Hvem så den første “ufo”?
Hvornår blev den første flyvende tallerken observeret?

Efter Kenneth Arnold fortalte offentligheden om sin oplevelse, lykkedes det pludselig hundreder af amerikanere at fotografere formodede flyvende tallerkner.
Piloten og forretningsmanden Kenneth Arnold så den 24. juni 1947 hele ni uidentificerede flyvende objekter. Episoden gav med tiden anledning til begrebet og forkortelsen “ufo”.
Arnold var på forretningsrejse i et mindre fly og fløj lavt over bjerget Mount Rainier i staten Washington, USA, da han angiveligt blev fulgt af ni skiveformede luftfartøjer. De bevægede sig i formation med en hastighed på ca. 2000 km/t.
Arnolds historie blev ti dage senere underbygget af beretninger fra besætningen på et United Airlines- passagerfly, der observerede mellem fem og ni lignende fartøjer i samme område. Senere på måneden tog en beboer i staten Oklahoma et foto af otte flyvende objekter, som lignede dem, Arnold havde set.
Stor undersøgelse sat i gang
Selvom det amerikanske forsvar hævdede, at Arnold havde set en luftspejling, satte den militære efterretningstjeneste, Army Air Force Intelligence, en stor undersøgelse af ufo-observationer i gang. Sommeren 1947 bød på mange observationer, bl.a. det senere så berømte ufo-styrt i Roswell, New Mexico.
Da Arnold sammenlignede det, han havde set, med en “saucer” (underkop), fik de mystiske flyvere i folkemunde hurtigt betegnelsen “flying saucers”. I 1952 begyndte det amerikanske luftvåben at bruge betegnelsen ufo, unidentified flying object.