1. 24 kaniner sendte Australien i knæ
Med selvsikkerheden i top satte den engelske bosætter Thomas Austin i 1859 24 kaniner ud på sin jord i den australske delstat Victoria.
Kaninerne mindede ham om sit gamle fædreland, og som han selv sagde, “kunne nogle få kaniner jo ikke gøre nogen skade”. Flere farmere i området fulgte Austins eksempel. Hundredvis af kaniner blev sat ud til stor glæde for de lokale jægere.
Men bestanden voksede hurtigt. På 10 år blev den så stor, at jægere kunne nedlægge to mio. dyr om året, uden at det gjorde synligt indhug.
Imens åd kaninerne alle afgrøder og vildtvoksende planter på deres vej. Landmændene meldte om eroderede marker overalt, hvor kaninerne havde gravet, og et ukendt antal plantearter blev udryddet.
I 1894 var kaninerne nået til den vestaustralske grænse og truede med at løbe hele landet over ende. Regeringen besluttede sig for at inddæmme katastrofen. Tusindvis af arbejdere opførte i årene 1901-1907 3.256 km hegn, der skulle holde kaninerne ude af Vestaustralien.
Hegnet virkede, men kaninproblemet var ikke løst. Bestanden voksede fortsat og voldte enorme problemer. Løsningen kom først, da virusforskeren Frank Fenner i 1950 fandt virussen myxoma, der senere blev kendt som kaninpest.
Virussen dræbte 500 mio. kaniner. Men 100 millioner resistente kaniner overlevede – rigeligt til at genopbygge bestanden. Kaninplagen er derfor stadig den største trussel mod Australiens natur.
Først da forskere fandt virussen myxona, kunne Australiens hastigt voksende kaninbestand bremses.
2. Kæmpetudser skabte kaos i Queensland
Sukkerørsplantagerne i den nordaustralske delstat Queensland var i begyndelsen af 1930’erne hårdt ramt af biller, der åd løs af bladene, samtidig med at billernes larver spiste planternes rødder.
Insektgift var nyttesløst. En alternativ løsning kom fra Hawaii, hvor bønder med succes havde pudset agatudser på de hårdføre skadedyr. Australiens Bureau of Sugar Experiment Stations importerede derfor 62.000 tudser og satte dem ud på de australske marker i 1935-1936.
Men den australske billevariant levede på toppen af sukkerrørsplanterne – langt uden for tudsernes rækkevidde. De kastede sig i stedet grådigt over områdets padde-, slange- og krokodillearter. Problemet med billerne er stadig ikke løst.
Derimod har australierne nu fået sig et gigantisk tudseproblem, da agatudserne formerer sig hurtigt og har invaderet store dele af det nordøstlige Australien.
3. Den frelsende pungræv blev New Zealands værste naturkatastrofe
De tidlige nybyggere på New Zealand led under plager af kaniner og rotter, der åd afgrøder og ødelagde naturen. For at komme problemet til livs spurgte de deres kolleger i Australien til råds.
Australierne anbefalede, at man importerede pungræve, og forsikrede, at “pungræven på ingen måde kunne udvikle sig til en naturkatastrofe på linje med Australiens kaninproblem”.
Men det var præcis, hvad pungræven kunne. I stedet for at udrydde kaninerne og rotterne åd pungrævene løs af New Zealands frugter, blade, rødder og fugleæg.
I dag hærger over 30 mio. pungræve i New Zealand. De spiser 21.000 tons æg og vegetation om dagen og formerer sig med adskillige mio. eksemplarer om året – alt imens de spreder tuberkulose til andre dyr.
Pungræven skulle løse New Zealands kanin- og rotteproblem, men blev selv en endnu større naturkatastrofe.
4. Vidunderplante åd sydstaterne
Farmere i det sydlige USA troede, de havde fundet en vidunderplante, da de i 1876
tog den japanske slyngplante kudzu til sig.
Planten var dekorativ, god som foder, passede sig selv og en hurtigtvoksende metode til at skabe skygge i det steghede Syden. Ydermere modvirkede og forebyggede planten erosion.
Men farmerne anede ikke, at hver enkelt gren på kudzuen kan vokse op mod 30 cm om dagen, og at planten derfor konstant må holdes i skak ved klipning. Ellers omklamrer og kvæler den alt på sin vej.
I starten af 1900-tallet opgav tusindvis af fattige farmere deres gårde og flyttede til storbyerne – det gav kudzuen frit spil til at sprede sig. Slyngplanten dækker derfor i dag et areal på størrelse med Belgien.
5. Bedårende Bambi er en børste
Den lille muntjak-hjort lignede ikke umiddelbart en trussel, da hertugen af Bedford i 1800-tallet importerede nogle eksemplarer til sit gods.
Snart var enkelte hjorte sluppet fri, men først da de blev suppleret med andre, der var stukket af fra en zoologisk have, og utallige muntjakker, som private elskere slap løs i naturen, voksede bestanden eksplosivt.
Den lille hjort blev hurtigt en plage for bønder og haveejere, hvis afgrøder, træer, blomster og bede er blandt hjortens foretrukne føde. Samtidig har muntjakken vist sig at være ekstremt kampvillig, når hunde og mennesker uforvarende kommer for tæt på dens kid.
6. Shakespeare-fan ville fylde New York med fugle
I 1800-tallet havde newyorker-apotekeren Eugene Schieffelin ét eneste mål: “at berige den lokale natur med nyttige eller interessante arter”. For Schieffelin betød det samtlige fugle, der var nævnt i Shakespeares værker.
Efter forgæves forsøg med en række fuglearter fik Schieffelin i 1890-91 100 stærepar til at yngle i Central Park. Men Schieffelins fiflen med naturen blev en katastrofe.
Især stæreflokken voksede lynhurtigt. I 1928 havde stærene spredt sig til Mississippi, og i 1942 var de i Californien. I dag tæller bestanden mere end 200 millioner eksemplarer.
De store stæreflokke forsinker flytrafikken, ødelægger bygninger med deres afføring og æder sig grådigt gennem landmændenes afgrøder – en flok kan konsumere 20 tons kartofler på en dag.
De store stæreflokke blev hurtigt et problem for USA.
7. Kæmpefisken ruinerede afrikanske fiskersamfund
Lawrence Makhoha gjorde store øjne, da han i 1962 hev en ny fisk op i sin kano på Victoriasøen i Afrika. Aldrig før havde han set sådan en krabat.
Fisken viste sig at være en mputa – en nilaborre. Ugandas fiskerimyndighed havde få år forinden sat flere hundrede eksemplarer af denne rovfisk ud i søen og dens tilstødende floder for at kickstarte landets fiskeindustri.
Forsøget lykkedes i høj grad; voksne nilaborrer kan blive op til to meter lange og veje i omegnen af 200 kg. Fiskene dannede grobund for en fiskeindustri, der årligt eksporterer nilaborre for halvanden mia. kr. til Europa.
I starten blev bestanden holdt i skak af fisketurister og professionelle fiskere, men i 1980’erne kunne industrien ikke længere følge med naturen.
Nilaborrerne udryddede hundredvis af søens andre arter, heriblandt en lang række sjældne ciklider. Rovfisken blev dødsstødet for talrige af søens små fiskersamfund, hvor kun de færreste har råd til de stærke fiskenet og større både, det krævede at hive de tunge nilaborrer indenbords.