Forskerne ville vide, hvad hjernen tænker

En tur på briksen: Den konstante konflikt i hovedet

Hjernen bearbejder ikke kun menneskets tanker. Den sorterer også i indtrykkene og manipulerer vores sind, observerede den østrigske læge Sigmund Freud omkring år 1900 efter en lang række patientsamtaler.

Under samtalerne lå hans patienter på en briks, mens Freud sad på en stol, der var anbragt, så de to ikke kunne se hinanden. Fraværet af øjenkontakt og den liggende stilling skulle få patienten til at slappe af og føle sig fri.

Gennem samtalerne kom Freud frem til, at menneskets personlighed måtte bestå af tre dele, som ofte ligger i indbyrdes konflikt – det moralske overjeg, det fornuftige jeg og underjeget, hvor urinstinkter som fx sexlyst og aggression befinder sig.

Når underjeget og overjeget er i konflikt, mægler det bevidste jeg, men hvis jeget ikke anerkender underjegets drifter – fx på grund af den herskende moral – opstår der neuroser. Og de undertrykte følelser melder sig i drømme, et kodesprog, som en psykoanalytiker kan fortolke.

I dag mener fremtrædende psykologer, at Freuds antagelser blot er en afspejling af hans tid snarere end eviggyldige videnskabelige sandheder. Seksuallivet var i begyndelsen af 1900-tallet et tabubelagt emne i især det bedre borgerskab, som Freuds patienter tilhørte. Mange led af et forkvaklet forhold til deres krop.

Alle kan begå grusomheder

I 1961 blev den nazistiske embedsmand Adolf Eichmann stillet for retten i Israel og anklaget for at have organiseret folke­mordet på Europas jøder. I vidneskranken fastholdt Eichmann, at han var uden skyld; han havde blot fulgt sine ordrer.

Det svar undrede den jødiskfødte Yale-professor Stanley Milgram, og han besluttede at undersøge menneskets medfødte autoritetstro: Han søgte 40 personer til at fungere som hans assistenter. De blev hyret til at give en elev elektrisk stød, hvis eleven gav forkerte svar. Angiveligt skulle forsøget vise, om smerte fremmer indlæring, men den forklaring var et dække.

I virkeligheden var assistenterne de reelle forsøgspersoner, der blev opfordret til at give “eleven” stærkere og stærkere stød, så “eleven” (en skuespiller) brølede af smerte.

Hvis en “assistent” tøvede, tilskyndede forsøgslederen ham med ord som “Vær venlig at fortsætte” eller “De har intet andet valg end at fortsætte”. Samtlige forsøgspersoner var villige til at give “eleven” stød på 300 volt.

“Almindelige mennesker, som simpelthen gør deres arbejde, kan blive redskaber i en forfærdelig ødelæggelsesproces”, konkluderede Milgram efter forsøget, som sendte chokbølger gennem verden.

Mennesket skal have mere end mad

Naturforskeren Charles Darwin gjorde op med kirkens forestilling om mennesket som en ophøjet skabning – med udgivelsen af hans bog “Arternes oprindelse” (1859) blev mennesket til et væsen som andre dyr.

Men den opfattelse kunne psykologen Abraham Maslow fra USA ikke acceptere: Vi har fx også ambitioner og skabertrang.

Maslow opstillede i 1943 en prioriteret liste over menneskets behov – kendt som Maslows behovspyramide.

Når de basale behov for fx mad og tryghed er opfyldt, begynder mennesket at stræbe efter mere.

Maslows teori om, at mennesket må have opfyldt både biologiske og følelsesmæssige behov, før det kan blive sig selv, danner grundlag for næsten al moderne psykologisk analyse og behandling.

Ikke mit ansvar: “Nogen må da gøre noget!”

Jo større en gruppe tilskuere er, jo mindre forpligtelse føler den enkelte til at gribe ind eller hjælpe, hvis nogen er i fare.

En forfærdelig trafikulykke er sket, mange kigger på – men ingen rører en finger for at hjælpe. Det var situati­oner som denne, der interesserede psykologerne John Darley og Bibb Latané. I 1968 undersøgte de, hvordan mennesker reagerer på uhyggelige hændelser.

Forskerne anbragte en række forsøgspersoner i hver sit rum og lod dem tale sam­men via et samtaleanlæg. Deltagerne kunne ikke se hinanden, men fik at vide, hvor mange der var med i samtalen. Nogle konverserede med blot én person, andre talte med to, tre eller fire.

Forsøgspersonerne var alle studerende, og samtalen drejede sig om hverdagens og studielivets udfordringer. Når snak­ken var godt i gang, foregav en af deltagerne – der i virkeligheden var forskernes assistent – at få et ildebefindende. Darley og Latané observerede nu, hvor mange der reagerede, og sammenholdt resultatet med gruppens størrelse.

Udfaldet vakte opsigt: I de grupper, hvor forsøgspersonerne troede, at de tal­te alene med den syge, forlod hele 85 pct. rummet for at hjælpe. I grupper med to personer ud over den syge forsøgte 64 pct. at hjælpe. For grupper med fem deltagere, var tallet helt nede på 31 pct.

Forskerne konkluderede, at jo flere der overværer en forfærdelig hændelse, jo færre vil reagere.

Fænomenet kaldes “til­sku­er­ef­fek­ten” – eller “Genovese-syndromet” efter barpigen Kitty Ge­no­ve­se, som blev dræbt i New York, uden at nogen greb ind. Der var i alt 37 vidner til forbry­delsen.

Hjem til mor: Kærlighed er lige så vigtig som mad

Det lille barn knytter sig til sin mor, fordi hun har maden. Sådan forklarede videnskaben i 1950’erne begrebet moderkærlighed. Den amerikanske psykolog Harry Harlow var dog ikke sikker på, at forklaringen var så enkel.

Til sit forsøg konstruerede han to “surrogatmødre”: Den ene var bygget af et træstativ beklædt med blød frotté, mens den anden var lavet af hønsetråd og desuden blev forsynet med en sutteflaske fyldt med mælk.

Herefter lagde Harlow en spæd abeunge ned til hver af “mødrene” – og deres adfærd var meget forskellig: Ungen med den bløde mor bevægede sig fornøjet rundt og udforskede buret. Hvis ungen blev forskrækket, søgte den tryghed hos “mor”.

Ungen, som fik moren af ståltråd, udforskede ikke sit bur. Den stivnede, når den blev forskrækket, og virkede i det hele taget konfus.

Hvis de selv kunne vælge, foretrak samtlige abeunger frottémoren – selvom hun ikke havde mad. Og Harry Harlow kunne konkludere, at kropskontakt og velvære er et mindst lige så vigtigt behov som mad.

Flokdyr: Den selvstændige vilje går tabt

I modsætning til dyrene tænker mennesket selvstændigt og danner sin egen mening. Sådan ser vi gerne os selv, men opfattelsen er forkert. Det beviste den polsk-amerikanske psykolog Solomon Asch, da han i 1951 gav sine forsøgs­personer en helt simpel opgave.

De fik at vide, at de medvirkede i en synstest. Asch fordelte dem i grupper, som hver bestod af syv-ni personer – men kun én i hver gruppe var en virkelig forsøgsperson. De øvrige skulle hjælpe Asch, der med forsøget ville se, om gruppepres kunne få forsøgspersonen til at trodse sin fornuft og følge gruppen.

Grupperne fik forevist to billeder. På det ene var en lodret linje at se, på det andet tre linjer af forskellig længde.

Nu skulle grupperne udpege den linje på billede nr. 2, der havde samme længde som linjen på billede nr. 1. Assistenterne svarede konsekvent forkert, og samtidig forsøgte de at overtale forsøgspersonerne til at give det samme svar.

Det lykkedes i uhyggelig grad: 75 pct. af forsøgspersonerne fulgte gruppen.

Genier opstår efter 10.000 timer

Wolfgang Amadeus Mozart var kun fem år, da han komponerede sit første musikstykke, og kort efter begyndte han at give koncerter for Europas fyrster. I 1700-tallet mente viden­skaben, at en dreng som Wolfgang måtte være født med et ganske særligt talent.

Men sådan forholder det sig ikke, siger den svenske psykologiprofessor K. Anders Ericsson. Alle kan opnå bemærkelsesværdige resultater, blot de øver sig – i mindst 10.000 timer.

Ericsson nåede denne erkendelse ved at studere musikere: De, som øvede sig mindst 25 timer om ugen, blev væsentlig bedre end musikere, der kun øvede sig 10 timer.

I 2016 udgav han bogen “Peak – videnskaben om at blive bedre til næsten alt, sandheden bag 10.000-timersreglen”.