Med hjertet hamrende i brystet og hænderne rystende anspændt holdt Galileo Galilei sin kikkert rettet mod nattehimlen.
Flere gange måtte han holde pause for at tørre fugt af linserne. Fascineret stirrede han op mod en myriade af lyspletter og mod Månen, der pludseligt var helt forandret.
Den runde måneskive blev til et levende landskab med bjerge og dale.
“Jeg retter min uendelige tak til Gud for i sin godhed at have gjort mig alene til den første iagttager af vidundere, der har været skjult for alle tidligere århundreder”, skrev en stolt og ydmyg Galilei.
Månen, stjernerne og Guds himmel blev ikke de samme igen, efter Galilei i 1609 rettede sin kikkert mod nattehimlen.
Opdagelsen af Månens kratere var blot én af hans banebrydende observationer – iagttagelser, som skulle bringe ham på kant med datidens tro, og som gjorde ham til en af historiens mest betydningsfulde videnskabsmænd.
Galileo Galilei pjækkede fra studiet
Nysgerrigheden havde Galilei med sig hjemmefra. Lærdom var højt skattet i det hus i Pisa i Norditalien, hvor han den 15. februar 1564 kom til verden.
Faderen, Vincenzio, var af en gammel toscansk adelsslægt, og én af forfædrene havde været en fremtrædende læge og embedsmand i 1400-tallet.
Familien havde våbenskjold, men igen formue, og for at forsørge familien måtte Galileis musikuddannede far arbejde i svigerfamiliens klædehandel.
Musikken, der blev betragtet som en afart af matematikken, dyrkede Vincenzio i fritiden, og han indviede gerne sønnen i tonernes mysterium.
Ud over at spille lut og orgel hjalp Galilei også sin far med en række praktiske eksperimenter med lydbølger, svingninger og harmonier.
Alligevel håbede Vincenzio inderligt, at sønnen ikke ville følge i hans fodspor, men finde et erhverv, han kunne leve af.
At gå i kloster, som Galilei allerhelst ville, kunne der ikke blive tale om. Familien havde ikke råd til at afskrive en søn til et liv i fattigdom.
Vincenzio så gerne, sønnen blev læge, og han blev da også indskrevet på studiet, men han fulgte ikke forelæsningerne.
Så ofte den lægestuderende kunne, sneg han sig i stedet hen på det matematiske institut, og efter fire år måtte Galilei forlade universitetet uden eksamen og slukøret flytte hjem til forældrene.
De boede nu i Firenze, men her blev Galilei ikke længe.
“Matematik er det sprog, som Gud har skrevet universet i”. Galileo Galilei
Rygterne om hans evner løb hurtigt. Snart fik han en stilling ved universitetet i Padua nær Venedig, hvor hans viden om matematik og fysik kom skibsbyggerne ved det venetianske værft Arsenalet til gode.
Samtidig mødte han den smukke Marina Gamba på 22 år. Han var selv var midt i trediverne. De to forelskede sig og fik sammen tre børn.
Kikkert gav nyt syn på verden
Selv om børnene fik Galileis efternavn, blev forældrene aldrig gift.
Dels kom Marina fra en jævn familie, som ikke var passende for den fine Galilei-slægt, og dels bød traditionen, at en videnskabsmand forblev ugift og brugte sin tid på at oplære de unge studerende.
Denne ordning blev Galileis held, for i begyndelsen af 1600-tallet fik han en ganske særlig elev: den 17-årige Cosimo – søn af storhertug Ferdinando Medici af Toscana.
Galilei var den første til at rette en kikkert mod himlen og notere sine opdagelser. Han mente selv, at hans største videnskabelige triumf var opdagelsen af Jupiters måner.
Italien var på dette tidspunkt et kludetæppe af stater styret af fyrster med stor indflydelse i religiøse, samfundsmæssige og videnskabelige anliggender.
En af de mest magtfulde var storhertugen af Toscana, og i 1605 satte han sin søn til at studere hos den berømte Galilei.
For Galilei var det hans livs chance. Han søgte efter en måde at knytte sig nærmere til den fornemme Medici-familie, og i 1609 kom lejligheden.
Galilei hørte om kikkerten. Den banebrydende opfindelse var netop gjort af to nederlandske optikere og kunne få fjerne ting til at se ud, som om de var nære.
Snart havde Galilei bygget sin egen kikkert og begejstret rettet den mod himlen. Ud over Månens ujævne overflade så Galilei også andre undere.
En nat i begyndelsen af 1610 observerede han således fire mindre “planeter”, der regelmæssigt gled rundt om Jupiter.
“Fire planeter, aldrig set fra verdens begyndelse til vor tid”, skrev han begejstret.
Han nedfældede sine observationer i en bog med titlen “Budskab fra stjernerne”, hvori han navngav planeterne “De Kosmiske Stjerner” efter sin fornemme elev.
Da Cosimo takkede nej og i stedet foreslog, at planeterne skulle kaldes ”Mediciernes Stjerner” efter hans slægt, måtte Galileo rette navnet i de godt 500 eksemplarer af bogen, der allerede var trykt.
Men anstrengelserne bar frugt. Snart kunne Galilei smykke sig med titlen “Førstematematiker ved Universitetet i Pisa og Hoffilosof og Matematiker for Storhertugen”.
Galilei gjorde sin entré i det fine selskab med manér. På sin første tur til Rom som hofmatematiker diskuterede han sine opdagelser med kirkens mest magtfulde mænd.
Mange af dem havde anskaffet sig deres egne kikkerter og kunne begejstret bekræfte Galileis observationer.
Det prestigefyldte “Lynx- selskab” gjorde ham til medlem, og selv en audiens hos paven blev det til.
Planeten Jupiter har også måner
De katolske lærde så Jorden som noget unikt og kunne ikke acceptere, at andre planeter havde måner omkring sig. Galilei betragtede selv fundet af Jupiters måner som sin største opdagelse. Ud over de fire store måner, som Galilei opdagede, har Jupiter adskillige andre – men mindre – måner.
Den plettede sol er ikke perfekt
Galileis opdagelse af mørke pletter på Solen stred mod kirkens opfattelse af Solen som en ren, ophøjet og uforanderlig planet. Galilei indrømmede, at han ikke vidste, hvad pletterne var, men at de “dannes og opløses på overfladen og er tæt på den”. Han troede, pletterne var skyer, men i virkeligheden skyldes de magnetfelter.
Månens overflade er ikke glat
Oldtidens astronomer havde beskrevet Månen som fuldstændig rund, glat og konturløs. Men gennem sin kikkert så Galilei den helt anderledes. Månen var “ru og ujævn og ligesom Jordens overflade dækket af enorme fremspring, dybe dale og kløfter”. Galileis studier af Månens overflade rokkede derfor ved de antikke astronomers – og dermed kirkens – verdensbillede.
Mange af kirkens astronomer accepterede Galileis påstand, men nogle kolleger afviste den med den begrundelse, at variationerne i Månens overflade skyldes varierende grader af “tæthed”.
Brændt på bål for at sige sandheden
Den kirkelige accept var vigtig, for astronomi var i 1600-tallet en højst kontroversiel videnskab.
Set fra kirkens synspunkt var det agtværdigt at udforske Jorden og alt, hvad Gud der havde skabt.
Med himlen forholdt det sig helt anderledes. Himlen var Guds, og han havde skabt den med menneskenes Jord i centrum og alle de andre planeter kredsende udenom.
At reformationen havde skabt splid i kirken og revet mange katolikker væk fra den rette vej, gjorde blot Vatikanet endnu mere opsat på at værne om den gamle opfattelse.
100 år tidligere havde kirken lukket munden på astronomen Kopernikus, der påstod, at Jorden kredsede om Solen, og så sent som i år 1600 var den italienske tænker Giordano Bruno blevet brændt levende for at sige det samme.
At Galilei sendte følere ud og diskuterede sine opdagelser med kirkens mænd i Rom, var ikke kun fagligt givende. Det kunne også redde hans liv og karriere.
“Jeg kan ikke tro, at den samme gud, som har begavet os med forstand, fornuft og intellekt, har ment, vi ikke skulle bruge disse egenskaber”. Galilei i brev til storhertuginden af Toscana, 1615.
Da han i 1612 blev udsat for kritik, drøftede han da også sine synspunkter i Rom og forelagde samtidig Vatikanet en del af en ny bog, han var ved at skrive om Solen, Jorden og deres plads i universet.
Det, Galilei så i sin kikkert, afveg nemlig fra kirkens lære.
“De gennemfører med en harmonisk akkord på 12 år en mægtig omdrejning om universets midtpunkt, Solen”, skrev han fx om Jupiters måner og bekendte på den måde kulør.
En præst havde allerede stemplet Galilei som “udøver af djævelske kunster” og en “fjende af sand religion”, men i Rom var holdningen mere afslappet, så længe Galilei ikke direkte agiterede for det nye verdensbillede.
Over for kardinalen Roberto Bellarmino, der også havde studeret astronomi, lovede Galilei at holde lav profil og kun fremsætte sine tanker som én teori blandt flere – ikke som et faktum – og for at lukke munden på sine kritikere fik han Bellarmino til at skrive en udtalelse.
Udtalelsen fastsatte udtrykkeligt, at Galilei ikke var anklaget for noget som helst, men at han blot havde fået en venlig henstilling med besked på, at hans teorier var i modstrid mod de hellige skrifter.
Med hvad han opfattede som en garanti mod fremtidige forfølgelser, vendte Galilei hjem.
Efter sigende testede Galilei en af sine teorier ved at kaste kugler ud fra et tårn.
Kugler og lygter skulle bevise teorier
Filosoffen Aristoteles havde observeret, at lette ting som fx fjer faldt langsommere end sten og bly. Han konkluderede derfor, at tunge genstande falder hurtigere end lette.
Galilei var uenig og mente, at forskellen i hastighed alene skyldes luftmodstanden. Så han udtænkte et forsøg. Empiriske forsøg er i dag en selvfølgelig del af videnskaben, men Galilei var en af de første, der benyttede denne fremgangsmåde.
Ifølge legenden beviste Galilei sin påstand ved at smide to kugler med forskellig vægt ud fra Det Skæve Tårn i Pisa. Trods vægtforskellen ramte begge kugler næsten samtidig.
Aristoteles’ opfattelse af, at lysets hastighed er uendelig stor, var Galilei heller ikke enig i, så han udførte et nyt forsøg.
To personer stod med hver sin lygte i forskellige afstande fra hinanden. Når den ene slukkede sin lygte, skulle den anden gøre det samme.
Galilei forudså, at jo længere de var fra hinanden, jo længere tid ville der gå, før den anden person reagerede. Lysets hastighed er imidlertid for høj til, at dette forsøg kunne afvise Aristoteles.
Vatikanet godkendte Galileo Galileis bog
Men trods “garantien” holdt han sig i de følgende år til udelukkende at diskutere med venner. I sommeren 1623 kom en ny pave imidlertid til, og det lovede godt for Galilei.
Maffeo Barberini, nu pave Urban 8., var en af Galileis videnskabsinteresserede venner, og de to havde ofte støttet hinandens synspunkter.
Pavens første meldinger var løfter om støtte til kunst og videnskab, og da Galilei kom til Rom for at lykønske sin gamle ven, fik han kun gode ord med på vejen.
“Denne store mand, hvis berømmelse stråler på himlene og breder sig vidt og bredt over Jorden, omfatter vi med faderlig kærlighed”, skrev Urban 8.
Opmuntret skrev Galilei videre på bogen “Dialog om de to vigtigste verdenssystemer”, hvor nærmest ethvert spørgsmål inden for naturvidenskab blev vendt og drejet.
Som et fortælleteknisk trick – og for at helgardere sig over for kritikere – blev bogen skrevet som et skuespil, hvor tre mænd argumenterer for de to teorier om solsystemet.
På denne måde fik begge synspunkter taletid, mente Galilei. For at være helt sikker på ikke at afvige fra den rette lære tog han til Rom for at indhente den formelle tilladelse fra Vatikanet, som var nødvendig for, at en bog kunne gå i trykken.
“Når det gælder videnskab, er tusinders mening mindre værd end en enkelt mands ydmyge ræsonnement”. Galilei i brev til videnskabsmanden Marcus Welser, 1612.
Tilladelsen kom i løbet af få uger. Men så ramte pesten.
Hærgende drog den gennem Italien. I et desperat forsøg på at beskytte sig indførte Rom karantæneregler, og det besværliggjorde censuren af Galileis manuskript.
I et kompromis med Vatikanet blev en del af bogen godkendt lokalt, mens de kontroversielle afsnit blev sendt til Rom.
Da bogen omsider udkom i februar 1632, blev den prist i høje toner.
“Jeg har den til stadighed hos mig (...) og jeg læser den højt for venner”, skrev pave Urbans chefmatematiker.
Selv havde paven ikke tid til at læse bogen, for hans embedstid var hurtigt endt i kaos.
De religiøse stridigheder, der fulgte i kølvandet på reformationen, havde udviklet sig til trediveårskrigen og et hav af afledte konflikter.
Urbans indblanding i krigen havde kostet Vatikanet dyrt, og flere kardinaler var i oprør over, hvad de så som en alt for blød linje over for de tyske protestanter.
Galileis geniale gadgets
Den italienske videnskabsmand nøjedes ikke med at udvikle de teleskoper, som førte til astronomiske opdagelser og et ændret verdensbillede. Med stor fingerfærdighed konstruerede Galilei flere andre praktiske instrumenter.
1593
Termometer
Siden det første århundrede før Kristus har naturvidenskaben vidst, at vand udvider sig ved varme. Galilei var en af de første, der omkring 1593 udnyttede denne viden til at konstruere et primitivt termometer.
Instrumentet bestod af en kolbe forsynet med et rør, hvor vandet kunne stige op, efterhånden som det blev varmere. Siden forsynede han termometeret med en skala, så graden af varme kunne måles med tal.
Gabriel Daniel Fahrenheit (1686-1736) og Anders Celsius (1701-1744) fastlagde siden skalaer, som blev almindelig accepterede.
1594
Pumpe og overrislingsapparat
Venedigs arsenal, hvor de store skibe blev udrustet, var en stadig kilde til inspiration for Galilei. Her fik han idéen til mange opfindelser, herunder bl.a. en hestetrukken pumpe.
Pumpen kunne også bruges til kunstvanding af marker. Hverken tegninger eller model af pumpen har overlevet, men den er i hovedtræk beskrevet i det brev, der i 1594 tildelte Galilei patent på opfindelsen.
1597-99
Den geometriske og militære passer
Dette praktiske måleapparat bestod af to sammensatte linealer og en bue med gradtal. Linealerne var ligeledes bemalet med tal og inddelinger, og passeren virkede som en særdeles avanceret tabel eller en slags regnestok.
Blandt de opgaver, passeren kunne bruges til, var udregning af renters rente, vekselkurser, ladninger til kanoner og skalamodeller af skibsskrog. Alt i alt kunne passeren udføre 32 forskellige “operationer”, som Galilei kaldte det.
Instrumentet blev opfundet i 1597 og fik sin endelige udformning to år senere. Efter i en periode selv at have produceret passeren ansatte Galilei en våbenmager til jobbet, som flyttede ind hos ham. Med til passeren fulgte en udførlig manual udfærdiget af Galilei selv.
1624
Mikroskop
Efter at Vatikanet havde formanet Galilei om at være forsigtig i sine skriverier om himmelrummet, vendte han blikket mod de nære ting. Ved at ombygge sit teleskop en smule fandt han ud af, at det kunne bruges til at forstørre ting betragteligt.
“Jeg har med stor fornøjelse iagttaget mangfoldige små dyr”, skrev videnskabsmanden. Galilei opfandt ikke mikroskopet, men var en af de første til at bruge det videnskabeligt.
Ca. 1640
Pendulur
Ifølge Vincenzo Viviani – Galileis assistent og første biograf – opfandt Galilei et primitivt pendulur. Ure var på Galileis tid meget upålidelige, og ifølge Viviani fik Galilei idéen til uret, da han en dag så lysekronerne svinge frem og tilbage i katedralen i Pisa.
Han opdagede, at den tid, lamperne svingede, var uafhængig af, hvor stort udsvinget var, og det gav ham den idé, at pendulets regelmæssige bevægelse måtte kunne måle tiden.
Galileis fjender var kun alt for villige til at hviske paven foruroligende ting i øret:
Bogen var en hån og fornærmelse mod kirken, sagde de, og der var noget om snakken.
Bogen var ikke en videnskabelig rapport i moderne forstand, men udforment som en samtale mellem tre mænd.
Og i stedet for at fremstille synspunkterne ligeværdigt lagde Galilei forsvaret for Solen som midtpunkt i munden på to højlærde mænd, mens kirkens standpunkt om Jorden som midtpunkt kluntet blev fremført af en mand ved navn Simplicio.
Paven blev rasende.
Galilei fik ordre om fremmøde for inkvisitionen – den katolske kirkes frygtede domstol.
Rystet skrev den 68-årige Galilei sit testamente, før han endnu en gang begav sig mod Rom.
Protokol fordrejede Galileis samtale med Bellarmino
Den 12. april 1633 gik Galilei gennem døren til Inkvisitionspaladset. Det efterfølgende forhør drejede ind på Galileis samtale med kardinalen Bellarmino.
“Hvilken beslutning blev truffet?” spurgte storinkvisitøren stift.
Galilei gengav samtalen, som han huskede den, og resultatet: At han kun måtte tale om det solcentrerede univers som en hypotese. Han medbragte også brevet fra Bellarmino.
Storinkvisitøren viste ham så protokollerne fra mødet, og de var formuleret i skarpere vendinger.
“Ej heller måtte han fra da af på nogen måde fremme, lære eller forsvare den i ord eller skrift”, lød den ildevarslende gengivelse af Bellarminos ord nu.
Nu forstod Galilei, at hans samtale med kardinal Bellarmino i det officielle referat var kommet til at lyde langt skrappere end den venlige henstilling, han mente, han havde fået.
Udlægningen bragte Galilei i en klemme. Det så unægtelig ud, som om han havde prøvet at føre paven bag lyset ved at få ham til at godkende bogen.
Desuden kunne enhver, der læste “Dialog”, se, hvor Galileis sympati lå.
Inkvisitionens egne teologer fastslog, at “det er hævet over enhver tvivl, at Galilei skriftligt fremsætter læren om Jordens bevægelse”. Og at Galilei skrev på italiensk og ikke på latin, gjorde blot sagen endnu værre.
“Han skriver på italiensk – bestemt ikke for at række hånden frem til udlændinge eller lærde mænd, men snarere for at lokke almindelige mennesker til at tro på denne lære”, lød en harmdirrende kommentar.
I 1633 blev Galilei stillet for den frygtede inkvisition, der tvang ham til at afsværge sine opdagelser.
Paven truede Galilei med tortur
Heldigvis for Galilei havde han stadig venner i Vatikanet. Mange af de lærde nærede dyb respekt for Galilei og var lede og kede ved sagen.
Desuden kunne affæren udvikle sig pinligt, for kirken havde jo selv udtrykkeligt givet tilladelse til trykningen af bogen.
I et forsøg på at forhindre begge parter i at tabe ansigt ville inkvisitøren “tale fornuft med Galilei”.
Samtalen førte til, at en træt, furet og gigtplaget Galilei angrede sine synder.
“Da jeg ikke havde set bogen så længe, fremstod den for mig som et nyt dokument skrevet af en anden forfatter. Min fejl har således været – og det indrømmer jeg – forfængelig ambition, ren uvidenhed og vankundighed”, erklærede han spagfærdigt.
Inkvisitionen forbarmede sig over ham, men dermed var sagen ikke slut.
Paven havde stadig det sidste ord, og Urban havde ikke politisk råd til at vise mildhed. Desuden følte han sig ført bag lyset af sin gamle ven.
Urban blev mere og mere rasende på Galilei og truede med at underkaste ham tortur. Så galt gik det ikke, men paven sørgede for, at Galileis karriere som astronom endegyldigt var forbi.
I juni 1633 blev han ført til klosteret ved kirken Maria Sopra Minerva i Rom. Her modtog han sin dom som “alvorligt mistænkt for kætteri”.
Klædt i bodsdragt måtte han sværge, at han forstod, at han var dømt for at have “ment og troet, at Solen er verdens centrum og ubevægelig, og at Jorden ikke er verdens centrum og bevæger sig”.
Helligt lovede han, at han “af et ærligt og uforstilt hjerte, forbander og afskyr de omtalte fejl og kætterier. Og jeg sværger på, at jeg i fremtiden aldrig mere vil sige eller forfægte den slags ting”.
Ifølge legenden afsluttede Galilei sin edsaflæggelse med at hviske ordene “Eppur si muove” – men den bevæger sig alligevel.
Historien er næppe sand, for med det ville han have bragt sig i fare for at blive smidt på kætterbålet.
Alverdens lærde opsøgte Galilei
Videnskabsmanden var nu henvist til at tilbringe resten af sit liv i husarrest i Firenze.
Hans dage som astronom var forbi, men i sit hjem kastede Galilei sig over arbejdet med andre dele af videnskaben.
Selv om han formelt havde forbud mod at omgås andre videnskabsfolk, valfartede prominente gæster til Galileis hus. I sine sidste år var han svagelig og til sidst helt blind.
“Dette univers, som jeg med mine observationer og demonstrationer har forstørret tusindfold, er nu formindsket og reduceret og skrumpet til min krops usle fængsel”, skrev han i 1638.
Fire år senere sov den store videnskabsmand ind omgivet af to assistenter og sønnen Vincenzio. Han blev 78 år.
Lucas Holste, bibliotekar i Vatikanet, skrev et mindeord, der nu har en nærmest profetisk klang:
““Nu, hvor misundelsen holder op, vil dette intellekts overlegenhed blive kendt og tjene al eftertid for dem, der søger sandheden”.