Jeg tænker meget sjældent i ord overhovedet. En tanke kommer, og måske prøver jeg at udtrykke den i ord bagefter.
Når jeg spørger mig selv, hvorfor jeg opdagede relativitetsteorien, synes det at ligge i følgende omstændighed. Den normale voksne bryder aldrig sit hoved med problemerne om rum og tid. Det er ting, han har tænkt på som barn. Men jeg udviklede mig så langsomt, at jeg først begyndte at spekulere på rum og tid, da jeg allerede var voksen. Altså dykkede jeg dybere ned i problemet, end et normalt barn ville have gjort.
Jeg opdagede, at naturen var konstrueret på en vidunderlig måde, og at vores opgave er at finde den matematiske struktur i naturen. Det er en slags tro, som har hjulpet mig gennem hele mit liv.
Mozarts musik er så smuk, at jeg ser den som et sindbillede på selve universets indre skønhed. Som al stor skønhed var hans musik naturligvis ren enkelhed.
Efter matematikerne har taget fat i relativitetsteorien, forstår jeg den ikke længere selv.
Min religiøsitet består af en ydmyg beundring for den højerestående ånd, som afslører sig selv i det lidt, vi kan begribe om den fysiske verden.
Jeg ser et mønster. Men min forestillingsevne kan ikke se, hvem der har lavet mønstret. Jeg ser et ur. Men jeg kan ikke få en antydning af urmageren.
Den smukkeste følelse, vi kan opleve, er den mystiske. Det er den fundamentale følelse, der står ved vuggen for al sand kunst og videnskab. At fornemme at der bag alt, som kan opleves, ligger noget, som vores tanke ikke kan fatte. I den forstand, og kun i den forstand, er jeg et inderligt religiøst menneske
Vi er i samme situation som et lille barn, der træder ind i et enormt bibliotek fyldt med bøger på mange sprog. Barnet ved, at en eller anden må have skrevet disse bøger. Det ved ikke hvordan. Det forstår ikke de sprog, de er skrevet på. Barnet har en dunkel anelse om en mystisk orden i bøgernes opstilling, men kender den ikke. Sådan er, forekommer det mig, holdningen hos selv det mest intelligente menneske over for Gud.
Hvad er meningen med livet? For at kende svaret på det spørgsmål, skal man være religiøs. Men giver det så nogen mening at stille spørgsmålet? Jeg mener, at det menneske, som ser sit eget liv som meningsløst, ikke bare er ulykkeligt, men heller ikke er klar til livet.