Astronauter satte livet på spil for videnskaben
Astronauternes arbejde var livsfarligt i rumfartens barndom. Deres raketter svigtede ofte, og risikoen for en hurtig død krævede mænd, der kunne bevare roen, samt en hulens masse gaffatape.
2019 markerer 50-året for månelandingen, og den er da også på listen over historiens vildeste rum-ekspeditioner.
5. Den første rumvandrer ender som ballondyr
- Mission: Voskhod 2, l965
- Formål: At øve sig i rumvandring.
- Astronauter: Aleksej Leonov og Pavel Beljajev.
- Trussel: At hans blod ville koge.
Den russiske kosmonaut Aleksej Leonov bliver 18. marts 1965 det første menneske, der foretager en vandring i rummet. Senere beskrev han oplevelsen med ordene: “Jorden var lille, lyseblå og så hjerteskærende alene”.
Efter at have fløjet to gange rundt om Jorden lukker første-piloten Pavel Beljajev lugen bag Leonov, som begynder sin historiske rumvandring. Det eneste, der forbinder ham med rumskibet, er en fem meter lang line.
I 12 historiske minutter svæver den russiske kosmonaut frit blandt stjernerne. Men efterhånden bliver varmen i rumdragten ulidelig, og den udvider sig så meget, at handskerne forvandles til groteske former, hvor små badebolde stritter ud fra alle fingrene.
Som et overdimensioneret ballondyr prøver Leonov forgæves at klemme sig tilbage gennem luft-slusen til rumskibet. Han medbringer kun ilt til 45 minutters ophold udendørs, men varmen risikerer at gøre det af med russeren længe inden. Han må forsøge at sænke trykket i rumdragten via en lille ventil på maven.
“Hvis jeg lukkede for meget luft ud, ville mit blod begynde at koge, og så var jeg færdig”, fortalte Leonov senere.
Sovjetisk TV afbryder sin direkte transmission fra rumvandringen og spiller Mozart-musik, mens Leonov kæmper for livet. Heldigvis får han lukket akkurat nok luft ud til, at han kan klemme sig ind i slusen igen og kan ånde lettet op inde i Voskhods indre.
Rumdragten svulmede op, så den russiske kosmonaut ikke kunne komme ind i sit fartøj igen.
4. Flammer slår mod ruden
- Mission: Friendship 7, l962
- Formål: At kredse om Jorden.
- Astronaut: John Glenn.
- Truslen: Kvælning på grund af iltmangel.
Klokken lidt i 10 om morgenen den 20. februar 1962 spænder astronauten John Glenn sig fast i rumkapslen Friendship 7.
Et halvt år efter at Sovjetunionen sendte det første menneske i rummet, forsøger USA at komme på omgangshøjde. Glenn er det perfekte valg til at blive den første amerikaner, der går i kredsløb om Jorden: Han er en højt dekoreret pilot fra 2. verdenskrig og koreakrigen.
“Man går ikke ombord – man tager den på”, siger Glenn om sin lille rumkapsel, der skal skrive ham ind i historiebøgerne. Friendship 7 ligner da også mest af alt en isvaffel med storhedsvanvid, og den lille metalklump gør snart livet hedt for rumdebutanten.
Undervejs får Glenn meldinger fra NASA om, at varmeskjoldet måske har løsnet sig. Han får derfor besked om ikke at smide bremseraketterne efter brug. De kan hjælpe med at holde varmeskjoldet fast under hjemturen.
Under nedstigningen stiger varmen i den trange kabine, og det eneste, John Glenn kan se foran sig, er flammer fra bremseraketterne, der slikker op ad vinduet blot få centimeter fra hans ansigt.
Glenn gennemfører dog alle den manuelle landings mange trin til perfektion og lander sikkert i havet. Hans bedrift belønnes med en stor parade gennem New Yorks gader.
Glenn på vej ind i “isvaflen”, som han kredsede tre gange rundt om Jorden i.
3. Kølige Cooper får en varm tur i rummet
- Mission: Faith 7, l963
- Formål: At kredse længe om Jorden.
- Astronaut: Gordon Cooper.
- Trussel: At brænde op i rummet.
Tilliden til astronauternes evner er ikke stor i 1963. NASA anser mest af alt de unge mænd for at være overflødig last, men Gordon Cooper demonstrerer, hvor afgørende den menneskelige faktor kan være.
Efter 18 vellykkede kredsløb om Jorden forsvinder strømmen pludselig ombord, klimaanlægget stopper, og luftens indhold af giftig kuldioxid stiger. Cooper må slå autopiloten fra og selv overtage styringen, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at lande på Jorden med livet i behold.
Mens temperaturen i fartøjet når 40 grader, bevarer Cooper det kølige overblik. Han tjekker stjernernes placering og bruger sit armbåndsur til at finde ud af, præcis hvor han er. På vinduet skriver han en kompliceret udregning af, hvor stejl en indflyvningsrute han skal have for at nå tilbage til Jorden og ikke bare slå smut på atmosfæren og forsvinde ude i rummet.
Han må heller ikke fyre raketterne af for længe, da rumfartøjet risikerer at komme op i så høj fart, at gnidningsmodstand vil få det til at bryde i brand, når han skal trænge gennem Jordens
atmosfære.
Heldigvis holder Coopers udregninger stik. På det helt rigtige tidspunkt tænder han kortvarigt for sine raketter, og kort efter lander han sikkert i Stillehavets bølger.
Gemini 5.
2. “Houston, vi har et problem”
- Mission: Apollo l3, l970
- Formål: At Indsamle sten på Månen.
- Astronauter: James Lovell, Fred Haise og John Swigert.
- Trussel: Kuldioxid truer med at kvæle hele besætningen.
En ilttank eksploderer med et brag ombord på Apollo 13 den 13. april 1970, da rumskibet befinder sig 300.000 km over Jorden.
Med de berømte ord “Houston, vi har et problem” informerer astronauten John Swigert omgående NASA’s kontrolcenter på Jorden, hvorpå besætningen søger tilflugt i rumskibets lille månelandingsfartøj.
Efter eksplosionen har rumskibets nødbatterier kun strøm til 10 timer, og trioen er nødt til at lukke ned for strømmen for at have nok til at gennemføre den senere landing. På Jorden arbejder NASA med at regne ud, hvornår astronauterne skal affyre månelandingsfartøjets raketter for at flyve ind i Månens tyngdefelt.
Raketterne er ikke bygget til formålet, og astronauterne får kun én chance. Ved hjælp af komplicerede matematiske beregninger fastlægger NASA tidspunktet for affyringen.
Astronauterne holder vejret, og da månelandingsfartøjet befinder sig i den rette position, affyrer de landingsraketten. Manøvren lykkes, og de bliver slynget ind i Månens tyngdefelt og videre mod Jorden.
Nu er de på vej hjem, men risikerer at blive kvalt i kuldioxid fra deres egen udåndingsluft, før de når frem. Den trange kabine i landingsfartøjet er kun beregnet til at huse to mand i 48 timer; nu skal tre mand tilbringe fire dage i det.
Landingsfartøjets kemiske filtre, der skal rense luften for giftig kuldioxid, er næsten slidt op, men resten af rumskibets filtre passer ikke til fartøjet.
Med hjælp fra NASA’s teknikere på Jorden lykkes det astronauterne at tilpasse et filter, og den 17. april 1970 lander de sikkert i Stillehavet.
Teknikere på Jorden byggede et primitivt filter og fortalte astronauterne, hvordan de kunne kopiere det.
1. Dødsspin slynger Armstrong afsted mod intetheden
- Mission: Gemini 8, l966
- Formål: At øve sig i at koble to rumfartøjer sammen.
- Astronauter: Neil Armstrong og David Scott.
- Trussel: Gemini 8 kommer ud af kontrol og begynder at rotere om sin egen akse.
Neil Armstrong har lige kantet sit fartøjs kegleformede næse ind i åbningen på øvelsesraketten Agena. Men så begynder begge rumfartøjer at rotere. Armstrong kobler sig fra igen. Men i samme øjeblik går det galt.
En defekt styreraket på Gemini 8 slynger hans fartøj 70 gange rundt om sin egen akse i minuttet. Det vilde spin presser de to astronauter tilbage i sæderne og gør det næsten umuligt for dem at bevæge sig.
Deres syn bliver sløret, og snart vil bevidstløsheden indfinde sig, fordi blodet centrifugeres væk fra hjernen. Armstrong handler hurtigt. Med en enorm kraftanstrengelse løfter han armen, får fat i det rette håndtag og starter en bremseraket. Døds-centrifugen stopper. Kort tid efter nødlander Gemini 8 i havet ud for Japans kyst.
35-årige Neil Armstrong viste nerver af stål, da hans rumfartøj kom i vanskeligheder. Armstrong koblede som den første sit fartøj sammen med et andet ude i rummet.