1. 24 kaniner sendte Australien i knæ
Med selvsikkerheden i top satte den engelske bosætter Thomas Austin i 1859 24 kaniner ud på sin jord i den australske delstat Victoria.
Kaninerne mindede ham om sit gamle fædreland, og som han selv sagde, “kunne nogle få kaniner jo ikke gøre nogen skade”. Flere farmere i området fulgte Austins eksempel. Hundredvis af kaniner blev sat ud til stor glæde for de lokale jægere.
Men bestanden voksede hurtigt. På 10 år blev den så stor, at jægere kunne nedlægge to mio. dyr om året, uden at det gjorde synligt indhug.
Imens åd kaninerne alle afgrøder og vildtvoksende planter på deres vej. Landmændene meldte om eroderede marker overalt, hvor kaninerne havde gravet, og et ukendt antal plantearter blev udryddet.
I 1894 var kaninerne nået til den vestaustralske grænse og truede med at løbe hele landet over ende. Regeringen besluttede sig for at inddæmme katastrofen. Tusindvis af arbejdere opførte i årene 1901-1907 3.256 km hegn, der skulle holde kaninerne ude af Vestaustralien.
Hegnet virkede, men kaninproblemet var ikke løst. Bestanden voksede fortsat og voldte enorme problemer. Løsningen kom først, da virusforskeren Frank Fenner i 1950 fandt virussen myxoma, der senere blev kendt som kaninpest.
Virussen dræbte 500 mio. kaniner. Men 100 millioner resistente kaniner overlevede – rigeligt til at genopbygge bestanden. Kaninplagen er derfor stadig den største trussel mod Australiens natur.