Einstein: “Kineserne er et sløvt folk”

En gennemgang af Albert Einsteins rejsedagbøger viser, at den verdensberømte fysiker havde stærke fordomme om asiatere.

Albert Einstein

© Shutterstock

Udgivelsen af Albert Einsteins private rejsedagbøger har sendt chokbølger gennem store dele af den vestlige verden. En gennemgang af bøgerne viser nemlig, at den verdensberømte fysiker nærede stærke fordomme om asiatere – i særdeleshed om kinesere.

Kineserne var et sløvt folk

Fra oktober 1922 til marts 1923 rejste Einstein rundt i Asien. Her gjorde han sig flere negative overvejelser om de folkeslag han mødte. Fx noterede han i sin dagbog, at kineserne var et “beskidt og sløvt folk”, og at “det vil være en skam, hvis kineserne erstatter alle andre racer. For os er blot tanken uendelig trist”.

Børnene var uden ånd

Han hæftede sig desuden ved, at kineserne sad på hug, når de spiste – på samme måde, som når “europæerne letter sig i skoven”, og at kinesiske børn var helt uden ånd. Synspunkterne er i kontrast til offentlighedens billede af Einstein, hvor fysikeren fremstår som én, der kæmpede aktivt mod racisme.

Afsløringerne har vakt debat om, hvorvidt fysikeren selv havde racisitiske holdninger, og om historiske personer overhovedet kan “dømmes” ud fra nutidens moral. Bøgerne er udgivet med titlen ”The Travel Diraries of Albert Einstein”.

Einstein betragtes i dag som værende én af 1900-tallets største videnskabsmænd. I 1915 publicerede han sin relativitetsteori, der bl.a. forklarer uregelmæssigheden i planeten Merkurs banebevægelse.