Hjernens historie: Sådan blev vi klogere på menneskets vigtigste organ

Egypterne anser hjernemassen som fyld, og den bliver – modsat de andre indre organer – kasseret under balsamering.

Omkring 1600 f.Kr. skriver en ukendt egyptisk læge for første gang om hjernen og kraniets anatomi.

I det såkaldte Edwin Smith-papyrus nævner han kraniepladernes placering, hjernens membraner og hjernevæsken. Lægen beskriver også 26 forskellige hovedskader – og måder at behandle dem på.

I et forsøg på at helbrede sygdomme skrabede stenalderfolk med skarpe knive af flint sig gennem huden og kraniet ind til hjernen. Arkæologer vurderer, at indgrebet – kaldet trepanering – havde et spirituelt formål eller skulle helbrede hovedsmerter som fx migræne.

Kraniefund fra Europa, Asien og Amerika viser, at trepanering har været udbredt over det meste af kloden. En del af de fundne kranier har afrundede kanter i hullet – et tegn på at patienten overlevede indgrebet, hvorefter kraniet groede delvist sammen.

Metoden med at blotlægge hjernen fortsatte helt op i middelalderen, hvor læger brugte et kraniebor til at åbne hovedskallen.

Den græske filosof og læge Alkmeon konkluderer efter undersøgelser af sanseapparater, at mennesker – i modsætning til dyr – kan tænke logisk, og at hjernen og ikke hjertet er hjemsted for følelser og tanker.

Godt 300 år senere undersøger de to græske læger Herophilus og Erasistratus lig af mennesker. Sammen kortlægger de hjernen og hjertet og opdager nervesystemet.

Samtidig konkluderer grækerne, at menneskehjernen primært adskiller sig fra dyrenes ved at være markant større.

Lægevidenskaben oplever sit næste kvantespring i 900-tallet, hvor den arabiske læge Abu Al-Zahrawi udvikler hjerneoperationsredskaber, som stadig bruges i dag.

Blandt dem den dobbeltæggede skalpel og en kirurgisk krog, der kan åbne kraniet. I sin bog “Al-Tasrif” beskriver og tegner han sine nye redskaber.

I 1664 kan den engelske læge Thomas Willis vha. en skalpel, stjålne lig og den nye opfindelse mikroskopet beskrive hjernens indre i detaljer.

Sine opdagelser offentliggør han i bogen “Cerebri Anatome”, hvor han fremsætter teorien om, at forskellige områder af hjernen styrer forskellige dele af intellektet. Han opdager også en stor ring af blodbaner på hjernens underside – siden kaldet “Willis' cirkel”.

Kort efter et eksperiment med statisk elektricitet dissekerer den italienske videnskabsmand Luigi Galvani en frø på sit bord.

Under eksperimentet er hans skalpel blevet ladet med elektricitet, og da han vil skære i frøens ben, spjætter det. Galvani opdager dermed, at hjernen styrer musklerne ved at udsende elektriske impulser.

Ved en ulykke får jernbanearbejderen Phineas Gage en jernstang gennem frontallappen i forreste del af hjernen.

Efter ulykken bliver Gage aggressiv og begynder at lide af vrangforestillinger. Lægerne konkluderer, at en stor del af personligheden sidder i frontallappen.

Opdagelsen fører til, at patienter med afvigende personlighed senere får foretaget det hvide snit – et indgreb, der ødelagde forbindelsen til frontallappen.

Den amerikanske hjerneforsker Karl S. Lashley opdager, at jo mere hjerne han fjerner på forsøgsrotter, jo dårligere husker de.

Lashley konkluderer, at hukommelsen ikke har sit eget center, men er et resultat af en lang række forbindelser i hjernen.