Frihedshelten Gandhi blev snydt for fredsprisen
Adskillige af det 20. århundredes vigtigste fysikere, forfattere og fredsforkæmpere modtog aldrig Nobelprisen. Den største skandale var at ignorere Mahatma Gandhi.

Vinderne af Nobel-prisen modtager en medalje og et større pengebeløb som en anerkendelse af deres store indsats for menneskeheden. Gandhi modtog aldrig selv Nobelprisen.
For seks år siden gik direktøren for Det Norske Nobelinstitut offentlig bodsgang og undskyldte for en stor fejl.
“Den største undladelse i vores historie er uden tvivl, at Mahatma Gandhi aldrig modtog Nobels Fredspris. Gandhi kunne godt klare sig uden, men spørgsmålet er, om Nobelkomiteen kan klare sig uden Gandhi”, sagde Geir Lundestad i 2006.
Mahatma Gandhi var nomineret til fredsprisen hele fem gange, men blev hver gang overset. Da Gandhi blev myrdet i 1948, var nordmændene så brødebetyngede, at de overvejede at tage det helt uhørte skridt at tildele ham en fredspris posthumt. Det skete dog aldrig.
Nobelinstituttet har afvist, at det undlod at give Gandhi prisen, fordi det var bange for Storbritanniens reaktion. Der er dog ingen tvivl om, at briterne ikke ville have været begejstrede, eftersom Gandhi var manden, der ledte Indien til selvstændighed.
Faren havde indflydelse
Mahatma Gandhi blev født i det lille fyrstendømme Porbandar i det vestlige Indien i 1869. Gandhis far var en højtstående embedsmand, så vejen var banet for en attraktiv politisk karriere. Men Gandhi ville det anderledes. I 1893 flyttede han til Sydafrika, hvor han havde fået job.
Den racistiske lovgivning i landet fik den utilsigtede konsekvens, at den vækkede Gandhis sociale indignation. Hans første oplevelse i landet var at blive smidt af et tog, fordi han nægtede at blive tvunget ned på 3. klasse, når han havde købt billet til første. Senere fik han bank, fordi han ikke ville overlade sit sæde til en hvid.
Da Sydafrika i 1906 indførte en lov, der pålagde alle indere at registrere sig, fik Gandhi organiseret en massiv, ikkevoldelig aktion, der varede i syv år.
Tusindvis af indere blev slået, pisket eller skudt. Men myndighederne måtte sande, at den brutale fremfærd ikke knækkede de fredelige demonstranter. Samtidig vakte overgrebene så stort et ramaskrig, at regeringen var tvunget til at forhandle med den oprørske Gandhi.