Hunden gjorde os til verdens farligste dyr

Siden fundet af dobbeltgraven har forskere kæmpet for at afdække baggrunden for historiens mest umage makkerpar: Mennesket og hunden.

Hidtil var teorien, at istidsfolk tog ulvehvalpe til sig som kæledyr, og over generationer blev dyrene til tamhunde.

Men nyere forskning tyder på, at det lange, lykkelige samliv snarere begyndte som et benhårdt fornuftsægteskab mellem to komplet forskellige arter, der havde brug for hinanden.

Med hunden ved vores side blev vi i stand til at besejre alle fjender. Og det hele begyndte i Europa.

Ismark krævede samarbejde

Menneskets forfædre (Homo sapiens) udvandrede fra Afrika over en periode for ca. 60.000 til 90.000 år siden, anslår forskerne. De hidtil tidligste fund fra mennesker i Vesteuropa er 54.000 år gamle.

I Mellemøsten og længere nordpå i Europa stødte udvandrerne på en anden menneskeart, som flere hundredtusind år tidligere var vandret til Europa: Neandertalerne.

De lavstammede, robuste neandertalere havde haft mindst 350.000 år til at tilpasse sig det iskolde klima i nord. Det barske liv havde gjort dem stærke, udholdende og opfindsomme. Af skindet fra nedlagte dyr som urokse og uldhåret næsehorn lavede neandertalere fx tøj for at holde sig varme.

Mødet med Europas stærke urmenneske og kontinentets store rovdyr fik afgørende betydning for det kommende samarbejde mellem menneske og hund, mener den amerikanske professor i antropologi Pat Shipman.

“Moderne menneskers konfrontation med neandertalerne og Europas istids-fauna er den første tråd i historien”, påpeger Shipman i sin nye bog, Our Oldest Companions.

For ikke at dø af sult og kulde måtte indvandrerne hurtigt lære at klare sig. Jagten på Europas udstrakte tundra var farlig, for istids-dyrene var større end dem, indvandrerne kendte fra Afrika.

Europas mammut var næsten 5 m høj, uroksen 2 m høj, og bjergløven næsten 1,5 m over skulderen.

Kampen for overlevelse i en af verdens mest ugæstfrie regioner fik derfor mennesket til at indgå en alliance med et andet frygtet rovdyr: Den grå ulv.

Hunden blev et levende våben

Præcis hvornår samarbejdet mellem hund og menneske begyndte, er omdiskuteret, men Pat Shipman har et bud, for efter at indvandrerne fra Afrika nåede Europa, bliver arkæologiske neandertal-fund stadig færre, indtil de helt stopper for omkring 28.000 år siden.

Efter at have domineret Europa i over 350.000 år uddøde det seje urmenneske – udkonkurreret af Homo sapiens og dets nye makker.

“Jeg tror, at nøglen til vores succes som erobrere ligger i vores partnerskab med et våben med logrende hale: Den tæmmede hund”, konkluderer professoren.

Men nutidens legesyge, pelsede ven minder på ingen måde om istids-ulven, som ur-hunden og den senere tamhund deler forfædre med. I 2018 blev et 40.000 år gammelt ulvehoved komplet med hjerne og pels fundet i Sibirien. Fra hals til snude er hovedet 40 cm langt – hvilket tyder på, at datidens ulv var halvanden gang større end nutidens.

“Hvem ville dog vælge et så voldsomt og formidabelt rovdyr som allieret og følgesvend?” spørger Shipman retorisk.

Ifølge hende var det den intense konkurrence om føden, der tvang de to arter sammen. Professorens teori er, at omstrejfende ulve med tiden lærte at færdes nær menneskets bosteder for at æde levninger.

Modsat de fleste andre rovdyr levede og jagede ulve i flok ligesom mennesker. Men ulve, der blev smidt ud af flokken, havde ikke mange chancer alene. Vovede de sig ind på andre ulves territorium, blev de jaget væk eller dræbt.

Ifølge Shipman var det muligvis sådanne fredløse ulve, som hos mennesket fandt et nyt fællesskab. Og med tiden begyndte de to arter at samarbejde.

Den tidlige hund – ulvehunden – som hverken var ulv eller tamhund, men stod midtimellem, havde en stærk lugtesans og hurtighed kombineret med udholdenhed. Den kunne derfor spore og løbe ethvert bytte op.

Men selv for store ulveflokke kunne et byttedyr som mammutten eller kæmpehjorten med sit fire meter brede gevir være dødsensfarlig. Til jagtens afslutning havde ulvehunden derfor brug for mennesket, som med spyd og pile kunne nedlægge byttet på sikker afstand.

Samarbejdet var praktisk og effektivt. Takket være partnerskabet formåede Homo sapiens at besejre sine konkurrenter, vurderer Pat Shipman.

Bidsk rovdyr blev til forbundsfælle

Det biologiske slægtskab mellem hunden og ulven debatteres intenst blandt forskerne, for hvordan forvandlede den grå ulv sig fra et bidsk rovdyr til en loyal partner? Nyere DNA-analyser giver nogle overraskende svar.

I 2015 undersøgte palæontologer ved Naturhistorisk Museum i Stockholm nogle 35.000 år gamle ulveknogler fundet i Sibirien. Med istids-ulvens DNA og dens sekvens af mutationer regnede forskerne sig frem til, at ulv og hund delte sig i to arter for mellem 27.000 og 40.000 år siden – mindst 10.000 år tidligere end hidtil antaget.

Det svenske resultat stemmer overens med belgiske undersøgelser af knoglefossiler fra ulve fundet nær bopladser for den såkaldte gravettien-kultur, som bl.a. var udbredt i det østlige Europa. Undersøgelserne viser, at en del af ulveknoglerne faktisk stammer fra ulvehunde, og at de er ca. 36.000 år gamle.

De samme steder fandt forskerne usædvanlig store mængder knogler fra bl.a. mammutter. Pat Shipmans teori er, at mammutterne blev nedlagt i et samarbejde mellem kulturens jægere og ulvehunde.

I løbet af årtusinderne udviklede ulvehundene sig til tamhunde, som blev langt tættere knyttet til mennesket. Sammenligning af ulve- og hundekranier fra istiden viser, at hunden med tiden fik en kortere snude og kæbe og færre tænder end ulvene. Pga. samlivet med mennesker behøvede de ikke længere kraftige kæber til selv at nedlægge byttedyr.

Hunden er en europæisk opfindelse

Hidtil har de fleste forskere ment, at tamhunden opstod i enten Afrika eller Asien, men professor Shipman formoder, at istidens europæere var de første til at gøre ulvens efterkommer, hunden, til en jagtpartner.

Professoren påpeger, at Afrikas urfolk primært levede af fisk, bær og rødder og derfor ikke behøvede en rapfodet makker til jagt. Forskerne har heller ikke fundet fællesgrave for ur-hunde og mennesker i Afrika.

“Arrangerede begravelser er så godt som guldstandarden med hensyn til beviser for, at et dyr blev tæmmet”, konkluderer hun med henvisning til verdens ældste grav: Den 14.000 år gamle dobbeltgrav i tyske Oberkassel, hvor en kvinde og en mand blev bisat med en hund.

Langtfra alle er dog enige. “Adfærd er mere end svær at udlede fra arkæologiske eller genetiske fund”, lyder kritikken fra bl.a. bioarkæolog Greger Larson fra Oxford Universitet:

“Gråulve har levet over hele Eurasien og Nordamerika i titusinder af år, så at udpege stedet, hvor hunden først opstod, har vist sig temmelig besværligt”.

Men ifølge Pat Shipman er kun få fællesgrave fra istiden fundet uden for Europa. Verdens næstældste grav for hund og menneske ligger i Israel nær en 12.000 år gammel bosættelse.

Graven er altså 2.000 år yngre end dobbeltgraven i Oberkassel.

Australiere jagede alene

Når samarbejdet med istidens ur-hunde blev så glammende en succes, undrer det forskerne, at fidusen ikke spredtes til hele verden. Men det har sin forklaring, mener Pat Shipman. I Europa og Sibirien var alliancen nødvendig pga. det iskolde klima samt konkurrencen fra andre ur-mennesker og datidens kæmpedyr, også kaldet megafauna.

Den del af Afrikas udvandrere, som drog østpå, havde ikke de samme udfordringer. Klimaet i Sydøstasien var varmt, og konkurrencen begrænset. Da udvandrerne nåede Australien og Tasmanien for mellem 70.000 og 55.000 år siden, havde de ingen ur-hund ved deres side.

Hverken Australien eller Tasmanien rummer fællesgrave eller hundeknogler fra urtiden. I stedet nedlagde indvandrerne kontinentets byttedyr med spyd og net. Eneste større rovdyr, og dermed konkurrent, var pungulv og pungløve.

Men for ca. 5.000 år siden blev naturen i Australien forandret for altid, da polynesiske fiskere ankom til kysten. Med sig havde de en primitiv tamhund: Dingoen. Formentlig stak nogle dingoer af, da fiskerne gik i land.

På få tusind år spredte dingoen sig og udkonkurrerede bl.a. pungulven, men de oprindelige australiere tæmmede tilsyneladende aldrig dingoen, selvom dyret var højt agtet. Ifølge Shipman skyldtes den manglende tæmning, at de oprindelige australiere ikke havde brug for en partner i jagten på byttedyr.

Forskerne ved dog, at dingoen tilhører hunde-familien. DNA-analyser afslører, at dingoen deler aner med Asiens ca. 5-10.000 år gamle tamhunde.

I 2020 viste DNA-prøver fra op til 11.000 år gamle hundeknogler fundet rundtom i verden, at tamhunden genetisk har fætre og kusiner kloden rundt. Hunden har altså trofast fulgt os fra Europa til Sibirien og over fortidens landbro til Nordamerika.

Med de første civilisationer for ca. 5.500 år siden blev forholdet tættere, og fremavlede racer opstod, fx skødehunde og hyrdehunde.

Nærstudier af hundeknoglerne i den 14.000 år gamle Oberkassel-grav i Tyskland viser, at menneske og hund allerede i istiden udviklede et tæt forhold. Den blot 28 uger gamle hvalp havde nemlig før sin død haft en dødelig virus. Ifølge forskerne kan hvalpen kun have overlevet sygdommen, fordi mennesker plejede den.

Opdagelsen viser, at Oberkassel-hunden ikke bare var et nyttigt værktøj.

Hvad der oprindeligt begyndte som en praktisk og kærlighedsløs alliance mellem ur-hund og menneske, blev siden til verdens ældste ubrydelige venskab.