Den første person, som borede i is af videnskabelige årsager, var den schweizisk-amerikanske geolog Louis Agassiz. Han foretog i 1840-1841 en række boringer på en gletsjer i Alperne for at dokumentere, at isen bevægede sig ned ad bjerget.
Ved at analysere iskerner kan forskerne åbne et lille vindue til fortiden.
Teorien om, at gletsjere kan bevæge sig, var ny og kontroversiel, og Agassiz borede en række dybe huller i isen, hvori han placerede stolper.
Da han vendte tilbage det efterfølgende år, kunne han se, at stolperne havde flyttet sig – hvilket beviste, at gletsjeren havde bevæget sig. Selve boringerne blev foretaget ved håndkraft og nåede 60 meter ned i isen.
Dansker udviklede moderne analyser
Godt et århundrede senere gjorde den danske klimatolog Willi Dansgaard en opdagelse: Iskerneboringer kunne bruges til at studere fortidens klima. Dansgaard fandt i 1950’erne ud af, at målinger af bestemte ilt- og brint-isotoper – der var indfanget i isen – afslørede, hvordan klimaet havde været tidligere.
Isens mange lag gemmer på viden om fortidens klima.
Det kan iskernerne fortælle os
Analyse af iskerner kan give forskerne et væld af vigtige oplysninger. Kernerne kan bl.a. bruges til at rekonstruere temperaturen for flere hundrede tusind år siden.
Med sin nye viden foretog Willi Dansgaard en lang række iskerneboringer på den grønlandske indlandsis. Den dybeste iskerneboring, som nogensinde er foretaget, blev udført i 1998 på Antarktis i et samarbejde mellem USA, Rusland og Frankrig og nåede hele 3.623 meter ned.