I starten af 1. verdenskrig sænkede den tyske krydser Emden adskillige fjendtlige skibe i Det Indiske Ocean. Den 9. november 1914 gik 50 af matroserne i land på den lille ø Direction Island, hvor de anført af kaptajnløjtnant Hellmuth von Mücke angreb den australske telegrafstation.
Men pludselig blev Emden angrebet af en australsk panserkrydser. Magtesløse måtte tyskerne se deres skib blive tilintetgjort af kanonkugler – men de nægtede at overgive sig til krigsfangenskab. I stedet flygtede de ud på en 11.000 km lang rejse rundt om den halve jordklode.
Først kaprede mændene en hvid skonnert, Ayesha, der lå for anker i en lagune. “Held og lykke, skibets bund er gennemhullet,” advarede den tidligere kaptajn. Og efter få sømil stod det lysende klart, at træværket var råddent, og at sejlskibet knap kunne holde sig flydende.
Kaptajnløjtnant von Mücke måtte føre sine mænd ud på en månedlang flugt tilbage til Tyskland.
I døgndrift måtte mændene reparere nødtørftigt på deres skrøbelige plimsoller, men alligevel lykkedes det at navigere fartøjet til Padang i Indonesien, hvorfra besætningen den 14. december 1914 tog et tysk fragtskib til al-Hudayda på Den Arabiske Halvø.
Her ville de skibbrudne matroser tage et tog til Konstantinopel (i dag Istanbul) i det tysk-allierede Osmannerrige. Men havde flugten hidtil været udmattende, var det intet imod, hvad der ventede.
Jernbanen viste sig nemlig ikke at være færdigbygget, så i januar måtte tyskerne begive sig af sted gennem den brændende ørken på kamelryg. I Yemens hovedstad, Sana, var resten af vejen pludselig blokeret af fjendtlige tropper, så karavanen måtte vandre den udmarvende vej tilbage til al-Hudayda.
Nu gik det i stedet over Det Røde Hav med to små, åbne fiskerbåde. Da en af bådene sejlede på et koralrev og sank, fortsatte mændene deres odyssé tæt stuvede sammen i én båd. Men engelske skibe spærrede søvejen, så midt i marts måtte tyskerne gå i land nær Jedda i Saudi-Arabien.
På endnu en kamelkaravane blev mændene overfaldet af beduiner, og tre tyskere blev dræbt. Først da von Mückes nu stærkt udmarvede matroser i maj 1915 omsider kunne springe på et tog i byen al-’Ula, vendte lykken for de hårdt prøvede mænd. Med hele 30 km i timen rejste de nu nordpå, og den 23. maj 1915 ankom de til Konstantinopel.
Seks mand var døde under den over seks måneder lange flugt, en af historiens længste og mest strabadserende. Men langt om længe kunne von Mücke melde sig hos sine overordnede: “Melder ærbødigst, til stede er Emdens landsætningsstyrke.”