Stanken, den gennemtrængede hørm af afføring, hænger over London i sommeren 1858. Fra Themsen, der bugter sig gennem millionbyen, stiger kvælende dunster op og lægger sig som en dyne over Storbritanniens hovedstad.
Floden er én stor rendesten, hvor urin, ekskrementer og industriaffald skvulper omkring. Den brunlige mos afgiver en stank, der forpester luften overalt, selv i Londons fine kvarterer.
Gentlemen og elegante frøkener må holde parfumerede lommetørklæder op foran næserne, når de vover sig udenfor.
Lugten vidner om, at verdens største by er vokset mere og hurtigere, end den primitive infrastruktur kan bære. Senest har hungersnød i Irland sendt over 100.000 irere til London, på jagt efter et levebrød.
Byen er proppet til bristepunktet, og i fattigkvarterne deler familier på otte-ni personer ofte et enkelt værelse på 25 m², hvor de både skal sove, lave mad og vaske.
Menneskehavet leverer hver dag bjerge af efterladenskaber, som havner i Themsen. Byens livsnerve er blevet en affaldssuppe, hvorfra smitsomme sygdomme breder sig og gør brutale indhug blandt befolkningen i metropolen.
Noget må gøres, hvis London ikke skal kvæles i sin egen succes.
Befolkningen i arbejderkvarteret Lambeth voksede fra 28.000 i 1800 til 300.000 i 1860. 2.000 døde af kolera i 1848-1849.
Koleraen dræber titusinder
Den værste sygdom, som hjemsøger hørmende London, er kolera. To gange, i 1832 og 1848-49, har epidemier raset i hovedstaden og taget livet af omkring 20.000 indbyggere. I 1853-54 er “Kong Kolera”, som den frygtede smitte hedder i folkemunde, vendt tilbage og kræver igen
tusindvis af ofre.
Borgere kan vågne friske op om morgenen, men pludselig blive ramt af en voldsom diarré, som tømmer kroppen for litervis af væske og svækker leveren. Ofrenes hud skifter farve til gråblå, og allerede den følgende dag holder hjertet op med at slå hos omtrent halvdelen af de smittede.
Hver dag triller vogne med lig hen til Londons kirkegårde, som efterhånden er så overfyldte, at kun de mest velhavende får en hurtig begravelse.
Hos de fattige venter ligene ofte i dagevis på at blive begravet. De efterladte må lægge løgskiver omkring den døde for at overdøve stanken fra den fremskridende forrådnelse.
Koleraepidemierne i storbyen er et resultat af Themsens forurening, det tvivler ingen på i midten af 1800-tallet. Lægerne mener, at hørmen i sig selv fremkalder sygdom, for de kender endnu ikke til eksistensen af bakterier.
“Kan vi kontrollere stanken, kan vi kontrollere koleraen”, meddeler et sundhedsudvalg, der mener, at smitte breder sig gennem luften – den såkaldte miasme-teori.
Kun få fremsynede læger tvivler på den officielle forklaring. Enkelte mener, at Londons drikkevand er det virkelige problem, men de bliver ignoreret eller hånet af deres ældre kolleger.
Alle kan dog blive enige om, at ophobningen af uhumskheder på den ene eller anden måde må være årsag til dødsfaldene.
Bazalgette brygger på løsningen
Mens lægerne diskuterer, er en handlekraftig mand i gang med at finde løsningen. Joseph Bazalgette ansættes i 1856 som chefingeniør i det nystiftede Metropolitan Board of Works – et udvalg, der skal sikre “den fuldstændige udledning af spildevandet fra metropolen”.
Den arbejdsomme englænder har tidligere bygget jernbaner, og han er vant til at håndtere store projekter.
Bazalgette ved lige så lidt som lægerne, hvorfor londonerne bliver syge, men han kan se, at byens spildevand ikke forsvinder ned ad floden. Tidevandskræfterne virker som en prop i det store, naturlige afløb.
Ved at eksperimentere med flydere finder Bazalgette ud af, at slammet ganske vist driver 10 km ud mod havet ved ebbe, men bagefter fører tidevandet det hele 9,5 km retur.
På den måde kan det tage op til 50 dage for ekskrementer at bevæge sig fra London og ud i havet som ønsket. Skidt ophober sig i Themsen, og stanken vil aldrig forsvinde, så længe storbyens kloakvand sendes direkte ud i vandet.
I vinteren 1856 sejler Bazalgette omkring på floden, og han traver langs bredderne med måleudstyr og notesblok. Efter seks uger har beregningerne udmøntet sig i en stor plan.
Ingeniøren forestiller sig et helt nyt kloaknet, og det skal have gigantiske dimensioner for at håndtere efterladenskaberne fra verdens mest folkerige by. Han vil lade fem hovedledninger løbe under Londons gader – tre nord for Themsen og to mod syd.
De eksisterende kloakrør leder spildevand ad den korteste rute direkte ned til floden, men Bazalgette vil i stedet sende slammet på rejse ud af byen.
Først 20 km øst for centrum skal de nye ledninger munde ud i Themsen. Her vil store anlæg lukke kloakindholdet ud, når lavvandet sætter ind ude ved Nordsø-kysten to gange dagligt, og strømmen i floden derfor tager til.
Bazalgette fremlægger sine kort og tegninger for politikerne i sommeren 1856. Forslaget til, hvordan London kan reddes fra sygdom og lugt, er dog hverken billigt nok eller hurtigt at gennemføre, og det afvises blankt.
Frustreret forsøger Bazalgette hele fem gange at tilpasse sine skitser, så det falder i hans bestyrelses smag, men hver gang møder han nye afslag.
Efter to strabadserende år, hvor Bazalgette har mistet det meste af sit hår, er han lige ved at give op. Men så kommer naturen chefingeniøren til undsætning.
I 1860'erne fik læger mistanke om, at londonerne hentede kolera ved vandpumperne.
“Den store stank” rammer London
I sommeren 1858 bager solen ned over London, og sveden pibler af kroppen på de håndværkere, der knokler på stilladset rundt om Big Ben – det nye klokketårn, der er under opførelse ved siden af parlamentet i Westminster.
Men det er ikke sveden, der plager arbejderne mest, men stanken fra Themsen. Efter uger med temperaturer på næsten 30 grader – den varmeste sommer hidtil registreret i hovedstaden – lugter floden mere kvalmende end nogensinde.
Også inde i parlamentet kæmper de folkevalgte med sommerhørmen, som avisen “The Times” netop har døbt The Great Stink – den store stank. Indenfor bliver gardinerne sprøjtet med en kalkopløsning, som skal neutralisere dunsten, men den har ingen effekt.
”Jeg kan ikke længere garantere for sundhedssituationen i bygningen”, erklærer arkitekten bag parlamentetsbygningens ventilationssystem, der nu virker alt for godt. Stinkende luft suges ind i lokalerne tættest ved floden.
“Enkelte parlamentarikere, fast besluttede på at undersøge sagen til bunds, begav sig ind i biblioteket, men de blev øjeblikkeligt drevet på flugt, hver med et lommetørklæde for næsen”, rapporterer “The Times”.
De sparsommelige parlamentarikene har længe modstået krav fra aviser og borgere om handling. Men avisen mener, at hørmen i deres egne lokaler omsider må få lovgiverne til at ofre de midler, der er nødvendige for at frelse London fra “den store stank”.
Profetien går i opfyldelse, da Metropolitan Board of Works får tilladelse til at give byen et nyt kloaksystem.
Joseph Bazalgette tildeles et budget på tre mio. pund, svarende til flere hundreder millioner i dag, så han kan føre sin ambitiøse plan ud i livet og føre den dødbringende stank og sygdom ud af London.
London forvandles til en byggeplads
Da den hårdeste vinterfrost er aftaget i 1859, stikkes hundredvis af spader i jorden, og hovedstadens gader og parker fyldes med støj, der vil fortsætte mange år fremover.
22.000 mænd er hyret til at anlægge i alt 132 km hovedkloakker og cirka 1.600 km gadekloakker uden nogen moderne maskiner.
Til 5 shillings og 6 pence om dagen kæmper arbejderne sig nedad, meter for meter, mens jorden bliver hevet op i spande og kørt bort med trillebør. Når grøfterne er tilpas dybe – nogle steder syv meter – skal tømrerne stive dem af med bjælker.
Bagefter kan murerne omsider gå i gang med at skabe de underjordiske rørledninger, Londons spildevand fremover skal transporteres igennem. Arbejderne slider i 10 timer hver dag, inden de om aftenen falder om i de sammenflikkede baraklejre, der skyder op overalt i byen.
“Spade, skovl og hakke har endelig afløst pen, blæk og debat”, skriver avisen “The Illustrated London News” begejstret. Andre aviser bekymrer sig dog om, hvorvidt Metropolitan Board of Works overhovedet er kompetent til at anføre så gigantisk en opgave.
Som den øverste projektleder haster Bazalgette fra byggeplads til byggeplads for at kontrollere, at alt forløber præcis efter hans planer og tegninger. Hustruen og hans ni børn er glemt, mens chefingeniøren undersøger alt ned til de enkelte bolte, hvis udformning og størrelse han personligt har skitseret.
Bazalgette er særligt nidkær, når hans arbejdere blander cement. Murstenene i bunden af hans kloakledninger skal nemlig bindes sammen med portlandcement, der ikke slides bort af gennemstrømmende vand.
Men en upræcis opblanding eller overophedning kan i stedet gøre cementen porøs. Derfor indfører Bazalgette som noget helt nyt i anlægsprojekter, at lederne på de enkelte byggepladser afprøver cementblandingen, inden den tages i brug.
Udformningen af de underjordiske rørledninger har ingeniøren også omhyggeligt tænkt igennem. Bazalgette vælger en form som omridset af et æg med spidsen nedad.
Det afrundede loft garanterer, at kloakkerne ikke styrter sammen under vægten af jorden og de bygninger, den ligger under. Bunden er smallere for at sikre mest mulig strøm, som hvirvler slam med og renser røret.
Snusfornuft og simple løsninger er ved at skabe et genialt kloaksystem, som vokser meter for meter hver dag og høster anerkendelse, allerede før det er taget i brug.
Avisen “City Press” roser Metropolitan Board of Works for at “have udrettet mirakler”, og “The Observer” beskriver Bazalgettes kloaksystem som “det mest omfattende og vidunderlige bygningsværk i moderne tider”.
Paris, Byernes By, var sakket bagud allerede i begyndelsen af 1700-tallet. Omkring 1820 overhalede Londons befolkningstal også Beijings, og dermed var byen den største i verden.
Kloakkerne kommer i brug
Den 4. april 1865 er en stor dag for Joseph Bazalgette. Seks år efter projektets første spadestik er Storbritanniens kronprins mødt op med et stort følge for at indvie pumpestationen ved Crossness.
Bazalgette har givet kloakledningerne en tilpas hældning, så tyngdekraften kan føre spildevandet fra Londons sydlige kvarterer ud til stationen, der ligger ved Themsen ca. 20 km øst for centrum. Her ender rørene til gengæld seks meter under jorden.
Derfor har Bazalgette opført pumpestationen, som kan løfte kloakindholdet op i et gigantisk reservoir, hvorfra det i rette øjeblik skal sluses ud i Themsen og med tidevandet drive videre ud i Den Engelske Kanal.
“Tillykke til den eminente og dygtige ingeniør mr. Bazalgette, der så succesfuldt har udført dette storslåede værk”, lyder det fra prins Albert Edward ved ceremonien i Crossness.
Champagneglassene klirrer, hvorefter de fire 240 tons tunge pumper sættes i gang. Det er de største dampmaskiner, verden endnu har set, og uproblematisk – men under en gevaldig larm – begynder de at pumpe spildevand op i reservoiret, der kan rumme 120.000 m³.
Tre år senere vil et tilsvarende anlæg også stå klar på Themsens nordlige bred. Prins Albert Edward lover sit publikum en sygdomsfri fremtid:
“London vil blive en af de sundeste byer i Europa”, forudser den 24-årige tronfølger – men først skal London overleve endnu en koleraepidemi.
I 1866, året efter åbningen af pumpestationen i Crossness, bukker londonere igen under for den grusomme sygdom. Byens læger er forbløffede.
Selv om det omfattende kloaknet ikke er bygget helt færdigt, og ubehagelige dufte stadig kan anes ved flodbredden på en sommerdag, burde stanken ikke længere være dræbende. Ifølge miasme-teorien burde den renere luft udelukke, at koleraen igen kunne hjemsøge London.
En epidemolog ved navn William Farr, der ubetinget tror på teorien, giver sig til at føre statistik over den nye bølge af dødsfald, og et tydeligt mønster tegner sig: Koleraen dræber kun i en del af Londons East End, som endnu ikke er sluttet til Bazalgettes kloaksystem.
Når områdets beboere skyller ud i toiletterne, ledes indholdet stadig ud i en af Themsens bifloder – hvor det lokale vandselskab også henter drikkevand op. Trods garantier om det modsatte viser det sig desuden, at selskabet intet gør for at filtrere vandet.
Det går op for William Farr, at han og alle miasme-teoriens andre trofaste tilhængere har taget grueligt fejl.
Det er ikke luften, der bærer kolerasmitten, men de dræbende dråber fra forurenet drikkevand. Opdagelsen bliver en milepæl i udforskningen af bakterier.
Kloakkongen bliver adlet
Bazalgettes store kloaksystem får stor betydning for folkesundheden i London, også selv det ikke var dampe fra floden, som slog ihjel.
Da den nordlige pumpestation, Abbey Mills, åbner i 1868, fosser intet spildevand længere i Themsen inden for bykernen. De underjordiske rørledninger fører alt med sig, indtil det kan lukkes ud i floden i tryg afstand.
Spildevandet bliver dog stadig ikke renset, inden det overlades til naturen.De biologiske processer, der kan fjerne livsfarlige bakterier, er først ved at blive udforsket, og vandrensningsanlæg venter mere end 30 år ude i fremtiden.
Forinden har vejret sat Bazalgettes livsværk på prøve. I 1869 rammes London af et voldsomt skybrud, der i løbet af en enkelt våd nat pøser byen til med samme mængde regn, som den normalt får over to måneder.
Men i stedet for oversvømmede gader og kældre bliver borgerne kun mødt af vandpytter, da de træder ud af deres hjem næste morgen. Kloakkerne har allerede transporteret vandmasserne ud af byen.
Først i 1875 er Bazalgettes projekt helt komplet, da det sidste digebyggeri langs Themsen gøres færdigt. Tidligere var flodbredderne med deres indramning af ophobet slam steder, som alle forsøgte at undgå.
Nu promenerer londonerne på de nyanlagte flodbrinker, hvor luften er frisk, og vandet rinder forbi uden en dyne af mistænkelige objekter flydende i overfladen.
Samme år får Londons kloakkonge sin belønning, da chefingeniøren ved Metropolitan Board of Works bliver adlet af dronning Victoria.
Med overblik, sans for de mindste detaljer og endeløs tålmodighed med politikerne har sir Joseph Bazalgette udført en af 1800-tallets største ingeniørbedrifter.
Han dør 72 år gammel i 1891, men hans livsværk har frelst generationer af londonere. De opmurede rør findes stadig i jorden under byens travle gader.