Den første person, som borede i is af videnskabelige årsager, var den schweizisk-amerikanske geolog Louis Agassiz. Han foretog i 1840-1841 en række boringer på en gletsjer i Alperne for at dokumentere, at isen bevægede sig ned ad bjerget.
Teorien om, at gletsjere kan bevæge sig, var ny og kontroversiel, og Agassiz borede en række dybe huller i isen, hvori han placerede stolper.
Da han vendte tilbage det efterfølgende år, kunne han se, at stolperne havde flyttet sig – hvilket beviste, at gletsjeren havde bevæget sig. Selve boringerne blev foretaget ved håndkraft og nåede 60 meter ned i isen.
Dansker udviklede moderne analyser
Godt et århundrede senere gjorde den danske klimatolog Willi Dansgaard en opdagelse: Iskerneboringer kunne bruges til at studere fortidens klima. Dansgaard fandt i 1950’erne ud af, at målinger af bestemte ilt- og brint-isotoper – der var indfanget i isen – afslørede, hvordan klimaet havde været tidligere.
Med sin nye viden foretog Willi Dansgaard en lang række iskerneboringer på den grønlandske indlandsis. Den dybeste iskerneboring, som nogensinde er foretaget, blev udført i 1998 på Antarktis i et samarbejde mellem USA, Rusland og Frankrig og nåede hele 3.623 meter ned.