I 1876 fik den skotskfødte canadier Sandford Fleming ideen til tidszonerne, da han kom for sent til sit tog.
Dengang bestemte regionerne selv tiden i deres område – med stor forvirring til følge.
Sandford Flemings løsning på problemet var at inddele Jorden i 24 tidszoner – en idé, han bragte videre til Canadas generalguvernør, som sendte hans forslag ud til alle verdens regeringer.
Fleming fik især opbakning fra den russiske zar, som i sit store rige kæmpede med tiden. Han indkaldte til en international konference i Venedig i 1881, hvor deltagerne ikke kunne blive enige.
Først i 1884 ved et møde i Washington godkendte 25 lande Flemings forslag. De besluttede samtidig, at tidszonerne ikke var ultimative, men i et vist omfang kunne tilpasses landenes behov.
På en international konference i 1884 blev tidszonerne indført.
Ikke alle regeringer tog tidszonerne til sig med det samme.
0-meridianen, hvorfra tiden blev udregnet, lå nemlig i Greenwich, England, og det sårede visse rivaliserende landes stolthed.
Til sidst sejrede fornuften dog over følelserne, og de tilsluttede sig aftalen.