Alkymi: Troldmænd skabte den moderne videnskab

I mere end 2000 år opløste, kogte og fordampede alkymisterne alt fra blod og urin til æg og kviksølv i deres mørke værksteder. Drømmen om guld og uendeligt liv forblev blot en drøm, men i stedet opdagede alkymisterne bl.a. flere grundstoffer og lagde fundamentet til moderne kemi og medicin.

I mere end 2000 år opløste, kogte og fordampede alkymisterne alt fra blod og urin til æg og kviksølv i deres mørke værksteder. Drømmen om guld og uendeligt liv forblev blot en drøm, men i stedet opdagede alkymisterne bl.a. flere grundstoffer og lagde fundamentet til moderne kemi og medicin.

“Og se nu her, mine herrer!” Med en hurtig, triumferende bevægelse åbnede kemikeren James Price sin smeltedigel og tog en lille klump af det pureste guld ud.
Et gisp gik igennem den fornemme forsamling af tilhørere.

De fik nu hver især lov at føle på den lille klump og blev hurtigt enige om, at de netop havde været vidne til et mirakel.

Fremvisningen var den foreløbige kulmination på James Prices karriere. I løbet af sommeren 1782 havde rygtet spredt sig i London, at det var lykkedes den unge, lovende videnskabsmand at omdanne kviksølv til guld.

Flere fremtrædende teologer, to mestre i guldraffinering samt en håndfuld medlemmer af overhuset var nu også blevet overbevist.

Under processen havde de nøje fulgt hver eneste af Prices bevægelser, ligesom selveste lord Palmerston, kommissær i finansministeriet, havde fået lov at afveje det mystiske røde pulver, der senere blev strøet ud på kviksølvet – og som ifølge Price var en del af hemmeligheden bag forvandlingen til guld.

Religion og viden blev blandet

Med sit røde pulver, kviksølv og glohede smeltedigel benyttede James Price sig af alle traditionerne i alkymisternes ældgamle kunst – der oftest havde som mål at skabe guld eller opnå evigt liv.

I årtusinder havde mænd og kvinder syslet i flammernes skær og undervejs kogt bl.a. hår, ekskrementer, spyt og kobber, ligesom de havde påkaldt sig gudernes hjælp i håbet om til sidst at fremstille det dyrebare guld.

De første alkymister, der lagde grunden til den europæiske alkymisttradition, kan spores helt tilbage til byen Alexandria nogle hundrede år f.Kr.

Ved Middelhavets kyst lå den store by som en summende metropol, hvor romersk kultur blandede sig med egyptiske traditioner og jødisk religion.

Ud for byen knejsede det 60 meter høje fyrtårn på Faros – et af verdens syv vidundere – og inde i Alexandria gjorde verdens største bibliotek byen til et lærdomscentrum for hele Middelhavsområdet. I disse omgivelser kunne alkymisterne tage for sig af de fritflydende trosretninger og blande dem med datidens videnskab.

De første tekster om alkymi omtaler sagnsomspundne personer såsom jødinden Maria og en mand ved navn Demokrit, der begge eksperimenterede med alkymi.

Historikerne ved kun meget lidt om disse personer, men ifølge overleveringerne erhvervede Demokrit ved hjælp af en guddommelig åbenbaring sig alkymistiske færdigheder.

Han begyndte at blande kobber, kviksølv, arsen, svovl og zinkoxid for at opnå alt – lige fra et renere sind til guld.

Verden bestod af fire elementer

De første alkymister var inspireret af den græske filosof Aristoteles, der mente, at alting bestod af jord, luft, ild og vand i bestemte blandingsforhold. For at bevise teorien behøvede alkymisterne blot at tage et stykke træ og stikke det ind i flammerne.

Efterhånden som træet blev opvarmet, begyndte vand at dryppe fra dets årer – derfor indeholdt træ vand, konkluderede alkymisterne.

Kort efter begyndte træet at ryge – derfor indeholdt det luft – og endelig antændte træet, hvorfor det også måtte indeholde ild. Når ilden havde brændt længe nok, blev træet til aske – en slags jord.

Og dermed var ringen sluttet, og teorien bevist.

Samtidig, mente alkymisterne, havde alt materiale en guddommelig stræben mod større fuldkommenhed. Alkymiens kunst bestod i at hjælpe fx kobber eller kviksølv til at blive guld ved at rykke på deres sammensætning af jord, luft, ild og vand.

Guld var guddommeligt

At netop guld blev målet for alkymisternes stræben, var ikke tilfældigt.

Længe før de første guldmønter blev slået i bystaten Lydien i Lilleasien i det 7. århundrede f.Kr, udvandt faraoerne guld fra Nilens sand. Guld var smukt og funklede, og selv meget tidlige kulturer tillagde det guddommelige egenskaber, når de fandt det i naturen.

Det gyldne metal var som støvkorn af solskin, og den, der ejede guldet, besad en del af solen, livets vigtigste kilde.

Det var derfor naturligt, at alkymisterne omkring Alexandria også jagtede guldet.

Deres arbejde og viden blev dog standset brat, da biblioteket i Alexandria brændte i 47 f.Kr, og de omkring 500.000 skriftruller enten gik op i røg eller blev spredt, da Egypten blev erobret af romerne i 30 f.Kr.

Hvad europæerne tabte, blev samlet op af araberne, og sidst i 700-tallet blev Bagdad centrum for kemiske eksperimenter. Byen var en funklende oase af paladser og frodige haver, og ved Tigrisflodens bredder vandrede Abu Musa Jabir ibn Hayyan al-Azdi – i Vesten kendt som Geber.

Han var kaliffens hoflæge og havde tilegnet sig stor viden inden for de fleste discipliner fra astronomi og musik til filosofi, geologi og alkymi.

Geber var praktisk anlagt og mente, at al viden burde afprøves med eksperimenter.

Hans laboratorium var udstyret med ovne, esser, dampkogere, tragte, filtre og kolber, og det sydede og boblede overalt, imens Geber udtænkte nye forsøg. Han kendte og anerkendte Aristoteles' teori om jord, ild, luft og vand, men forfinede mange af teorierne og udførte langt flere eksperimenter end de første alkymister.

Ved at blande vitriol med alun og salpeter opdagede Geber salpetersyre, og han var den første til at isolere og beskrive grundstoffer som antimon og bismut.

Også det giftige stof arsenik fandt han frem til ved at opvarme et giftigt mineral.

Nogle af stofferne brugte Geber bl.a. som rustbeskyttelsesmiddel eller til at imprægnere læder og tøj.

Geber havde store forventninger til sine eksperimenter.

Ud over guld drømte han om at skabe både slanger, skorpioner og mennesker i sine esser og kolber. Ingen af delene lykkedes for den hårdtarbejdende videnskabsmand. Da kalif Harun al-Rashid trådte til, kom Geber i klemme i magtkampen.

Trods sine store bedrifter blev han landsforvist og udråbt som fjende af staten.

Med sin brug af eksperimenter blev Geber dog stadig anset for sin tids største alkymist, og han inspirerede til praktiske eksperimenter i mange hundrede år frem i tiden.

Ridderne bragte alkymi til Europa

Gebers og de øvrige arabiske alkymisters opskrifter og beskrivelser var med i bagagen, da korstogsridderne vendte hjem til Europa fra Mellemøsten i 1200-tallet. Men der skulle dog gå yderligere et par hundrede år, før alkymien for alvor fik fat i europæerne.

Efter århundreder, hvor kirken havde sat den videnskabelige dagsorden, skyllede en følelse af fornyelse og genfødsel ind over det europæiske kontinent, og kunst, religion og videnskab undergik vældige forandringer.

Renæssancens lærde europæere begyndte at sætte sig selv i centrum i stedet for Gud, og det nye verdensbillede passede godt sammen med alkymien, hvor enhver mand måske kunne skabe sin egen rigdom ved blot at drysse lidt kviksølv ned i en esse.

700-tallet. Mellemøstlige alkymister tog over efter de første europæiske alkymister og opdagede grundstoffer som fx antimon.

“Pusterne” tog over

Ovne og blæsebælge skød op overalt på lofter og i trange kældre i løbet af 1500- og 1600-tallet, hvor selv almindelige mænd – og kvinder – kastede sig ud i jagten på guld.

Deres heftige brug af blæsebælge indbragte dem øgenavnet “pusterne”, og dem havde de lærde alkymister ikke ret meget tilovers for.

“De søger blot at lave guld, imens sande filosoffer kun ønsker viden. De første fremstiller simple tinkturer og tåbeligheder.

De sidste stræber efter tingenes principper”, som en af de lærde spydigt skrev.

Europas fyrster og konger var også optaget af alkymi og betalte enorme gager til deres egne hold af “pustere”. Magthaverne var ikke optaget af alkymien på grund af “tingenes principper”, men håbede, at deres ansatte en dag ville skabe guld og dermed give dem endnu mere magt og rigdom.

En af disse var franske Henrik 4., der ansatte flere alkymister under sig.

Det overordnede mål var at skabe guld, men alkymisterne arbejdede også med at genoplive planter, der var brændt – i håbet om at kongen kunne genopstå efter dommedag.

En anden konge med hang til alkymister var Skotlands James 4., der var så rundhåndet med sine lønninger, at alkymister fra hele Europa trængtes om slottets porte. James kastede dog først og fremmest sine drømme på en fransk doktor ved navn John Damian, der i 1501 blev ansat som chefalkymist til at overvåge slottets mange smelteovne.

Det arbejde påtog Damian sig med glæde, for ud over en fyrstelig løn blev han udstyret med al tænkelig komfort og fik bl.a. lammeskindsforede kapper og en gobelinbeklædt himmelseng.

Om aftenerne agerede han kongens kortpartner, og om dagen sørgede Damian for, at ovnene konstant smeltede metaller – dog uden, at det nogensinde lykkedes ham at fremstille et eneste gram guld til James 4.

Alligevel svigtede kongens tiltro aldrig – heller ikke, da Damian påstod, at han kunne flyve til Frankrig, og derfor kastede sig ud over voldanlægget iført et par hjemmelavede vinger af hønsefjer.

I stedet for en flyvetur endte John Damian med et brækket ben.

Medicin og alkymi

Langt større betydning for alkymien og videnskaben fik schweizeren Paracelsus.

Op igennem 1500-tallet uddannede han sig til læge og vandrede siden rundt i det meste af Europa og underviste i medicin og alkymi.

Paracelsus var overbevist om, at fysisk sundhed afhang af harmoni mellem naturen og menneskets indre – og enhver ubalance kunne rettes op ved hjælp af kemi.

Dermed udvidede Paracelsus for første gang begrebet alkymi til også at omfatte en tidlig form for farmaceutisk videnskab.

“Mange har sagt, at alkymi handler om skabelse af guld og sølv.

For mig er det ikke målet, men derimod er alkymi en metode til at undersøge, hvilken kraft og magt der ligger i medicin”, skrev den schweiziske alkymist.

I stedet for at hælde svovl, kviksølv, jern og andre stoffer i flammerne blandede Paracelsus i stedet ingredienserne sammen og hældte dem i munden på sine patienter. På den måde mente han bl.a. at have fundet en kur mod den frygtede sygdom syfilis, ligesom han ved hjælp af et udtræk fra valmuer opfandt et smertestillende middel.

Paracelsus var dog langt fra at være videnskabsmand i moderne forstand.

Ligesom Geber i 700-tallets Bagdad var han overbevist om, at han kunne skabe et kunstigt menneske i et laboratorium.

Opskriften krævede, at menneskesæd blev placeret i en lufttæt beholder sammen med hestegødning i 40 dage, hvorefter resultatet skulle udsættes for magnetisme.

Allerede på dette tidspunkt ville man kunne se en levende såkaldt homunculus – et meget lille menneske – der i 40 uger skulle fodres med menneskeblod for at blive til et fuldkomment menneskebarn.

Paracelsus’ jordiske liv sluttede brat i Salzburg i 1541. Onde tunger hævdede, at han var faldet ned ad en trappe i drukkenskab, andre, at alkymisten omsider havde skabt en livseliksir og nu for evigt vandrede rundt på de europæiske landeveje.

Opskrifter blev skrevet i koder

1500-tallet. Flere af Europas konger fattede interesse for alkymi og ansatte store hære af alkymister til at finde opskriften på guld.

Selvom Paracelsus og hans efterfølgere begyndte at eksperimentere med kemiens indvirkning på mennesker, efterlod de kun meget få konkrete anvisninger, som kunne dokumentere deres slidsomme arbejde.

Alkymistiske forfattere havde i stedet stor tradition for at sløre deres beskrivelser og opskrifter under et lag af symboler og metaforer, og mange af skrifterne er så utydelige og tvetydige, at de fremstår som mysterier.

Et af de mest berømte eksempler er Mutus Liber (“den stumme bog”, red.) fra 1677, der ved hjælp af 15 tegninger menes at give en opskrift på De Vises Sten, som kan omdanne andre metaller til guld.

På tegningerne – fremstillet af den franske apoteker Isaac Baulot – optræder både bevingede engle, brændende mennesker og mystiske dyr, mens alkymister destillerer dug eller udtrækker sol- og måneessens.

Helt kryptisk bliver opskriften på de sidste tegninger, hvor De Vises Sten endelig bliver skabt, men hvor kunstneren har gjort billedrækken så uforståelig, at ingen endnu har løst gåden.

For alkymisterne var det indviklede sprog beregnet til at holde amatør-alkymister ude, så kun de mest vedholdende og sande mestre fik indblik i den store visdom.

De understregede, at alkymi ikke blot handlede om ild i en esse eller smeltede metaller.

Det var også en åndelig stræben, hvor guld i sidste ende både kunne komme ud af ilden, men også kunne komme fra en engel, der fulgte alkymistens arbejde.

Robert Boyle grundlagde moderne kemi – selvom han var alkymist og ivrigt jagtede De Vises Sten.

Viden gjorde op med religion

Den religiøse dimension forsvandt dog langsomt, da den moderne videnskabs principper tog form i løbet af 1600-tallet. Det skete bl.a. med hjælp fra filosoffen Francis Bacon, matematikeren og astronomen sir Isaac Newton og den irske kemiker og fysiker Robert Boyle.

Især Boyle – som regnes for den første moderne kemiker – spillede en væsentlig rolle i overgangen fra alkymiens diffuse mystik til egentlig kontrollerede eksperimenter, fordi han ivrigt dyrkede begge dele.

I midten af 1600-tallet udviklede han en luftpumpe, og i lysets skær sad den unge Boyle bøjet over sine eksperimenter og iagttog, hvordan flammen fra et lys ændrede opførsel, når han ændrede trykket i sin pumpe. Arbejdet blev i 1662 opsummeret i den såkaldte Boyles lov, der foreskriver, at produktet af tryk og volumen er konstant for ideale gasser, hvis temperaturen er konstant.

Boyles meget præcise eksperimenter og hans metodiske arbejde vakte opsigt, og da han i 1661 udgav bogen “den skeptiske kemiker”, gav hans skriverier genlyd i videnskabelige kredse over hele Europa. I bogen forkastede kemikeren eksistensen af de antikke grækeres fire elementer – jord, ild, luft og vand – og definerede i stedet egentlige grundstoffer som primitive og enkle legemer, der kan reagere med hinanden og danne kemiske forbindelser.

Tanken var revolutionerende ny og lagde hele grundlaget for den moderne videnskab i de næste flere hundrede år.

Geber inspirerede Boyle

1700-tallet. Alkymister gik nu mere videnskabeligt til værks. De dokumenterede og gennemførte eksperimenter under kontrollerede forhold.

Robert Boyles tanker betød dog ikke, at den traditionelle alkymi blev lagt i graven. Ligesom adskillige andre videnskabsfolk på hans tid arbejdede han sideløbende med både mystik og egentlig videnskab, og i en lang række dokumenter fortæller Boyle om sin egen jagt på De Vises Sten.

Noterne omkring dette arbejde er ofte skrevet i koder, der først er blevet tydet i de senere år.

De viser, at Boyle søgte helt tilbage til Gebers arbejde i 700-tallet og i høj grad blandede religiøse forestillinger med videnskab.

Det samme gjorde fx den tyske alkymist Hennig Brand, der sideløbende med jagten på De Vises Sten også lavede videnskabelige eksperimenter med væsker blandet med forskellige stoffer.

I 1669 opvarmede han rester fra kogt urin og opdagede grundstoffet fosfor.

Eksperimenterne blev med tiden mere og mere systematiske, og det gav bonus.

Antallet af kendte grundstoffer lå sidst i 1600-tallet på 13, mens antallet sidst i 1700-tallet var steget til hele 78. I samme periode begyndte flere og flere alkymister at tage titler som kemiker, fysiker eller læge.

For mange af de traditionelle alkymister var overgangen en hård tid, hvor jagten på guldet og det evige liv syntes længere og længere væk.

Det blev derfor så meget desto mere fristende at svindle med resultaterne, og den franske kemiker Geofrey den Ældre skrev i 1700-tallet ligefrem et katalog over fidusmagernes teknikker:

“De bruger ofte dobbeltbundede smeltedigler (...) hvis bund de belægger med guld- eller sølvoxid, som de derefter dækker med en passende pasta.

Undertiden borer de også et hul i et stykke kul og hælder guld- eller sølvpulver i”, skrev han.

Price drak gift

Det er uvist, hvilken metode kemikeren James Price brugte, da han i 1782 forsøgte at overbevise det bedre borgerskab i London om, at han havde produceret guld.

Lord Palmerston fra finansministeriet havde knap forladt Prices laboratorium, før rygtet om den sensationelle opdagelse for alvor tog fart.

Nu ville medlemmerne af videnskabsakademiet Royal Society også overvære omdannelsen.

I begyndelsen strittede Price imod og påstod, at han allerede havde opbrugt sin beholdning af det mystiske forvandlingspulver, og at hans helbred ikke tålte den hårde proces med at fremstille mere guld.

Efter trusler om eksklusion fra Royal Society indvilligede han dog modstræbende. Straks efter lukkede den unge videnskabsmand sig inde i sit laboratorium – tilsyneladende for at fremstille mere af det røde pulver.

Et halvt år senere dukkede Price igen frem i offentligheden og inviterede Roy-al Society til at overvære hans guldproduktion.

De kritiske herrer satte sig til rette på tilhørerrækkerne, og alt gik efter planen.

Men pludselig forsvandt Price i et kort øjeblik, hvorefter han igen trådte frem for selskabet – nu synligt fortumlet og forvirret.

I få minutter væltede Price sindsforvirret rundt, inden han han faldt død om mellem kolber og digler. I stedet for at frembringe det mystiske, røde pulver havde Price brugt det sidste halve år på at skrive sit testamente og blande en dødbringende drik.

Med James Prices tragiske endeligt døde også forestillingen om at kunne skabe guld med forholdsvis enkle midler, og i dag opfatter mange historikere Price som en af verdens sidste traditionelle alkymister.

Han ønskede formentlig ikke som udgangspunkt at være fidusmager, men ligesom tusindvis før ham drømte han om at knække koden til skaberværket og fremstille guld.

Selvom de klassiske alkymisters sidste kamp for deres eksistens syntes desperat, havde de alligevel noget at være stolt af: I deres mørke kældre lagde alkymisterne fundamentet til den moderne videnskab.