Yale-professor Stanley Milgram undersøgte i 1961 menneskets medfødte autoritetstro, og fik sine deltagere til at begå ret voldsomme ting i sit såkaldte "tortur-eksperiment".
Og psykologen Solomon Asch påviste i 1951, at gruppepres vil få langt de fleste mennesker til at at fralægge sig både fornuft og selvstændig dømmekraft.
Vi dykker ned i psykologiens nyere historie og langt ind i menneskesindets kringelkroge med 11 opdagelser, du sikkert har hørt om og formentlig – i glimt – kan nikke genkendende til fra dig selv.
Indholdsoversigt
Freuds psykoanalyse
Den konstante konflikt i hovedet
Hjernen bearbejder ikke kun menneskets tanker. Den sorterer også i indtrykkene og manipulerer vores sind, observerede den østrigske læge Sigmund Freud omkring år 1900 efter en lang række patientsamtaler.
Under samtalerne lå hans patienter på en briks, mens Freud sad på en stol, der var anbragt, så de to ikke kunne se hinanden. Fraværet af øjenkontakt og den liggende stilling skulle få patienten til at slappe af og føle sig fri.

Nervelægen Sigmund Freud var nødt til at flygte fra sin praksis i Wien, da nazisterne marcherede ind i Østrig.
Gennem samtalerne kom Freud frem til, at menneskets personlighed måtte bestå af tre dele, som ofte ligger i indbyrdes konflikt – det moralske overjeg, det fornuftige jeg og underjeget, hvor urinstinkter som fx sexlyst og aggression befinder sig.
Når underjeget og overjeget er i konflikt, mægler det bevidste jeg, men hvis jeget ikke anerkender underjegets drifter – fx på grund af den herskende moral – opstår der neuroser. Og de undertrykte følelser melder sig i drømme, et kodesprog, som en psykoanalytiker kan fortolke.
I dag mener fremtrædende psykologer, at Freuds antagelser blot er en afspejling af hans tid snarere end eviggyldige videnskabelige sandheder.
Seksuallivet var i begyndelsen af 1900-tallet et tabubelagt emne i især det bedre borgerskab, som Freuds patienter tilhørte. Mange led af et forkvaklet forhold til deres krop.
Milgrams test af ondskab
Alle kan begå grusomheder
I 1961 blev den nazistiske embedsmand Adolf Eichmann stillet for retten i Israel og anklaget for at have organiseret folkemordet på Europas jøder. I vidneskranken fastholdt Eichmann, at han var uden skyld; han havde blot fulgt sine ordrer.
Det svar undrede den jødiskfødte Yale-professor Stanley Milgram, og han besluttede at undersøge menneskets medfødte autoritetstro: Han søgte 40 personer til at fungere som hans assistenter.
De blev hyret til at give en elev elektrisk stød, hvis eleven gav forkerte svar. Angiveligt skulle forsøget vise, om smerte fremmer indlæring, men den forklaring var et dække.
65% af deltagerne i Milgrams eksperiment var villige til at slå "eleven" ihjel.
I virkeligheden var assistenterne de reelle forsøgspersoner, der blev opfordret til at give “eleven” stærkere og stærkere stød, så “eleven” (en skuespiller) brølede af smerte.
Hvis en “assistent” tøvede, tilskyndede forsøgslederen ham med ord som “Vær venlig at fortsætte” eller “De har intet andet valg end at fortsætte”. Samtlige forsøgspersoner var villige til at give “eleven” stød på 300 volt.
“Almindelige mennesker, som simpelthen gør deres arbejde, kan blive redskaber i en forfærdelig ødelæggelsesproces”, konkluderede Milgram efter forsøget, som sendte chokbølger gennem verden.
Pavlovs betingede refleks
Angstens sved er tillært
Den russiske fysiolog Ivan Pavlov fik i 1904 en fremtrædende plads i adfærdspsykologien, da han fandt frem til “den betingede refleks”.
Egentlig var Pavlov ved at kortlægge fordøjelsessystemet hos hunde, men under forsøgene opdagede han, at hundenes spytproduktion steg, bare de hørte laboratorieassistenten komme op ad trappen med mad.
Pavlov påviste, at kroppens reflekser – dvs. fysiske reaktioner på en sanseoplevelse – kan være tillærte.
Fænomenet fik betegnelsen “betinget refleks” og er fx forklaringen på, hvorfor nogle mennesker får svedige håndflader ved lyden af tandlægens bor.

Savl er en betinget refleks – dvs. noget, hundens krops har tillært sig at sætte i gang helt automatisk, når den fornemmer, der er mad på vej.
Maslows behovspyramide
Mennesket skal have mere end mad
Naturforskeren Charles Darwin gjorde op med kirkens forestilling om mennesket som en ophøjet skabning – med udgivelsen af hans bog “Arternes oprindelse” (1859) blev mennesket til et væsen som andre dyr.
Men den opfattelse kunne psykologen Abraham Maslow fra USA ikke acceptere: Vi har fx også ambitioner og skabertrang.

Maslow opstillede i 1943 en prioriteret liste over menneskets behov – kendt som Maslows behovspyramide.
Når de basale behov for fx mad og tryghed er opfyldt, begynder mennesket at stræbe efter mere.
Maslows teori om, at mennesket må have opfyldt både biologiske og følelsesmæssige behov, før det kan blive sig selv, danner grundlag for næsten al moderne psykologisk analyse og behandling.
Sperrys syn på halvhjernen



Højre og venstre
En række patienter med epilepsi fik i 1950’erne skåret hjernebjælken (corpus callosum) over. Indgrebet hjalp, men patienterne fik også helt uforklarlige bivirkninger:
En patient oplevede til sin forbløffelse, hvordan hans ene hånd knap kunne nå at lægge en vare i supermarkedets indkøbskurv, før hans anden hånd fjernede varen igen.
Hændelser som denne satte den amerikanske neuropsykolog Roger Sperry på sporet af, at de to hjernehalvdele – ud over nogle særlige funktioner – har kontrol over lemmerne i hver sin kropshalvdel.
Den venstre hjernehalvdel
Ud over at styre bevægelser i højre side af kroppen står hjernehalvdelen for sprog og for at opfatte verden i enkeltdele.
Den højre hjernehalvdel
Lemmer i venstre side styres af højre hjernehalvdel, der fx også står for helhedsopfattelsen og for evnen til at orientere sig.
Darley og Latanés tilskuersyndrom
“Nogen må da gøre noget!”
Jo større en gruppe tilskuere er, jo mindre forpligtelse føler den enkelte til at gribe ind eller hjælpe, hvis nogen er i fare.
En forfærdelig trafikulykke er sket, mange kigger på – men ingen rører en finger for at hjælpe. Det var situationer som denne, der interesserede psykologerne John Darley og Bibb Latané. I 1968 undersøgte de, hvordan mennesker reagerer på uhyggelige hændelser.
Forskerne anbragte en række forsøgspersoner i hver sit rum og lod dem tale sammen via et samtaleanlæg. Deltagerne kunne ikke se hinanden, men fik at vide, hvor mange der var med i samtalen. Nogle konverserede med blot én person, andre talte med to, tre eller fire.

En tilfældig trafikulykke i New York i 1938 tiltrak mange nysgerrige. Hjælp fik manden ikke.
Forsøgspersonerne var alle studerende, og samtalen drejede sig om hverdagens og studielivets udfordringer. Når snakken var godt i gang, foregav en af deltagerne – der i virkeligheden var forskernes assistent – at få et ildebefindende. Darley og Latané observerede nu, hvor mange der reagerede, og sammenholdt resultatet med gruppens størrelse.
Udfaldet vakte opsigt: I de grupper, hvor forsøgspersonerne troede, at de talte alene med den syge, forlod hele 85 pct. rummet for at hjælpe. I grupper med to personer ud over den syge forsøgte 64 pct. at hjælpe. For grupper med fem deltagere, var tallet helt nede på 31 pct.
Forskerne konkluderede, at jo flere der overværer en forfærdelig hændelse, jo færre vil reagere.
Fænomenet kaldes “tilskuereffekten” – eller “Genovese-syndromet” efter barpigen Kitty Genovese, som blev dræbt i New York, uden at nogen greb ind. Der var i alt 37 vidner til forbrydelsen.
Beechers placebo-effekt
Troen på en pille kan helbrede
Harmløse kalktableter kan give lige så meget lindring som en hovedpine-pille, beviste en feltlæge.
Under 2. verdenskrig satte den amerikanske narkoselæge Henry K. Beecher karrieren på pause. Han forlod det ansete Harvard-universitet for at gøre tjenestesom feltlæge i Nordafrika og Italien.
Det var her, han gjorde en forbløffende iagttagelse: Hårdt sårede soldater afslog morfin og gav udtryk for at have langt færre smerter, end deres skader ellers tydede på. Fx sagde 8 ud af 10 soldater med dybe sår i brystkassen nej til smertestillende medicin.
Beecher formodede, at soldaternes følelse af smerte var påvirket af deres situation: På lazarettet mente de sårede sig i sikkerhed, og alene forventningen om helbredelse, forbedrede patientens tilstand.

Under arbejdet på et felt-lazaret kom Henry K. Beecher på sporet af placebo-effekten.
Efter krigen studerede Beecher mere end 1.000 patienter, som han delte op i to grupper; én skulle tage medicin med en dokumenteret virkning, mens den anden gruppe fik et virkningsløst præparat.
Beechers undersøgelser viste, at 15-58 pct. – afhængigt af lidelsens art – fik det bedre af den virkningsløse medicin. Fænomenet kaldte han placebo-effekten efter det latinske ord for “jeg vil behage”.
Pillens farve har en effekt

Opkvikkende piller virker bedre på patienten, hvis de er røde.

Beroligende midler er mest effektive, hvis de er blå, har forskerne fundet ud af.
Forskere har siden fundet ud af, at effekten skyldes, at hjernen ved udsigten til bedring øger sin produktion af endorfiner, smertestillende stoffer, samt dopamin, som fremmer lykkefølelsen.
Asch's flokmentalitet
Den selvstændige vilje går tabt
I modsætning til dyrene tænker mennesket selvstændigt og danner sin egen mening. Sådan ser vi gerne os selv, men opfattelsen er forkert. Det beviste den polsk-amerikanske psykolog Solomon Asch, da han i 1951 gav sine forsøgspersoner en helt simpel opgave.
De fik at vide, at de medvirkede i en synstest. Asch fordelte dem i grupper, som hver bestod af syv-ni personer – men kun én i hver gruppe var en virkelig forsøgsperson. De øvrige skulle hjælpe Asch, der med forsøget ville se, om gruppepres kunne få forsøgspersonen til at trodse sin fornuft og følge gruppen.

Den enkelte mister dømmekraft og selvstændighed i større grupper, viste forsøget.
Grupperne fik forevist to billeder. På det ene var en lodret linje at se, på det andet tre linjer af forskellig længde.
Nu skulle grupperne udpege den linje på billede nr. 2, der havde samme længde som linjen på billede nr. 1. Assistenterne svarede konsekvent forkert, og samtidig forsøgte de at overtale forsøgspersonerne til at give det samme svar.
Det lykkedes i uhyggelig grad: 75 pct. af forsøgspersonerne fulgte gruppen.
Harlows test af moderkærlighed
Kropskontakt er lige så vigtig som mad
Det lille barn knytter sig til sin mor, fordi hun har maden. Sådan forklarede videnskaben i 1950’erne begrebet moderkærlighed. Den amerikanske psykolog Harry Harlow var dog ikke sikker på, at forklaringen var så enkel.
Til sit forsøg konstruerede han to “surrogatmødre”: Den ene var bygget af et træstativ beklædt med blød frotté, mens den anden var lavet af hønsetråd og desuden blev forsynet med en sutteflaske fyldt med mælk.
Herefter lagde Harlow en spæd abeunge ned til hver af “mødrene” – og deres adfærd var meget forskellig: Ungen med den bløde mor bevægede sig fornøjet rundt og udforskede buret. Hvis ungen blev forskrækket, søgte den tryghed hos “mor”.

De spæde abeunger blev præsenteret for to surrogatmødre – en lavet af hønsetråd og en med pels af frotté.
Ungen, som fik moren af ståltråd, udforskede ikke sit bur. Den stivnede, når den blev forskrækket, og virkede i det hele taget konfus.
Hvis de selv kunne vælge, foretrak samtlige abeunger frottémoren – selvom hun ikke havde mad. Og Harry Harlow kunne konkludere, at kropskontakt og velvære er et mindst lige så vigtigt behov som mad.
Hoggs tese om den perfekte leder
Anføreren skal ikke være for klog
Når vi skal vælge en anfører, peger vi på den mest kompetente – siger logikkens love. Men det sker bare ikke, siger den amerikanske psykolog Michael Hogg.
Efter at have undersøgt flere forsøgsgrupper kunne han i 1990’erne konkludere, at mennesker vælger en leder, som ligner dem selv.

Trump præsenterede sig som outsider og blev de oversetes talsmand.
Det betyder som hovedregel, at lederen er gennemsnitlig, for vælgerne ønsker, at deres gruppe har en fælles identitetsopfattelse.
Omvendt kan lederen styrke samhørigheden ved fx at gå klædt som sine vælgere. En statsleder kan skabe fællesskab ved at fremhæve betydningen af fx nationalitet og race.
Ericssons 10.000 timers-regel
Genier opstår efter 10.000 timer
Wolfgang Amadeus Mozart var kun fem år, da han komponerede sit første musikstykke, og kort efter begyndte han at give koncerter for Europas fyrster. I 1700-tallet mente videnskaben, at en dreng som Wolfgang måtte være født med et ganske særligt talent.

Som dreng øvede Mozart sig hver dag i timevis.
Men sådan forholder det sig ikke, siger den svenske psykologiprofessor K. Anders Ericsson. Alle kan opnå bemærkelsesværdige resultater, blot de øver sig – i mindst 10.000 timer.
Ericsson nåede denne erkendelse ved at studere musikere: De, som øvede sig mindst 25 timer om ugen, blev væsentlig bedre end musikere, der kun øvede sig 10 timer.
I 2016 udgav han bogen “Peak – videnskaben om at blive bedre til næsten alt, sandheden bag 10.000-timersreglen”.
Udforskningen af menneskets hjerne tog tid
1700 f.Kr.
Ordet “hjerne” dukker for første gang op i en egyptisk papyrus. Skriftet, som muligvis er forfattet af lægen Imhotep, beskriver hjernehinden, rygmarven og cerebrospinal-væsken, som beskytter hjernen.
300 f.Kr.
Den græske læge Herofiles konkluderer, at hjernen er centrum for nervesystemet.
170 e.Kr.
Levende væsener mister evnen til at sanse og bevæge sig, hvis deres hjerne bliver beskadiget, opdager den græsk-romerske læge Galen, da han studerer hjernen på forsøgsdyr og mennesker med hovedskader.
1504
Den italienske videnskabsmand Leonardo da Vinci tegner hjernens ventrikler, hulrum fyldt med den væske, der beskytter centralnervesystemet mod skader. Hans forskning er ikke helt ufarlig, for obduktioner er forbudt.
1641
Omverdenen sanses af hjernen, mener den franske filosof René Descartes. Sjælen har sæde i hjernens koglekirtel, mener han.
Ca. 1900
Mennesket er udstyret med en underbevidsthed, som er en skjult – men væsentlig – del af vores personlighed, observerer den østrigske nervelæge Sigmund Freud.