I kølvandet på 2. verdenskrig kastede USA og Sovjetunionen sig ud i en hæsblæsende kamp om at få fat på Nazitysklands skarpeste hjerner. Målet var at få fingrene i de videnskabsmænd, som havde udviklet den tyske raket- og krigsteknologi og udrustet Hitlers hær med avancerede våben.
Den amerikanske jagt foregik i dyb hemmelighed og sendte ca. 1.600 tyske forskere til USA. Blandt dem var flere navne, der senere bidrog til USA’s rumforskningsprogram.
Et af de mest prominente var Wernher von Braun, som var medlem af SS og havde udviklet den frygtede V2-raket for Hitler. I 1960’erne blev han en af hjernerne bag Apollo-rumprogrammet, som sendte amerikanske astronauter til Månen.
Se von Braun i magtens midte:
USA’s militær gjorde sit bedste for at hvidvaske fangernes fortid ved bl.a. at fortælle, at “nogle fremragende tyske videnskabsmænd og teknikere” frivilligt var kommet til USA for at arbejde mod en beskeden løn.
Under 2. verdenskrig blev V2-raketten brugt mod civile i bl.a England.
Hitlers V2 sendte USA til Månen
Et af Hitlers store prestige-våben under 2. verdenskrig var V2-raketten, der var historiens første ballistiske missil. Efter krigen nøjedes det amerikanske militær ikke kun med at sende forskerne bag raketten til USA, men de fik også fat i store mængder V2-dele.
I alt blev 300 togvogne med bl.a. motorer, fuselager og brændstof sendt til USA, hvor amerikanske forskere kastede sig over dem. Deres arbejde kom til at bane vejen for den teknologi, som senere sendte mennesker til Månen og sonder ud i rummet.
Faktum var dog, at flere af dem havde tætte bånd til nazisterne; fx havde Wernher von Braun kendskab til forholdene i kz-lejrene, hvorfra han selv håndplukkede tvangsarbejdere til byggeriet af sine raketter.
Sovjetunionen havde også succes med at få fat på tyske forskere og sendte omkring 2.200 tyskere til Moskva.
