Tempest Anderson, Soufrière, 1902

Vulkanjægerne: To mænd rejste fra udbrud til udbrud

Vulkaner har til alle tider været frygtet. Men helt frem til slutningen af 1800-tallet vidste ingen ret meget om dem. For at løse de ildsprudlende bjerges gåde måtte en helt særlig gruppe mænd på banen: De frygtløse vulkanjægere.

Vulkaner har til alle tider været frygtet. Men helt frem til slutningen af 1800-tallet vidste ingen ret meget om dem. For at løse de ildsprudlende bjerges gåde måtte en helt særlig gruppe mænd på banen: De frygtløse vulkanjægere.

York Museum Trust & Shutterstock

Da robåden lægger ind til St. Pierres havnekaj, kigger mændene i båden målløse ind over ruinerne. To uger forinden var St. Pierre på den fransk-caribiske ø Martinique en livlig by med butikker, myldrende gader og blomsterdækkede altaner. Denne dag, den 21. maj 1902, stinker byen af død.

“Luften var tung af en skrækkelig odør, som man bagefter har mareridt om. En kombination af støberidampe, svovlstikker og brændte ting. Fra tid til anden også et pust af ristet, råddent kød”, skrev den 31-årige geolog Thomas Jaggar efterfølgende i en rapport.

Geologen fra Harvard Universitet er ekspert i smeltet klippe – magma – og den amerikanske stat har sendt ham til St. Pierre for at undersøge byens skæbne. Da Jaggar løfter blikket, ser han Mont Pelée, en ca. 1.400 m høj vulkan, som ligger seks kilometer mod nord.

Vulkanens udbrud, der fandt sted 14 dage før, har udslettet St. Pierre. Men først nu, da ruinerne er kølet ned, kan gruppen af forskre og lokale embedsmænd gå i land og undersøge den døde by.

lig, offer, Mount Peleé, 1902

Under Mont Pelée-udbruddet i 1902 blev tusinder af ofre kogt ihjel.

© Getty Images

Jaggar går for sig selv rundt i ruinerne for at få fred til at fordøje indtrykkene. Murresterne når ham til brystet, træer er revet op med rode, og en tre tons tung jernstatue af Jomfru Maria er slynget 15 m væk fra sin sokkel.

“Det var svært at skelne, hvor gaderne havde været. Alt var begravet under væltede vægge af sten, rosa gips og fliser – og herunder lå 20.000 kroppe”, skrev Jaggar senere.

I en smeltet vugge af metal ligger et forkullet babylig, og i et bageri finder han resterne af en bager, som under udbruddet gemte sig i sin ovn i et forsøg på at undslippe varmen.

Liget har en arm foran ansigtet og benene trukket op. Manden er kogt ved så høj varme, at lårenes omkreds er reduceret til få centimeter. Heden har fået huden på knæ og albuer til at trække sig sammen og blotlægge knoglerne.

Oplevelsen er en grusom åbenbaring for Jaggar:

“Jeg indså, at udslettelsen af tusinder af mennesker pga. underjordiske processer, helt ukendte og dengang uforklarlige for geologer, var et livs arbejde værd”, skrev han senere.

mount pelee, vulkanudbrud

Mont Pelée sendte en lavine af glohed aske og gas ud over øen Martinique.

© AKG-Images

For Jaggar og flere andre samtidige vulkanjægere blev det en livsopgave at opsøge og studere vulkaner før, under og efter deres dødelige udbrud for på den måde at forstå deres ødelæggende kræfter og om muligt forudsige, hvornår katastrofen næste gang ville slå til.

Arbejdet var beskidt og dødsensfarligt, men deres indsats gav eftertiden afgørende viden om vulkaners underjordiske processer.

Vesuv sydede som et lokomotiv

På Thomas Jaggars tid var forskernes viden om vulkaner forsvindende lille. Geologi var først blevet en videnskab i løbet af 1800-tallet, og ingen havde ind­sigt i de processer, som forårsagede de rødglødende udbrud fra jordens indre.

Faktisk var den gængse opfattelse blandt eksperter, at vulkanudbrud var et “lokalt og lejlighedsvist” fænomen, hvis destruktive kraft pressen overdrev – en holdning, som skulle ændre sig dramatisk pga. folk som Thomas Jaggar.

Interessen for de ildsprudlende bjerge blev plantet i Jaggar, allerede da han var dreng. I 1886 tog hans forældre ham med til Napoli, hvor familien besøgte ruinerne af romerbyen Pompeji, der var blevet udslettet af vulkanen Vesuv i år 79 e.Kr.

Under besøget så den 15-årige dreng de uhyggelige gipsafstøbninger af by­ens ofre, som arkæologerne havde fundet i askelaget. For unge Jaggar var de “det mest sælsomme og interessante, jeg nogensinde har oplevet”.

Vesus, vulkanudbrud, illustration

Udbruddet i år 79 lagde store dele af Napolibugtens landmasse øde.

© Getty Images

Nogle dage senere tog familien en lille bjergbane op ad Vesuv – vulkanen, som havde spyet død og ødelæggelse ud over Napolibugtens byer. En guide førte familien helt op til kraterkanten.

“Det var en hård gåtur over blotlagte klumper af hed lava og svovlsten – og nu og da en lavning med sandet aske, som vi sank ned i til anklerne”, skrev drengen i sin dagbog.

Nær toppen var svovlstanken så voldsom, at Jaggar måtte tage et lommetørklæde for næsen. Guiden ledte familien med ned til kraterbunden, ca. 30 m nede, og for første gang så han flydende lava, der kunne skimtes under det grå lag af størknet stenmasse.

Da guiden pirkede i massen med en lang pind, hvislede det ifølge Jaggar “som et kæmpe lokomotiv”. Med ærefrygt forstod drengen, hvilke kræfter der var på spil. Efter besøget var Jaggar ikke i tvivl: Han ville lære alt om vulkaner.

Jaggar skabte mini-vulkaner

I 1889 begyndte Jaggar at studere geologi på Harvard, hvor han efter uddannelse i 1895 fik en stilling som assistent. Til de studerendes store begejstring brugte Jaggar især sin undervisning på at lave små eksperimenter. Bl.a. skabte han en mini-gejser – et fænomen, han var stødt på under en videnskabelig felttur til det vulkanrige naturområde Yellowstone.

Jaggar forbandt en række fyldte vandflasker med glasrør og tændte en bunsenbrænder under en af flaskerne. Efter få minutters ophedning skød vandet over en meter op i luften fra et tyndt pipetterør i enden af rørsystemet.

I et andet eksperiment pressede han med en pumpe flydende bivoks ind i bunden af en kasse, hvor gips og kulstøv lå i lag. Når presset blev stort nok, brød voksen igennem lagene og skabte en lille vulkan. For Jaggar var det bevis på, at et stort tryk i undergrunden kunne tvinge sig vej op gennem jordens overflade.

Den unge geologs teori var nemlig, at vulkaner slet ikke var så tilfældige, som tidens eksperter troede. Jaggar mente i stedet, at vulkaner formes og styres af undergrundens evige geologiske processer, som kunne “vække” jordens mægtige kræfter, når det mindst var ventet.

Fx var vulkanen på øen Krakatau i 1883 efter 200 års inaktivitet gået i udbrud. 2/3 af øen sank, da vulkanen eksploderede med et brag, der kunne høres over 4.000 km væk. Udbruddet udløste flodbølger og jordskælv, som dræbte over 36.000 mennesker på naboøerne.

Men for at løse vulkanernes gåde måtte Jaggar finde ud af, hvad der sker op til et udbrud, og hvad der udløser det. Her var en anden vulkanjæger, Tempest Anderson, allerede på sporet, og de to mænds samarbejde skulle få stor betydning for udforskningen af vulkaner.

Forstå, hvorfor vulkaner pludselig eksploderer:

Øjenlæge jagtede vulkaner

Med en mindre formue på kistebunden kunne den pensionerede britiske øjenlæge Tempest Anderson frit forfølge sin store interesse for vulkaner. I 1880’erne og 1890’erne besøgte Anderson bl.a. Island, Italien og Tyskland for at fotografere de kegleformede bjerge og de sære, for længst størknede formationer af lava, basalt og pimpsten – geologiske efterladenskaber fra vulkanudbrud.

Anderson var historiens første vulkanjæger. Modsat datidens forskere, som helst blev bag skrivebordet, var han på farten, så snart han hørte om et nyt udbrud. I sit soveværelse havde han altid to kufferter stående klar: En med varmt tøj til kolde destinationer og en med let tøj, hvis rejsen gik sydpå. Og ingen kone eller børn brokkede sig over den rastløse Anderson, for amatørgeologen var ugift.

På samme tid i USA var Thomas Jaggar også blevet en ivrig vulkanjæger, for han var overbevist om, at for at forstå vulkanerne ville han være nødt til at opsøge dem før og under et udbrud – ikke kun bagefter som andre forskere.

I sine sommerferier besøgte geologen bl.a. vulkaner i Black Hills i South Dakota og Arizona for studere de smeltede stenarter – magma – der fandtes dybt under jorden.

jordklode, vulkanbælte
©

Vulkaner på stribe

Bælter af vulkaner ligger i de zoner, hvor jordens tektoniske plader støder sammen. 75 pct. af alle klodens aktive vulkaner befinder sig i den såkaldte ildring, der strækker sig i et 40.000 km langt bælte fra Sydamerika til New Zealand.

Jaggar indså, at magma var en afgørende del af vulkaners liv, og at den smeltede klippe var i stand til at presse sig op gennem undergrunden. Også Tempest Anderson ønskede at løse vulkanernes gåde.

Modsat Jaggar havde Anderson særligt udstyr til sin rådighed på sine rejser. Den tidligere øjenlæge byggede sine egne specialkameraer, som nemt kunne tages med på rejserne og forevige de spektakulære scener, han så.

Langt de fleste geologer holdt til sig ét studiefelt af vulkaner, fx de gasser, som blev spyet ud fra toppen, men Anderson ville afdække hele processen. Ikke alene knipsede han løs med sit bærbare kamera, han krydsforhørte også folk, som havde set eller overlevet et udbrud. Han kunne derfor til sidst skitsere forløbet:

Først kom de “foreløbige symptomer, der varsler udbruddet, men er uden udbrud fra vulkanen”, derefter “de indledende faser med genoptagelse af aktivitet fra krateret, hvilket fører til udbruddets klimaks”, som ifølge Anderson endte i “en lavine af glødende sand og passagen af den store, sorte sky”.

lavaskorsten, Tempest Anderson, 1893

Tempest Anderson rejste i 1893 til Island, hvor han bl.a. så lava-skorstene.

© York Museum Trust

At opleve et udbrud, ikke blot rumlen og røg, og se den mystiske “sorte sky” blev et af Andersons største ønsker. Efter hans mening var skyen den største fare ved et udbrud, og derfor måtte den studeres. I 1902 fik han sit livs chance.

Takket være foredrag, hvor Anderson viste sine billeder, havde øjenlægen opnået et ry som fremragende observatør af vulkaner, og i midten af maj 1902 kom en invitation fra Royal Society. Det britiske videnskabsselskab ønskede at sende Anderson til St. Vincent og Martinique.

De to caribiske øer var ramt af vulkanudbrud mellem 6. og 8. maj, men telegrafen var afbrudt, og informationerne sparsomme. Omgående greb Anderson kufferten. Mødet med det ekstreme naturfænomen blev dog mere dramatisk, end øjenlægen havde forestillet sig.

Dræbersky fik vandet til at syde

Rejsens første stop var London, hvor Anderson mødtes med en anden inviteret ekspert, geologen John Flett, som studerede processerne bag dannelsen af sten og klipper. I begyndelsen af juni 1902 sejlede de to til Caribien, og 8. juni gik de i land på Barbados, hvor Anderson interviewede øens mange flygtninge fra St. Vincent og Martinique.

Øjenvidneberetningerne fulgte Andersons skitserede mønster for et udbrud, bortset fra at beboere på St. Vincent siden 1901 havde lagt mærke til et stigende antal jordskælv og røg fra øens vulkan, Soufrière. Få havde dog troet på et udbrud, for Soufrière havde slumret i 90 år. Men om eftermiddagen 6. maj 1902 bragede det løs.

“Toppen af Soufrière var først indhyllet i den sædvanlige hvide røg. Efter et minut eller to så jeg enorme, lodrette søjler af hvid damp blive udspyet. Jeg var nu overbevist om, at et udbrud var i gang”, lød det fra et øjenvidne. Derefter gik det stærkt.

“Hele bjergets top var klart markeret af springende flammer med samme udseende som en sukkerrørsmark i flammer”, lød det fra en lokal læge, som flygtede fra øens hovedby, Kingstown.

Ifølge øjenvidnerne begyndte derefter et regnvejr “iblandet partikler af aske, og lydene fra bjerget blev højere”. Bragene fik øens beboere til at flygte i både ud på havet – blandt dem en gruppe arbejdere fra en af St. Vincents plantager. Deres beretning fik Anderson til at spidse ører:

“Bag dem kom et skrækkelig stort, rødligt og lillafarvet forhæng. Skyen ramte som en hård brise, der gled ned over vandet med en hvæsende lyd pga. varmt sand, som faldt i vandet og fik det til at koge. Varmen var ubærlig og gav en smertefuld kvælning. Mange dykkede gentagne gange, for luftens varme var ulidelig. Hvor længe det varede, vidste de ikke, men de mente flere minutter”.

Da skyen var passeret, kravlede mændene udmattede op i båden og fortsatte flugten. For Anderson var beretningen et gennembrud i jagten på den “sorte sky”, men han behøvede en ekspert for at komme til bunds i mysteriet, og her var John Fletts ekspertise uvurderlig.

Jagger undersøger sten

Thomas Jaggar undersøger en 12 tons tung sten udslynget af en vulkan.

© USGS

Arbejdere skovlede aske i gaderne

Den 10. juni sejlede Anderson og Flett til St. Vincent. Indtil nu var over 1.000 meldt dræbt pga. udbruddet på øen, og Soufrière udsendte stadig røg, men de to mænd kastede sig uforfærdede over arbejdet med at indsamle materiale.

Anderson tog billeder af områder, som var ramt af udbruddet, og Flett tog prøver fra vulkanens efterladenskaber i form af størknet mudder, aske og pimpsten. Med sit mikroskop kunne Flett bekræfte, at de indsamlede askelag var nye og spredt med høj hastighed. Normalt vil aske pga. sin lave vægt dale stille og roligt.

I Fletts mikroskop var der ganske lidt aske i prøverne, i forhold til hvad geologen havde forventet. Omvendt fandt han rester af aske i prøver fra østkysten af St. Vincent, hvor der ellers havde været pålandsvind.

Top ti mest dødelige vulkanudbrud

Gennem klodens historie har vulkaner spredt død og ødelæggelse. Forskerne har optalt, at udbrud har kostet­ over 300.000 menneskeliv i historisk tid – de mest fatale dræbte over 30.000.

I kystbyen Georgetown, 10 km sydøst for vulkanen, mødte de endda arbejdere, som skovlede gaderne fri for tykke lag vulkansk aske.

Byen gik fri af den dødelige sky, men alt tydede på, at aske fra Soufrière på lange stræk var ført mod vinden af et kraftigt lufttryk. Anderson var ikke i tvivl om, at lufttrykket skyldtes den sorte sky, og han fik sin teori yderligere bekræftet fra nye øjenvidner, der var flygtet i rædsel, da skyen kom blæsende:

“De, som var udenfor, så den store, sorte sky komme rullende ned fra bjerget i en kugleformet, bølgende masse. Folk flygtede ind i husene og lukkede dørene. Den gled fremad med en høj rumlen og var fyldt med lyn. Ingen udenfor overlevede”, lød det tørt i rapporten.

Dødsforagtende klatrede Anderson og Flett op ad Soufrières skråninger, hvor Anderson så effekten af den sorte sky:

“Træer, som groede på bjergets skrænter og i de skovfyldte kløfter, var blevet overdænget, indfanget, forkullet eller reduceret til formløse fragmenter og fejet med af lavinerne (dvs. askeskyer, red.)”.

Men skulle den kogende sky fanges på film, krævede det, at fotografen var hurtig. Den amerikanske flåde, som havde skibe med nødhjælp til de overlevende liggende i havne rundt om i Caribien, stillede på Andersons forespørgsel to soldater til rådighed.

Med tålmodighed lærte han hjælperne at betjene fotoudstyret. Nu var det blot at håbe på en ny rullende sky. Hverken Flett eller Anderson kom til at vente længe på den dødbringende sky.

Se Soufrière-vulkanen i udbrud i april 2021

Buldrende sky skabte rædsel

Efter at have fordøjet indtrykkene i St. Pierre var Thomas Jaggar taget til en anden by på Martinique, som var uskadt efter udbruddet, nemlig Fort-de-France. De fleste af hans amerikanske kolleger var taget hjem, da de vurderede, at deres arbejde var slut, men oplevelsen i St. Pierre havde sået en stædighed i Jaggar.

Om aftenen 9. juli sad geologen på biblioteket i byen og gennemgik arkiverne for at finde ligheder med tidligere udbrud på De Caribiske Øer. Han ville til bunds i, hvad det var, som havde udslettet St. Pierre.

De seneste opgørelser viste, at over 30.000 mennesker var blevet dræbt af aske, mudder og brændende støv i St. Pierre.

Pludselig kom en beboer styrtende ind på biblioteket og fortalte, at noget uhyggeligt var under opsejling. Jaggar løb udenfor, hvor folk på gaden skreg og pegede mod vulkanen Mont Pelée. Fra taget af et nærliggende hotel så Jaggar for første gang St. Pierres banemand: En enorm, sort og buldrende sky.

Byen St. Pierre

Tempest Anderson tog billeder af byen St. Pierre, hvor omkring 30.000 blev dræbt i 1902.

© York Museum Trust

Geologen var i sikkerhed, da skyen ikke søgte mod Fort-de-France. I stedet kunne han iagttage, hvordan den kugleformede askemasse rullede ud over bugten nær St. Pierre, hvor et lille skib lå for anker. Ombord var Anderson og Flett.

“I den hurtigt faldende skumring sad vi på dæk og så på vulkanens aktivitet og vurderede, om vi kunne bestige den næste morgen, da vores opmærksomhed pludselig blev tiltrukket af en sky”, lød den senere beskrivelse fra Anderson.

“Vi stod lidt og betragtede den, indtil det langsomt gik op for os, at skyen ikke hang stille, men rullede ned ad bakken, mens den voksede i størrelse. Der var ingen tvivl – det var den ‘sorte sky’”.

Nørd og globetrotter løste vulkanens gåde

Thomas Jaggar og Tempest Anderson bidrog afgørende til den tidlige udforskning af vulkanernes dødsensfarlige udbrud.

Synet vakte panik blandt skibets besætning. Nogle faldt på knæ og bad for deres liv, andre hev ankeret op og hejste sejlene. Langsomt satte skibet sig i bevægelse, mens skyen kom nærmere.

“Da sejlet var hejst, fik vi tid til at se bagud, men nu var der sket en uhyggelig ændring. Skyen var meget større, men stadig kugleformet med en kogende, kulsort overflade med gnistrende lyn”.

Da skyen ramte vandet, tabte den fart:

“Tilsyneladende var dens kræfter brugt op, og den ville ikke ramme os”.

Rystet hvilede mandskab og passagerer ud efter oplevelsen, undtagen Anderson og Flett. Stik mod alt fornuft forlangte de næste dag at blive sejlet ind til St. Pierre. I ruinerne mødte de en mand, der var lige så ivrig som de selv: Thomas Jaggar.

Ingen kunne flygte fra askelavine

De tre mænd fandt hurtigt en fælles forståelse af katastrofen ved at sammenligne notater og jordprøver. Selvom Anderson ikke havde fået fanget skyen på film, var de enige om, hvad der var sket i St. Pierre: En brændende, sort sky var føget ind over byen og havde kogt alt levende.

Ud fra vidneudsagn, som Anderson havde indsamlet to måneder tidligere på Martinique, kunne de tre mænd beregne skyens hastighed. Resultatet var skrækindjagende. Skyen havde ræset de seks kilometer fra vulkanen Mont Pelée og ind over byen på ca. to minutter – svarende til godt 160 km/t. Intet andet kunne i 1902 bevæge sig så hurtigt.

Anderson, der havde rejst i de snerige Alper, kom nu med sin vigtigste teori: Dødsskyen fungerede ligesom en snelavine og fik sin styrke fra tyngdekraften. Fænomenet opstod ifølge Anderson, idet en sky af overophedet gas, aske og pimpsten pumpes ud af vulkanen og føres op i luften pga. heden fra vulkanen.

Men på et tidspunkt kan den enorme masse ikke længere holde sig luftbåren. Søjlen kollapser, og ligesom en lavine vælter askeskyen ned over vulkanens sider i rasende fart, drevet af tyngdekraft og ekspanderende gas. Senere forskning har vist, at Anderson havde ret i sin teori. Fænomenet kaldes i dag en pyroklastisk lavine.

pyroklastisk lavine, Pinatubo, 1991

En pyroklastisk lavine ræser ned ad siden på vulkanen Pinatubo i 1991.

© Alberto Garcia & Imageselect

Også Jaggar blev bestyrket i sine teorier om vulkaners aktive undergrund, da han hørte Andersons karakteristik af et udbrud. Beskrivelsen af varme, damp og lava, som steg op fra undergrunden, passede med Jaggars simple, men illustrative forsøg på Harvard.

De tre mænd skiltes med afgørende, ny viden om vulkaners liv. Hjemme blev Anderson og Flett hyldet for deres arbejde. Bl.a. fik Anderson i 1904 en æresgrad for sit arbejde af Leeds Universitet, og han døde i 1913 som en respekteret ekspert i vulkaner.

I 1906 blev Jaggar leder af den geologiske afdeling på Massachusetts Institute of Technology, men han fortsatte med at jage vulkaner. For egen regning rejste han i 1909 til Hawaii for at bygge et observatorium. Øgruppen var dækket af aktive vulkaner og således et perfekt område at studere vulkaner i. Observatoriet stod klar i 1912.

Indtil sin død i 1953 arbejdede Jaggar på at fuldføre sin mission om at kunne forudse udbrud. Bl.a. målte han jordrystelser med seismografer og kravlede ned i krateret for at tage gas-, lava- og magmaprøver, som skulle vise, hvad vulkaners dampe og formationer er dannet af. I dag er Jaggars teorier om vulkaners forbindelse med underliggende geologiske processer alment accepterede.