op.

De er fast besluttet på at nå frem denne dag, men i det svage lys kan de ikke længere finde vimplerne og må slå lejr sølle fem km fra målet.

Om morgenen bruger de den sidste petroleum til at varme en klat ubestemmelig morgenmad op.

På samme tid spiser Georgi og Sorge dejlig varm havregrød i deres lune ishule. Senere samme morgen hører Georgi knasen i sneen udenfor. “Dér er de jo!” råber han.

Udenfor står grønlænderen Rasmus Villumsen med sit hundespand og griner. Han peger mod Loewe og Wegener, der nærmer sig bag ham efter 40 dages udmarvende rejse.

Wegener er i glimrende form, mens Loewe stavrer afsted. Hans hæle er blevet blå, og fuldkommen udmattet bliver han ført ind i hulen, hvor han kravler ned i sin sovepose.

De fem minusgrader i hulen føles som livgivende varme, og Wegener udbryder begejstret: “Her har I det godt!”

Mændene sætter sig med mad og kaffe, mens de drøfter mulighederne. Alle er enige om, at Loewe er for svag til at rejse tilbage til Veststationen – han skal blive på Eismitte, selvom det betyder et hårdt indhug i de knappe forråd.

Maden, som kun rakte til to, skal nu deles i tre. Og oveni får Wegener og Villumsen 135 kg forsyninger til hjemrejsen.

Den 1. november fejrer de Wegeners 50-årsfødselsdag med lidt frugt og chokolade gemt til en særlig anledning.

Uden for hulen fotograferer Ernst Sorge de to rejseklare mænd. Alfred Wegener har iskrystaller i overskægget, da de indleder rejsen mod vest med deres sidste 17 hunde.

De har vinden i ryggen, og temperaturen er kun -39 grader – en perfekt dag til at rejse hjem.