En tur på briksen: Den konstante konflikt i hovedet
Hjernen bearbejder ikke kun menneskets tanker. Den sorterer også i indtrykkene og manipulerer vores sind, observerede den østrigske læge Sigmund Freud omkring år 1900 efter en lang række patientsamtaler.
Under samtalerne lå hans patienter på en briks, mens Freud sad på en stol, der var anbragt, så de to ikke kunne se hinanden. Fraværet af øjenkontakt og den liggende stilling skulle få patienten til at slappe af og føle sig fri.
Gennem samtalerne kom Freud frem til, at menneskets personlighed måtte bestå af tre dele, som ofte ligger i indbyrdes konflikt – det moralske overjeg, det fornuftige jeg og underjeget, hvor urinstinkter som fx sexlyst og aggression befinder sig.
Nervelægen Sigmund Freud var nødt til atflygte fra sin praksis i Wien, da nazisterne marcherede ind i Østrig.
Når underjeget og overjeget er i konflikt, mægler det bevidste jeg, men hvis jeget ikke anerkender underjegets drifter – fx på grund af den herskende moral – opstår der neuroser. Og de undertrykte følelser melder sig i drømme, et kodesprog, som en psykoanalytiker kan fortolke.
I dag mener fremtrædende psykologer, at Freuds antagelser blot er en afspejling af hans tid snarere end eviggyldige videnskabelige sandheder. Seksuallivet var i begyndelsen af 1900-tallet et tabubelagt emne i især det bedre borgerskab, som Freuds patienter tilhørte. Mange led af et forkvaklet forhold til deres krop.
Alle kan begå grusomheder
I 1961 blev den nazistiske embedsmand Adolf Eichmann stillet for retten i Israel og anklaget for at have organiseret folkemordet på Europas jøder. I vidneskranken fastholdt Eichmann, at han var uden skyld; han havde blot fulgt sine ordrer.
Det svar undrede den jødiskfødte Yale-professor Stanley Milgram, og han besluttede at undersøge menneskets medfødte autoritetstro: Han søgte 40 personer til at fungere som hans assistenter. De blev hyret til at give en elev elektrisk stød, hvis eleven gav forkerte svar. Angiveligt skulle forsøget vise, om smerte fremmer indlæring, men den forklaring var et dække.
I virkeligheden var assistenterne de reelle forsøgspersoner, der blev opfordret til at give “eleven” stærkere og stærkere stød, så “eleven” (en skuespiller) brølede af smerte.
Hvis en “assistent” tøvede, tilskyndede forsøgslederen ham med ord som “Vær venlig at fortsætte” eller “De har intet andet valg end at fortsætte”. Samtlige forsøgspersoner var villige til at give “eleven” stød på 300 volt.
“Almindelige mennesker, som simpelthen gør deres arbejde, kan blive redskaber i en forfærdelig ødelæggelsesproces”, konkluderede Milgram efter forsøget, som sendte chokbølger gennem verden.
Pavlovs hunde: Angstens sved er tillært
Den russiske fysiolog Ivan Pavlov fik i 1904 en fremtrædende plads i adfærdspsykologien, da han fandt frem til “den betingede refleks”.
Egentlig var Pavlov ved at kortlægge fordøjelsessystemet hos hunde, men under forsøgene opdagede han, at hundenes spytproduktion steg, bare de hørte laboratorieassistenten komme op ad trappen med mad.
Pavlov påviste, at kroppens reflekser – dvs. fysiske reaktioner på en sanseoplevelse – kan være tillærte.
Fænomenet fik betegnelsen “betinget refleks” og er fx forklaringen på, hvorfor nogle mennesker får svedige håndflader ved lyden af tandlægens bor.
Mennesket skal have mere end mad
Naturforskeren Charles Darwin gjorde op med kirkens forestilling om mennesket som en ophøjet skabning – med udgivelsen af hans bog “Arternes oprindelse” (1859) blev mennesket til et væsen som andre dyr.
Men den opfattelse kunne psykologen Abraham Maslow fra USA ikke acceptere: Vi har fx også ambitioner og skabertrang.
Maslow opstillede i 1943 en prioriteret liste over menneskets behov – kendt som Maslows behovspyramide.
Når de basale behov for fx mad og tryghed er opfyldt, begynder mennesket at stræbe efter mere.
Maslows teori om, at mennesket må have opfyldt både biologiske og følelsesmæssige behov, før det kan blive sig selv, danner grundlag for næsten al moderne psykologisk analyse og behandling.
Ikke mit ansvar: “Nogen må da gøre noget!”
Jo større en gruppe tilskuere er, jo mindre forpligtelse føler den enkelte til at gribe ind eller hjælpe, hvis nogen er i fare.
En forfærdelig trafikulykke er sket, mange kigger på – men ingen rører en finger for at hjælpe. Det var situationer som denne, der interesserede psykologerne John Darley og Bibb Latané. I 1968 undersøgte de, hvordan mennesker reagerer på uhyggelige hændelser.
Forskerne anbragte en række forsøgspersoner i hver sit rum og lod dem tale sammen via et samtaleanlæg. Deltagerne kunne ikke se hinanden, men fik at vide, hvor mange der var med i samtalen. Nogle konverserede med blot én person, andre talte med to, tre eller fire.
En tilfældig trafikulykke i New York i 1938 tiltrak mange nysgerrige. Hjælp fik manden ikke.
Forsøgspersonerne var alle studerende, og samtalen drejede sig om hverdagens og studielivets udfordringer. Når snakken var godt i gang, foregav en af deltagerne – der i virkeligheden var forskernes assistent – at få et ildebefindende. Darley og Latané observerede nu, hvor mange der reagerede, og sammenholdt resultatet med gruppens størrelse.
Udfaldet vakte opsigt: I de grupper, hvor forsøgspersonerne troede, at de talte alene med den syge, forlod hele 85 pct. rummet for at hjælpe. I grupper med to personer ud over den syge forsøgte 64 pct. at hjælpe. For grupper med fem deltagere, var tallet helt nede på 31 pct.
Forskerne konkluderede, at jo flere der overværer en forfærdelig hændelse, jo færre vil reagere.
Fænomenet kaldes “tilskuereffekten” – eller “Genovese-syndromet” efter barpigen Kitty Genovese, som blev dræbt i New York, uden at nogen greb ind. Der var i alt 37 vidner til forbrydelsen.
Under arbejdet på et felt-lazaret kom Henry K. Beecher på sporet af placebo-effekten.
Placebo-effekten: Troen på en pille kan helbrede
Harmløse kalktableter kan give lige så meget lindring som en hovedpine-pille, beviste en feltlæge.
Under 2. verdenskrig satte den amerikanske narkoselæge Henry K. Beecher karrieren på pause. Han forlod det ansete Harvard-universitet for at gøre tjenestesom feltlæge i Nordafrika og Italien.
Det var her, han gjorde en forbløffende iagttagelse: Hårdt sårede soldater afslog morfin og gav udtryk for at have langt færre smerter, end deres skader ellers tydede på. Fx sagde 8 ud af 10 soldater med dybe sår i brystkassen nej til smertestillende medicin.
Beecher formodede, at soldaternes følelse af smerte var påvirket af deres situation: På lazarettet mente de sårede sig i sikkerhed, og alene forventningen om helbredelse, forbedrede patientens tilstand.
Efter krigen studerede Beecher mere end 1.000 patienter, som han delte op i to grupper; én skulle tage medicin med en dokumenteret virkning, mens den anden gruppe fik et virkningsløst præparat.
Beechers undersøgelser viste, at 15-58 pct. – afhængigt af lidelsens art – fik det bedre af den virkningsløse medicin. Fænomenet kaldte han placebo-effekten efter det latinske ord for “jeg vil behage”.
Forskere har siden fundet ud af, at effekten skyldes, at hjernen ved udsigten til bedring øger sin produktion af endorfiner, smertestillende stoffer, samt dopamin, som fremmer lykkefølelsen.
Pillens farve har en effekt
Opkvikkende piller
virker bedre på patienten, hvis de er røde.
Beroligende midler
er mest effektive, hvis de er blå, har forskerne fundet ud af.
Hjem til mor: Kærlighed er lige så vigtig som mad
Det lille barn knytter sig til sin mor, fordi hun har maden. Sådan forklarede videnskaben i 1950’erne begrebet moderkærlighed. Den amerikanske psykolog Harry Harlow var dog ikke sikker på, at forklaringen var så enkel.
Til sit forsøg konstruerede han to “surrogatmødre”: Den ene var bygget af et træstativ beklædt med blød frotté, mens den anden var lavet af hønsetråd og desuden blev forsynet med en sutteflaske fyldt med mælk.
Herefter lagde Harlow en spæd abeunge ned til hver af “mødrene” – og deres adfærd var meget forskellig: Ungen med den bløde mor bevægede sig fornøjet rundt og udforskede buret. Hvis ungen blev forskrækket, søgte den tryghed hos “mor”.
De spæde abeunger blev præsenteret for to surrogatmødre – en lavet af hønsetråd og en med pels af frotté.
Ungen, som fik moren af ståltråd, udforskede ikke sit bur. Den stivnede, når den blev forskrækket, og virkede i det hele taget konfus.
Hvis de selv kunne vælge, foretrak samtlige abeunger frottémoren – selvom hun ikke havde mad. Og Harry Harlow kunne konkludere, at kropskontakt og velvære er et mindst lige så vigtigt behov som mad.
Flokdyr: Den selvstændige vilje går tabt
I modsætning til dyrene tænker mennesket selvstændigt og danner sin egen mening. Sådan ser vi gerne os selv, men opfattelsen er forkert. Det beviste den polsk-amerikanske psykolog Solomon Asch, da han i 1951 gav sine forsøgspersoner en helt simpel opgave.
De fik at vide, at de medvirkede i en synstest. Asch fordelte dem i grupper, som hver bestod af syv-ni personer – men kun én i hver gruppe var en virkelig forsøgsperson. De øvrige skulle hjælpe Asch, der med forsøget ville se, om gruppepres kunne få forsøgspersonen til at trodse sin fornuft og følge gruppen.
Den enkelte mister dømmekraft og selvstændighed i større grupper, viste forsøget.
Grupperne fik forevist to billeder. På det ene var en lodret linje at se, på det andet tre linjer af forskellig længde.
Nu skulle grupperne udpege den linje på billede nr. 2, der havde samme længde som linjen på billede nr. 1. Assistenterne svarede konsekvent forkert, og samtidig forsøgte de at overtale forsøgspersonerne til at give det samme svar.
Det lykkedes i uhyggelig grad: 75 pct. af forsøgspersonerne fulgte gruppen.
Trump præsenterede sig som outsider og blev de oversetes talsmand.
En som alle: Anføreren skal ikke være for klog
Når vi skal vælge en anfører, peger vi på den mest kompetente – siger logikkens love. Men det sker bare ikke, siger den amerikanske psykolog Michael Hogg.
Efter at have undersøgt flere forsøgsgrupper kunne han i 1990’erne konkludere, at mennesker vælger en leder, som ligner dem selv.
Det betyder som hovedregel, at lederen er gennemsnitlig, for vælgerne ønsker, at deres gruppen har en fælles identitetsopfattelse.
Omvendt kan lederen styrke samhørigheden ved fx at gå klædt som sine vælgere. En statsleder kan skabe fællesskab ved at fremhæve betydningen af fx nationalitet og race.
Som dreng øvede Mozart sig hver dag i timevis.
Genier opstår efter 10.000 timer
Wolfgang Amadeus Mozart var kun fem år, da han komponerede sit første musikstykke, og kort efter begyndte han at give koncerter for Europas fyrster. I 1700-tallet mente videnskaben, at en dreng som Wolfgang måtte være født med et ganske særligt talent.
Men sådan forholder det sig ikke, siger den svenske psykologiprofessor K. Anders Ericsson. Alle kan opnå bemærkelsesværdige resultater, blot de øver sig – i mindst 10.000 timer.
Ericsson nåede denne erkendelse ved at studere musikere: De, som øvede sig mindst 25 timer om ugen, blev væsentlig bedre end musikere, der kun øvede sig 10 timer.
I 2016 udgav han bogen “Peak – videnskaben om at blive bedre til næsten alt, sandheden bag 10.000-timersreglen”.
