De britiske videnskabsmænd var rystede i 1859. Det år udgav naturforskeren Charles Darwin bogen “Arternes Oprindelse”, hvori han præsenterede sin evolutionsteori. Ifølge teorien nedstammer alle levende væsener fra fælles forfædre og har udviklet sig til forskellige arter gennem naturlig selektion.
Idéen blev betragtet som både banebrydende og blasfemisk, og Darwins tanker vakte stor debat. Men trods opstandelsen var Darwin langt fra den første, der havde gjort sig tanker om evolution.
VIDEO: Sådan blev Darwins teori modtaget
Grækerne tænkte over evolution
En af de første “evolutionister” var græske Anaximander (610-546 f.Kr.). Filosoffen mente, at al liv var opstået i vand, og at havdyr derefter var svømmet i land og havde tilpasset sig livet der.
Også mennesket havde udviklet sig fra fiske-lignende dyr, og “inde i disse dyr tog mennesket form”, mente Anaximander.
Andre af oldtidens skarpe hjerner – bl.a. Zenon fra Kition (ca. 334-262 f.Kr.) – mente, at alt levende havde en bestemt funktion, og at naturen altid vil stræbe efter “den struktur, som er bedst skabt til overlevelse”.
Anaximander mente, at alle landdyr var efterkommere af havdyr, som engang i fortiden var kravlet op på landjorden.
Kirken spændte ben
Selvom oldtidens filosofer tænkte darwinistisk, blev deres tanker gemt langt væk i middelalderen, hvor kirken dikterede, at alt var skabt af Gud. Derfor var alle væsener skabt perfekte – og de kunne i sagens natur ikke udvikle sig.
Disse dogmer bandt dog ikke muslimske videnskabsmænd. Den arabiske historiker og filosof Abd al-Rahman Ibn Khaldun skrev således i 1377, at mennesket havde udviklet sig fra “abernes verden” i en proces, hvor “arter bliver mere talrige”.
Det var denne overbevisning Charles Darwin søgte at bevise, da han i 1859 udgav “Arternes Oprindelse”. I dag anerkender videnskabsfolk verden over evolutionsteorien.