Sovjets ledere havde mange, vilde planer for unionens overlevelse, der blandt andet talte medicinske eksperimenter og soldat-mutanter.

© Wayne Southwell/HISTORIE & Bettman/Corbis/AOP

Abehær skulle gøre Sovjetunionen uovervindelig

En dæmning til at smelte Nordpolen, evig ungdom og en hær af abemennesker. Sovjetunionens ledere forsøgte i årevis at betvinge naturen. I bedste fald var forsøgene harmløse, men flere af dem udløste naturkatastrofer og hungersnød.

10. oktober 2018 af Therese Boisen Haas

Vinterhvede: Had til Charles Darwin skabte hungersnød i Sovjet

Et nyt superkorn skulle for altid afskaffe sult i Sovjetunionen. Det lovede agronomen
Trofim Denisovitj Lysenko, som i 1930'erne påstod at have fundet nøglen til evigt gyldne høstår på trods af Sibiriens kolde klima.

Første del af Lysenkos plan var egentlig god nok. Hjemme på sin fars gård havde han udført eksperimenter med at udsætte plantefrø for kulde: vernalisering

Ved at begrave såsæd i snedynger udviklede han vinterhvede, som kunne sås allerede om efteråret og ligge i jorden vinteren over. Den længere vækstperiode gav et større udbytte. Anden del af planen var til gengæld en katastrofe. 

Lysenko troede nemlig, at frøene fra den høstede vinterhvede havde “lært” at vokse i kulden. Han og Sovjets ledelse havde kun foragt tilovers for Charles Darwins lære om, at genetiske ændringer kræver mange generationer og masser af tid.

Lysenkos høst slog fejl, da hans såsæd døde i den frosne jord, og en ny hungersnød ramte Sovjet.

Vinterhveden skulle bevise Lysenkos teori: Korn kan sagtens lære at gro i frostvejr.

© Polfoto & Shutterstock

Blodbank: Kollektivt blod skulle sikre evigt liv

Den 51-årige fysiker Aleksandr Bogdanov ville – med Stalins velsignelse – finde en kur mod døden. Hans forsøg gik ud på at få unge til at bytte blod med ældre – og på længere sigt forbinde sovjetborgerne i et kollektivt blodomløb.

Efter 11 vellykkede transfusioner på sig selv konkluderede Bogdanov, at det unge blod bl.a. havde bremset hans fremskredne skaldethed. Men den 12. transfusion blev skæbnesvanger.

7. april 1928 byttede han blod med en 21-årig studerende med inaktiv tuberkulose, og to uger senere døde han. Eksperimentet blev lukket, men Bogdanovs institut for blodtransfusioner levede videre.

Super-soldater: Mutanthær skulle beherske Jorden

En hær af muskuløse superkrigere, der fulgte enhver ordre og ikke følte smerte – det var formentlig sådan en uovervindelig mutanthær, Stalin så for sig, da han i 1925 bad videnskabernes akademi i Leningrad tage kontakt til den russiske biolog Ilja Ivanovitj Ivanov.

På en zoolog-kongres havde den internationalt anerkendte ekspert i inseminering 15 år tidligere luftet sin vision om at skabe en ny og mere hårdfør art ved at krydse et menneske med en abe. 

Nu skulle Ivanovs ide gøre Stalins drøm til virkelighed: Alle nationer ville – så snart de stod over for den skrækindjagende abehær – anerkende Sovjetunionen som verdens ubestridte leder. Samtidig ville den nye art også give al religion døds-stødet, for abemennesket beviste, at mennesket – og ikke Gud – besad skaberkraften. 

I 1926 støttede Stalin og politbureauet derfor en ekspedition til Vestafrika. Her inseminerede Ivanov forgæves tre chimpanser med menneskesæd. Ivanov rejste derefter tilbage til Sovjet med ca. 15 aber og etablerede en forsøgsstation i Sukhumi i Georgien.

Forsøgene slog dog fortsat fejl, og snart var alle hun-aber døde. Til gengæld meldte flere sovjetkvinder sig frivilligt til et nyt eksperiment: De skulle insemineres med abesæd og have æren af at føde “det nye menneske”.

I 1929, endnu inden forsøget var sat i gang, døde den sidste abe imidlertid – orangutangen Tarzan. De mange fiaskoer bragte Ivanov i unåde hos kommunistpartiet. Forsøgene blev stoppet, og Ivanov sendt i eksil i 1930. To år senere døde han af et hjerteslag.

Stalin ønskede sig en abehær, der ikke stillede spørgsmål til hverken ordrer eller madrationer.

© Montage: Wayne Southwell/HISTORIE & Shutterstock

Megadæmning: Videnskabsmand ville smelte isen i Arktis

Videnskabsmanden Petr Mikhailovitj Borisov præsenterede i 1957 en ambitiøs plan: en enorm, flydende betondæmning i Bering-strædet mellem Alaska og Sibirien.

Dæmningen skulle hindre Stillehavets kølige havstrømme i at flyde nordpå – og samtidig skulle gigantiske propeller i dæmningen pumpe koldt vand væk fra Det Arktiske Ocean. 

Borisov mente, at Atlanterhavets varme golfstrøm dermed ville få mere magt i Arktis, smelte polarisen og give nem adgang til olien i undergrunden.

Idealmenneske: Det nye, kollektive menneske – “homo sovjeticus”

Sovjetstaten ville fremelske et helt nyt menneske: den stærke arbejder, der uselvisk ofrede sig for fællesskabet.

Alle gamle “borgerlige” vaner og tænkemåder skulle udryddes for at give plads for nye kollektive værdier – indbyggerne skulle bl.a. sige “vi” i stedet for “jeg”.

I et gigantisk genopdragelsesprojekt blev indbyggerne stuvet sammen i huse og lejligheder, hvor de delte alt fra badevand til sengeplads. En talemåde blandt fabriksarbejdere
i 1920'erne lød: “Sov hurtigt, så din trætte kammerat kan overtage puden”. 

I fabrikker og landbrug arbejdede kvinder på lige fod med mænd, og Sovjetstaten blev foregangsland i at passe børn i store børnehaver. Moderfølelser blev stemplet som et levn fra en egoistisk familiekultur.

Sovjet mente også, at kriminalitet var afskaffet. Hvis en indbygger alligevel begik en strafbar handling, blev han sendt til “genopdragelse” i arbejdslejr.

Kæleræve: Ræve blev til tamme dyr

I et reservat i Sibirien lykkedes det i 1950'erne genetikeren Dmitrij Beljajev at fremavle ræve så tamme, at de spiste af hånden og peb af glæde, når deres ejer viste sig. 

Med en beholdning på 130 sølvræve havde han udvalgt de mindst aggressive ved at holde sin arm hen til rovdyret – bed det, røg det ud af forsøget.

De øvrige var inddelt i kategorier, og de fredeligste havde han parret med hinanden. Efter 10 generationer med udvælgelse og parring havde Beljajev og hans medarbejdere skabt kælne dyr, der viste hengivenhed for mennesker på lige fod med en hund. 

Eksperimentet havde dog ingen gavn for den sovjetiske pelshandel, da de fremavlede tamme sølvræve fik en spættet pels – som var usælgelig på det internationale pelsmarked.

Beljajev var en klassisk darwinistisk videnskabsmand og mødte en del modstand i begyndelsen.

© Ria Novosti/SPL/Scanpix

Kunstvanding: Sibiriens floder skulle løbe den anden vej

Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov præsenterede i 1961 begejstret en plan om at forbedre landbruget ved at vende Sibiriens store floder og tvinge dem til at løbe fra nord mod syd til de tørre centralasiatiske stepper.

Hans planer lå stille indtil 1970'erne, hvor ingeniører sprængte sig vej med atombomber for at dreje floderne Petjora og Kama mod floden Volga. 

Metoden fik miljøforskere til at protestere, og projektet blev sat i bero. Drømmen om at vende floderne lever dog videre.

Kunstvanding: Vandingskanaler dræner Aralsøen 

Op imod en million mennesker døde af sult i Sovjetunionen i 1947. Årsagen var tørke, og året efter lancerede Stalin derfor en ambitiøs plan kaldet “den store transformation af naturen”, som skulle forandre klimaet for altid.

“Naturen skal underkastes”, lød diktatorens befaling. Strategien var at plante bælter af skov for at skærme stepperne mod vind og jorderosion. Planen betød såning af 6.000 tons frø til træer og buske på et 117.900 hektar stort område mellem Uralbjergene og Det Kaspiske Hav – en strækning på 5.300 km.

Den store plan gik imidlertid brat i stå, da Stalin døde i 1953 og hans kritikere satte gang i en “afstalinisering”.

Et andet Stalin-projekt kørte derimod videre – med ødelæggende konsekvenser. Den gigantiske Aral-sø, på det tidspunkt verdens fjerdestørste sø, var centrum i et enormt kunstvandingsprojekt. Sovjet havde afskåret de to store floder, som løb ud i søen. 

I stedet blev vandet ledt ud over de centralasiatiske stepper. Formålet var at sikre en stor høst af bomuld, særligt i Usbekistan, som på det tidspunkt var en del af Sovjetunionen.

Projektet lykkedes delvist – i løbet af 1980'erne blev Usbekistan en af verdens største producenter af bomuld, men til gengæld betød kunstvand­ingen, at Aral-søen langsomt, men sikkert tørrer ud. 

Det har fået kata­strofale miljømæssige konsekvenser – også fordi kemisk affald er blevet dumpet i søen og nu bliver blæst ud over landet med områdets støvstorme.

Udtørringen af Aralsøen blev dødsstødet for de lokale fiskersamfund.

© Shutterstock

Er du vild med at læse de historier, du ikke umiddelbart blev præsenteret for i historietimerne i skolen?

I hvert nummer af HISTORIE dykker vi ned i de mere ukendte - og til tider obskure - sider af verdenshistorien, og lige nu har vi et rigtig godt tilbud til dig.

Få 3 numre af HISTORIE til spotpris

Læs mere

Vadim J. Birstein: The Perversion Of Knowledge: The True Story Of Soviet Science, Basic Books, 2009. Ethan Pollock: Stalin and the Soviet Science Wars, Princeton University Press, 2008.

Måske er du interesseret i...

Læs også