Soldater bevogtede vraget af ­Hindenburg, for at plyndringer ikke skulle forstyrre opklaringsarbejdet.

Hvorfor brød Hindenburg i brand?

Efter ulykken nedsatte Tyskland og USA undersøgelseskommissioner for at finde årsagen. De kom aldrig frem til en forklaring.

Sabotage

Nazitysklands ­brug af Hindenburg til politisk ­propaganda gjorde luftskibet til et oplagt mål for regimets modstandere.­ Kaptajnen på Hindenburg, Max Pruss, fastholdt da også efter ulykken, at årsagen til eksplosionen måtte være sabotage. På ulykkestidspunktet havde Hindenburg ti succesfulde returrejser over Nordatlanten og otte over Sydatlanten bag sig. Luftskibet var tilmed blevet ramt af lyn uden nogen uheld til følge. På trods af kaptajn Pruss' faste overbevisning er beviser på sabotage aldrig fremlagt.

Malingen

Hindenburgs stofbeklædning var malet med en fernis, som bl.a. ­indeholdt aluminium. Fernissen skulle reflektere solens stråler, så brinten ikke blev varmet op. Men aluminium har potentielt ­eksplosive egenskaber – og det lette metal bruges i dag fx i raketbrændstof og som ­katalysator i eksplosiver. Det skyldes, at aluminium let reagerer kemisk med andre stoffer. Beklædningen var altså brandfarlig i sig selv, og katastrofen var indtruffet, selv hvis luftskibet havde været fyldt med helium.

Statisk elektricitet

Den mest udbredte teori er, at statisk elektricitet har udløst en gnist, som antændte brinten i luftskibet. Hindenburg passerede kort før landingen et tordenvejr, og det er muligt, at luftskibet her er ­blevet elektrisk ladet. De har så udløst en gnist i det øjeblik, der blev skabt jordforbindelse med ­fortøjningswirerne under landingen. Desuden kan de ­fugtige vejrforhold med støvregn i Lakehurst have gjort luften elektrisk ­ledende. Det er aldrig bevist, at statisk elektricitet bærer skylden for ulykken.