En af de populæreste programtyper i nutidens TV er naturfilm. Hvis folk i 1950’erne ville opleve eksotiske dyr i deres naturlige omgivelser, måtte de gå i biografen.
I 1958 kunne Disney-studierne præsentere en sand sensation: Filmen “White Wilderness” var optaget gennem tre år i den canadiske vildmark, og det var lykkedes filmholdet at hjembringe fantastiske scener i Technicolor. Filmplakaten lovede brølende isbjørne, rener i brunst og luskede ulve.
Blandt biografgæsterne var forbløffelsen dog størst, da en sværm af lemminger pilede gennem det arktiske landskab.
“Forude ligger den arktiske kyst, og alligevel løber det lille dyr fremad. Deres ukontrollerede adfærd sender dem tumlende ned ad klippen”, forklarede filmens speaker. Musikken var dramatisk, og et for et plumpede de små dyr i havet.
Disney-filmen “White Wilderness” var så fantastisk, at den blev belønnet med en Oscar.
“De kaster sig ud i luften. Alle ser ud til at overleve, nu begynder de at svømme – ikke mod land, mærkeligt nok, men mod den fjerne horisont. Gradvist forlader kræfterne dem. Beslutsomheden ebber ud, og snart er det arktiske hav plettet af små lig”.
Disney fik en Oscar for bedste dokumentarfilm. Og lige siden har lemmingerne været en metafor for tankeløse mennesker, der i flok marcherer mod katastrofen. Men kan det passe, at dyrene mødes for at begå selvmord?
“White Wilderness” fik en Oscar for bedste dokumentar i 1959. Årets store vinder det år blev den romantiske musicalkomedie “Gigi” med ni statuetter.
FOR eller IMOD: Forskellige forklaringer
Lemmingerne oplever fra år til år store udsving i populationen. I de store lemmingeår kommer dyrene til at mangle føde og er tvunget til at vandre. Store flokke sætter sig i bevægelse.
I gamle leksika fortælles det, at visse norske fjorde i lemmingeår er fyldt med døde dyr. Det fortælles også, at det ikke er føde, flokken søger, men at dyrene samles for at begå selvmord.
Disney-filmen viser, at lemmingerne bevidst søger mod kysten og kaster sig ud fra en høj klippekant, men i stedet for at redde sig ind til kysten igen forsøger de at nå frem til oceanets anden bred. Forehavendet er dømt til at mislykkes. De svømmer mod deres død.
Filmen blev optaget i Alberta i Canada, hvor lemmingen ikke lever naturligt. Filmholdet havde købt dyrene af en inuit-dreng og taget dem med til optagelserne.
Flere tricks fulgte. Nogle optagelser blev lavet på et drejeligt bord, så kamera-vinklen nemt kunne ændres. Og da alle scener var i kassen, jog filmholdet de små dyr ned ad en skrænt – hvis man kigger godt efter, kan man se, hvordan de forsøger at komme op. Men skrænten er for stejl.
Til slut blev dyrene skræmt af hunde, så de sprang i havet. Sensationen var i kassen. Resten er op til den myndige fortællerstemme, der forklarer lemmingernes – opdigtede – adfærd.
VIDEO: Se det kontroversielle filmklip
Omkring 50 sekunder inde i filmklippet bliver det tydeligt, at lemmingerne forsøger at kæmpe imod deres skæbne. De kravler febrilsk opad, men skrænten er for stejl, og de kan ikke finde fodfæste i den løse jord.
KONKLUSION: Disney leverede falske beviser for myten
Myten om lemmingernes selvmord er meget ældre end Disney-filmen “White Wilderness”, men filmholdet konstruerede beviserne for dyrenes påståede adfærd ved at slå dem ihjel.
At lemminger blindt følger hinanden for at begå selvmord, er blevet tilbagevist af biologer. Alligevel lever myten videre som en billedliggørelse af, hvad der sker, når tankevirksomheden ophører hos mennesker, og alle løber i samme retning.
De sande lemminger på vej ud over skrænten...
Den såkaldte lemmingeeffekt optræder i artikler og bøger. “Opfører investorerne sig som lemminger?” spurgte et finanstidsskrift. Og i en beskrivelse af black friday-hysteriet hed det:
“En flok lemminger stormer indkøbscentre for at få fingre i en billig fladskærm”. Men så dumt ville en lemming aldrig opføre sig.
MYTEKNUSERNES DOM:
Lad lemmingerne være i fred.
