Frihedshelten Gandhi blev snydt for fredsprisen
Adskillige af det 20. århundredes vigtigste fysikere, forfattere og fredsforkæmpere modtog aldrig Nobelprisen. Den største skandale var at ignorere Mahatma Gandhi.
Vinderne af Nobel-prisen modtager en medalje og et større pengebeløb som en anerkendelse af deres store indsats for menneskeheden. Gandhi modtog aldrig selv Nobelprisen.
For seks år siden gik direktøren for Det Norske Nobelinstitut offentlig bodsgang og undskyldte for en stor fejl.
“Den største undladelse i vores historie er uden tvivl, at Mahatma Gandhi aldrig modtog Nobels Fredspris. Gandhi kunne godt klare sig uden, men spørgsmålet er, om Nobelkomiteen kan klare sig uden Gandhi”, sagde Geir Lundestad i 2006.
Mahatma Gandhi var nomineret til fredsprisen hele fem gange, men blev hver gang overset. Da Gandhi blev myrdet i 1948, var nordmændene så brødebetyngede, at de overvejede at tage det helt uhørte skridt at tildele ham en fredspris posthumt. Det skete dog aldrig.
Nobelinstituttet har afvist, at det undlod at give Gandhi prisen, fordi det var bange for Storbritanniens reaktion. Der er dog ingen tvivl om, at briterne ikke ville have været begejstrede, eftersom Gandhi var manden, der ledte Indien til selvstændighed.
Faren havde indflydelse
Mahatma Gandhi blev født i det lille fyrstendømme Porbandar i det vestlige Indien i 1869. Gandhis far var en højtstående embedsmand, så vejen var banet for en attraktiv politisk karriere. Men Gandhi ville det anderledes. I 1893 flyttede han til Sydafrika, hvor han havde fået job.
Den racistiske lovgivning i landet fik den utilsigtede konsekvens, at den vækkede Gandhis sociale indignation. Hans første oplevelse i landet var at blive smidt af et tog, fordi han nægtede at blive tvunget ned på 3. klasse, når han havde købt billet til første. Senere fik han bank, fordi han ikke ville overlade sit sæde til en hvid.
Da Sydafrika i 1906 indførte en lov, der pålagde alle indere at registrere sig, fik Gandhi organiseret en massiv, ikkevoldelig aktion, der varede i syv år.
Tusindvis af indere blev slået, pisket eller skudt. Men myndighederne måtte sande, at den brutale fremfærd ikke knækkede de fredelige demonstranter. Samtidig vakte overgrebene så stort et ramaskrig, at regeringen var tvunget til at forhandle med den oprørske Gandhi.
Mahatma Gandhi var den ledende skikkelse i Indiens kamp for frihed. Indira var datter af Indiens første premierminister, Nehru, og giftede sig senere til efternavnet Gandhi. Hun blev Indiens tredje premierminister.
Inderne gør oprør
Da Gandhi vendte tilbage til sit fædreland i 1915, havde han et brændende ønske om at forbedre fattige og undertrykte inderes forhold.
Hans filosofi om at besejre sine modstandere uden vold var fuldt udviklet, og han havde oplevet, hvor effektivt hans opfordringer til civil ulydighed var som våben mod en stærkere modstander.
Det kom de lokale magthavere snart til at føle, da Gandhi gik til kamp på vegne af fattige bønder, der blev groft underbetalt for deres afgrøder. Da myndighederne arresterede Gandhi, gik over 100.000 vrede indere på gaden, og magthaverne måtte forhandle med Gandhi.
Snart kom han også i direkte konfrontation med det britiske kolonistyre: Efter en britisk massakre i 1919 indså Gandhi, at Indien måtte frigøre sig for det britiske styre.
Det blev indledningen på en næsten 30 år lang kamp for et uafhængigt Indien – afbrudt af adskillige fængselsophold, der dog aldrig opfyldte briternes mål om at få inderne til at glemme Gandhi.
Senere blev Gandhi tilmed valgt som leder af partiet Indian National Congress, der indskrev målet om uafhængighed i sit principprogram, og Storbritannien måtte anderkende Gandhi som indernes forhandlingsleder.
Gandhi bliver skudt
Den mest legendariske af alle Gandhis aktioner fandt sted i 1930, hvor han besluttede at protestere mod briternes skat på salt. Gandhi marcherede ca. 390 km til kystbyen Dandi med det mål selv at lave salt.
De målløse briter kunne konstatere, at hvad de først kun havde haft hån og latter tilovers for, hurtigt udviklede sig til en folkemarch, der mere end nogensinde før udfordrede det britiske herredømme.
Den anden store kampagne skete under 2. verdenskrig, hvor Gandhi under parolen “Quit India” udstillede Englands hykleri, når landet på den ene side kæmpede mod nazisterne i kampen for frihed, men på den anden side nægtede inderne deres selvstændighed.
Til sidst måtte briterne i august 1947 give inderne uafhængighed. Men Gandhi havde svært ved at glæde sig, fordi han hverken kunne forhindre muslimerne i at danne deres egen stat – Pakistan – eller delingen i at blive kaotisk og voldelig.
Det var da også hans åbne indstilling til muslimerne, der i 1948 fik en ekstremistisk hindu til at skyde Gandhi, da han var på vej til et bønnemøde.