Jagten på jordens form

Europas videnskabsmænd er i 1700-tallet splittet mellem to teorier: Den ene side tror, at Jorden har form som en citron; den anden mener, at kloden ligner en appelsin. Svaret skal en videnskabelig ekspedition finde.

Europas videnskabsmænd er i 1700-tallet splittet mellem to teorier: Den ene side tror, at Jorden har form som en citron; den anden mener, at kloden ligner en appelsin. Svaret skal en videnskabelig ekspedition finde.

Royal Astronomical Society/Science Photo Library/Shutterstockscience & Society Picture Library/Contributor/Getty Images

Forskerne Charles-Marie de La Condamine og Pierre Bouguer må bide tænderne sammen for at udholde den isnende kulde på Pichincha-vulkanen i Andesbjergene.

De to franskmænd har rimfrost i skægget, og vinden bider dem i ansigtet. Det stenede landskab over trægrænsen er plettet af sne og is.

Kulden er ingen overraskelse for Bouguer og La Condamine, men den står i skarp kontrast til de dampende varme temperaturer, som videnskabsmændene har oplevet få hundrede meter længere nede ad den sydamerikanske vulkan.

Pierre Bouguer – som i en alder af 16 år blev professor – er alt andet end en eventyrer. Den nu 39-årige bogorm hiver efter vejret, mens han kæmper sig vej op ad den 4.800 m høje vulkan.

Den parisiske matematiker og geograf La Condamine er mere adræt og eventyrlysten end sin kollega, alligevel er også han besværet af den tynde, kolde luft:

“Vi oplevede ekstrem kulde. Dér, når vi kiggede på hinanden med tøj dækket af is, var vi et forunderligt syn”, skriver La Condamine om vejrforholdene.

Pierre Bouguer bemærker om forholdene i sin dagbog: “Selv med brændende kul og stearinlys rundtomkring frøs vandet i vores drikkeglas”.

Men de to mænd må udholde alle pinsler, for de har en opgave: De skal bygge en pyramide af nogle medbragte pinde og et lærredssejl.

Pyramiden er så stor, at den kan ses 40 km væk – på bjerget Pambamarca – hvor et andet forskerhold opholder sig.

Også de er ved at bygge en pyramide, og nu er idéen, at de to hold skal bruge modpartens pyramide som fikspunkt for målinger med en kvadrant, der bruges til at udregne den nøjagtige afstand mellem de to punkter.

Hjemme i de parisiske studerekamre virkede planen nem og ligetil – men ingen havde da taget højde for, at dis og skyer i dagevis indhyller bjergene i Andesregionen.

Når tågen endelig letter fra Pichincha i nogle få minutter, så Bouguer og La Condamine har frit udsyn ud over bjergene, er Pambamarca dækket af skyer.

De ustadige vejrforhold er frustrerende for franskmændene, som to år tidligere – i 1735 – forlod deres matematikbøger og stjernekikkerter i Frankrig for at finde svaret på Jordens form her i de sydamerikanske bjerge nær ækvator.

Lige siden afrejsen har problemerne hobet sig op for ekspeditionen.

Videnskabsmændene ved efterhånden, hvad der venter dem: Ingen af deres målinger i Andesbjergene bliver lette. At foretage udregningerne, der skal fastslå Jordens form, vil kræve alle deres kræfter.

© Public Domain/Photo Granger/Bridgeman Images

Louis Godin

Ekspertise: Astronomi.
Nationalitet: Fransk.
Alder: 31 år.
Udvælgelseskriterium: Godin har foreslået det franske videnskabsakademi at iværksætte missionen. Han bliver derfor udnævnt som ekspedi­tionsleder, selvom han ikke har nogen ledelseserfaring.

© Public Domain/Photo Granger/Bridgeman Images

Charles-Marie de La Condamine

Ekspertise: Matematik og karteografi.
Nationalitet: Fransk.
Alder: 34 år.
Udvælgelseskriterium: La Condamine har en fortid som soldat og har tidligere deltaget i en videnskabelig ekspedition til Konstantinopel, hvor han stod for de astronomiske målinger.

© Public Domain/Photo Granger/Bridgeman Images

Pierre Bouguer

Ekspertise: Hydrografi og matematik.
Nationalitet: Fransk.
Alder: 37 år.
Udvælgelseskriterium: Bouguer er en af Frankrigs mest ansete videnskabsmænd og har tidligere forsket i bl.a. navigation.

© Public Domain/Photo Granger/Bridgeman Images

Antonio de Ulloa

Stilling: Kadet.
Nationalitet: Spansk.
Alder: 19 år.
Udvælgelseskriterium: Trods sin unge alder har de Ulloa sejlet flere år på verdenshavene, og samtidig betyder hans alder, at han uden problemer kan acceptere ordrer fra ældre ekspeditionsledere.

© Public Domain/Photo Granger/Bridgeman Images

Jorge Juan y Santacilia

Stilling: Kadet.
Nationalitet: Spansk.
Alder: 22 år.
Udvælgelseskriterium: Santacilia besidder kombinationen af militær erfaring og en stor viden om astronomi. På flådeakademiet blev han kaldt “Euklid” pga. sine fremragende matematiske evner.

Tidens store gåde

I begyndelsen af 1700-tallet jagtede Europas videnskabsmænd svar på alle livets spørgsmål, mens gamle dogmer om verden kom under beskydning.

Et af tidens helt store emner var spørgsmålet om Jordens form. De lærde havde forkastet idéen om, at kloden var rund som en kugle – men hvordan så planeten så ud?

Nogle astronomer og geofysikere mente, at den havde form som et æg eller en citron, andre var overbeviste om, at Jorden måtte ligne en appelsin.

Debatten rasede, og i 1733 fik det franske videnskabsakademi nok. Én gang for alle ville akademiet finde svaret.

Da feltarbejde allerede havde fundet længden af en breddegrad nær Paris, kunne Jordens form bestemmes ved at sammenligne med en tilsvarende måling foretaget nær ækvator.

“Hvis det bliver nødvendigt, kan kadetterne overtage ledelsen fra enhver akademiker, som forsvinder eller dør” Den spanske flådeminister, som ikke nærede den store tillid til ekspeditionens franske videnskabsmænd.

Både penge og politik spillede en rolle, før en ekspedition kunne komme afsted. Heldigvis spyttede den franske flådeminister, Jean-Frédéric de Maurepas, i bøssen.

Kendskab til Jordens udformning var nemlig essentielt for at forbedre navigation på havet, hvor skibe stadig oplevede problemer, når de skulle forsøge at ramme deres destination.

Flådeministeren hjalp også akademiet med de rette politiske forbindelser. Et feltarbejde ved ækvator kunne nemlig ikke udføres i Afrika, der stadig var ukendt vildnis.

Også de franske besiddelser i Ostindien, Borneo og Sumatra bestod af tæt jungle, som ville gøre målinger umulige. Kun ét egnet sted var tilbage på kloden: Sydamerika.

Men Peru – hvor Andesbjergene gjorde det muligt at opsætte målepunkter – var en spansk koloni. En flok franske videnskabsmænd kunne ikke bare komme anstigende iført deres fine parykker og måle området op.

Maurepas indgik derfor en aftale med den spanske flådeminister, som tillod foretagendet, mod at to unge spanske kadetter med talent for navigation og matematik kom med på rejsen.

“Hvis det bliver nødvendigt, kan kadetterne overtage ledelsen fra enhver akademiker, som forsvinder eller dør”, lød det fra den spanske flådeminister, som ikke nærede den store tillid til ekspeditionens franske videnskabsmænd.

Historiens første internationale videnskabelige ekspedition var dermed en realitet. De to spanske deltagere, Jorge Juan y Santacilia og Antonio de Ulloa, skulle støde til holdet i Caribien.

Charles-Marie de La Condamine og Pierre Bouguer gik således ombord på et skib i Rochefort på den franske vestkyst i maj 1735. Her mødtes de med den 31-årige astronom Louis Godin.

Den unge stjernekigger var ekspeditionens leder, fordi rejsen i høj grad var hans idé.

Med på den farlige færd havde de tre videnskabsmænd et følge af assistenter. Akademiet gav “Den geodætiske mission”, som foretagendet officielt blev døbt, tre år til at nå sit mål: udregning af længden på en breddegrad ved ækvator.

Støtten til citron-teorien kom især fra Descartes’ franske landsmænd.

© Shutterstock

10 år efter hans død kunne videnskaben påvise Newtons teori.

© Shutterstock

Godin bruger pengene på en diamant

Fem uger efter afsejlingen lagde skibet med ekspeditionsmedlemmerne til i Saint-Domingue, nutidens Haiti. Her skulle de vente på papirer med tilladelse til at fortsætte ind i spansk territorium.

Godin glemte midlertidigt alt om forskning i de varme, paradisiske omgivelser.

Det eneste, franskmanden nærstuderede, var den nøgne krop af en lokal prostitueret.

Godin blev så forblændet af den eksotiske caribiske skønhed, at han købte hende en funklende diamant til 1.000 écu – næsten 150.000 kr. i nutidens penge – som han ganske ubekymret neglede direkte fra ekspeditionens­ kasse.

“Hr. Godin, vores leder, har i nogen tid sat astronomien til side for at beskæftige sig med mere påtrængende affærer. Han er helt optaget af elskov. En stor sum penge bliver brugt på at tilfredsstille den unge dames appetit, og hendes ridder nægter hende intet. Vi ser det alle og må finde os i det”, skrev ekspeditionens botaniker, Joseph de Jussieu, til sin bror.

Godins ekstravagance truede hele ek­spe­di­tionen, der kun lige havde penge nok til at nå Peru. Da gruppen fortsatte rejsen mod Panama i selskab med de to spanske kadetter, var stemningen på lavpunktet.

Måneders venten i Panama forbedrede ikke humøret hos de utålmodige videnskabsmænd. Da et handelsskib omsider bragte dem til Peru, var det, der skulle have været en sammentømret gruppe, blevet til bitre rivaler:

“Godin og de andre har ikke været på talefod i nogen tid nu. De skændes som katte og hunde. Det virker ikke sandsynligt, at de vil fuldføre denne mission i fællesskab”, skrev ekspeditionslægen Jean Seniergues bekymret i et brev hjem til Frankrig.

Som det første opmålte ekspeditionen en 12 km lang grundlinje. Ud fra denne kunne de foretage resten af deres målinger i Andesbjergene.

© Observatoire de Paris

Bananer sikrer overlevelsen

Knap havde skibet lagt til i Peru i marts 1736, før mændene blev splittet op. Mens La Condamine og Bouguer foretog målinger for “at bestemme den præcise position af Perus kyst”, som Frankrig havde lovet Spanien i forbindelse med alliancen, drog Godin straks til Quito i et forsøg på at skaffe penge til resten af ekspeditionen.

Bouguer fulgte uger senere i Godins fodspor via handelsruten til Quito, mens La Condamine, drevet af eventyrlyst, valgte at krydse den tætte jungle.

Den første del af La Condamines rejse foregik i kano på Rio Esmeralda, der snørklede sig ind i regnskovens dyb.

Strabadserne begyndte for alvor, da pariseren, hans assistent og to slaver måtte fortsætte til fods med to guider, fordi floden ikke længere bragte dem i den rigtige retning.

Den trykkende varme var hård for La Condamine, men franskmanden slap for at slæbe på sin bagage, der ifølge ham selv bestod af “adskillige instrumenter og en stor kvadrant, som to indianere havde besvær med at bære”.

Kinatræets røde bark var en effektiv kur mod malaria.

© Shutterstock

Franskmand fandt gummi og kinin i junglen

Da ekspeditionens franske geograf, La Condamine, asede gennem den sydamerikanske regnskov i 1736, gjorde han to nye opdagelser. Han så, hvordan de lokale indianere benyttede et underligt, elastisk materiale, som de udvandt fra kautsjuk-træerne:

“Når det er friskt, kan det formes, helt som du ønsker. Det er uimodtageligt for regn, men dets mest bemærkelsesværdige egenskab er dets elasticitet”, skrev La Condamine, som sendte en prøve hjem til Frankrig.

I 1800-tallet blev det nyopdagede gummi et populært materiale over hele Europa, hvor det bl.a. indgik i fremstillingen af regntøj.

På en senere junglevandring i 1737 nærstuderede La Condamine Cinchona-træet – også kendt som kinatræet. Fra træets bark kunne udvindes kinin, der var det eneste kendte middel mod tropesygdommen malaria.

Det helbredende stof virkede dog ikke altid mod den dødbringende sygdom, havde europæerne indset, men ingen vidste hvorfor.

Ved at tale med de lokale erfarede La Condamine grunden: De sydamerikanske indianere solgte ofte træets hvide og gule bark, som havde en langt svagere virkning mod malaria end den røde.

La Condamine nedskrev metikuløst sin nye viden, så læger i Europa vidste, at de skulle bruge den effektive røde kinin til behandlinger fremover.

En morgen – efter uger i junglen – vågnede La Condamine og så til sin færdelse, at guiderne var stukket af.

Med sit kompas i hånden måtte forskeren nu på egen hånd dirigere gruppen i sydøstlig retning mod Quito, mens de udelukkende levede af bananer, fordi deres geværkrudt var brugt op.

Uden skud i bøssen var de fire mænd også prisgivne, hvis en jaguar pludselig sprang frem fra krattet.

“Vi fældede træer og fyldte slugter for at udjævne grundlinjen” Pierre Bouguer

Efter otte dage nåede La Condamine foden af en vulkan, som han med sine sidste kræfter slæbte sig op ad. Udsigten var alle anstrengelser værd: “Så langt øjet rakte, så jeg dyrket land.

Længst væk lå byen Quito, som fuldendte dette smukke syn”, berettede franskmanden, som snart blev genforenet med resten af ekspeditionens medlemmer.

Sure videnskabsmænd går i gang

Der var ingen gensynsglæde, da La Condamine mødte Godin i Quito en varm julidag i 1736. Især ikke, fordi ekspeditions­lederens forsøg på at få et lån hos de spanske embedsmænd i Quito slog fejl. Nu var kassen tom.

Løsningen blev, at den velhavende La Condamine personligt finansierede resten af rejsen i forventning om, at den franske trone ville dække hans udlæg.

Til gengæld var alle videnskabsmændene nu samlet og kunne omsider – 15 måneder efter afrejsen fra Frankrig – kaste sig over missionens egentlige projekt: opmålingen af en breddegrads længde ved Ækvator.

Terrænet var dog mere puklet, end nogen af franskmændene havde forestillet sig. Efter at have afsøgt området i en måned fandt de dog endelig et plateau, der var egnet til at opmåle den såkaldte grundlinje.

Den skulle fungere som udgangspunkt for alle deres andre målinger fra Andesbjergenes toppe.

Ekspeditionen måtte slæbe den tunge vinkelmåler, kvadranten, med gennem tæt jungle.

© Royal Astronomical Society/Science Photo Library

Af samme grund skulle linjen gennem landskabet opmåles uhyre præcist – så videnskabsmændene var nødt til at smøge ærmerne op og klargøre terrænet:

“Vi fældede træer og fyldte slugter for at udjævne grundlinjen”, skrev Bouguer. I virkeligheden nøjedes han med at iagttage de hyrede indianske arbejdere, fordi nogen jo “skulle holde øje med dem”.

I slutningen af september løb et langt, smalt spor som en rende hen over plateauet, og franskmændene fandt måleudstyret frem. Kravlende på knæ og albuer placerede de forsigtigt 6 m lange måleplader af træ efter hinanden.

Processen var omstændelig, og den første dag blev kun 76 m opmålt. Videnskabsmændene øgede dog tempoet, og den 5. november var arbejdet færdigt: Linjen målte nu 12,2 km.

Med dette udgangspunkt kunne de begynde selve trianguleringen – opmålingen af et trekantsnet hen over Andesbjergenes toppe.

Dernæst skulle de beregne en lige linje mellem start- og slutpunkt (meridianen), og vha. astronomiske målinger til sidst fastslå længden på en breddegrad.

©

Triangulering i bjergene

Inden en triangulering udmåles en grundlinje. Fra linjens endepunkter sigtes mod punktet C, og vinklerne A og B aflæses. Vinkelsummen er altid 180°, så C er hurtigt fundet.

Efterfølgende kan længden af trekantens to ukendte sider (AC og BC) udregnes vha. vinklerne, grundlinjen og en sinustabel.

Triste nyheder hjemmefra

Opmålingen af grundlinjen bidrog til en mere positiv atmosfære mellem franskmændene. Stemningen led imidlertid et knæk den 21. november 1736, da en pakke ankom fra Frankrig.

I den lå et personligt brev stilet til La Condamine fra hans gode ven Pierre-Louis Maupertuis.

Heri afslørede Maupertuis, at han var blevet sendt til Lapland som leder for en gruppe videnskabsfolk, der ligeledes skulle forsøge at udregne længden på en breddegrad – præcis som Condamine og hans kolleger i Andesbjergene.

“Du vil måske blive overrasket, når du hører, at der bliver en rejse til Norden, så vi ikke misser noget i bestemmelsen af Jordens form”, skrev Maupertuis.

Alle på ekspeditionen vidste, at Maupertuis’ rejse og opmåling i Europa var langt lettere at gennemføre end deres egen, hvorfor Lapland-ekspeditionen efter al sandsynlighed ville fastslå Jordens form, før de selv nåede hjem.

Målingen ved ækvator var dog stadig uhyre vigtig for at bestemme klodens præcise krumning. Frem til sommeren 1737 udvalgte franskmændene derfor de bjergtoppe, der skulle bruges til deres målinger.

I august var måleudstyret finjusteret og rygsækkene pakket med alt fra beskøjter til kvadranter, og ekspeditionen delte sig op i to hold – parate til at bestige hver sin række af bjerge.

©

Oktant

Ligesom kvadranten blev oktanten brugt til vinkelmålinger. Den lette oktant blev anvendt, hvor en kvadrant ikke kunne medbringes.

©

Pendul-ur

Målinger af stjernen Epsilon Orion i hver sin ende af meridianen skulle ske på samme tid. Til det formål medbragte ekspeditionen to meget nøjagtige pendul-ure.

©

Zenit-teleskop

I hver sin ende af den opmålte meridianlinje, der løb ned gennem Andes-bjergene, udførte ekspeditionen observationer af stjernen Epsilon Orion ved hjælp af teleskoper.

Første bjergfærd bliver en fiasko

At målingerne på ækvators tinder ville byde på store udfordringer, gik op for La Condamine og Bouguer efter blot få dage på toppen af vulkanen Pichincha.

Med frost i øjenbrynene kiggede de igen og igen gennem deres instrumenter. På intet tidspunkt kunne de imidlertid se den pyramide, som det andet hold – med Godin, de Ulloa og Santacilia – havde sat op på vulkanen Pambamarca, ca. 40 km mod nordøst.

Efter 23 bidende kolde dage uden målinger gav La Condamine og Bouguer op og klatrede nedslåede ned ad vulkanen for ikke at dø af sult og kulde.

Da de igen mødtes med det andet hold, humpede både Godin og Santacilia, fordi de var faldet under deres bestigning af Pambamarca.

Ingen af dem havde kunnet se de andres pyramide, og videnskabsfolkene besluttede i stedet at lave pejlemærker længere nede på vulkanerne. Først i december var vejret dog klart nok til, at de kunne fortsætte arbejdet.

Problemerne ved Pichincha og Pambamarca var blot en forsmag på det slidsomme arbejde. Der skulle gå hele to år, før ekspeditionsdeltagerne omsider kunne afslutte deres sidste målinger ved byen Cuenca – 345 km længere mod syd.

Højdesyge og ømme muskler var hverdag, og kulden på toppene plagede konstant mændene:

“Vores hænder var fyldt med frostknuder, vores læber svulmede op og revnede, så enhver tale eller anden bevægelse med munden førte til umiddelbar blødning”, skrev spanieren de Ulloa om det hårde arbejde i højderne.

Strabadserne fik igen fjendskabet til at blusse op mellem de tre franske videnskabsmænd, og i sommeren 1738 talte Godin stort set udelukkende med de to spanske deltagere.

“Det går værre og værre med hr. Godin. Jeg har ikke set ham i mere end fire måneder, og vi skriver kun til hinanden, når det er allermest nødvendigt. Jeg forstår ikke hans vrede og raseri”, noterede Bouguer, som efterhånden overtog ledelsen af ekspeditionen, fordi Godin trak sig mere og mere ind i sig selv.

I sommeren 1739 kunne de trætte videnskabsmænd endelig ane en ende på lidelserne. De havde besteget det sidste bjerg og foretaget deres sidste målinger og kunne hvile ud i byen Cuenca.

Følelsen var imidlertid bittersød, da den frygtede nyhed i mellemtiden var dumpet ind fra Europa – Lapland-ekspeditionen var vendt hjem til Frankrig og havde løst gåden: Kloden var fladtrykt ved polerne og formet nærmest som en appelsin.

Holdet trøstede sig med, at det også var flådeminister Maurepas og akademiet, der havde sendt Maupertuis til Lapland, fordi begge feltarbejder var afgørende for at bestemme Jordens præcise krumning.

Og snart ville de selv vende hjem til Frankrig – troede de.

Myg og andre insekter var en plage i det nordlige Lapland.

© Private collection/Look and learn/Bridgeman Images

Opmåling i Lapland løste gåden først

En ekspedition til det nordlige Finland fandt som den første frem til Jordens form. Det fremkommelige terræn i Lapland betød, at videnskabsmændene kunne foretage deres målinger på bare ét år.

Efter at være ankommet fra Frankrig begyndte Pierre-Louis Maupertuis og hans hold af videnskabsmænd i juli 1736 et feltarbejde i Lapland, som skulle måle længden af en breddegrad i polarområdet mod nord.

Ekspeditionen var – ligesom den til ækvator – sponsoreret af det franske videnskabsakademi og Frankrigs flådeministerium.

Formålet var at få flere målinger, så en helt præcis angivelse af Jordens krumning og form kunne udregnes. Maupertuis’ hold benyttede også triangulering som målemetode.

Men hvor Andes-ekspeditionen skulle rejse til den anden side af kloden og bestige kilometerhøje bjerge, kunne Laplands-ekspeditionen nøjes med at rejse 2.000 km gennem Europa og foretage deres målinger langs Torneå-elven i Finland.

Selvom terrænet i den nordlige ødemark var lettere fremkommeligt, måtte ekspeditionsmedlemmerne i Lapland dog ligeledes bestige en række bjerge.

De var beklædt med træer, som skulle fældes for at lave målestationer til trianguleringen.

Maupertuis’ trekantsnet blev målt fra et klokketårn i byen Torneå til Kittisvaara-bjerget i Finland – en distance, som var ca. en tredjedel så lang som den, der blev målt i Andesbjergene.

Lapland-holdet regnede sig efter et års feltarbejde frem til, at længden af én breddegrad ved polarcirklen var 111,95 km.

Den var altså længere end den kendte måling fra Frankrig på 111,21 km. Konklusionen var derfor, at Jorden måtte være mere fladtrykt ved polerne.

Fejl på udstyr koster to år

Efter arbejdet i Andesbjergene vidste franskmændene, at de havde en nøjagtig måling ned gennem bjergkæden. Linjen var 345 km, men udgjorde ikke længden på præcis én breddegrad.

For at finde den manglede de endnu at foretage præcise, samtidige stjernemålinger fra linjens nordligste og sydligste punkt.

Selvom intet hidtil var forløbet let på ekspeditionen, regnede franskmændene med, at stjernekiggeriet ville være en formsag. For at slappe lidt af tog de den 29. august 1739 derfor ind for at se tyrefægtning.

Iklædt parykker satte ekspeditionsfolkene sig til rette i Cuencas arena, og Seniergues ankom som den sidste.

Lægen slentrede ubekymret ind på tilskuerpladserne ledsaget af en ung kvinde. Alle i lokalbefolkningen vidste imidlertid, at hun havde været lovet væk til en af byens borgere – og mændene på lægterne blev rasende.

“Dræb de franske udlændinge!” lød det pludselig, hvorefter det føg med sten gennem luften – ikke blot mod lægen Seniergues, men alle fra ekspeditionen.

Værst gik det ud over lægen, der fik flere knivstik under flugten. Om aftenen tilså Jussieu – holdets botaniker – Seniergues’ skader og fandt indre blødninger efter et dybt stik i maven.

“Det er et meget skidt sted. Jeg er fortabt”, lød det fra Seniergues, som døde fire dage senere.

Den hadske stemning hos de lokale gjorde videnskabsmændenes stjerneobservationer i Cuenca besværlige.

I forvejen var arbejdet langtfra let, fordi de skulle sidde placeret timevis i en akavet position under et såkaldt zenitteleskop. I maj 1740 noterede Bouguer dog, at de omsider kunne “regne missionens mål for fuldendt”.

Kort efter gik det dog op for astronomen Godin, at deres målinger ikke kunne stemme. De måtte på den igen, men gang på gang blev observationerne upræcise, fordi udstyret ikke fungerede optimalt.

Franskmændene var ligeledes afhængige af, at vejret var perfekt på samme tid i både nord- og sydenden af bjergkædelinjen, og især La Condamine blev mere og mere fortvivlet over at arbejde i et land, hvor en "hel nat ofte gik, uden at stjernerne kunne ses”.

Vi skulle udføre opgaver, som ville være vanskelige selv i fremkommelige områder” I sin bog fra 1738, La Figure de La Terre – “Jordens form” – fortalte Pierre-Louis Maupertuis om de strabadser, ødemarken bød på.

Han vidste imidlertid også, at videnskabsmændene ikke kunne tillade sig at sløse, når de nu havde brugt så mange år på det møjsommelige arbejde:

“Vi kan ikke vende hjem med tvivlsomme eller usikre resultater”, skrev han fast besluttet.

Først i foråret 1742 lykkedes stjerneobservationerne, så franskmændene præcist kunne fastslå koordinaterne på det nordligste og sydligste punkt i bjergkædelinjen.

Ved at sammenholde deres målinger med meridian-linjens længde kunne de til sidst udregne nøjagtig én breddegrad ved ækvator.

Resultatet var 110,61 km. Ved at sammenligne med målingen fra Frankrig – 111,21 km – kunne franskmændene endegyldigt bekræfte Lapland-holdets tidligere konklusion:

Jorden var helt afgjort fladtrykt ved polerne. Næsten syv år var gået i jagten på dette ene tal – men de havde det. Missionen var fuldført. De kunne vende hjem.

Bouguer drager alene tilbage

Pierre Bouguer begyndte som den eneste af ekspeditionens hovedskikkelser straks den lange hjemrejse mod Europa.

Godin var pga. sin dårlige ledelse blevet upopulær hos videnskabsakademiet, så han satsede i stedet på en karriere ved Limas universitet, og den eventyrlystne La Condamine ønskede at udforske Amazonas-regnskoven, hvor kun ganske få europæere endnu havde været.

Bouguer holdt sine værdifulde notesbøger tæt ind til kroppen, da hans skib lagde til på den franske vestkyst i 1744.

Bøvl på hjemturen havde forsinket ham en del, men den 29. juli kunne den hjemvendte videnskabsmand endelig stille sig op i auditoriet på det franske videnskabsakademi, hvor han blev hyldet.

Et 30 m højt monument markerer i dag den fransk-spanske ekspedition.

© Shutterstock

Mindesmærke sikrede eftermælet

Selvom de lokale i 1700-tallet ikke brød sig om de franske videnskabsmænd, kom Ecuadors befolkning senere til at sætte stor pris på ekspeditionen.

Europæernes rejseberetninger var nemlig med til at placere Quito på verdenskortet – især ved at fremhæve den smukke natur.

På Yaruquí-plateauet opførte sydamerikanerne derfor et mindesmærke på 100-året for ekspeditionens ankomst.

Vind og vejr ødelagde siden monumentet. Fra 1979 til 1982 lod den lokale provins et nyt mindesmærke opføre, som stadigvæk står på plateauet i dag.

Flådeminister Maurepas var selv til stede under Bouguers fremlæggelse. Selvom de ikke kom først med resultatet, anerkendte akademiet vigtigheden i ekspeditionens arbejde.

Herefter påbegyndte Bouguers sin fortælling om den dramatiske rejse, som tryllebandt auditoriets lyttere. Til sidst afsluttede han med at præsentere de hårde fakta:

Med tre datapunkter på kloden for længden af en breddegrad – ved polarcirklen, i Frankrig og i Andesbjergene – var klodens krumning og form nu påvist.

Jorden var ikke spids, men fladtrykt ved polerne, og planetens diameter ved ækvator skulle vise sig at være hele 43 km større end fra pol til pol.

Verden var blevet et vigtigt svar rigere.